Analyse
Læsetid: 5 min.

Nok en blodig dag i britisk politik

I en overraskende udvikling trak frontfiguren for Leave, Boris Johnson, sig i går fra kampen om at blive den næste premierminister. Hans tidligere støtte, Michael Gove, førte kniven og sprang i stedet selv ud som kandidat. Han vil få hård konkurrence fra landets Merkel-figur, indenrigsminister Theresa May
Udland
1. juli 2016

Det er så godt som en skudsikker regel i britisk konservativ politik, at favoritten – eller den person der fører kniven – ikke ender som partiets leder i sidste ende.

Alligevel kom det som en total overraskelse, da Leaves frontfigur Boris Johnson på en pressekonference i går erklærede, at han ikke stiller op i formandsvalgkampen.

En valgkamp, hvor prisen foruden formandskabet af det konservative parti også tæller titlen som premierminister og adresse i det legendariske 10 Downing Street.

I dagevis var der blevet hvisket om, hvem der ville egne sig bedst som ’Stop Boris’-kandidat, men at »’Stop Boris’-kampagnen er så skånselsløs effektiv, at han ikke engang formår at komme fra start« – som en journalist tørt bemærkede på Twitter – var ikke ventet.

Ej heller havde nogen regnet med, at manden med kniven ville være Johnsons allierede under Leave-kampagnen: justitsminister Michael Gove, der sågar havde lovet at føre formandskampagnen for ham. I stedet trak Gove overraskende tæppet væk under Johnsons fødder og meldte sig selv som kandidat.

I sin lanceringstale forklarede han, at han oprigtigt havde ønsket at »bygge et hold bag Boris Johnson, så en politiker, som argumenterede for Leave, kunne føre os frem mod en bedre fremtid«.

»Men« – sagde Gove – »jeg har modstræbende måttet konkludere, at Boris ikke kan levere eller bygge et hold, der kan klare den opgave, der ligger forude«.

Læs også: Boris Johnson – manden der bragte Storbritannien i uføre

Ifølge The Guardians Andrew Sparrow var justitsministeren i løbet af den seneste uge – hvor han arbejdede med Boris’ folk på formandskampagnen – blevet mere og mere bekymret over »hvor kaotisk han var«. Gove følte tilsyneladende, at »Johnson manglede evnen til at køre og organisere en operation som denne,« skriver Sparrow.

Det må have stået meget slemt til, når Gove i stedet tilbød sig selv som Leave-sidens spidskandidat. Gove har nemlig gentagne gange afvist, at han selv har evnerne til at overtage premierministerjobbet.

»Jeg har ikke det, der kræves,« har han tidligere sagt til BBC.

En britisk Brutus

Sådan beskriver Gove sig selv, men hvem er han? Umiddelbart har den 48-årige tidligere journalist vist sig langt mere brutal, end mange af hans tætteste venner og kolleger ville have troet muligt.

Når han nu i britisk presse har fået tilnavnet Brutus – efter en af bagmændene bag mordet på Julius Cæsar – er det ikke kun, fordi han har dolket Boris Johnson, men fordi han inden da vendte sig imod sin mangeårige ven David Cameron.

Gove har sammen med Cameron moderniseret partiet, og Cameron- og Gove-familierne var blevet så tætte venner, at de holdt ferie sammen. Men da Cameron vendte hjem fra Bruxelles i februar med sin genforhandlede EU-aftale, var Gove blandt de første til at melde sig på Leave-siden.

Under valgkampen viste Gove sig langtfra så farverig som Boris Johnson, men hans sprog og argumenter kom til fulde op i Johnson-farveskalaen. Bl.a. sammenlignede Gove økonomer, der advarede imod konsekvenserne af Leave, med nazividenskabsmænd, der var blevet betalt af Hitler for at tage afstand fra Albert Einsteins teorier, fordi han var jøde.

Han holdt sig heller ikke tilbage i forhold til at give indtryk af, at Tyrkiet var på trapperne til EU-medlemskab, eller med at forsvare misvisende tal, der skulle give indtryk af, at briterne betalte langt mere til EU, end de reelt gjorde.

Gove er en ekstremt intelligent mand, der – trods en noget akavede fremtoning, der i tidens personfikserede politiske virkelighed burde diskvalificere ham – har vist sig at være en langt farligere modstander end ventet for formandsfavoritten, indenrigsminister Theresa May. Særligt efter at både den magtfulde mediemogul Rupert Murdoch og avisen Daily Mails chefredaktør, Paul Dacre, i går gav ham deres opbakning.

En britisk Merkel

Boris Johnsons afgang fra rampelyset i går har dog unægtelig fremmet indenrigsministerens chancer for at blive landets næste premierminister. Johnson er trods alt kendt for at kunne få Labour-vælgere til at stemme konservativt i London.

En meningsmåling blandt konservative partimedlemmer gav allerede i går morges May et forspring på 36 procent foran Boris Johnsons 27 procent. Det var inden, nogen tænkte på at måle Goves opbakning.

May var godt nok på Remain-siden i valgkampen, men kun ud fra en vurdering af, at det ville være bedre for landets sikkerhed at være med i EU’s politi- og efterretningssamarbejde.

Den 59-årige er kendt for at være yderst lunken over for EU og holdt en ekstrem lav profil under valgkampen. Ved sin kampagnestart i går slog hun da også fast, at »Brexit er Brexit«, om end hun sagde, at hun ikke ville aktivere artikel 50, før der forelå en klar britisk forhandlingsstrategi.

Ved at udnævne Chris Grayling – en anden af Leave-sidens sværvægtere – til sin kampagnechef, fjernede hun imidlertid enhver tvivl om, hvorvidt hun ville gennemføre EU-udmeldelsen.

Theresa May bliver af sine støtter beskrevet som Storbritanniens svar på Angela Merkel – en sammenligning hun selv underspiller. Ikke desto mindre kunne Mays beskrivelse af sig selv lige så godt være en beskrivelse af Merkel:

»Jeg ved, at jeg ikke er en showpolitiker, jeg tager ikke på turné i tv-studierne, jeg sladrer ikke om andre over frokost, jeg drikker ikke i parlamentets barer. Jeg bærer ikke mine følelser uden på tøjet. Jeg udfører bare den opgave, jeg står over for,« sagde hun i går og beskrev sig selv som en erfaren leder, for hvem »offentlig pligtfølelse er en del af den jeg er«.

I et forsøg på at opstille en kontrast mellem sig selv og Johnson/Gove tilføjede hun, at »nogen politikere søger det høje embede, fordi de er drevet af ideologisk passion« eller »ambition og hæder«.

Imidlertid er der næppe nogen briter, der var i tvivl, at Theresa May havde ambition om at blive partileder. Det har hun aldrig lagt skjul på, men indtil Brexit-resultatet i sidste uge var oddsene ikke gode for det.

Dengang var det finansminister George Osborne, der var klar favorit til at overtage tronen efter Cameron, når lige de havde fået spørgsmålet om EU ud af verden.

Sådan gik det ikke, og Osborne erkendte forleden, at han ikke ville kunne samle partiet. Mange har siden skrevet hans politiske nekrolog.

I går var der imidlertid dem, der gættede på, at Osborne havde haft en finger med i spillet i forhold til at overbevise Gove om at ofre Boris og selv stille op.

De kommende måneders kampvalg ser ud til at blive en brutal og nådesløs omgang drevet frem af enorme egoer og ambitioner. Om der bliver plads til at diskutere Storbritanniens skilsmisse fra EU, vil de kommende dage og uger vise.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Troels Brøgger

Godt Boris smuttede! Han minder for meget om Trump.