Læsetid: 4 min.

’Man kan ikke lave udvikling midt i en krigszone’

En af de vigtigste erfaringer fra Afghanistan er, at der er umuligt at gennemføre langsigtet udvikling, samtidig med at man bekæmper en oprørsbevægelse som Taleban, siger seniorforsker Louise Riis Andersen, der har lavet den ene af de tre danske Afghanistan-evalueringer
’Det giver simpelthen ikke mening at forsøge at bekæmpe en oprørsbevægelse, samtidig med at man laver langsigtet udvikling,’ siger Louise Riis Andersen, forfatter til den ene af de tre Afghanistan-rapporter, som blev fremlagt torsdag.

’Det giver simpelthen ikke mening at forsøge at bekæmpe en oprørsbevægelse, samtidig med at man laver langsigtet udvikling,’ siger Louise Riis Andersen, forfatter til den ene af de tre Afghanistan-rapporter, som blev fremlagt torsdag.

Martin Lehmann

10. juni 2016

Det er umuligt at kæmpe mod en oprørsbevægelse og lave udviklingsarbejde på en og samme tid. Det er en af de vigtigste erfaringer, som det internationale samfund har gjort sig i Afghanistan. De to ting skal adskilles, ellers risikerer man, at dem, man gerne vil hjælpe, får kappet hovedet af.

Så enkelt kan det siges, mener Louise Riis Andersen, seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier og forfatter til den ene af de tre Afghanistan-rapporter, som offentliggøres i dag. Hun har kigget nærmere på, hvilke erfaringer USA, Storbritannien, Holland, Canada, Tyskland og Norge har gjort sig i Afghanistan. Og de er forbavsende ens.

»Uanset hvordan landene har grebet opgaven an, er de alle sammen løbet ind i de samme problemer med at kombinere oprørsbekæmpelse og udvikling,« siger hun. »Min konklusion er derfor, at det ikke lade sig gøre. Det giver simpelthen ikke mening at forsøge at bekæmpe en oprørsbevægelse, samtidig med at man laver langsigtet udvikling i form af narkobekæmpelse, statsopbygning, økonomisk udvikling, demokratisering og alt muligt andet oveni. Det stritter i alt for mange retninger på samme tid, til at det kan lykkes.«

Alligevel var det præcis, hvad det internationale samfund forsøgte at gøre at gøre, selv i de mest krigshærgede provinser.

»Man forsøgte at gøre det hele på én gang, men man ikke kan lave udvikling midt i en krigszone. Det er noget, man bør gøre i mere rolige områder af landet og ikke med kuglerne flyvende om ørerne,« siger Louise Riis Andersen.

»Det internationale samfund behandler Afghanistan som et postkonfliktsamfund, hvor den slags langsigtet udvikling var muligt. Men Afghanistan var ikke et postkonfliktsamfund. Det var et land i borgerkrig, og derfor var der en hel del, som ikke lykkedes.«

Undergravede projektet

Den anden store fejl, som det internationale samfund begik i Afghanistan, var at puste til korruptionen. De mange milliarder dollar, euro og kroner, som de vestlige land brugte til at købe loyalitet, indflydelse og udvikling, skabte en voldsom korruption, skævvred de lokale magtbalancer og bidrog til at undergrave den nye afghanske stats legitimitet.

»I begyndelsen så det internationale samfund blot korruption som en særlig afghansk måde at gøre tingene på. Til nogle formål var korruption den måde, man gjorde tingene på. De gav f.eks. kufferter fulde af penge til krigsherrer, som var nyttige i kampen mod Taleban. De skævvred både magtbalancer og økonomi i lokalsamfundene« siger hun.

Bistandsorganisationerne var derimod fra starten bange for misbrug af deres penge og driblede derfor ofte uden om den nye afghanske stat.

»De valgte selv at stå for bistandsprojekterne og undergravede dermed den afghanske stats legitimitet,« siger Louise Riis Andersen. Selv om korruptionen blev en trussel mod hele nationsopbygningsprojekter, tog de vestlige lande slet ikke problemet alvorligt nok.

»Korruptionsbekæmpelse var ikke det vigtigste. Hvis en guvernør blev for korrupt, bad man Kabul skifte ham ud med en anden, men man gjorde aldrig noget systematisk for at bekæmpe korruptionsproblemet,« siger Louise Riis Andersen.

Læs også: Fik Helmand så noget ud af otte års dansk tilstedeværelse?

Hvordan det internationale samfund skulle have undgået korruptionsproblemet, har den danske forsker ikke noget færdigt bud på.

»Men hvordan skal det nogensinde lade sig gøre at opbygge en afghansk kapacitet, hvis det er os, der styrer pengene?« spørger hun.

Et land i borgerkrig

Det fremgår i det hele taget af de afghanske evalueringsrapporter, at der er mange ting, Danmark og resten af det internationale samfund kunne have gjort bedre i Afghanistan. Man vidste alt for lidt om det samfund, man blandende sig i, samarbejdet mellem lande, organisationer og militære enheder var for ringe og ambitionerne alt for høje.

Men det absurde er, at de fleste af de erfaringer, landene har gjort sig i Afghanistan, var kendt på forhånd fra tidligere indsatser rundt om i verden.

»Mange af de erfaringer, landene har gjort sig i Afghanistan, var noget, man udmærket vidste på forhånd. Det er jo ikke overvældende nyt, at man bør kende den lokale sammenhæng, man indgår i, eller at korruption undergraver myndighedernes legitimitet,« siger Louise Riis Andersen.

På ét punkt mener hun dog, at Afghanistan har bragt ny erkendelse.

»Forestillingen om, at man kan opbygge en stat, som befolkningen har tiltro til, hvis man kan levere basale serviceydelser som sundhed, uddannelse og infrastruktur, har vist sig ikke at holde. I hvert fald ikke i Afghanistan. Bare det at man kan komme til lægen eller på sygehuset betyder ikke, at man betragter regeringen i Kabul som legitim,« siger hun.

»Der skal noget helt andet til for at give en statsstruktur legitimitet. Folk skal føle sig inkluderede i de beslutninger, der bliver truffet, og det er i al fald ikke lykkedes i Afghanistan.«

Selv om Louise Riis Andersen har gennemgået flere landes erfaringer i Afghanistan, kan hun ikke pege på, hvilken tilgang der har været mest effektiv.

»Der er ikke nogen undersøgelser, der viser, hvilken tilgang der har været mest effektiv. Men alle landene er glade for det, de selv har gjort. Norge syntes, det var bedst at adskille det civile og det militære i felten, men alligevel bruge alle sine bistandsmidler i den provins, hvor de havde soldater; USA syntes, det var godt at lade militæret styre genopbygningen; og Storbritannien syntes, det fungerede godt at lade genopbygningen være så civilt styret som muligt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Jongberg

Jeg er ikke abonnent, jeg vil ikke opgive mit cpr.nr., saa jeg har ikke laest hele artiklen. Men hvis ikke den omtaler "krigsherrene", 'narkobanderne" og deres rolle i hele perioden siden 2001, saa er artiklen ligesaa overfladisk og maaske loegagtig sompolitikerene har vaeret i samme periode.

Taleban er et af de mindre problemer i landet ... omend udpeget som "den store stykke ulv af FN's Sikkerhedsraad i 2001 og af NATO's Generalforsamling samme aar.

Ivan Breinholt Leth

Det kostede så de danske skatteydere ca. 3 mia kr at nå frem til denne indlysende konklusion. Hvem har nogensinde hørt om økonomisk udvikling i et land i krig? Hvor tåbelig har man lov til at være, selvom man er folkevalgt politiker?