Læsetid: 4 min.

Italiens regering blev straffet af kommunerne

Efter at have erobret borgmesterposterne i Rom og Torino udgør protestpartiet MoVimento 5 Stelle nu et reelt alternativ til Matteo Renzis regering
Der venter Roms første kvindelige borgmester, den 37-årige advokat Virginia Raggi, en frygtindgydende opgave. Hun har tre års erfaring som byrådsmedlem for protestpartiet MoVimento 5 Stelle.

Fabio Frustaci

21. juni 2016

Søndagens kommunalvalg i Italien var på mange måder historisk. Protestpartiet MoVimento 5 Stelle (M5S) – som blev dannet af komikeren Beppe Grillo for syv år siden og i 2013 blev landets næststørste parti – har erobret magten i Rom, Torino og en lang række mindre byer som f.eks. mafiahøjborgen Alcamo på Sicilien.

Dermed har M5S manifesteret sig som et reelt regeringsalternativ. Resultaterne er en syngende lussing til regeringsleder Matteo Renzi fra det store centrumvenstreparti Partito Democratico (PD), der kun formåede at vinde en kneben sejr i Milano.

Samtidig risikerer ansvaret for at få byerne til at fungere dog at tynge M5S, så partiet ved det næste parlamentsvalg, som skal afholdes senest i foråret 2018, ikke længere vil fremstå uplettet. Landets politiske og økonomiske establishment har allerede sat sig til rette langs Tiberens og Po-flodens bredder i forventning om, at de nye M5S-borgmestres lig snart flyder forbi. Derfor afhænger M5S’ muligheder af partiets evne til at inddrage borgerne i den fornyelse af det italienske demokrati, partiet hævder at repræsentere:

»I såvel Rom som Torino skal M5S forsøge at være så inklusive som overhovedet muligt og gøre alt for at involvere den sunde del af erhvervslivet, økonomien og kulturlivet for sammen at realisere et politisk projekt, der om ikke ændrer ’alt’ – som partiets slogan siger – så dog i det mindste noget,« skriver avisen Il Fatto Quotidianos chefredaktør, Marco Travaglio, i sin leder.

Tilgroede monumenter

PD’s borgmesterkandidat i hovedstaden, Roberto Giachetti, gik til valg på det håbløse slogan più Roma, »mere Rom«. For byens problem er netop, at der på totalt ukontrolleret vis bliver mere af den. I løbet af de seneste 20 år har Rom oplevet en knopskydning af nye kvarterer, som er blevet opført i byens udkant.

Denne byudvikling, som især skyldes en systematisk brug af dispensationer fra byplanen, har kun været til gavn for de såkaldte palazzinari – byggematadorer med gode kontakter til de gamle partier som f.eks. Francesco Gaetano Caltagirone, der også ejer den store hovedstadsavis Il Messaggero. Giachettis og Renzi-regeringens erklæringer om, at Rom bør forsøge at lægge billet ind på OL-værtskabet i 2024, blev af mange romere opfattet som endnu en gave til folk som Caltagirone og som det allersidste, byen har brug for.

Senest har hovedstadens indbyggere i forbindelse med VM i svømning i 2009 oplevet, hvordan ufuldendte anlægsarbejder står som tilgroede monumenter over korruptionens samfundsmæssige skadevirkninger. Manglen på en de facto gældende byplan har medført, at kommunen er på fallittens rand og risikerer at blive sat under administration, mens kommunale kerneydelser som renovation, skoler, offentlig transport osv. er kronisk underfinansierede.

Når bygherrerne får dispensation til at opføre nye boligblokke, som ofte ligger flere kilometer fra anden bebyggelse, påtager kommunen sig nemlig en lang række udgifter til veje, vandforsyning, kloakering osv. Således har Rom opbygget en gæld på mindst 13,5 mia. euro, som dog sandsynligvis stiger en del, når regnskabet efter de seneste års forvaltning under PD er gjort op.

Retten til byen

Derfor venter der Den Evige Stads første kvindelige borgmester nogensinde, den 37-årige advokat Virginia Raggi, en frygtindgydende opgave. Hun har blot tre års erfaring som byrådsmedlem for M5S. Men Raggis kampagne var den eneste, der problematiserede byens store gæld:

»Den strukturelle årsag til gælden er det byplanlægningsmæssige anarki,« hævder ingeniøren Paolo Berdini, som Raggi har udpeget til ny byplanborgmester, i en kommentar i avisen Il Manifesto.

Programmet handler derfor om at sætte »den sociale ret til byen og de fælles goder« i centrum, skriver Berdini.

Valgkampen i Rom er blevet afviklet i skyggen af en historisk retssag – kaldet Mafia Capitale – om mafiøse infiltrationer i kommunalforvaltningen. Sagen har vist, at Italiens problem med organiseret kriminalitet ikke er isoleret til den sydlige del af landet, men også har stærkt negative konsekvenser for hverdagslivet i hovedstaden, hvor en stor del af f.eks. sektoren for sociale ydelser har vist sig at være kontrolleret af en hjemmedyrket mafia, som tilmed har indgået strategiske alliancer med de traditionelle mafiaer fra Syditalien.

Klimaet ved retsmøderne, hvor vidner bogstavelig talt har brækket sig af angst, viser, hvor alvorligt problemet er.

Desuden kan Raggi imødese modstand fra Vatikanet, som har store økonomiske interesser på det romerske ejendomsmarked.

Forandring nedefra

Endnu mere overraskende end Raggis jordskredssejr i Rom var det, at M5S’ Chiare Appendino erobrede borgmesterposten i Torino. Efter at centrumvenstrefløjen har regeret uafbrudt i 23 år, er den store norditalienske industriby slet ikke i samme iøjnefaldende forfald som Rom. Men enhver nok så lokal afstemning i Italien har også nationalpolitisk betydning.

Ved anden valgrunde i de store og mellemstore byer var der kun to kandidater tilbage, og vælgere fra såvel venstre- som højrefløjen flokkedes så til M5S for at markere deres utilfredshed med regeringens planlagte forfatningsreform. Det kan gentage sig, når der til efteråret skal afholdes en folkeafstemning om forfatningsreformen, hvilket i givet fald vil betyde et farvel til Renzi.

M5S er i færd med at gennemgå en modningsproces, hvor partiet gradvist løsriver sig fra guruen Grillo. Det 30-årige medlem af Deputeretkammeret Luigi De Maio er så småt begyndt at blive akkrediteret som et muligt alternativ til Renzi i toneangivende medier som The Economist og Financial Times.

De nye borgmestre i Rom og Torino skal derfor demonstrere, at M5S kan forvalte ansvaret. De indgår samtidig i en bredere tendens, hvor den demokratiske fornyelse starter på kommunalt niveau. I Spanien har borgerlister allieret med venstrefløjspartiet Podemos erobret magten i Madrid og Barcelona, hvor de eksperimenterer med direkte demokrati.

I Italien er det Napolis borgmester – den tidligere anklager og EU-parlamentariker Luigi De Magistris, som opnåede et overbevisende genvalg – der er mest inspireret af spanierne. Ved sit pressemøde i går nat understregede De Magistris – som ikke repræsenterer noget parti, men er åndsbeslægtet med M5S – at hans valgsejr indgår i et forsøg på at forandre hele Italien nedefra.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu