Kommentar
Læsetid: 4 min.

Den virkelige fare er ikke Brexit, men EU’s opløsning

Under normale omstændigheder er der ikke noget skæbnesvangert ved, at Storbritannien forlader unionen. Det, som gør det hele kompliceret, er det meget reelle, farlige og voksende alternativ til en gunstig og fredelig udvikling. Vrede antieuropæere ønsker mere end at forlade EU
Udland
23. juni 2016

Dette er en tid med stærke følelser. Immigration er et eksempel herpå; at blive i eller at forlade EU er et andet.

For en vis hr. Clarkson, som BBC har talt med, ligger Europa mange mil væk, på den anden side af havet. »Vi er ikke europæere. Hvordan kunne vi være det? Så hvorfor føjer regeringen sig efter diktater fra Bruxelles?«

Man kan spørge, om meget har ændret sig siden 1938, da den daværende premierminister, Neville Chamberlain, besluttede, at det truede Tjekkoslovakiet var et fjerntliggende land, som ingen kendte noget til.

Storbritanniens forhold til Europa har altid været flertydigt. Storbritannien blev sent medlem af efterkrigstidens klub, som var konstrueret på andre landes betingelser, og følte sig aldrig rigtig tilpas indenfor.

Det reagerede fjendtligt, når det følte, at dets juridiske, parlamentariske eller statslige suverænitet blev anfægtet. Britisk lovgivning, sådan var følelsen, havde ikke brug for at blive forbedret af udlændinge.

Europa udgør noget forskelligt for forskellige mennesker og forskellige nationer. For kontinentale europæere er det på en gang et geografisk, historisk og kulturelt hjem – hvilket det aldrig har været for Storbritannien – og på samme tid et politisk og økonomisk projekt, som de har været involveret i sammen – nogle mere, andre mindre, nogle i længere tid, andre først i den senere tid.

Tyskerne, franskmændene og nogle få andre er ikke blot medlemmer: De er Europa. De ’nye’ medlemmer fra Øst- og Centraleuropa anså Europa for at være en garanti for velstand, statslige forbedringer, åbenhed og modernitet, og de følte sig beskyttede mod Rusland inde i klubben.

Løse møtrikker

Solidaritet og fællesskab var engang slagord over hele det europæiske kontinent. Men ikke længere.

Da den italienske premierminister i sine desperate bestræbelser på at håndtere immigrationsbølgen spurgte de øvrige europæere om hjælp, indtog østeuropæerne det standpunkt, at det ikke vedrørte dem. En hollandsk folkeafstemning om Ukraine sendte for nylig bolden tilbage til østeuropæerne: »Kan ons niets schelen« (Vi er ligeglade). Unionens møtrikker løsnes.

Som en rekyleffekt fra globaliseringen spreder der sig ikke kun i Storbritannien, men over hele Europa, en følelse af utilfredshed med institutionerne, med det gamle system. En følelse af, at det politiske system er kaput og uegnet til sit formål.

Det virker, som om vi står over for en krise i selve styreformen. På et folkeligt niveau bliver den dårlige stemning til vrede, og vrede søger mål. Det seneste mål i Europa er Europa i sig selv og dets institution, unionen.

Læs også: Storbritannien er splittet som aldrig før over Europa

For at imødegå dette voldsomme angreb vil EU skulle indføre egentlige demokratiske politiske processer i sin virkemåde. For 60 år siden gav en teknokratisk måde at drive overnationale europæiske institutioner på rigtig god mening, og det fungerede.

Institutionerne blev også anset for at være berettigede. Man bør huske på, at de først og fremmest blev dannet for at forebygge krig. Ingen med forstanden i behold ville på vegne af Tyskland og de øvrige lande så kort tid efter nazismen og andre europæiske diktaturer have krævet den slags demokrati, der foresvæver os i dag. Det ville ikke have fungeret, det ville have været farligt.

Senere var Margaret Thatchers svar til demokrati i Bruxelles under alle omstændigheder et eftertrykkeligt: »Nej, nej, nej!«

Responsen til forsøgene på at skabe en europæisk forfatning i 2005 var igen nej – denne gang fra demokratiske folkeafstemninger i Frankrig og Holland. Ethvert forsøg på at indføre egentligt EU-demokrati i dag ville ligeledes blive afvist af regeringer, der drives af selvopretholdelsesinstinkter.

Et klima af offentlig vrede vil ikke hjælpe på EU’s behov for at få styr på sine mange kriser eller at reformere sig og opnå demokratisk legitimitet. Vrede er risikofyldt. Den kan stikke det europæiske hus i brand.

Under normale omstændigheder er der ikke noget som helst skæbnesvangert ved, at Storbritannien glider ud mod kanten af EU eller helt forlader unionen. Man vil kunne finde en modus vivendi. Det, som gør det hele kompliceret, er det meget reelle, farlige og voksende alternativ til en gunstig og fredelig udvikling.

Læs også: Neoliberalismen har suget kraften ud af EU

Vrede, endda fanatiske antieuropæere, heriblandt optræder visse radikale ’brexitere’, ønsker mere end at forlade EU. De ønsker at gøre en fuldkommen ende på EU. ’Europa’ (ensbetydende med EU) er i deres opfattelse en fjende, som skal ødelægges.

Det, der gør alting endnu mere farligt, er, at Rusland snylter på EU. Putins Rusland har en levende interesse i unionens sammenbrud. Risikoen består i, at et Brexit kunne udløse et ’Breakit’, idet en række andre lande tvinges af vrede fraktioner til at forlade unionen og dermed giver EU for mange kriser på en gang. Man tør ikke tænke på, hvad der i så fald sker med Europas nationer, store som små.

Det er stadig blot en mulighed. Det endegyldige resultat venter vi på. Det, vi dog allerede kan se, er en britisk udgave af »Kan ons niets schelen«. Med Clarksons ord: »Europa ligger mange mil væk«. Det var forkert i 1938, og det er lige så forkert i dag.

Pavel Seifter var Tjekkiets ambassadør til London fra 1997 til 2003.

© The Guardian og Information.

Oversat af Kenn Mouritzen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mihail Larsen

Nemlig.

England er kun et af symptomerne på EU's indre, og vel at mærke selvskabte, problemer der eksisterer.

Hele Østeuropa er et andet brændpunkt, hvor problemerne også viser sig omkring vælgernes opbakning og tilslutning til stærke mænd og partier med totalitært programindhold.

EU's ledere forsøger at minimere problemet ved ikke at tale om det særlig meget, men det løser ikke problemet, eller ændrer på virkeligheden.

Fejlen bestod i et fuldt medlemskab af EU i stedet for handelssamarbejde, og dertil blot et militært gensidigt åbent oplysnings samarbejde i stedet for fuldt NATO medlemskab.

Det sidste var en Amerikansk NATO beslutning med geopolitisk hensigt efter amerikansk ideologisk tænkning om at inddæmme kommunismen, - et spøgelse fra 1950ernes Amerika under McCarthy tidens Amerika.

Ved Ruslands sammenbrud i 1989 flyttede Rusland sine grænser tilbage til før 2. VK, og Warszawa-pagten blev opløst, så "fjenden" var nærmest blevet borte, og var kun en skygge af sig selv.

Europa har aldrig sværmet særlig meget for kommunismen og dens ideologiske begrænsninger, så det er svært at få øje på en ideologisk omvæltning i noget europæisk land, igennem alle tider.

Selv 2. VK bekræfter dette ved de enkeltes landes kamp mod Nazismen og dens enhedstænkende ideologi, som mange ikke brød sig det fjerneste om i Europa.

EU var også begyndt et handelssamarbejde med Rusland efter faldet i 1989, og den kolde krigs retorik var forladt, og freden syntes i sigte, men det passede ikke den amerikanske monoideologi og liberalisme, hvilket skabte ny afstand til Rusland, indlemmelse af de tidligere Østeuropæiske lande i NATO, så alle våbnene nu strittede mod Rusland, - ganske vist alene i fredens tjeneste, sådan som NATO jo står for, med en amerikansk general for bordenden.

Nu er vi så tilbage i den "kolde krigs retorik" igen, og der skal stilles ny raketbatterier op i Polen, der alle skal vende mod Rusland - i fredens tjeneste, og handelssamarbejdet der var indledt er lagt helt på hylden, fordi EU ikke vil styre selv, men lader sig styre udefra af Amerikansk ideologisk stenalder tænkning.

Alle de gamle tidligere Østeuropæiske lande er stort set ludfattige, - i retning af Grækenland, og i Ukraine har vi lige netop "arvet" ansvaret for atomkraftværket Tjernobyl med alle de udgifter der ligger her og venter på at blive betalt, - og så må vi ikke glemme korruptionen i Ukraine.

Hvilke værdier forskertser EU så i øvrigt i f.eks. og overfor det russiske mindretal i såvel de Baltiskelande og i Østukraine, som lever i undertrykkelse efter Rusland tilbagetrækning herfra, der nu atter bliver forfulgt i tavshed fra EU's side, som en stille accept heraf, trods det disse mennesker i mange tilfælde er dobbelt uforskyldte i deres skæbne tilbage fra Stalin tiden.

Selv Julia "bloddronningen" Timosjenko fra Ukraine ville udrydde dette russisktalende mindretal i Østukraine med atomvåben, som en manifestation af en ægte "orange" revolution, - men EU modtog hende sandelig på den røde løber trods dette.

Dertil kommer EU har taget en udvikling hen imod det mange Østeuropæiske landes dyrker "et kleptokrati" hvor man rager til sig først og fremmest, og kronen på værket blev da Juncker blev formand som EU, - dermed satte man "ræven til at vogte gæs", en mand det stod for skattearrangementer i sit land til stor ufordel for mange lande i EU, så den skat de ellers skulle betale i de andre EU lande, kunne med skattefordel placeres i hans eget lande mod en yderst beskeden skatteprocent.

Mange af de fælles værdier som er opbygget i Europa i tiden løb af tænkere og filosoffer er tilsidesat overfor borgerne i en grad der er helt uforenelig med demokrati, og ganske vist afholdes der valgt til parlamentet, men situationen er næppe meget bedre end hos FIFA, en pæn bedragerisk overflade som "et kleptokrati" forstår at udnytte til egen fordel, og vælgerne alene er trækæsler for dette "kleptokrati".

De seneste år har også vist hvordan man ikke vil finde sig i noget fra EU's side overfor medlemslandene, og de gamle takter om diplomati, og vi så det selv efter vores NEJ til rets samarbejdet, hvor den hårde linje kom ind med ordene, - der kommer ikke nogen anden aftale, og nu ser vi det gentaget med et evt. engelsk Brexit NEJ.

Spørgsmålet er om "kleptokratiet" vil eller kan forandres på anden måde en ved udmeldelse, eller om man lige så stovt som FIFA's tidligere præsident(Blatter) holder fast i at bevare status quo?!

Man skal lige gøre sig klart, at der aldrig kommer forandringer indefra, og læren kan man tage fra netop FIFA, - men vil ikke have taget noget fra sig, selvom det man selv tager er ganske uberettiget og tangerer tyveri af kassen, - man er en klase hævet over dette, og ser altid sig selv som uskyldig.

- EU kan kun forandres når flere andre ikke længere vil spille med i spillet indenfor!

PS: Det minder mig om vores grænsekontrol, som vi har måttet indføre grundet de mange "immigranter, flygtninge m.m." som lystigt går på vore veje og kommer til Europa, uden FRONTEX, beskytter vore ydre grænser sådan som de skal, udgifterne til FRONTEX må derfor barberes for de udgifter vi selv har til grænsekontrol, og ikke tages fra statsbudgettet sådan som det sker ukritisk nu.