Læsetid: 6 min.

Spaniens græsrødder jager spekulanter på porten

Valencia-regionen oplevede inden eurokrisen et enormt byggeboom, men har siden været centrum for de største korruptionsskandaler i spansk politik. I landsbyen Parcent lykkedes det borgerne at holde stand mod pengenes overmagt
Tusindvis af huse står i dag tomme i Alicante-provinsen. Blandt andet i byen Benidorm, der ligger knap 50 km nord for Parcent langs Costa Blanca, og som er et af de absolutte skræmmeeksempler i området på, hvad boligspekulation har ført til i Spanien. Arkiv

Markel Redondo

23. juni 2016

»Tillykke, du har booket det billigste værelse på Costa Blanca,« meddeler rejseportalen.

Hotellet i Dénia vender da også demonstrativt ryggen mod havet. Til gengæld er der malet glade vinduer på husets bagside mod havnen med færgeforbindelser til De Baleariske Øer. Alt i Dénia – en by i Alicante-provinsen syd for Valencia med omkring 40.000 indbyggere og mindst lige så mange hotelsenge – er en smule tarveligt.

Velbeskænkede tyskere, englændere, russere osv. følger kampene ved EU-slutrunden på storskærmene, som alle barer og restauranter har installeret. Arkitekturen har ingen bestemt stilart, men er en blanding af imitationer og anonymt standardbyggeri.

Et byggeboom kombineret med manglende byggeplanlægning har skabt tilfældige mellemrum i byen, hvor turisterne drejer rundt om sig selv.

I Carrascar-bjergkæden en times kørsel fra Dénia ligger den idylliske landsby Parcent med lidt over 1.000 indbyggere. Den er blevet kendt for sin modstand mod det ukontrollerede byggeri, som har ødelagt landskabet i store dele af regionen.

Ingen steder i Spanien har forbindelsen mellem boligspekulation og Partido Popular (PP) været tydeligere end i Comunitat Valenciana, hvor stort set hele det postfrankistiske regeringsparti er kommet under anklage for korruption.

Men i Parcent fik en gruppe lokale stoppet en række projekter, som ville have ændret byen totalt:

»De blev godkendt uden en miljøvurdering,« fortæller byens borgmester, Máximo Revilla Martinez, mens vi skuer mod en grøn bjergside, hvor der skulle have været opført omkring 1.500 nye huse, og tilføjer:

»Vi har slet ikke vand nok til så mange.«

De indignerede

Inden mødet på rådhuset i Parcent spiser jeg frokost med briten Jacqueline Cotterill i byens forsamlingshus, som drives af en landbrugssammenslutning.

Hun og hendes mand flyttede for 25 år siden til Spanien, fordi hendes lunger ikke kunne tåle det fugtige engelske klima. Her er deres fire børn vokset op, og familien er så velintegreret, at Cotterill nu er viceborgmester. Det skyldes ikke mindst kampen mod de mange nye huse, som i årevis splittede landsbyen:

»Der var en meget anspændt stemning i lang tid. Nogle mistede deres job på grund af protester mod byggeprojekterne. Alle vidste, at husene ville ende med at stå tomme, hvis de overhovedet ville blive færdigopført. Men alligevel var den generelle indstilling, at der ikke var noget at stille op. De fleste opfattede politikerne og bankerne som en overmagt,« siger Cotterill og fortsætter:

»Det kunne jeg ikke acceptere. Måske fordi vi briter er opdraget med en retfærdighedssans. Men i Spanien er mentaliteten stadig præget af diktaturet under Franco.«

Sammen med en håndfuld lokale dannede hun inden kommunalvalget i 2007 partiet Coalición Democrática de Parcent (CDP) for at bryde PP’s monopol på magten i byen.

CDP var et af de første eksempler på den myriade af borgerinitiativer, som er opstået i Spanien i forbindelse med eurokrisen, og som efter de store demonstrationer i 2011, hvor begrebet Los Indignados (de indignerede) opstod, har fået partiet Podemos som en slags uofficiel, national overbygning:

»CDP har udgangspunkt i en miljøbevægelse, som opstod på egnen tilbage i 1980’erne,« fortæller Cotterill:

»Det, der er ved at ske i Spanien, er interessant, fordi det på mange måder er en fortsættelse af overgangen til demokrati i 1970’erne. Den første borgmester, vi fik valgt, kæmpede som ung for retten til at tale valenciano (et catalansk dialekt, red.), og vores nuværende borgmester stammer fra Baskerlandet. I striden om byggeprojekterne var landsbyen stort set delt på samme måde som under borgerkrigen (1936-39, red.). Men de mest hadede var faktisk overløberne, som skiftede side for pengenes skyld.«

Udlændingenes Spanien

Mens vi taler om den lokale kontekst for det spanske parlamentsvalg, bliver spørgsmålet om Storbritanniens fortsatte medlemskab af EU ved med at spøge i samtalen:

»Jeg er lidt besat af det,« indrømmer Cotterill.

Som britisk statsborger kan Parcents viceborgmester ikke stemme på søndag. Men fordi hun har været bosat mere end 15 år i udlandet kan hun i dag heller ikke om, hvorvidt Storbritannien skal blive i EU, selv om det får stor indflydelse på hendes families rettigheder og vilkår. De står i samme situation som omkring 1,2 millioner briter i andre EU-lande:

»Jeg er vokset op i Coventry og har som barn leget i udbombede bygninger. Så for mig er det helt absurd at tænke på, at briterne skulle kunne finde på at forlade et fællesskab, som er blevet skabt for at undgå krig i Europa,« siger hun.

Alicante-provinsen er et af de steder i Europa med allerflest eksilerede briter og udenlandske EU-borgere i det hele taget.

Længere nede ad kysten frygter de omkring 30.000 britiske statsborgere i kronkolonien Gibraltar – som der i Spanien er bred politisk konsensus om at gøre krav på – konsekvenserne, hvis de pludselig befinder sig uden for EU. I Parcent er hele 30 procent af befolkningen fra andre EU-lande:

»Vi kan stemme og stille op ved kommunal- og EU-valg,« siger Cotterill, »men på nationalt niveau har vi ingen indflydelse, hverken her eller derhjemme.«

Grådige entreprenører

Paradokset er, at Cotterill og hendes kampfæller i CDP var nødt til at tage problemet med den grasserende boligspekulation op på nationalt og europæisk plan for overhovedet at kunne gøre noget ved det.

Lokalbefolkningens interesser forsvandt alt for ofte i Bermuda-trekanten mellem PP, banker og entreprenører. De regionale byggeregulativer gjorde det nemlig i strid med EU-lovgivningen muligt for bygherrerne selv at skønne, om deres projekter var miljømæssigt forsvarlige:

»Der er i alt omkring 800 huse i byen,« fortæller borgmesteren, som vi har sat stævne på rådhuset sammen med to andre byrådsmedlemmer fra CDP:

»50 gamle huse står tomme, og det samme gør 70 nyopførte. De er bygget så hurtigt og med så dårlige materialer, at ingen nogensinde vil købe dem. Det er meget, meget værre i mange andre landsbyer på egnen, som er blevet fuldstændig ødelagt af nybyggeri, indtil bankkrisen eksploderede i 2008. For bankerne var det blot et spørgsmål om at få medregnet de nye huse som aktiver på deres regnskaber, selv om de aldrig blev solgt,« siger Máximo Revilla Martinez, der ligesom Fidel Castro har fået tilnavnet El Lider Maximo, den største leder.

Kort efter at det daværende byråd i 2006 havde godkendt tre projekter for i alt 1.800 nye huse, gik en gruppe lokale sammen for at forhindre byggeriet.

De klagede til den spanske ombudsmand og til Europa-Parlamentets Udvalg for Andragender, der er beregnet til at beskytte EU-borgernes grundlæggende rettigheder:

»Tusindvis af EU-borgere er i dag fortsat ofre for et system med massiv byggeaktivitet, som (…) i mange tilfælde har trådt deres legitime rettigheder som boligejere under fode og samtidig ødelagt skrøbelige økosystemer og kystmiljøer mange steder på den spanske Middelhavskyst og i dens bagland,« hedder det i bemærkningerne til udvalgets resolutionsforslag, der blev vedtaget i 2009:

»De foregående års massive byggeaktiviteter og kystødelæggelser, der sikrede industrien store økonomiske gevinster og førte til en massiv overbebyggelse – mere end halvanden million nye boliger venter nu på en køber, og hvem ved hvor mange golfbaner – baseret på grådige developeres og byplanlæggeres irrationelle forventninger, har nu kastet Spanien ud i en katastrofal recession.«

Juridisk tovtrækkeri

Den danske MEP’er Margrete Auken (SF) er blevet en slags helgen i Parcent, efter at hun har besøgt byen og lagt navn til rapporten. Men selv om aktivisterne i Parcent fik Europa-Parlamentets ord for, at de planlagte byggerier i byen var ulovlige, havde de ikke vundet kampen:

»Da CDP fik magten, kunne vi ikke bare annullere byggetilladelserne, for så risikerede vi, at sagsanlæg fra entreprenørerne ville ruinere kommunen. Vi hæfter ikke bare for en gæld på 300.000 euro, men også for alle beslutninger under PP,« påpeger Cotterill.

I 2009 begyndte derfor et juridisk tovtrækkeri om at få påvist, at byggetilladelserne var blevet givet uden hensyn til de miljømæssige følger. Først i år er det lykkedes endegyldigt at blokere nybyggeriet i Parcent, hvor resterne efter byggeboomet således er begrænset til 50 nye huse uden tilkørselsveje, kloakering og elektricitet:

»Vi gjorde så meget vrøvl, at landsdækkende aviser som El País begyndte at skrive om os. Så vi er også blevet et forbillede for andre spanske kommuner,« fortæller borgmesteren, »samtidig begyndte retsvæsnet at efterforske uddelingen af byggetilladelser, hvilket har ført til sager mod over 200 borgmestre og embedsmænd. I Valencia var der inden krisen banker, som udelukkende var beregnet på boligspekulation. Og det meste var lovligt, for den regionale lovgivning var skræddersyet til en speciel form for korruption.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu