Sachs: En håbløs tilgang, mine damer og herrer

Er det et vindmølleprojekt ved en kenyansk sø, der er forbilledet for fremtidens danske udviklingspolitik? Det fremhævede udenrigsminister Kristian Jensen, da han lørdag præsenterede Danmarks nye udviklingspolitiske strategi på Bornholm.

Vindmølleprojektet ved Lake Turkana er et eksempel på det, som Kristian Jensen og regeringen gerne ser mere af fremover: Samarbejder mellem statslige indsatser og private aktører.

Hvilke private aktører? »Der står Torben Möger og smiler,« svarede Kristian Jensen og pegede ud i publikum på Pilekroen lørdag formiddag, »det er hans penge, jeg vil have.«

Direkte adspurgt bagefter bekræftede Torben Möger Pedersen, administrerende direktør for PensionDanmark, over for Information, at han faktisk er med på ideen.

Grunden er, at erfaringerne fra Klimainvesteringsfonden, der blev lavet i 2014 og har leveret 87 mio. i aktiekapitel til Lake Turkana-projektet, og Landbrugsinvesteringsfonden, der er blevet oprettet i år, allerede er vældig gode.

»Jeg ser et stort potentiale i den her type samarbejde med ’blended finance’. Hvor vi fra pensionsfondene kan komme med nogle midler, og samarbejdet med staten giver os nogle rammer, som gør det muligt for os overhovedet at investere nogle steder, som ellers ville være for risikable,« sagde Torben Möger Pedersen.

Også Jeffrey Sachs, som vel er en af de økonomer i verden, der har størst erfaring med storstilede bistandsindsatser, var med på ideen:

»Jeg kan godt lide mange af jeres kreative ideer, og vindmølleprojektet i Kenya er vidunderligt, fordi det forener udviklingsbistand, Vestas, pensionsfonde og samtidig fremmer de bæredygtige udviklingsmål,« slog han fast. Men fortsatte med det samme med en understregning af den front, der skiller ham og Kristian Jensen:

»Det er bare virkelig vigtigt, at vi forstår, at der er masser af forhold, som kræver udviklingsbistand, og som erhvervssamarbejder ikke kommer til at løse. Vi kan ikke ignorere behovet for, at fattige mennesker har adgang til sundhedssystemer og skolegang og rent vand, fordi vi er i humør til at lave noget med markedet. Der er basale, vitale ting, vi kun kan gøre med udviklingsbistand.«

Der var en grund til, at Jeffrey Sachs sagde sådan. Og den grund er, at Danmark, lige meget hvor meget Kristian Jensen taler om kreativ tænkning og kloge prioriteringer, skærer på udviklingsbistanden.

Og det dur ikke, ligesom det ikke dur, at vi omdirigerer store dele af den til flygtninge herhjemme og glemmer fattigdomsbekæmpelsen og institutionerne, lød det både fra Sachs, FN-generalforsamlingsformand Mogens Lykketoft og Folkekirkens Nødhjælps generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen, der havde indkaldt til debat med ministeren.

For bunden af pyramiden skal med, understregede Birgitte Qvist-Sørensen, altså verdens fattigste, som har været dansk udviklingspolitiks målgruppe i et halvt århundrede.

For hende er det en grundtvigsk tanke om et samfund, hvor alle hører til, og den må vi give køb på: »Så længe ekstrem ulighed gør, at nogle folk er så fattige, at de ikke engang har adgang til markederne, kan markederne ikke løse deres udfordringer,« sagde hun.

Nye spilleregler

Både Mogens Lykketoft og Jeffrey Sachs ser FN’s bæredygtige udviklingsmål og Parisaftalen fra sidste år som ikke bare de stærkeste, men også de eneste svar på en situation, hvor verden med Sachs’ ord er blevet presset »helt ud på kanten af klippen« – især af den klimakrise, vi har negligeret.

Og de handler om langt mere end bistand, understregede Lykketoft: »Disse aftaler kræver en helt anden planlægning: at vi omdirigerer både offentlige og private investeringer, at vi regulerer og beskatter, ud over at give den private sektor incitamenterne til at investere rigtigt.«

Den gode nyhed er, at Jeffrey Sachs har fundet pengene.

»Mit land, USA, bruger 30 gange så mange penge på militæret end på bistand. Dette er jeres allierede. Hvorfor støtter I denne militarisme, når det er jer, der lider under dens backlash? Lad dem ikke slippe afsted med det!« sagde han indtrængende og nægtede at slippe mikrofonen, hver gang talen faldt på det, han ser som en katastrofal militarisering af verden, som USA har stået i spidsen for med Danmark som allieret.

»I år bruger I i Danmark omkring 0,15 procent af de 0,7 procent af jeres BNP, der er afsat til udviklingsmidler, på flygtninge og i konfliktzoner. Dette er en forkert tilgang: udviklingsbistand skal bruges på udvikling. De lande, I nu bruger penge på, er ikke verdens fattigste lande. De er mellemindkomstlande; de har olie; det er derfor, der er konflikter. Mit land har forsøgt at dominere disse lande i årtier, ligesom Storbritannien forsøgte det før dem. Det er en håbløs tilgang, mine damer og herrer. Forsøgene på at bombe i Irak og Libyen, styrte Assad i Syrien har skabt ustabilitet, flygtninge og en militarisering af processer, der skulle have været politiske. Vi kommer aldrig til at løse verdens politiske udfordringer, hvis vi bruger vores udviklingsmidler på akutte problemer, som vores krige har skabt.«

Stod det til Sachs, omdirigerede Vesten de enorme militære budgetter, sammen med City of Londons og Wall Streets penge i skattely, sammen med en éngangsbeskatning af milliardærer, til en fælles, global politik, der i stedet for krig tænker i to dimensioner: fred og bæredygtighed:

»Til at starte med ville jeg ønske, at Danmark gjorde sig til forkæmper for en ny, global fond for uddannelse til verdens fattigste. Og by the way: Uddannelse til piger er det mest effektive våben, ikke bare til at skabe udvikling i Afrika, men også til at få fertilitetsraterne ned. Og dét er igen den sikreste måde, hvorpå I kan sikre jer mod de flygtningestrømme, der ellers i de kommende årtier vil skylle ind over jer.«