Analyse
Læsetid: 4 min.

Modstridende vælgergrupper kan splitte Labour

Erkendelsen af, at Labour ikke nåede ud til arbejderklassevælgerne, har fået de folkevalgte parlamentarikere til at vende sig imod deres lige så folkevalgte leder. Har nogen i partiet appel til både den urbane middelklasse i Hampstead og den provinsielle arbejderklasse i Hull?
Labours leder Jeremy Corbyn, der her går i protest mod højrebevægelserne i Europa i Clerkenwell Green, i det centrale London, er kommet i voldsom modvind efter Brexit, og et stort flertal af partiets parlamentsmedlemmer har ikke længere tillid til ham.

Anthony Devlin

Udland
30. juni 2016

Brexit-resultatet kostede ikke overraskende premierminister David Cameron jobbet – og eftermælet. Han havde trods alt gamblet nationens europæiske fremtid og økonomiske velstand i et forsøg på at samle sit eget konservative parti. Og tabte spektakulært.

Mere overraskende er det måske, at også oppositionspartiet Labour har kastet sig ud i en bitter borgerkrig mellem hovedparten af det parlamentariske parti og formand Jeremy Corbyns inderkreds. Helt præcis har 172 parlamentarikere udtrykt mistillid til Corbyns lederskab, mod 40 der tirsdag støttede ham i en mistillidsafstemning. Af hans oprindelige skyggekabinet er der kun 10 tilbage, efter at 42 medlemmer i de seneste dage har trukket sig – den seneste, Pat Glass, efter kun 48 timer i jobbet. Både den walisiske og den skotske Labour-leder har vendt ham ryggen.

I skrivende stund nægter Corbyn dog at træde tilbage med henvisning til, at han for mindre end et år siden blev demokratisk valgt »af 60 procent af Labours medlemmer og støtter«.

Ifølge partiets regler kan en formand imidlertid udfordres, hvis 20 procent af de folkevalgte parlamentarikere støtter en modkandidat, så i øjeblikket diskuteres der tilsyneladende på kryds og tværs i partiet for at finde én eller flere, der kan skyde et formandsvalg i gang.

Et helt uhyggeligt rod med beskyldninger fra begge sider om, at modparten skader partiet, er udemokratisk og svigter de svageste i samfundet.

Men hvorfor er det endt så galt? Corbyn havde ganske vist aldrig opbakning fra et flertal i parlamentsgruppen, men hvorfor har lige netop Brexit-resultatet startet et oprør, som modstanderne bestemt ikke er sikre på at vinde, eftersom det stadig er græsrødderne, der vælger formanden?

Forhadt i Hull

Svaret er ikke entydigt, men en del af mistilliden handler om Corbyns – ifølge kritikerne – manglende ledelse.

Alan Johnson, som stod for Labours Remain-kampagne, kritiserede forleden Corbyns inderkreds for direkte at modarbejde kampagnen og partiets linje under valgkampen. I takt med opsigelserne fra skyggekabinettet er der tilmed kommet et væld af detaljer ud om en formand, der ikke lod sig kontakte i et døgn efter Brexit-afstemningen; en formand der ikke svarer på kritik; en formand som ikke samler og inspirerer osv. Kritikerne mener, at det på dette kritiske tidspunkt, hvor landet skal nå frem til en aftale med det øvrige EU, er afgørende at have en effektiv og samlet opposition.

Men vigtigere er nok en række post-Brexit-analyser, der viser, at ikke færre end 59 procent af Labours valgkredse stemte for Brexit.

Det britiske Labour-parti er – siges det herovre – for både Hampstead og Hull; altså for en ’London-intellektuel-kreativ-socialt liberal’-middelklasse og en ’socialt konservativ-økonomisk presset-provins’-arbejderklasse. Men valgresultatet viste, at London-politikeren Jeremy Corbyn – som ellers vandt formandsvalget på at være ’manden af folket’ – ikke formåede at nå ud til arbejderklassevælgerne.

Hvorfor det ikke lykkedes, er kun få i tvivl om. Det handlede – som det gør i mange andre europæiske lande, hvor arbejderpartierne kæmper med samme problem – primært om bekymringen over immigration.

Her formåede partiet ikke at finde et argument, der talte både til Hampstead og Hull. Hvor EU-migration for førstnævnte gruppe giver adgang til dygtige og hårdtarbejdende håndværkere, barnepiger og rengøringskoner, betyder det for den anden gruppe, at selvsamme job ikke længere er til rådighed for dem.

Elsket i Hampstead

Corbyn – en mand af principper – udtrykte imidlertid en totalt mangel på forståelse for arbejderklassens bekymringer. I stedet så de igen og igen deres formand argumentere for det gavnlige ved fri bevægelighed.

’Hampstead’ elskede det – faktisk var den stærkeste Remain-støtte i Labour-områder i London – mens ’Hull’ straffede EU.

Corbyns anderledes stil og fremtoning, og hans ideer omkring græsrodsdemokratiet og hvor Labour bør placere sig politisk, var det altså ikke nok til at nå ud til mange af kernevælgerne i denne valgkamp. Frygten blandt mange i partiet er nu, at ’Hull’ vil skifte Labour ud med UKIP ved næste valg, der kan komme allerede til efteråret. Sker det, vil Labour ikke have skyggen af en chance for at vinde magten i Westminster.

Spørgsmålet – nu hvor formandsopgøret er i gang – er imidlertid, om nogen kandidat kan tale til begge disse to vælgergrupper? Om nogen kandidat kan ramme den rette tone som et proeuropæisk, moderne, progressivt Labour-parti, der samtidig har nye, praktiske løsninger på, hvordan immigration undgår at ramme de fattigste samfund hårdest – hvad end der er tale om økonomi eller identitet.

Der har under valgkampagnen været enkelte ideer fremme – blandt andet fra den myrdede Jo Cox – om at sikre, at det økonomiske overskud fra migration føres direkte tilbage til de samfund, der rammes hårdest.

Det er utvivlsomt altafgørende for partiet, og hvem end der ender med at lede det (og det samme kan siges om mange andre europæiske midterpartier), at det anerkender arbejderklassens bekymringer omkring immigration og tænker i løsninger.

Hverken Hampstead eller Hull

Som professor Matthew Goodwin, der har forsket i UKIP og dets støtter, skriver på Twitter, har partiet brug for en »der er villig til at tage partiet ind på nyt territorium på områder som identitet, tilhørsforhold og immigration – de samme gamle toner vil ikke være nok«.

Om en endnu ukendt ny Labour-formand kan formå dette uden at skræmme Hampstead væk, er uvist, men det vil ifølge Goodwin blive partiets »største udfordring i de kommende årtier«.

Alternativet er, at partiet knækker midt over. Lige nu kan det ikke udelukkes – særligt hvis Corbyn går hen og vinder formandsvalget endnu en gang.

Desværre vil hverken Hampstead eller Hull være store nok til at stå alene.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

En af de mulige kandidater, Angela Eagle, nyder ikke opbakning i sin egen valgkreds, skal man tro The Guardian. Her mener man ikke Corbyn har fået mulighed for at vise sine lederevner, når han hele tiden bliver dolket i ryggen:

- However, Eagle’s local members may oppose her candidacy. The deputy chair of the Wallasey constituency Labour party, Paul Davis, told BBC North West Tonight: “Jeremy Corbyn hasn’t been given a chance to be a good leader.

“If you are being stabbed in the back all the time by your own people on the Labour benches it’s very hard to get your message across. So yes, I do think he’s a good leader.”

http://www.theguardian.com/politics/2016/jun/29/labour-deputy-leader-tom...

Hvor EU-migration ... giver adgang til dygtige og hårdtarbejdende håndværkere, barnepiger og rengøringskoner, betyder det for den anden gruppe, at selvsamme job ikke længere er til rådighed for dem.

Ja, dygtige og hårdtarbejdende kan jo ikke afvises vel, heller ikke selv om de skubber landets egne borgere ned i fattigdom.

Philip B. Johnsen

Befolkningen syntes ikke politikerne har gjort nok, hvad tror politikerne der sker, hvis ikke der lyttes til befolkningen efter 52% af befolkningen har stemt, 'nej tak' til tilbuddet forhandlet af David Cameron med EU og valgte 'Leave the EU'.

Millioner af børn og voksne sulter i Storbritannien, The City of London udbetalte sig selv DKK. 190 milliarder, over i deres oprindelige løn i bonus i 2016 for året 2015 og EU er vel tydeligvis af samme skuffe 'hell' for klima, miljø og økonomien mm.

Labours leder Jeremy Corbyn står på mål for resultatet af valget, ingen andre gør det, Jeremy Corbyn viser han har forstået budskabet, ingen andre gør det, befolkningen vil efterfølgende bedømme resultatet af indsatsen Jeremy Corbyn levere, hvilket syntes rimeligt.

Sådan går det når der opstår alternativer til TINA Politiken.
http://www.nachdenkseiten.de/?p=34018
http://www.nachdenkseiten.de/?p=33977

Flemming Berger, Niels Duus Nielsen og Sören Tolsgaard anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Helmut R., demokrati er noget underligt noget. Dig og mig forventes at følge en demokratisk beslutning, der går os imod. Højresocialdemokrater derimod ser ingen grund til at rette sig efter et demokratisk flertal, for der er jo forskel på folk. Tak for linket og referencen til Willy Brandt, som også blev undsagt af "sine egne", altså højresocialdemokraterne, som kun vil være med, hvis de får lov til at bestemme.

„Die wollen gar nicht gewinnen“, som han sagde.

Carsten Svendsen

Da Margaret Thatcher blev spurgt om, hvad hendes største bedrift havde været, svarede hun: "The New Labour."