Læsetid: 5 min.

Når eliten tager for meget af kagen, siger folket nej

Når vælgere vender de etablerede partier ryggen til fordel for Farage, Trump, Le Pen og Thulesen Dahl, skyldes det ikke bare xenofobi og nationalisme – udviklingen drives frem af en voksende ulighed, som splitter og skaber vrede og usikkerhed
Mange mennesker i Storbritannien har følt sig udstødt både socialt og økonomisk, mens de har set de rige blive rigere. Det er ifølge akademikeren Kate Pickett , medforfatter til bogen ’The Spirit Level’, der, man skal finde årsagen til, at de stemte Storbritannien ud af EU.

Matt Dunham

27. juni 2016

Opbruddet i de politiske landskaber i Europa og USA, som nåede sin foreløbige kulmination, da knap 52 pct. af briterne torsdag stemte sig ud af EU, handler ifølge en række iagttagere særligt om én ting: ulighed.

»At briterne stemmer sig ud af EU, har meget til fælles med støtten til Trump i USA,« skriver den britiske akademiker og bestsellerforfatter Richard Wilkinson til Information.

»I begge lande giver man indvandring skylden for problemer, som faktisk kommer fra ulighed og nedskæringspolitik.«

Wilkinson blev berømt for bogen The Spirit Level, og bogens anden forfatter, akademikeren Kate Pickett, er enig – den voksende ulighed rokker ved det politiske fundament.

Læs også: Europas højrepopulister mærker medvind

»Alt for mange mennesker i Storbritannien har følt sig afkoblet fra politik og umyndiggjort på arbejdsmarkedet og uddannelserne; de har oplevet social og økonomisk udstødelse, mens de rige har forskanset deres rigdom og magt,« skriver hun til Information.

Det politiske kursskifte, hvor millioner af vælgere forlader de etablerede partier til fordel for UKIP, Donald Trump, Marine Le Pen eller Dansk Folkeparti, drives frem af markante forskydninger i økonomien.

Hvis man i 1990 havde samlet alle lønsedler fra borgerne i EU’s 28 medlemslande i én stor bunke og talt beløbene sammen, ville man nå frem til, at de udgjorde 62 procent af den samlede europæiske økonomi. Sidste år ville tallet ifølge OECD være faldet til 58 procent, og det illustrerer en udvikling, hvor almindelige lønmodtageres andel af den samlede økonomi bliver mindre og mindre. I Danmark er andelen faldet fra over 63 pct. i 1980 til under 58 pct. i 2015, og samme udviklingen finder sted over hele verden fra Tyskland til USA, Kina og Storbritannien.

Klaus Rasborg, som forsker i ulighed og social sammenhængskraft på Roskilde Universitet, ser uligheden som den drivende kraft bag det politiske kursskifte.

»Det handler om en stigende polarisering – som vi ser i alle europæiske lande – mellem globaliseringens vindere og tabere,« skriver han i en kommentar til Information.

»Eller sagt på en anden måde: mellem på den ene side de højtuddannede kosmopolitter, herhjemme repræsenteret ved Radikale Venstre, som kun kan se fordelene ved stigende EU-integration, og på den anden side de lavtuddannede nationalister, herhjemme repræsenteret ved Dansk Folkeparti, der ikke kan se nogle fordele.«

Samfundsforsker på Roskilde Universitet Bent Greve er enig:

»Uligheden har en central betydning – ikke kun økonomisk ulighed, også adgang til indflydelse, job og uddannelse. I de områder af England, hvor det går skidt, har de i højere grad stemt leave,« siger han.

Også fagbevægelsen ser ulighed som hovedforklaringen på de politiske skift.

»Den dybe tillidskrise mellem de europæiske befolkninger og de politiske ledere er en reaktion på økonomisk ulighed. Den utryghed og ulighed, som befolkningen oplever, er ikke blevet taget alvorligt, og det skaber de nationalistiske strømninger,« siger formand for LO Lizette Risgaard.

Hårdt arbejde lønner sig – ikke

I efteråret gik en graf viralt i USA. Den viste to kurver – produktivitet og timeløn – som pænt følges ad i en lige opadgående linje fra 1948 til 1973. Men i 1978 går de to streger hver til sit, produktiviteten fortsætter opad, mens lønkurven flader ud. Den demokratiske præsidentkandidat Hillary Clinton tweetede grafen med teksten: »I arbejder hårdere, men jeres løn stiger ikke.«

Tidligere havde økonomer ellers den tommelfingerregel, at når samfundet bliver rigere, går to tredjedele af væksten til arbejderne via højere lønninger, og en tredjedel til aktionærer og investeringer i nye maskiner. Opdelingen blev i mange år set som en økonomisk lovmæssighed, men siden 80’erne er den brudt sammen.

Udviklingen kan sammenfattes med Thomas Pikettys berømte formel fra bestselleren Kapitalen i det 21. århundrede: r>g. Formlen beskriver, at afkastet på kapitalinvesteringer (r) over tid vokser hurtigere end den generelle vækst i samfundet (g) – arbejdernes lønsedler vil langsomt bliver udhulet, og kapitalejerne vil stikke af.

Læs også: Europa revner

I langt de fleste OECD-lande er lønnen for den almindelige arbejder da heller ikke fulgt med produk- tivitetsvæksten. Det betyder kort sagt, at samfundets top har skummet de økonomiske gevinster, når landene er blevet hurtigere, klogere og bedre.

I Danmark er produktiviteten i gennemsnit steget med 0,8 procent om året fra 1990 til 2013, men medianindkomsten er kun steget med 0,6 procent. I lande som Storbritannien, Holland og USA er forskellen endnu større, skriver AE-rådet i et nyt notat.

»Produktivitetsstigningerne er ikke kommet alle til gode, og den går uden om dem nederst i jobhierarkiet – ufaglærte og faglærte i servicesektoren. Det er en udvikling, vi ser i hele OECD,« siger analysechef fra AE Jonas Schytz Juul.

De økonomiske teorier siger ellers, at løn og produktivitet følges ad – når vi bliver bedre og hurtigere til at lave biler eller opdrætte svin, stiger lønnen også – men sådan er det altså ikke længere for den gennemsnitlige lønmodtager.

En historie om finanskrisen?

Ikke alle er enige i, at voksende ulighed driver det politiske kursskifte i Europa og USA: »Jeg tror ikke, det spiller den store rolle,« siger Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance.

»Ulighedsdiskussionen er meget akademisk. Den almindelige familie bekymrer sig ikke om, om naboen fået lidt mere end dem selv. Jeg bor f.eks. i Gladsaxe hundrede meter fra Gentofte, og vi bekymrer os altså ikke om, hvordan det ser ud på den anden side af kommunegrænsen. Familier bekymrer sig om deres egen økonomi; om de kan betale regningerne og blive i deres hus – og levestandarderne i Europa er jo ikke ligefrem faldende,« siger han.

Socialdemokraternes Peter Hummelgaard er uenig. Han forstår Brexit som »endnu et kapitel i historien om finanskrisen«.

»Som samfund er vi blevet rigere, men der er ikke en oplevelse af, at det ikke kommer alle til gavn. Hvis man ser på, hvem der har stemt leave, så tegner der sig et billedet af, at det er under- og arbejderklassen, som føler sig utrygge og hægtet af,« siger han.

Læs også: Brexit: En fortælling om to byer

Han ser højredrejningen i Europa som et udtryk for skævheder i økonomien – vælgerne er frustrerede.

»Jeg læste forleden en oversættelse af Front Nationals valgprogram. Der står selvfølgelig en masse om immigration, men en betydelig del handler om et opgør med EU og den europæiske sparepolitik – det er interessant. Europa har mere brug for den socialdemokratiske bevægelse end nogensinde før. Vi skal have reetableret os selv som den kraft, der kan sikre vækst og velstand og sikre, at alle kommer med på vognen,« siger Peter Hummelgaard.

Ikke kun økonomi

Økonomi er dog ikke den eneste forklaring på det politiske opbrud, mener den hollandske politolog Cas Mudde, som forsker i europæisk højrepopulisme ved University of Georgia.

»Socialdemokraterne kan måske overbevise nogle om at komme tilbage ved at slå på økonomiske argumenter, men mange vil stadig være bekymrede over muslimer, selv om økonomien har det fint,« siger han.

»Vi lever i en multidimensionel verden, hvor der også er en social og en kulturel dimension, som de fleste mennesker har en mening om. Man skal passe på med økonomisk determinisme,« siger Cas Mudde.

Han påpeger, at det ikke kun er underbetalte stakler, som stemmer på højrefløjen, også mange velhavende vælgere har flyttet sig – ikke mindst de ældre.

»Hvide arbejderklassevælgere er overrepræsenteret blandt højrefløjspopulister, men størstedelen er ikke hvide arbejderklassevælgere. Mange brexit-vælgere er velhavende, f.eks. rige pensionister, og den gennemsnitlige Trump-vælger er rigere end gennemsnitsamerikaneren.«

Læs også: Storbritannien er splittet som aldrig før over Europa

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • Alan Strandbygaard
  • Olav Bo Hessellund
  • Per Jongberg
  • Jan Weis
  • ingemaje lange
  • Jørgen Steen Andersen
  • Estermarie Mandelquist
  • Viggo Okholm
  • Anne Eriksen
  • erik mørk thomsen
  • Niels Duus Nielsen
  • Carsten Svendsen
  • Bill Atkins
Flemming Berger, Alan Strandbygaard, Olav Bo Hessellund, Per Jongberg, Jan Weis, ingemaje lange, Jørgen Steen Andersen, Estermarie Mandelquist, Viggo Okholm, Anne Eriksen, erik mørk thomsen, Niels Duus Nielsen, Carsten Svendsen og Bill Atkins anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det trækker den ellers fine artikel helt til bunds når man bruger den mand som mig bekendt ikke har ytret en eneste bare halvvejs intelligent sætning siden jeg første gang har hørt om ham. som reference.

Jørgen Steen Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Anne Eriksen

@ Torben,
Ikke just nepotisme - meeen - folk er jo forskellige og det tager tid for nogle (introverte?) at komme ud af busken og bidrage med noget - måske rigtig godt?

Har været vidne til en del arbejdsprøvninger - rigtige fra kommune ect. - og der kommer ofte en del i spil, der just ikke virker formålstjenligt. Kan blive en belastning for alle parter.

Bill A.,

lignede udtalelse hørte jeg fra en typograf der blev spurgt om de der nye computere og printere.

Hvordan går det typograferne i dag?

jan henrik wegener

Skal man overhovedet altid tage modstillingen mellem "folk" og "elite" for pålydende?
Er det ikke sådan at mange der giver den som "folkets repræsentanter" er personer med udstrakt mulighed for mediedækning. Politikere, akademikere, præster, erhvervsfolk, ansatte i medierne.

Alan Strandbygaard

Jørgen M. Mollerup, 27. juni, 2016 - 08:49;

"Hvis utilfredsheden primært skyldes voksende ulighed, hvorfor giver det så ikke venstrefløjen vind i sejlene?"

Meget simpelt: Det er ikke uligheden er bekymrer, men egoismen der nager.

En ægte socialist vil have mere - og gerne give tilbage.
Et medlem er Dansk Folkeparti vil have mere - til sig selv.

Kendetegnet er jo, at Dansk Fokeparti støtter skattelettelser i vis omfang, men ikke mere omfordeling. Det er det her med, at nogen ikke kan fordrage, at andre får noget gratis. Ikke når de ikke får først.

Thomas Holm. Typograferne det var i 80'erne - har du ikke nyere eksempler? - det er der selvfølgelig, men at tro selvproduktion står lige for at afløse kapitalismens centraliserede produktionslejre i verdens lavtlønsområder - og navigere politisk efter det - det er ren Klokkeblomst.

Anne Eriksen

Apropos lavtløn - i morges proklamerede man i radioen, at i 2030 skulle man ikke ryge mere (de unge?) - det var dem uden uddannelse, der faldt for denne last. Man kunne gemme cigaretter uden disken (så finder de dem ikke?)
Det dårlige var jo at man kunne smugle dem ind...
Det går fint...
Vor Sundhedsstyrelse (stasistyrelse?) er nu ude med riven igen efter at have indskrænket håndkøb og andre frie bevægelser fra borgerne, vi skal holdes i stramme tøjler! Hvem gider forøvrigt at lede dette foretagende?
Man tager ud hver uge og ødelægger hash handelen (masser af politi?) osv.
Jeg skulle lige af med det...:)

Ib Christensen

curt jensen
27. juni, 2016 - 20:07
På nuværende tidspunkt kan du vel svare os på det? ;)
Du gjorde det selv. :)

Sider