Læsetid: 10 min.

Hvor der er kvinder, er der håb

En ny, veluddannet generation af afghanske kvinder vokser frem med adgang til sociale medier og et helt anderledes, friere syn på tilværelsen. De længes efter et liv uden burka – og efter tankens frihed
Sweeta Durrani  er en succesrig forretningskvinde, der handler med ædelsten, men der er grænser for, hvad man som kvinde kan: ’I politik bliver jeg nødt til at lave om på mig selv. Som forretningskvinde kan jeg være mig selv, og det er det, jeg vil,’ siger hun.

Anders Sømme Hammer

22. juni 2016

Over for os sidder Alhaj Gari Mukhtar Ahmad og er i gang med en indviklet retorisk øvelse. Han er imam ved den store moské midt i Helmands provinshovedstad Lashkar Gah og har netop forklaret, at skønt mange afghanere hader udlændinge, så har de alligevel brug for, at de udenlandske tropper vender tilbage til Afghanistan. Ellers vinder Taleban, siger han.

Det er kun et år siden, at Taleban stormede moské-området, hvor vi befinder os, og efterlod syv dræbte og syv sårede.

Vi spørger imamen, om han sympatiserer med udlændingenes ideer om ligestilling for afghanske kvinder?

Det er tydeligt, at Mukhtar Ahmad ikke bryder sig om emnet.

»Ifølge koranen,« siger han, »har mænd og kvinder samme rettigheder. Også kvinder har pligt til at bede. De har også ret til en uddannelse.»

»Men!» Mukhtar Ahmad hæver pegefingeren og læner sig ivrigt frem. Hans kødfulde ansigt blusser over det sortfarvede fuldskæg.

»Kvinder må og skal bære hijab. Det er dem tilladt at vise hænder og fødder, for dem har de brug for. Også ansigtet. Men resten må de skjule.«

»Forestil jer,« siger han og ser indtrængende på os, »at der på bordet foran jer ligger to stykker chokolade. Det ene er allerede pakket ud, og I ved, at fremmede hænder har rørt ved det. Det andet er urørt, og ingen har pillet ved indpakningen.«

»Der ser I!« Han tilkaster os et triumferende blik. »I er ikke i tvivl om, hvad I vil vælge!«

Fatima Abbidi bærer som alle kvinder i Helmand hijab. Kun hendes ansigt og hænder er synlige, og hvis hun viser sine fødder frem, er de skjult under skrivebordet i det kontor, hvor Afghanistan Independent Human Rights Commission holder til, ikke langt fra Mukhtar Ahmads moské. Fatima Abidis hijab er æblegrøn, og den lille, spinkle kvinde er bleg i huden.

Men man skal ikke tage fejl af hendes sarte udseende. Under Taleban drev hun en skole for 400 piger, og først da hun krævede bedre undervisningsmaterialer, advarede talebanerne hende mod at stikke næsen for langt frem. Hendes job i dag er ikke meget lettere. Da vi spørger hende om kvinders retsstilling i Afghanistan, svarer hun resigneret, at 90 procent af alle kvinder er udsat for fysisk vold i deres egne familier.

Danmark har investeret 7,5 millioner kroner i et såkaldt rehabiliteringsprojekt for de indsatte i det lokale fængsel i Lashkar Gah. Hvad de kvindelige fanger angår, er projektet uden betydning. Der bliver intet gjort, fortæller Fatima Abbidi, for det er aldrig lykkedes at ansætte en kvindelig lærer.

Hovedparten af de kvindelige fanger i fængslet er desuden unge piger, der er flygtet fra deres familier for at undgå at blive tvangsgift. Der venter ikke noget krisecenter på dem, men en arrestation. Det sker ifølge Fatima Abbidi på direkte ordre fra Ministeriet for Kvinders Anliggender i Kabul, der ellers, som navnet antyder, er oprettet for at kæmpe for kvinders rettigheder. Men ministeriet ønsker ikke, at de oprørske unge kvinder skal inspirere andre med deres opsætsighed, og ikke længe efter deres arrestation bliver de derfor udleveret til de familier, de er flygtet fra.

Fatima Abbidi gør, hvad hun kan for med telefonopringninger til familierne at sikre sig, at pigerne ikke lider overlast, men man kan se på hendes ansigtsudtryk, at vanskelighederne forbundet med hendes arbejde ikke står tilbage for dem, hun oplevede, da hun under Taleban drev en pigeskole. Denne gang er modstanderen ikke en gruppe religiøse fanatikere, men landets egen såkaldt demokratiske regering.

Tv-journalisten

Naqibe Barakzai bærer et dybtrødt tørklæde, der er draperet rundt om hendes hals og hen over den ene skulder. Vi er i Herat, tæt på grænsen til Iran, og kun få af kvinderne i byen, der er kendt for sin åbne atmosfære, bærer burka. I stedet klæder de sig efter iransk skik i en florlet chador, der fra hovedet flagrer dem ned ad ryggen. Mange af byens indbyggere har tilbragt deres barndom som flygtninge i Iran og her lært en anden, friere omgangstone at kende.

Selv om det måske er svært at tro for en vesterlænding, så har ikke så få af de kvinder, der i Afghanistan kæmper for ligestilling, været inspireret af en opvækst i det Iran, vi forbinder med ayatollah-styre og fundamentalisme.

Den 24-årige Naqibe Barakzai er en populær journalist på en af Herats mest sete tv-stationer, National Herat TV. Hun er også stifter af Afghanistans eneste forbund for kvindelige journalister, der i løbet af kun få måneder har fået 80 medlemmer. Sammen kæmper kvinderne ikke blot for bedre løn- og arbejdsvilkår, men også mod den sexchikane, der er så udbredt på de mandsdominerede arbejdspladser i medierne.

Men Naqibe Barakzai har måttet kæmpe på mange fronter for at nå derhen, hvor hun er i dag. Bagtalelse og mistænkeliggørelse, også fra hendes egne slægtninge, har været et konstant akkompagnement til hendes karriere. Alene det, at hun på sin arbejdsplads dagligt omgås fremmede mænd, vækker manges forargelse. Natarbejde er af samme grund utænkeligt.

Hendes far spiller, som i så mange andre afghanske kvinders beretning om deres karriere, en vigtig rolle. Faren kan være den, der står i vejen eller den, der opmuntrer. Naqibe Barakzais traditionelt tænkende far stod i vejen. Kun fordi hun stædigt argumenterede for sin sag, gav han til sidst efter.

»Mænd har ingen tiltro til kvinders evner,« siger hun. Det mærker hun også, når hun får ros af sine mandlige kolleger. »Du er som en mand,« siger de til hende. »Du taler som en mand. Du arbejder som en mand. Du er modig som en mand.«

På et punkt deler hun fælles vilkår med sine mandlige kolleger. Ytringsfriheden har til trods for det store udbud af medier vanskelige vilkår i Afghanistan. Mange ting kan der skrives og tales om, men kritik af de centrale magthavere, både på det nationale og lokale niveau, er ikke tilladt. »Jeg ville med det samme miste mit job,« siger hun. »Jeg måtte måske endda forlade Herat og flytte til en anden provins. De ville knuse mig«»

Til trods for sine 24 år er Naqibe Barakzai ugift. Hun vil kun gifte sig med en mand, der accepterer, at hun arbejder, og ham har hun endnu ikke fundet. Hvis det kommer til et valg mellem en ægtemand og jobbet som journalist, er hun ikke i tvivl. Hun vil foretrække at bo alene og hellige sig sit arbejde.

Forretningskvinden

»Jeg var 14 år, da jeg fødte mit første barn.«

Sådan indleder Sweeta Durrani vores samtale. Ligesom Naqibe Barakzai, der introducerer hende til os som »Herats mest interessante kvinde«, betragter den 27-årige Durrani sig som en rollemodel for andre kvinder, og det er derfor, hun gerne fortæller sin historie. I dag er hun en succesrig smykkefabrikant. Hun har 28 ansatte, både mænd og kvinder under sig. Men hendes start på livet var dramatisk anderledes.

Hun voksede op i Kandahar under Taleban-regimet, og en dag fik en magtfuld talebaner øje på den kun 13-årige pige og friede til hende. Hendes far afslog, men da frieren ikke gav op, flygtede familien til Herat, hvor slægtninge bosat i Iran tilbød Sweeta Durrani giftermål. Det var et svært valg for faren, men han valgte det, han anså for det mindste onde, og snart var hun gravid med sin 12 år ældre ægtemand.

Efter kun seks måneders graviditet fødte hun ved kejsersnit på et iransk hospital. Ude af stand til at nære nogen moderlige følelser over for det for tidligt fødte spædbarn gled hun ind i en dyb depression, som hun kun kom ud af igen takket være professionel hjælp fra en forstående psykolog.

Da hun som 16-årig blev gravid igen, ringende hun til sin far og forlangte, at han kom og hentede hende. Hun ville hjem til Afghanistan. Det kom hun, og i dag lever hun uden sin ægtemand, der kun dukker op med årelange mellemrum for at besøge sine børn.

Fra sit barndomshjem har Sweeta Durrani kun gode minder. Der blev læst bøger, og hun modtog hjemmeundervisning af sin far, som hun omtaler med varme og taknemmelighed. Han opdragede familiens drenge og piger på samme måde. »Han sagde altid til mig, at jeg ikke skulle se på mig selv som en kvinde. Se på dig selv som et menneske, sagde han. Hvis en dreng kan få kontrol over sit liv, så kan du også.«

»Livet er hårdt,« siger hun. »Men jeg er vokset, og i dag ser jeg mig selv som en stærk kvinde. Der er to ting, der tæller i en kvindes liv: at få et arbejde og en uddannelse.«

Durrani arbejder i forskellige kvindelige netværk, men at gå ind i politik, har hun ikke lyst til. Hun vil virke gennem eksemplets magt.

»I politik bliver jeg nødt til at lave om på mig selv. Som forretningskvinde kan jeg være mig selv, og det er det, jeg vil.«

På sit rummelige kontor viser hun de sten frem, der arbejdes med på hendes værksted, som befinder sig i kælderen nedenunder. Under en glasplade ligger blå lapis lazuli, grøn jade, agater og granatsten. For Sweeta Durrani er de smukke sten frihedens valuta.

Den studerende

Herat Universitet er Afghanistans næststørste med over 10.000 studerende, hvoraf 40 pct. er kvinder. Da vi dukker op på universitetets campus, hvor fakulteterne har til huse i pastelfarvede bygninger i tre etager, bliver vi med det samme omringet af unge mænd. »Interview mig!« »Interview mig!« råber de i munden på hinanden.

»I er det forkerte køn,« siger vi, »vi er kommet for at tale med kvindelige studerende.«

»De har ikke noget at sige. De er alt for generte. Tal med os i stedet!«

Nilofar Niksiyar er ikke genert. Den 29-årige litteraturstuderende mener, at kvinder spiller en alt for lille rolle i det offentlige liv. Hun underviser i en skole hver dag til kl. 13. Om eftermiddagen studerer hun på universitetet, hvor hun er i færd med at tage en kandidatgrad i litteratur. Om aftenen skriver hun digte, og hendes debut med den første digtsamling er kun uger borte.

Nilofar Niksiyar læser et af sine digte op fra sin mobiltelefon, som også er hendes arbejdsredskab. Det er isnende i al sin ligefremme gru. En kvinde tæves systematisk ihjel af sin ægtemand. Hendes gråd er lydløs, hendes skrig hører ingen. Alle er vidner, men ingen reagerer. Drabet på en kvinde er en hverdagsbegivenhed.

Digtet er inspireret af den offentlige stening af en ung kvinde i Ghor-provinsen i november 2015. Den 19-årige Rokhshana havde ifølge rygter planlagt at løbe bort med sin kæreste. I stedet endte hun som et blodtilsølet lig. Gerningsmændene var stolte af deres handling og lagde en video med den barbariske henrettelse ud på nettet.

Alligevel ser Nilofar Niksiyar et håb for fremtiden. Lige nu styres Afghanistan af en ældre generation af traditionelt tænkende, ofte analfabetiske mænd. Men en ny, veluddannet generation af mænd og kvinder vokser frem med adgang til sociale medier og et helt anderledes, friere syn på tilværelsen.

»Når vi ser kvinder andre steder i verden, vil vi have et liv som dem. Vi længes efter et liv uden slør og burka. Men vi længes også efter tankens frihed, så vi kan træffe vores egne, selvstændige valg.«

Nilofar Niksiyar går selv med hijab. Hendes liv er som alle andre kvinders et kompromis, forklarer hun. Gik hun på gaden uden tørklæde, ville hun blive overfaldet. Kvinders liv i Afghanistan domineres af angst, siger hun. Jo mere synlig du er, desto farligere lever du også.

Aktivisten

Hidtil har vi talt med kvinder, der betragter sig selv som rollemodeller. De kæmper for kvinders rettigheder ved at demonstrere for andre, hvor langt kvinder kan nå. I Marziye Panahi, der kun er 17, møder vi for første gang en aktivist.

Hun tilhører den etniske minoritet hazaraer, der i Afghanistan har været behandlet som andenrangs-mennesker. En dobbelt diskrimination har været hendes livsvilkår. Hun er politisk aktivist i det lokale, såkaldte Folkeråd. Hun arbejder også i kvindegrupper og har sin families opbakning.

»Du skal ikke have et liv som mig,« siger Marziye Pahanis mor, der er analfabet, og hvis liv er fastlåst i hjemmet.

Det har den 17-årige sandelig heller ikke tænkt sig. Da hun åbner munden, sker der en forbløffende forvandling af den unge kvinde.

»Da jeg hørte, at jeg skulle møde to udenlandske journalister, tilbragte jeg i går aftes med at skrive et manifest,« siger hun og kaster et hurtigt blik ned på et tætskrevet stykke papir. Men det er også første og sidste gang, hun ser på papiret. Pludselig føler vi os hensat til en plads under åben himmel.

Marziye Panahi udtrykker sig med samme autoritet og karisma som en erfaren folketaler, der er vant til at henvende sig til store menneskemængder. Først taler hun om diskriminationen mod hazaraerne, som er uforandret den samme som altid. Så taler hun om kvindernes situation. Hun nævner en række kvindelige rollemodeller, både fra Herats egen historie og fra det moderne Afghanistan.

I parlamentet i Kabul er en fjerdedel af medlemmerne pr. lov kvinder, men deres tilstedeværelse er kun symbolsk. Ingen har respekt for dem eller deres synspunkter. Kvinder må selv tilkæmpe sig deres rettigheder. Ingen giver dem noget. Så taler hun om børnene. Spædbørn er fejlernærede, børnedødeligheden høj, fattigdommen udbredt over alt, forældreløse børn chanceløse.

Skolerne er uden kærlighed til børn eller forståelse for deres udvikling som mennesker, lærerne dårligt kvalificerede, ofte er der ikke engang skolebygninger, men kun telte til rådighed for undervisningen, i mange provinser er der slet ingen uddannelsesmuligheder.

Afghanistan lider under en økonomisk krise, en sikkerhedsmæssig krise og en social krise, fortsætter hun. Der er borgerkrig i landet, Taleban vokser i styrke for hver dag, mens regeringen mangler sammenhold. De unge er ofre for den ældre generation, som kun tænker på sin egen fordel. »Vi unge har ingen muligheder,« siger hun. »De gamle må trække sig . Det er på tide, at vi får magten!»

Marziye Panahi ser på os. »Jeg vil være politiker,« siger hun.

Da vi forlader Herat, føler vi, der er håb for Afghanistan.

Serie

Afghanistan genbesøgt

Forfatter Carsten Jensen og den norske journalist Anders Sømme Hammer er rejst tilbage til Afghanistan. I 2013 tog de på egen hånd rundt i landet for at gøre status på krigen og genopbygningen efter mere end ti års vestlig invasion. Nu er de udenlandske styrker borte, og Taliban presser på overalt.

I seks artikler tegner de et portræt af et land, der befinder sig midtvejs mellem truende sammenbrud og et nyt overraskende opbrud.

Seneste artikler

  • Et nyt Afghanistan kræver en ny generation

    25. juni 2016
    Der bor både idealisme og pessimisme i Afghanistan, men håbet knytter sig ikke til dem, der er voksne nu. Det er i næste generation, det vil blive bedre. Problemet er, at næste generation forlader landet
  • Hayat Hooman tog Vestens penge med hjem igen

    18. juni 2016
    Hayat Hooman var en del af den menneskestrøm, der sidste sommer søgte mod Tyskland og Sverige. Som mange andre ønsker han en fremtid i Afghanistan, men som mange andre havde han svært ved at finde den her. Nu er han hjemme igen, hvor han ligesom Shifaq, Dawood og Nazradin håber at finde en fremtid
  • I Talebanistan vajer det hvide flag

    11. juni 2016
    Helmand, der var centrum for den danske indsats i Afghanistan, er i dag landets farligste provins, og det farligste sted at opholde sig i Helmand er et checkpoint. Forfatter Carsten Jensen og dokumentarist Anders Sømme Hammer skriver fra provinsen.
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pia Qu
  • Espen Bøgh
  • Grethe Preisler
  • Steffen Gliese
  • Ruth Gjesing
  • Lise Svendsen
Pia Qu, Espen Bøgh, Grethe Preisler, Steffen Gliese, Ruth Gjesing og Lise Svendsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

inge lauridsen, jeg kan ikke lukke dit link op.
Men grundlæggende mener jeg at kvinder altid har haft stor betydning i familien, i Afghanistan såvel som alle andre steder. Den vestlige opfattelse af, hvad der er et godt kvindeliv, kan man næppe overføre fra Manhattan til Kandahar

Birthe M Dinesen Bousgaard og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Robert Kroll

Hvis en kvinde lige fra barnsben opdrages/HJERNEVASKES til at tro, at kvinder er mindre værd end mænd, at kvinder skal gå tilslørede og være jomfruer indtil ægteskabets indgåelse og "fuldbyrdelse" o s v, så er det enormt svært eller umuligt for dem at "bryde ud" og finde den personlige frihed.

Religiøse forkyndere, præster, imamer, rabinere, profeter o s v har generelt altid haft utrolig travlt med at bestemme over kvindernes kroppe, at "regulere" kvindernes adfærd og holde dem nede .

Lad os holde fast i vores værdier og bekæmpe de reaktionære religiøse kræfter .

Birthe M Dinesen Bousgaard, June Pedersen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Når man karakterisere et folk enten bruger fordomme, og de kommer fra bunden af samfundet men de er ikke mere end fordomme. Hvor finder man definitionén at Englender er "flegmatisk", det er ikke I bunden af samfundet vel?eller at danskere er "indolore" som jeg engang har læst. Indolore betyder "Ikke lide smerter" eller det ubehagelig. At sige "profeter bestemmer eller klistrer dålige hensigter på folk er vrøl, Jeg har faktisk sagt mange gange at profeten Mohamed var gift men en forretningskvinde, og det er åbenbar ikke nok, fordi han skal være en monster. Dette er ikke viden men xenofobi.

Henrik L Nielsen

Det er jo dejligt at læse. Blot en skam at disse kvinder vil blive knægtet ganske hårdt når Taliban igen kommer til magten i løbet af et år eller tre.

Touhami Bennour

Taliban er bare et parti, den kommere og går. Hvad hvis DF tage magten I Danmark, hvordan bliver kvindernes situation? Du blande partipolitisk med institution og grundlov sammen.

Henrik L Nielsen

Touhami

Gør jeg? Hvad skete der for arbejdende kvinder, kvinder uden burka og med de sociale medier sidst Taleban tog magten.
DF agter ikke at forbyde kvinder noget som helst, på nær at bære burka (hvilket er en åndsvag politik).
Og nej, det er langt fra at blande partipolitik og grundloven sammen. Uanset hvad et dansk parti vil kan de ikke bryde grundloven, det har været forsøgt og domstolene har hindret det. Taleban var totalt ligeglad med love og konventioner og indførte uden debat en ekstrem fortolkning af islams regler som de trak ned over hovedet på befolkningen. Det kan ikke engang mørke-præsterne fra DF komme i nærheden af.

Henrik L Nielsen

Taliban er ikke et reelt parti. Man kan ikke stemme på dem da de, hvor de har magt, har afskaffet partipolitik og debat. Blot fordi et diktatur kalder sig et parti betyder det ikke de er det.
Taleban har heller ikke flertal. De har bare de fleste og bedste soldater i området.
Afghanistan havde en grundlov pre Taleban, men den forsvandt som dug for solen da de tog magten. Afghanistan har igen en grundlov, men den overholder Taleban ikke.

Touhami Bennour

Hvorfor den nuvenrende regering I Afganistan eller coalitionen ikke laver en Grundlov, det er muligt; det´er sket I fortiden.Også en diktatur kan væltes, også EU kan væltes? det tager den tid der skal. Men du kan altid kritisere dem . Bare ikke falde I panik

Touhami Bennour

Hvorfor den nuvenrende regering I Afganistan eller coalitionen ikke laver en Grundlov, det er muligt; det´er sket I fortiden.Også en diktatur kan væltes, også EU kan væltes? det tager den tid der skal. Men du kan altid kritisere dem . Bare ikke falde I panik

Touhami Bennour

En søgning I Google finder jeg afganistan har en forfatning siden den tidligere ´president KARZAI men den var ikke respekteret, grundet funktionnairerne er ikke godt uddannet I mennesker rettigheder og I modern jura I det hele taget. Så den nuverende regering har et problem I det . Jeg ved ikke hvordan det skal løses da jeg ikke er I landet

Charlotte Svensgaard

"Den vestlige opfattelse af, hvad der er et godt kvindeliv, kan man næppe overføre fra Manhattan til Kandahar"

Jeg vil så hævde, som kvinde, at det kan man godt, men at det intet har at gøre med Vesten, hvad det så end er for en størrelse.

Det gode kvinde liv er fuldstændig det samme som det gode menneske liv. Retten til at træffe individuelle valg om uddannelse, arbejde, partner, bopæl, økonomi, religion og familie planlægning. At kunne bevæge, klæde og ytre sig frit uden at blive udsat for chikane, fængsling eller totur. Du ved.... menneske rettigheder.

Men for at opnå dette er det nødvendigt at mænd først og fremmest opfatter det andet køn som mennesker og det er nok der den halter mest.

Touhami Bennour

Jeg har hørt en arabisk kvinde sige I en forsamling: tror I virkeligt at en kvinde er en ulv? hun sætter her fingeren på det ømtpunkt, for al den tvist ligger her.

Michael Kongstad Nielsen

Charlotte Svensgaard
23. juni, 2016 - 10:45

Det er rigtigt, at det er det samme, mand, kvinde, menneske. Alt sammen ens. Bortset fra, at mandens menneskeret ikke giver ham ret til at føde børn. Menneskeret omhandler ikke familiens organisering af yngelplejen, og forskellen på Vesten og Afghanistan er bl. a., at Vestens indbyggere sætter et økonomisk fodaftryk på jorden, der er ca. 50 gange så stort, som det, afghanere sætter.
Man kan også sige, der er mere sex in the city på Manhattan end i Helmand. Det hører dog heller ikke under menneskerettighederne, at leve som i amerikanske Hollywood Film.