Nyhed
Læsetid: 9 min.

Nu kommer den store hormonforstyrrelse

Der findes hundredvis af hormonforstyrrende stoffer i miljøet og i produkter, vi omgiver os med. Forskerne begyndte at advare om det for 25 år siden – først nu kommer EU-Kommissionens udspil om regulering og dermed den store strid mellem industri, forskere og ngo’er
Mange vidt forskellige kemiske forbindelser kan på forskellig vis narre organismens hormonsystem og skabe alvorlige skader. En del makeup og visse cremer er under mistanke for at indeholde hormonforstyrrende stoffer.

Jens Dige

Udland
7. juni 2016

Det er snart 25 år siden, den danske overlæge på Rigshospitalet, professor Niels Erik Skakkebæk sammen med kolleger skrev den første videnskabelige artikel i British Medical Journal om et dramatisk fald i mænds sædkvalitet gennem et halvt århundrede.

Og det er 20 år siden, at Skakkebæk og kolleger i tidsskriftet Environmental Health Perspectives for første gang kædede den dalende sædkvalitet, en øget hyppighed af testikelkræft og udviklingsskader hos fostre sammen med tilstedeværelsen i miljøet af en voksende gruppe industrielt fremstillede stoffer med hormonlignende egenskaber.

Forinden havde den amerikanske biolog Theo Colborn, University of Florida, afsløret lignende abnorme effekter på fisk, krokodiller og pattedyr i USA.

Efter en uendelig mængde af yderligere forskningsresultater og en række indædte slagsmål mellem den kemiske industri på den ene side og mange forskere og civilsamfundsorganisationer på den anden er EU-Kommissionen nu omsider klar med et stærkt forsinket udspil om, hvordan hormonforstyrrende stoffer skal defineres.

Ifølge den dybdeborende franske journalist Stéphane Horel fra Le Monde ligger der i et aflåst og overvåget lokale i Kommissionens bygning i Bruxelles et dokument på omkring 250 sider, der foreslår kriterier for identifikation af disse stoffer samt vurderer de socioøkonomiske fordele og ulemper ved en regulering.

En talsmand for Kommissionen bekræftede forleden, at rapporten næsten er færdig og vil blive godkendt og offentliggjort inden udgangen af juni. Stéphane Horels kilder siger den 15. juni. Det betyder ikke, at den årtier lange strid dermed afsluttes. Tværtimod. For det er først med Kommissionens udspil om identifikation af hormonforstyrrende stoffer, at diskussionen om, hvordan de så skal reguleres, kan tage fart.

Forbud, minus definition

Det var helt tilbage i 1999, at EU-Kommissionen i tråd med EU’s forsigtighedsprincip vedtog en såkaldt strategi for hormonforstyrrende stoffer, der skulle bane vej for regulering til beskyttelse af mennesker og miljø.

Og det var 10 år senere, i 2009, at Ministerrådet og Europa-Parlamentet vedtog den første konkrete lov, som sagde, at bl.a. aktivstoffer i sprøjtemidler ikke kan godkendes, hvis det er videnskabeligt dokumenteret, at de har hormonforstyrrende virkning i mennesker og dyr.

Problemet var imidlertid, at der ikke på forhånd var skabt enighed om, hvordan et hormonforstyrrende stof egentlig skal defineres. Mange vidt forskellige kemiske forbindelser kan således på forskellig vis narre organismens hormonsystem og skabe alvorlige skader.

Derfor blev EU-Kommissionen med 2009-loven pålagt inden udgangen af 2013 at fremlægge forslag til videnskabelige kriterier for identifikation af hormonforstyrrende egenskaber.

Det skete ikke, og det er stadig ikke sket.

Godt nok havde EU-Kommissionens Miljødirektorat i 2012 fået udarbejdet den omfattende, såkaldte Kortenkamp-rapport, der konkluderer, at det ikke med den kendte viden er videnskabeligt muligt at fastsætte ’sikre niveauer’ for belastning af mennesker med hormonforstyrrende stoffer.

Og godt nok havde FN’s Miljøprogram, UNEP, tidligt i 2013 i en stor rapport peget på 800 hormonlignende stoffer og konkluderet, at der ikke er viden nok til at lave konkrete risikovurderinger og fastsætte sikre tærskelværdier.

Begge granskninger ledte derfor frem mod en konklusion om at forbyde hormonforstyrrende stoffer, der ikke er dokumenteret ufarlige - altså fastholdelse af forsigtighedsprincippet.

Men siden EU’s Miljødirektorat med denne viden blev klar med sit udspil til regulering, stak nogen en kæp i hjulet. Dels besluttede en anden del af Kommissionen, at EU’s agentur for fødevaresikkerhed, EFSA, skulle udarbejde en konkurrerende vurdering af reguleringsbehovet, dels spillede EU’s handelsdirektorat sammen med den kemiske industri i både EU og USA om at bane vej for en regulering efter amerikansk opskrift for at undgå handelsbarrierer og gøde jorden for den transatlantiske TTIP-aftale om handel og investeringer.

Det, der bidrog til at kortslutte processen mod en regulering inden udgangen af 2013, var et antal forskere, der i juni 2013 gik til angreb på Miljødirektoratets forventede udspil. I stedet for en regulering med afsæt i forsigtighedsprincippet anbefalede disse forskere en regulering, der tillader hormonforstyrrende stoffer inden for såkaldte sikre grænser og baseret på risikovurderinger.

Ifølge Stéphane Horels research havde mindst 40 af de 71 forskere bag denne henvendelse bånd til industrien, og de blev da også straks imødegået i hele fire efterfølgende erklæringer fra et stort antal internationale forskere, der støttede en regulering efter forsigtighedsprincippet.

Den danske pioner på området og daværende chefredaktør for tidsskriftet Environmental Health, professor Philippe Grandjean fra Syddansk Universitet, skrev i en leder, at forskerne, der ville have grønt lys for hormonforstyrrende stoffer inden for ’sikre’ grænser, afspejlede »en tidligere generation af toksikologer«, der »synes at hænge fast i det sidste århundrede, før de nye videnskabelige indsigter.«

Cost benefit-analysen

Ikke desto mindre besluttede EU-Kommissionens generalsekretær, Ca therine Day, i juli 2013 at bremse miljødirektoratets forberedelser og bebude en helt ny proces: Miljø- og sundhedsdirektoraterne skulle nu lave et fælles udspil, ledsaget af en såkaldt impact assessment, som den kemiske industri havde krævet, det vil sige en cost benefit-analyse af fordele og ulemper ved regulering for miljøet og sundheden, men også for industri, handel, landbrug og beskæftigelse.

Senere besluttede den ny EU-Kommission under Jean-Claude Juncker at køre miljødirektoratet ud på et sidespor og lade sundhedsdirektoratet alene stå for processen.

Det er dér, man er nu. Arbejdet med et bud på identifikationskriterier for hormonlignende stoffer og den ledsagende impact assessment er stort set færdig, og resultatet på 250 sider placeret i det aflåste kommissionslokale, er klar til offentliggørelse.

Der findes hundredvis, måske tusindvis af industrielt fremstillede stoffer med kendte eller formodede hormonforstyrrende egenskaber - fra ingredienser i kosmetik, maling og plastic over indholdsstoffer i elektronisk udstyr og hospitalsudstyr til visse sprøjtegifte. Derfor er der også store økonomiske interesser på spil i spørgsmålet om, hvordan de skal reguleres.

Den årelange og stadig aktuelle strid står, om f.eks. et pesticid skal være forbudt, hvis det frembyder en potentiel fare – a hazard - for hormonforstyrrelse i mennesker eller dyr, eller om et forbud skal afhænge af størrelsen af den risiko, der er forbundet med stoffet, det vil sige af sandsynligheden for og omfanget af skader.

Den første tilgang afspejler EU’s forsigtighedsprincip, den anden med risikoberegning og grænseværdier kunne kaldes ’den amerikanske’, men anvendes også i EU på masser af andre stoffer og kemiske forbindelser, hvor der er en kendt sammenhæng mellem dosis og effekt og en kendt tærskelværdi for skader.

Cocktailparties

Ulla Hass er professor og forskningsgruppeleder på DTU Fødevareinstituttet og har mange års international forskning i hormonforstyrrende stoffer bag sig. Hun forklarer det særligt komplicerede forhold, der gør sig gældende i forbindelse med hormonforstyrrende stoffer, og som også er en del af baggrunden for striden om regulering:

»For nogle hormonforstyrrende effekter ser man, at forholdet mellem dosis og effekt er ’non-monotonic’, ikke monotont. Det betyder, at man ikke kan forudsige effekten ved lave doser på baggrund af undersøgelser foretaget ved høje doser. Der kan være andre effekter ved lave doser end ved høje doser.«

»Grundlaget for anden kemikalieregulering har altid været, at virkningerne bliver værre, desto mere man udsættes for. Men det kan altså være anderledes med hormonforstyrrende stoffer,« siger Ulla Hass.

Lavere doser kan således i nogle tilfælde give større skadelige effekter end højere doser, og derfor er det for de hormonforstyrrende stoffer heller ikke med dagens viden muligt at definere en nedre grænse for farligheden.

Sammenhængen er uvant og kan forekomme ulogisk, men DTU-professoren bruger en parallel til et cocktailparty for at anskueliggøre fænomenet.

»Ved sådan et party er folk i starten nok ret stille, men i takt med antallet af cocktails bliver de gradvist mere og mere aktive. Efter et tilstrækkelig stort antal cocktails vender billedet, og folk bliver på ny meget stille. Det er en ikkemonoton dosiseffekt sammenhæng. Aktivitetskurven er omvendt U-formet, ikke stigende med stigende dosis,« siger Ulla Hass.

For de hormonforstyrrende stoffer kan denne uvante sammenhæng f.eks. have at gøre med feedback-processer i organismen, som stofferne indgår i og forstyrrer.

De 71 forskere, der i juli 2013 protesterede mod den af EU’s miljødirektorat foretrukne tilgang og fik hele EU-processen kørt af sporet, hævdede, at det ville stride mod accepteret videnskabelig indsigt og forståelse, hvis man ikke opererede med en sikker nedre grænse for påvirkning med de hormonforstyrrende stoffer.

Og det var på det punkt, at Philippe Grandjean i Environmental Health anklagede dem for at »hænge fast i det forrige århundrede« - de var simpelthen ikke opdateret på den nyere forskning om de ikkemonotone årsagssammenhænge for hormonforstyrrende stoffer, mente han.

Konsensusforsøg

I oktober 2013 bragte EU-Kommissionen seks af de stridende forskere sammen i Bruxelles-Ulla Hass var én af dem – i et forsøg på at rede trådene ud. Og i det officielle referat fra mødet dengang hedder det faktisk, at »ikkemonotone effekter virkelig eksisterer for nogle hormonforstyrrende stoffer«, samt at »det er muligt, at tærskelværdier ikke eksisterer.«

Et lignende møde blev afholdt i april i år, hvor 23 forskere blev bragt sammen på initiativ af det statslige tyske Bundesinstitut für Risikobewertung i Berlin i et forsøg på at finde konsensus. Blandt deltagerne var Ulla Hass, men også flere af de 71, der i 2013 satte en kæp i hjulet for miljødirektoratets udspil.

Her kunne forskerne enes om, at de videnskabelige kriterier for identifikation af hormonforstyrrende stoffer, som Kommissionen nu skal spille ud med, må handle om identifikation af hazard, det vil sige, om der er en fare for hormonforstyrrelse ved et bestemt stof.

Så et stof bør altså ifølge forskerne kunne komme på en liste over hormonforstyrrende stoffer uden en egentlig risikovurdering eller fastlæggelse af en nedre grænse for farligheden – herom er der fortsat kontrovers.

Dog fastslår de 23 forskere i enighed, at »ikkemonotone dosiseffekt sammenhænge samt effekter ved lave doser af hormonforstyrrende stoffer er beskrevet« i den videnskabelige litteratur. Derudover fastslår de, at dette ikke har betydning for identifikation af hormonforstyrrende stoffer, men kun for risikovurdering.

»Jeg var meget opmuntret af det møde,« fortæller Ulla Hass.

Der gik imidlertid ikke mange dage, før en pressemeddelelse fra Bruxelles kunne fortælle om et møde den 3. maj mellem EU’s sundheds- og fødevarekommissær, Vytenis Andriukaitis, og syv »respekterede videnskabsmænd« – heraf var seks gengangere fra de 71’s protesterklæring i juli 2013 og tre af dem samtidig gengangere fra konsensusmødet i Berlin i april i år, som Ulla Hass deltog i.

Ifølge pressemeddelelsen advarede de syv forskere EU-kommissæren mod »visse forskere, ngo’er og velfinansierede pressionsgrupper«, som dominerer den offentlige debat om hormonforstyrrende stoffer med udokumenterede påstande om stoffernes farlighed.

»Visse forskere« har ifølge de syv »været bevidst selektive« i deres budskaber til Kommissionen og offentligheden og foreslået reguleringer, som ikke understøttes af et robust videnskabeligt grundlag.

Om de ikkemonotone dosiseffekt forhold og fraværet af sikre tærskelværdier for hormonforstyrrende stoffer siger de syv, at »disse antagelser ikke understøttes af robuste (f.eks. reproducerbare) videnskabelige data og næppe forekommer hos mennesker.«

Pressemeddelelsens overskrift lyder »Kendte forskere klar til at dæmme op for stormløbet af pseudovidenskab i EU«.

Prisen

Således fortsætter kontroversen og bestræbelserne på at præge debatten og påvirke EU-Kommissionen. Meget står på spil.

Ulla Hass, Philippe Grandjean, Niels Erik Skakkebæk og 12 andre forskere fra EU og USA har i det videnskabelige tidsskrift Andrology præsenteret beregninger, der tyder på samfundsmæssige omkostninger i EU på grund af helbredseffekter som følge af udsættelsen for hormonforstyrrende stoffer på i størrelsesorden 163 milliarder euro – godt 1.200 mia. kr. – om året.

Over for det står de tab, som forbud mod givne hormonforstyrrende stoffer kan indebære for producenterne og for grupper af brugere.

I bestræbelserne på at præge udfaldet af reguleringsprocessen fortsætter industrien, hvor de industrivenlige forskere stopper. Forleden skrev f.eks. Christopher Borgert, chef for det amerikanske firma Applied Pharmacology & Toxicology, på netmediet Euractiv, at hvis EU-Kommissionen måtte følge konsensusbudskabet fra mødet i Berlin, »så ville forbrugerne blive begrænset i deres mulighed for at vælge mellem produkter, forstyrret af fantomfarer der er blevet udpeget, som om de var ægte.«

Hvad end EU-Kommissionen gemmer i det aflåste lokale i Bruxelles, så er det kun begyndelsen på den virkelige kontrovers. For Kommissionens udspil skal efterfølgende forhandles af de 28 medlemslande og af Europa-Parlamentet, der bl.a. skal tage stilling til, om stoffer skal forbydes, hvis de er identificeret som hormonforstyrrende, eller om de hver især – det vil sig i hundredvis–skal gennem tidsrøvende, individuelle risikovurderinger og forsøg på at fastsætte grænseværdier for deres påvirkning af mennesker.

Der er lang vej igen – 25 år efter forskernes første advarsler.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Har det egentlig strejfet nogen, at ham der D. Trump simpelthen er alvorlig hormonforstyrret ...

Anne Eriksen

Jo, den der selvbruner er nok farlig i den mængde?

Torben Jørgensen

Der er røget meget mikroplast i gennem hans tandpastesmil! Håret har taget skade.

Philip B. Johnsen

Fra link:
"Kød, chips og slik kan også indeholde hormonforstyrrende stoffer i form af konserveringstoffer med parabener."

I et forsøg foretaget af DR, fandt man størst indhold af parabener i personer der spiste fødevare, der indeholdt parabener.

Link: http://politiken.dk/mad/madnyt/ECE482838/hormonforstyrrende-stoffer-i-ch...

Robert Kroll

Det er nogle farlige sager, vi her beskæftiger os med.

Og så er der også den vinkel, at stoffer , som hver for sig er ganske ufarlige, kan repræsentere en risiko, hvis de bringes sammen.

Forsigtighed er helt afgørende i disse sager.

Brian Jensen

Med hensyn til cost benefit, burde man nok graduere vurderingerne. Cost og benefit rammer jo ikke nødvendigvis de samme mennesker...

Måske burde man gøre aktiejere og virksomhedsejerne i almindelighed, personligt ansvarlige for virksomhedernes ageren. På den måde reducerer man risikoen for at man scorer en benefit og lader økonomisk cost og erstatninger belaste eventuelle konkursbo.

Gad gerne vide, om dette også gælder for homo sapiens -
http://www.dtu.dk/Nyheder/Nyhed?id=03368c0b-277f-4651-a59f-adc8d9637bc6&...

Henrik Leffers

Det er ret spændende hvad de skriver i rapporten, forsinkelsen skyldes jo, at forskerne skændtes vildt om, hvad der skulle med! -Men nogen skillelinier der ikke fulgte om det var akademiske forskere eller folk fra industrien! Men det er måske illustrativt, at det for 25 år siden kun drejede sig om østrogen-lignende stoffer, men de viste sig ikke at skade sædkvaliteten, så derfor ændrede man det til anti-androgene stoffer, uden at nogen i medierne undrede sig... Men så viste det sig, at det nok mere er COX-hæmmere (håndkøbsmedicin), der er problemet... Det skal rapporten så prøve at forene i et eller andet, der kan give mening...