International kommentar
Læsetid: 6 min.

Venezuelas socialistiske mareridt

Hugo Chávez skulle have udlevet drømmen om socialisme, men skabte et mareridt. Hylderne i supermarkederne er tomme, hospitalerne mangler medicin, fabrikker bliver lukket. Presset mod præsident Nicolás Maduro vokser dagligt, og hans dage synes talte. Hvad betyder det for den socialistiske drøm?
Det er et spørgsmål om tid, før Nicolás Maduro er færdig som Venezuelas præsident, forudser flere iagttagere.

Ariana Cubillos

Udland
2. juni 2016

Situationen i Venezuela minder lige nu om krisesituationen i Haiti efter jordskælvet i 2010, siger den lokale freelance-journalist Carlos Camacho, der dækker venezuleansk politik for blandt andet BBC.

»Verdensrekord i inflation, verdens højeste eller næsthøjeste mord-rate, akut fødevaremangel, tvivlsom vand- og elektricitetsforsyning,« siger han til Information og tilføjer, at landet i øjeblikket oplever mindst to tilfælde dagligt af plyndringer af supermarkeder og andre dagligvare-butikker.

Ifølge regeringen er det USA, der fører økonomisk krig mod Venezuela, ligesom Washington også planlægger en militær invasion. Et bevis på det skulle være, at amerikanske spionfly to gange i den forgangne måned er blevet observeret i venezuelansk luftrum, påstår forsvarsminister Vladimir Padrino López ifølge BBC.

I forrige weekend afholdt Venezuela den største militærøvelse i landets historie, Operation Frihed 2016, med deltagelse af 500.000 soldater.

Øvelsen bød også på en tale af præsident Maduro, hvori han proklamerede, at Venezuela har »aldrig været mere forberedt end nu,« især over for truslen fra USA.

Ifølge iagttagere, eksperter og politiske kommentatorer er truslen fuldstændig ikkeeksisterende.

En tidligere minister beskriver over for Information regeringens retorik som »et bluffnummer og propaganda«, der udelukkende bruges som bortforklaring på det økonomiske kollaps.

Men der findes ingen valid forklaring. Chavismen har fejlet; drømmen, der blev solgt som et socialistisk paradis, er bristet, og de skuffede venstreorienterede står tilbage med et land i ruiner.

Hvis Maduro bliver fjernet i år, er chavismen død for evigt, spår Carlos Camacho. »Chavismen har aldrig været i værre stand, og hvor længe den kan opretholdes med tvang og trusler, det ved jeg ikke. Men da Chávez døde, døde en stor del af chavismen med ham. Maduro er ikke Chávez, det er helt sikkert.«

Intet med socialisme at gøre

Det olierige land har prøvet det før. I 1989 stod Venezuela over for en mildere version af det rod, der nu præger landet. En af dem, der dengang skulle rydde op, var den liberale økonom Ricardo Hausmann. Han var en af hovedarkitekterne bag landets økonomiske politik, da han som planlægningsminister fra 1992 til 1993 stod for de langsigtede perspektiver i Venezuelas økonomi.

»Landet skulle vænne sig til meget lavere oliepriser. Meget af smerten blev gennemlevet i 1989 med stor recession og stigende inflation. Men i 1991-92 voksede landets økonomi. Men så arrangerede Chávez et kupforsøg i februar 1992, og andre prøvede i november i 1992. På baggrund af hvad der skete i 1989,« siger han til Information.

Han forklarer, hvordan den nuværende katastrofe er udtryk for, at chavismen har fejlet, men understreger, at det chavistiske eksperiment intet har at gøre med demokratisk socialisme.

»Det er chavismen, der har fejlet. Det er forsøget på at undertrykke samfundet og gøre folket til tjenere for en stat med meget begrænset kapacitet, der har fejlet. Chavismen nationaliserede store dele af økonomien og kørte den i sænk. Regeringen kørte af sted med et statsligt underskud på 18 procent af bruttonationalproduktet, dækkede det ved at trykke flere penge og skabte derved verdens største inflation, verdens højeste mordrate og et imploderende sundhedsvæsen. Det har intet at gøre med europæisk socialdemokratisme,« siger Hausmann.

Andre beskriver Chávez’ projekt som et sigte mod total kontrol, der systematisk ødelagde institutioner. José Morales Arilla, venezuelansk forsker ved Harvard University, er en af dem.

»At dømme demokratisk socialisme og dens ideologi og politiske forslag på baggrund af, hvad der er sket i Venezuela, er ikke fair. Ikke i forhold til dens validitet i andre kontekster,« siger han til Information fra sit kontor i Boston.

Arilla påpeger ligesom Hausmann, at chavismen adskiller sig markant fra socialisme, men ifølge Arilla er svaret på krisen i Venezuela ikke den politik, der blev ført i de tidlige 1990’ere under den daværende liberale regering.

»Den venezuelanske økonomiske model med statsledet kapitalisme åbnede for alle mulige afskygninger af klintelistiske muligheder,« siger han og peger samtidig på, at det er stærkt nødvendigt med øget økonomisk diversitet. Ellers ender landet igen med at være afhængigt af olieindkomster. »Men det indebærer, at regeringens rolle ikke er at drive forretning selv, men at opkræve skatter og lave regulativer for andres forretning.«

Ifølge Arilla er de vigtigste regulativer, som er indført i perioden under Chávez og Maduro, ikke i overensstemmelse med demokratisk socialisme, men i højere grad med gammeldags kommunisme, ukontrolleret opportunisme og korruption.

Drømmen om, at Chávez kunne indføre succesfuld socialisme i Venezuela er bristet, men flere tror på en ny version af venstrefløjen i det hårdt prøvede land.

En af dem er sociologiprofessor ved Universitetet i Caracas, Hugo Hernáiz.

»Chavismen kan overleve som en form for populær religion baseret på kultdyrkelsen af den afgåede ‘Suveræne leder’,« siger han til Information.

Ifølge professoren kan venstrefløjen måske fastholde magten uden Maduros elendige lederskab, men som et nyt venstreorienteret parti.

»Hvad vi er vidner til, er slutningen på endnu et latinamerikansk utopisk eksperiment,« siger han.

Ingen politiske efterkommere

Tidligere planlægningsminister Hausmann ser også muligheder for venstrefløjen, på trods af at han håber på en sejr til højrefløjen ved et eventuelt valg.

»Den kan komme tilbage, hvis den er i stand til at forme et nyt image, der er markant anderledes end Maduro. Maduro vil ikke få nogen politiske efterkommere,« spår Hausmann.

Uanset hvordan eksperimentet ender, er opskriften på genopbygning funderet på en reparation af de nedslidte institutioner og ikke mindst en økonomisk model, der ikke alene er afhængig af olieindkomster.

Det venezuelanske samfund er ifølge José Arilla nødt til at gentænke dets forståelse af, hvordan økonomisk, social og politisk udvikling sker.

Stabilitet er et nøgleord, også for den tidligere minister Hausmann.

»Man skal genetablere retssikkerheden, demokratiet, markedsmekanismer, makroøkonomisk balance og et støttesystem, der sikrer social sammenhørighed og menneskelig udvikling,« siger han.

Det kan lyde utopisk, når man kigger på situationen i landet lige nu. Men troen på det umulige er måske venezuelanernes eneste mulighed.

»Folkeafstemningen (om Maduros afsættelse, red.) er sidste chance for en ordentlig og fredelig overgang mod et demokratisk system. Hvis chavismen fortsætter sin institutionelle kontrol til at forhindre afstemningen i at finde sted i 2016, er det meget sandsynligt, at oppositionen går på gaderne, og risikoen for optøjer, undertrykkelse og brud på menneskerettigheder øges,« siger José Arilla fra sit kontor på Harvard Universitet.

For dem, som kan huske det, er det som at se fortiden udspille sig i slowmotion.

»Som jeg fortalte min ven i dag: ‘Det er Caracazo i langsom gengivelse’,« siger Carlos Camacho og refererer til de to dages plyndring, der hærgede Venezuela i 1989, da totalt kaos hærgede landet.

Fremtiden ser dyster ud, og troen på forandring er ifølge Camacho begrænset. Folket har mistet troen på politikerne.

»Der er et segment i Venezuela, middelklassen, der ideologisk fordømmer og kæmper mod chavisme, men de fattigste, de vil bare have en regering, der lader dem spise tre gange om dagen,« siger han.

Frustrationen og sulten skaber dog plads til forførere, advarer nogle. For selv om folket i Venezuela vil have forandring, minder Hugo Hernáiz om landets historie:

»Meningsmålinger fortæller, at folk vil have forandring nu, i år. Folk ville også have øjeblikkelig forandring for 18 år siden, og den forandring kom i skikkelse af en militærmand, der lovede utopi.«

Lige nu peger meningsmålingerne på, at højrefløjskoalitionen MUD ville vinde et eventuelt valg.

Det bekymrer journalist Carlos Camacho:

»Det kan medføre en Chávez-agtig leder. Hvis Maduro bliver fjernet i år, (og MUD får magten, red.), vil regeringen indføre strenge markedsreformer, strengere end nogensinde før.«

Camacho og hans generation tog demokrati for givet, siger han, det var indiskutabelt. Lige nu er det under angreb, og det gør situationen i Venezuela svær at spå om, siger den tidligere minister Ricardo Hausmann.

»Problemet er ikke mangel på andet lederskab. Det er manglen på demokrati.«

Den chavistiske jernnæve i Venezuela har mistet grebet om magten, og det er et spørgsmål om tid, før Chávez’ fiasko af en arvtager, Nicolás Maduro, bliver smidt på porten.

Spørgsmålet er, hvad der kommer efter.

Læs også: Har venstrefløjen svigtet eller sejret i Latinamerika?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Knudsen

Men bankkontoen i udlandet svulmer. Og oprustningen mod USA!!!. Befolkningen har ansvaret for egen situation.

Jørgen M. Mollerup

Uanset hvem der kommer til magten, kommer landet ikke på fode, hvis man ikke for styr på den altnedbrydende og allestedsnærværende korruption, klientalisme og nepotisme. Hvordan er Chavezs datter blevet landets rigeste kvinde?

Jørn Andersen, Carsten Wienholtz og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar
Henrik Leffers

Ønsker Information (eller nogle journalister på Information), at Syd Amerika igen bliver styret af militærdiktaturer? -Eller af halv-fascistiske rigmands diktaturer? Informations dækning af Syd Amerika er domineret af liberalister, der argumenterer for genindførelse af de rigestes kontrol, så de igen får mulighed for at berige sig selv. Jeg erindrer en leder fra Information, hvor lederskribenten skældte Chavez ud for "at spilde oliepengene på læge- og socialhjælp til landets fattigste", men det mener Information tilsyneladende stadig han gjorde! Hvad mener Information oliepenge skal bruges til? Misbruges oliepengene i Norge? -Er Saudi Arabien jeres ideal? Venezuelas problem er de lave oliepriser, som har fjernet grundlaget for Chavez' reformer! -Og i Brasillien kaldes den nu afsatte præsident konsekvent korrupt, men det er slet ikke det, hun anklages for! -Mens over halvdelen af dem, der væltede hende, selv er under anklage for at berige sig selv vha. korruption, og de kræver, at den lovgivning, der gør op med korruptionen, skal afskaffes! -Det er ikke nogen overraskelse, at en række dommere også ønsker det og derfor støttede afsættelsen, det berøver jo dem deres vigtigste indtægt! Venstrefløjens magtovertagelse i en række Syd Amerikanske lande er det bedste der nogensinde er sket for Syd Amerikas befolkninger, men et styreskifte i stater, der har været rig-mands diktaturer i over 100 år, sker aldrig problemfrit, fordi det også kræver et mentaliltetsskifte, og det tager tid! Der er noget galt med Informations dækning af Syd Amerika!

Troels Brøgger, Daniel Santos, Søren Wegner, Torben K L Jensen, Karsten Aaen, Carsten Wienholtz, Lars Jørgensen, Holger Madsen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Lars Jørgensen

USA har nu igennem en årrække åbenlyst kanaliseret nærmest ubegrænsede pengestrømme til diverse oppositionsgrupper i Venezuela.

Opskriften på disse ”Color-revolutions” er velkendt. Gennem NED, USAID og forskellige NGO grupper tilknyttet George Soros´ Open Society Institute, bliver oppositionsgrupper, institutioner, mediehuse mv. systematisk infiltreret, støttet og opfordret til protester med den siddende regering.

Vi har set mønsteret så mange gange, at enhver journalist med bare en smule kendskab (og integritet) burde kunne genkende billedet.

Men nærværende artikel illustrerer fint, at også Information er underlagt de kræfter, der i sidste ende står bag destabiliseringen af de lande, der sætter sig op mod USA´s vilje.

Troels Brøgger, Karsten Aaen, Bill Atkins, John T. Jensen og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar
Flemming Birch

Jørgen M. Mollerup jeg er på ingen måde uenig med dig, men hvilken af Chaves døtre mener du ? Og det kunne være interessant hvis du har faktuel dokumentation for påstanden ?

Flemming Birch

Henrik Leffers jeg tillader mig lige at høre opmærksom p, at olieprisen pt. Er højere end da Chaves kom til. Den luksus at have en politisk ideologi og forsøgt den udlevet, den er ganske enkelt ikke tilstede hernede. Her er korruption der rækker ud i yderst led af statslige og kommunale institutioner, her er magtmisbrug, nepotisme og ignorance. Enhver der påstår andet er velkommen til, at komme på besøg og forsikre sig ved selvsyn.

Robert Ørsted-Jensen, Søren Knudsen, Ernst Enevoldsen og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar

Flemming Birch, der må være aktive folkebevægelser, der kan se deres kollektive fordel i at fastholde - lad os kalde det - chavesismen, og hvor den enkelte deltager er så fattig, at korruption, og nepotisme ikke er motivering. Venezuela er trods alt et demokrati.

Flemming Birch

Bill Atkins, den fattige Venezuelaners behov lige nu og her er langt mere basale end politisk ideologi. Her er ikke hungersnød endnu, men folk kæmper dagligt for, at opdrive de mest nødvendige fødevarer. Her er mangel på alt undtaget benzin. Korruptionen og magtmisbruget er så omfattende, at helt almindelige mennesker konfronteres med det på daglig. At Venezuela er et demokrati ! Javel ja, men i så fald med en hel del vanskeligheder og slet ikke som det kendes i Europa og med Maduros sidste brud på grundloven, så ved jeg snart ikke.

Michael Kongstad Nielsen

Flemming Birch - du er derovre, kan jeg forstå. Kan du fortælle os, hvem der producerer fødevarer, hvem der forarbejder dem, hvem der importerer dem, hvem der distribuerer dem, og hvem der detailsælger dem i Venezuela.

Michael Kongstad Nielsen

Om olien.
I Venezuela startede olieudvindingen i 1917. Venezuela var med til at stifte OPEC i 1960. Olien blev nationliseret i 1976 (altså længe før Chavez), men på den måde, at staten blot gjorde krav på ejendomsretten til undergrunden, men lod de private udenlandske olieselskaber forsætte udvindingen mod at betale en vis skat. Sådan er det vist stadig, men Chavez skruede skatten væsentlig i vejret, hvilket nær havde kostet ham posten ved et kup 2002. Husk, at der stadig er en meget rig overklasse i Venezuela, der formentlig ikke står køen til de tomme supermarkeder.
Læs mere her fx.:
http://www.leksikon.org/art.php?n=3105

Flemming Birch

Michael Kongstad Nielsen. Det er private der producerer, men ikke store effektive og industrielle producenter, det er små landbrug som med simple midler dyrker hvad der bliver produceret her, især sydpå i bjergene mod Colombia bliver der produceret mange grøntsager. Nordpå og ved kysten er det mest frugt, herunder platano som er en banan der skal tilberedes og en væsentlig del af kosten her. Eneste større produktion jeg har kendskab til er sukkerrør, og det går mest til produktion af rom. Forarbejdningen foregår også afprivate, de firmaer som man har nationaliseret er lukket, formentlig grundet nepotisme og indsættelsen af inkompetente folk i administrationen, hvilket iøvrigt også var hvad der skete i olie industrien i 2002. Forarbejdning er også på private hænder, men igen små lokale som forarbejder egne produkter. Polar er snart den eneste større og effektive fødevarerproducent der findes her. De forarbejder blandt andet den majsmel som enhver Venezuelaner spiser dagligt. For år tilbage var det omkring 20 store producenter her, men i takt med nationaliseringen er de lige så stille forsvundet. Distributionen foregår også mest af private men besværliggøres af manglen på muligheder for nyanskaffelser, reservedele og dæk til transportdelen. Regeringen fastsætter priserne på udvalgte fødevarer såsom ris, pasta, mælk, mel og en lang række andre basale produkter. Så hvis importen er dyrere end du får lov at sælge det til, så går det helt naturligt i stå. Pris eksempel en pose med 1 kg ris, 1kg pasta, 1 kg majsmel, 1 liter olie, og 1 pose tørmælk 15 kr., prøv at lave overskud på det. Hvorvidt regeringen selv importerer fødevarer har jeg ikke kendskab til, men de sælger i egne varehuse, hvor man iøvrigt ikke må parkere i deres parkeringskældre, for så kan de kæmpekøer der er nemlig skjules der. Regeringen distribuerer også til små landsbyer. Eksempelvis så kommer jeg i en lille fiskerlandsby hvor den lokale købmand ikke har andet en sodavand og Chips i forretningen, måske af ig til lidt plastikkrus og sølvpapir. Her kommer regeringspartiets lokale betroede hver uge med en pose basale fødevarer til hver husstand. De lokale har altså ingen chance for selv at bestemme hvad de vil købe af mad, og tro mig der forsvinder jævnligt indhold fra poserne inden de fordeles, eksempelvis sukker sim så sælges på det sorte marked. Til sidst en kommentar til din påstand om, at rige ikke står i kø i de tomme supermarkedet. Nej det gør de ikke, men det gør de fleste andre almindelige mennesker heller ikke. Lang størstedelen af de statssubciderede varer handles på det sorte marked efterfølgende, man skal nemlig tage fri for at være med i køen og det er der ikke mange der kan eller har råd til. Samtidig sælges fødevarerne udfra hvad nummer dit id-kort har og hvis man er rar at give de militær eller politifolk som altid er tilstede ved supermarkedernes når der sælges billige fødevarer, så får man også. Lov til at komme ind med 10-20 eller flere id-kort som ikke er ens egen. Tingene er skam sat i system og de mennesker laver sig en god forretning.

Kåre Nielsen, Robert Ørsted-Jensen og Søren Knudsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Interessant. Glæder mig til at læse det senere.

Michael Kongstad Nielsen

Tak til Flemming Birch for den detaljerede beskrivelse.
Det er svært at danne sig et overblik over, hvorfor det går så dårligt derovre.
Det må undre, at de private små landbrug i det efter sigende meget frugtbare land (ps., hvorfor nævner du ikke lavlandet omkring Orinoco-floden) ikke kan producere tilstrækkeligt med billige fødevarer, og hvorfor markedet herfor ikke kan fungere. De statslige uge-poser må jo også være indkøbt et eller andet sted. Du siger, at staten driver varehuse, men der er også private forretninger. Og så er der et sort marked, og masser af korruption. Ja, det er jo helt uoverskueligt. Men hvor køber den rige, private overklasse ind? I det hele taget kan man ikke frigøre sig fra tanken om, at der foregår en bevidst sabotage fra overklassens side af økonomien hele vejen rundt, herunder vedrørende manglende reservedele, dæk osv.

Flemming Birch

Michael Kongstad Nielsen. Så længe regeringen opretholder sin valutakontrol og bestemmer hvem der har adgang til udenlandsk valuta og hvor meget, så er der svært at drive forretning eller effektivt landbrug, import, anskaffelse af nyt maskineri, reservedele osv. Der er ingen udenfor Venezuela der accepterer Bsf som betaling. Derfor har blandt andet alle udenlandske bilmærker, dækmærker, bilbatteriproducenter osv. osv. opgivet forhandling her og forladt landet eller solgt deres Interesser i landet. ligeså større industrivirksomheder herunder Mærsk og Plumrose. Samtidig vil regeringen også fastsætte prisniveauet på en lang række produkter og når det ligger under produktionsomkostningerne så kan det vel ikke undre, at man stopper med at producere eller importere ? det er muligt den rige overklasse gør hvad de kan for at sabotere og vælte Maduro, men med valutakontrol og prisregulering, gør regeringen ikke situationen nemmere og det er trods alt dem der er ved magten her ? Hvad er den officielle kurs på Bsf i forhold til $ ? Prøv at søge på det, her handles 1$ pt. til omkring 900 - 1000 bsf på det sorte marked. Forestil dig hvilke korruptions muligheder det giver for dem der kontrollerer $ her og hvor stor skade det gør. Lavlandet omkring Orinoco deltaet er fortrinsvis kvægproduktion og underlagt samme vanskeligheder som alle andre her, så heller ikke her er der nogen solskins historier. Overklassen handler som langt de fleste hernede hvad de kan i supermarkeder og resten på det sorte marked, ingen hokus pokus. En ting er idealisme en anden realisme det sidste lider befolkningen hernede under, og det er vel de magthavende som må holdes ansvarlige ? Kig forbi og du vil se et land i ruiner, et land hvor man som europæer vil få associationer til de tidligere nedslidte østbloklande, eller et land der har været i krig. Her har de ansvarshavende dig klaret det på 16-17 år, det var man trods alt ca. 70 år om i Europa.