Læsetid: 4 min.

Stadig ingen udsigt til dialog om fred mellem Erdogan og kurdiske militante

De seneste to kurdiske terrorangreb i Istanbul og Mardin-provinsen peger mod fortsat eskalering af den tyrkisk-kurdiske konflikt, der bunder i præsidentens ambition om flere magtbeføjelser
Familiemedlemmer til et tyrkisk kærestepar, der var blandt de dræbte ved terrorangrebet nær Istanbul University 7. juni.

Emrah Gurel

11. juni 2016

Ikke uventet har den kurdiske separatistiske TAK – kurdisk akronym for ’Kurdistans Høge for Frihed’ – kundgjort, at den stod bag en selvmordsbilbombe, der 7. juni dræbte 11 personer, heraf seks politibetjente nær Istanbul University.

Dagen efter sprængtes en bilbombe i den sydøstlige Mardin-provins med seks dødsofre, og som PKK, den ’gamle’ separatistbevægelse, har taget ansvaret for.

De to angreb illustrerer forskellen på de to organisationer. TAK, der menes at bestå af unge kurdere fra det vestlige Tyrkiets storbyslum, går efter at ramme såvel Tyrkiets turistøkonomi som det tyrkiske sikkerhedsapparat. PKK-aktionerne er typisk rettet mod mål i de kurdiske områder og søger at undgå utilsigtede civile ofre.

Eksperter er uenige om, hvorvidt de to organisationer er koordinerede, men man ved, at TAK er en udbrydergruppe i protest mod PKK-ledernes afsværgelse af en selvstændig kurdisk stat og accept af forhandlinger om politisk autonomi, og gruppen opererer uafhængigt af PKK, ligesom den betjener sig af selvmordsbombere – i tirsdags i Istanbul af en ung kvinde.

Volden fortsætter

Men først og sidst viser angrebene, at den eskalerende vold mellem separatister og den kurdiske stat er blevet et permanent fænomen, efter dialogen mellem PKK og præsident Recep Tayyip Erdogans AK-parti – med efterretningstjenesten MIT som mellemled – ophørte for 11 måneder siden.

Dengang i 2015 blussede volden op efter valget i juni, da det kurdiske parti, HDP, for første gang blev valgt ind i Nationalforsamlingen. En Islamisk Stat-terrorbombe mod en kurdisk ungdomslejr i det sydlige Tyrkiet udløste PKK-hævnmord på to politifolk med begrundelse i AK-regeringens påståede samarbejde med Islamisk Stat. 

Erdogans svar var voldsomme bombardementer af PKK-stillinger i Kandil-bjergene på den irakiske side af grænsen, og siden er 7.600 kurdiske militante dræbt, såret eller taget til fange, 600 sikkerhedsstyrker er døde og 11.000 kurdiske hjem i Tyrkiets kurdiske provinsbyer er sprængt til murbrokker i aktioner, der beskrives som voldsommere end i 1990’erne.

Der er flere årsager til, at det er gået så galt, men den væsentligste er Erdogans valg af en strategi, der har til formål at intimidere det lovlige kurdiske parti HDP som en aflægger af PKK og sende det tilbage under den parlamentariske spærregrænse på 10 procent.

Præsidentens politiske mål

Det lykkedes dog ikke ved det hurtige nyvalg i november sidste år, hvor HDP lige akkurat klarede spærregrænseskæret med et fald fra 80 til 59 mandater. Og altså stadig nok til at blokere Erdogans ambition om selv at skaffe de nødvendige 330 mandater, der kan sende en ny forfatning med mere magt til præsidentembedet ud til folkeafstemning – en forfatningsændring, HDP har vendt sig imod.

Siden har AK-flertallet, støttet af det nationalistiske parti, MHP, hævet immuniteten for 132 parlamentsmedlemmer, sigtet for forskellige former for korruption og kriminalitet, men hvis egentlige formål er at retsforfølge HDP-parlamentarikere for formodet meddelagtighed i terror og opfordring til terror.

Erdogan forsøger desuden at blokere pressens dækning af terrorangreb som led i en systematisk undertrykkelse af informationer om den kurdiske modstand.

En anden årsag til eskaleringen af fjendtligheder er, at PKK, der har den reelle magt i flertallet af provinserne i det sydøstlige Tyrkiet, ikke er presset i bund af det tyrkiske militær.

Organisationen, der er på diverse terrorlister, kontrollerer de økonomisk givtige smuglerruter fra Irak, Iran og Syrien, der er en af årsagerne til, at den har afvist at nedlægge våbnene som betingelse for genoptagelse af den dialog, der blev indledt i 2008 og igen i 2012. Og som har skaffet Erdogan det nødvendige politiske argument for fortsatte militære aktioner, der næsten dagligt producerer billeder af kister svøbt i det tyrkiske flag på de sociale medier.

Davutoglus endeligt

Om dialogen genoptages, afhænger af Erdogans udsigt til at gennemføre sit projekt med en ny forfatning, der erstatter det parlamentariske system med et præsidentielt styre. Og den karismatiske præsident, hvis position ikke er truet hverken i hans eget parti, hvor han har elimineret potentielle konkurrenter, eller i en opposition uden ledere med gennemslagskraft, synes fast besluttet på at gennemføre sit forehavende.

At han for nylig udskiftede den udadtil loyale premierminister og tidligere rådgiver, Ahmet Davutoglu, med en veritabel marionet, tidligere transportminister Binali Yildrim, hang nøje sammen med dette endemål.

Davutoglu argumenterede indadtil for en genoptagelse af dialogen med PKK, ligesom han var tættere på amerikanerne, der ser PKK som forbundsfæller i krigen mod Islamisk Stat, end Erdogan brød sig om.

Så da Davutoglu forhandlede sig til en ordning om tyrkisk visafrihed til EU som led i flygtningeaftalen, blev han summarisk fyret, to dage før EU’s ministerråd godkendte aftalen. Erdogan turde ikke løbe risikoen for, at Davutoglu etablerede egen politisk kapital med den populære aftale. Han kom for tæt på folkelig sympati, og det kostede ham den karriere, sultanen i Ankara havde foræret ham.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu