Storbritannien er splittet som aldrig før over Europa

Det har stået klart gennem stort set hele den årelange debat om det britiske medlemskab af EU, at befolkningen er splittet i to stort set lige store grupper. En gruppe, der støtter ’ind’, og en gruppe, der vil ud.

Præcis hvor skillelinjen er – og om resultatet af dagens folkeafstemning dermed ender med Brexit eller ej – vil vi vide, når vi tænder for et elektronisk medie i morgen tidlig.

Men hvad, der er usædvanligt ved debatten om Europa, er, at der modsat ved parlamentsvalg i Storbritannien ikke er tale om en pose blandede bolsjer af forskellige mennesker på hver side af debatten.

Aldrig før har skillelinjerne mellem ung og gammel, by og provins, socialklasser, partitilhørsforhold og uddannelsesniveau været tydeligere, påpeger meningsmålingseksperterne, som har kortlagt, hvem der stemmer hvad.

Normalt – forklarer Peter Kell-ner fra YouGov i en analyse for bladet Prospect – varierer »forskellige grupper mindre, end man skulle tro« på de fleste emner såsom skatteniveau, sundhedsvæsenet eller velfærdsreform. Men når det handler om Europa, gælder dette ikke længere. På dette ene spørgsmål er der »usædvanligt dybe skel i den offentlige mening«, skriver han.

»For en gangs skyld matcher stereotyperne. Der er en enorm kontrast mellem dem, der ønsker, at Storbritannien bliver i EU, og dem der ønsker Brexit,« forklarer han.

Hvem er de?

Kort fortalt er det de unge, de veluddannede, de bedre stillede og dem i de højeste stillinger; kosmopolitterne, erhvervsfolkene og særligt grønne, liberale og Labour-vælgere, der ønsker fortsat britisk EU-medlemskab.

Den største gruppe – der måske netop opsummerer vælgere med denne profil – er Guardian-læserne, hvoraf hele 91 procent vil stemme for Remain i dag.

Det er de unge, de veluddannede, de bedre stillede og dem i de højeste stillinger; kosmopolitterne, erhvervsfolkene og særligt grønne, liberale og Labour-vælgere, der ønsker fortsat britisk EU-medlemskab, og de bor i London eller andre store byer. På billedet er det fiskere fra Fishing For Leave-kampagnen, der sejler til Westminster.

Anders Birger

På den anden side af den bitre frontlinje er Brexit-tilhængerne: Det er er primært ældre vælgere; ufaglærte, der forlod skolen som 16-årige; de har dårligt betalte job, hvis de overhovedet er i arbejde, og de er dybt bekymrede over immigration.

Læser de en avis, er det tabloidaviserne Daily Mail eller The Sun. Den største gruppe på denne side er UKIP’s tilhængere, hvoraf 97 procent vil stemme for Leave.

Selv de geografiske skillelinjer er klare. Den første gruppe bor hovedsageligt i London og andre storbyer, Skotland og Nordirland, mens den anden gruppe bor i det Provinsengland.

So what?

Spørgsmålet er naturligvis, om det betyder noget, at befolkningen er så polariseret? Dertil må svaret være ja.

Mindst skadelig er betydningen for partierne, og hvad de tværpolitiske valgkampagner kan gøre ved vælgernes politiske præferencer.

I månedsvis har proeuropæiske Labour-vælgere klappet i hænderne, når David Cameron fremsatte et hårdtslående argument, og konservative vælgere har stået side om side med UKIP’s Nigel Farage og gentaget fremmedfjendske mottoer.

Internt i det konservative parti har der været en giftig magtkamp – med et militært udtrykt kaldet blå på blå-angreb – og inden for Labour har ledelsen stået fast på, at immigration er positivt for landet trods arbejderklassens bekymringer.

Det vil ganske givet ryste op i tilslutningen til partierne – som det skete efter Skotlands uafhængighedsafstemning.

Læs også: ’Leave or remain’: Hvad vil de kendte?

I tirsdagens store debat på Wembley – med et livepublikum på 6.000 tilskuere – var konklusionen fra mange iagttagere efterfølgende, at Remain-makkerparret bestående af London-borgmester Sadiq Khan fra Labour og den skotske konservative oppositionsleder, Ruth Davidson, var suveræne sammen.

Den borgerlige avis The Telepraph kaldte sågar de to for »britisk politiks fremtid«. Men hvor disse nye alliancer fører hen, er umuligt at gætte, så længe landets valgsystem består uændret. I bedste fald vil det netop føre til valgreform. I værste fald vil britisk politik i endnu højere grad blive lammet af intern splittelse i de to store partier.

Bitterhed

Dette er dog det mindste af de problemer, som splittelsen over Europa kan skabe for landet fremadrettet.

For bølgerne er gået højt i denne valgkamp, og fra at være temmelig ligeglade med Europa, er briterne blevet vrede over alt muligt: Det, de har opdaget, at EU-medlemskabet er skyld i; at modparten stemmer ud fra et snævert syn på migration; at eliten igen hytter sit eget skind; at visse politikere har pisket en hadefuld stemning op; at de andre 50 procent mod al logik kan få lov til at gennemtrumfe deres vilje.

Som en vælger i går sagde til Information: »Vreden vil stadig være der bagefter, hvad end resultatet bliver. Hvis det ender med Brexit, vil tilhængerne blive vrede, når det viser sig, at feerne alligevel ikke kom og spredte tryllestøv over alle landets problemer. Og hvis vi bliver i EU, vil de også være vrede.«

Optøjer som dem, England oplevede i 2011, vil ikke kunne udelukkes, mener hun.

Om det går så galt er svært at sige, men som de to interview på side 8 og 9 i dagens avis illustrerer, er de to sider unægteligt langt fra hinanden.

Deres verdenssyn er grundlæggende modsætninger. Hvor Lizzie Norris står for et Storbritannien, der kigger udad mod resten af Europa; som vil samarbejdet på tværs af grænser for at løse fælles problemer og kan se en pointe i at deles om udgifterne, er John Hancock parat til at trække vindebroen op til resten af Europa og koncentrere sig om de sociale problemer internt i landet – at han samtidig kan give den politiske elite fingeren er kun en velfortjent bonus.

Læs også: Den virkelige fare er ikke Brexit, men EU’s opløsning

For vælgere som Norris stammer landets problemer fra den seneste finanskrise og den britiske regerings nedskæringspolitik, mens fri bevægelighed inden for Europa bringer muligheder.

For Hancock-vælgerne er det den politiske og økonomiske elite i Westminster og EU, der er skyld i problemerne. For dem bringer fri bevægelighed kun faren for at miste job, privilegier og identitet.

En af grupperne vil i morgen blive nødt til at acceptere, at den andens verdenssyn og prioriteringer sejrede. Det vil ikke blive let, og bitterheden kan komme til at præge særligt britisk – men også europæisk – politik mange år frem i tiden.

Takket være de skarpe skillelinjer blotlagt under valgkampen ved den tabende side denne gang præcis, hvem den skal skyde skylden på.

Læs også: Leder: To be or not to be – that’s not the question