Franske politiefterforskere foretog i går yderligere anholdelser af to personer med formodede forbindelser til Mohamed Lahouaiej-Bouhlel – den 31-årige tunesiske mand, som dræbte 84 mennesker og sårede over 100 andre, da han torsdag aften i en lastbil i høj fart pløjede igennem en menneskemængde på Promenade des Anglais i Nice, der var forsamlet for at se Bastilledagens fyrværkerifest.
Politiet arresterede i går en mand og en kvinde, hvis identitet endnu ikke er oplyst. I forvejen er fire andre personer varetægtsfængslet og under afhøring for at kaste lys over hvilke motiver Lahouaiej-Bouhlel, kan have haft – han blev i et kommuniké fra Islamisk Stat betegnet som en af bevægelsens »soldater«.
På hans mobiltelefon blev der fundet en sms afsendt til en ukendt modtager, med ordlyden: »Jeg har materialet«. Det vides ikke, om ’materialet’ var en reference til de våbenattrapper og den deaktiverede granat, der blev fundet i lastbilen.
Politiet har afdækket, at overvågningskameraer registrerede Lahouaiej-Bouhlel på Nices strandpromenade to dage før angrebet. Han var også blevet set køre rundt i området, antagelig som led i sine forberedelser, rapporterede franske medier i går.
Læs også: Den onde cirkel fortsætter
Lahouaiej-Bouhlel havde desuden tømt sin bankkonto og sendt 84.000 euros til sin familie i Tunesien, hævder hans bror ifølge flere medier.
85 personer er stadig indlagt på hospitaler i Nice efter angrebet – af dem er de 29, deriblandt et barn, i kritisk tilstand, oplyste Frankrigs sundhedsminister, Marisol Touraine. 18 af dem skulle svæve mellem liv og død.
I mellemtiden tog preministerminister Manuel Valls i går til genmæle mod den stigende kritik af den franske regerings sikkerhedsberedskab.
»Jeg har altid holdt mig til at sige sandheden om den terrortrussel, vi står i: Vi befinder os i en krigstilstand, og der vil komme flere angreb. Det er svært at måtte sige, men vi må forvente, at der vil ske flere tab af menneskeliv,« sagde Valls, der også advarede imod »Donald Trump«-agtige forslag såsom at forbyde muslimer indrejse.
»Vores modsvar til Islamisk Stat kan ikke være en trump-ificering af vores bevidsthed«, udtalte han til avisen Journal du Dimanche.
Lynradikalisering
Bernard Cazeneuve, Frankrigs indenrigsminister, appellerede i går til unge »patriotiske« frivillige om at melde sig til sikkerhedstjenesternes reservekorps.
»Jeg vil gerne opfordre alle franske patrioter, som måtte føle sig kaldet, til at gå ind i denne operationelle reserve«, sagde han. Reservestyrkerne består aktuelt af 12.000 frivillige i alderen fra 17-30.
Cazeneueve sagde også, at alle indikationer tyder på, at Lahouaiej-Bouhlel var blevet radikaliseret hurtigt og for ganske nylig, ligesom han appellerede til »ro og enhed« i nationen over for »denne nye type terrorangreb«.
Han uddybede dog ikke, hvilke konkrete beviser politiet har for Lahouaiej-Bouhlels angivelige islamistiske radikalisering.
Læs også: Et helt forudsigeligt angreb
Cazeneuve bemærkede, at blodbadet på Promenade des Anglais afveg fra de tidligere terrorangreb på Charlie Hebdos redaktion, det jødiske koshersupermarked i Paris og de koordinerede angreb i Paris i november i en bestemt henseende.
»Der blev ikke brugt hverken tunge våben eller sprængstof,« sagde han. »Alligevel har traumet efter denne ekstremt voldelige forbydelse chokeret det franske folk og understreget de enorme vanskeligheder, vi står overfor i kampen mod terrorisme«.
»Vi står over for individer, som er modtagelige over for Islamisk Stats opfordringer og i stand til at gennemføre ekstremt voldelige handlinger uden nødvendigvis at have kamperfaring eller modtaget træning.«
’Terrorister vil splitte os’
På spørgsmålet om, hvordan det var lykkedes for lastbilen at trænge igennem politiafspærringerne og ind på havnepromenaden, forklarede Cazeneuve, at den »meget voldsomt« var kørt op på fortovet og var brudt igennem til fodgængerområdet. Cazeneuve forsvarede også det franske politi og efterretningsvæsens indsats.
»Siden begyndelsen af 2016,« sagde han, »har politiet arresteret 160 personer, der havde forbindelse til terrorkomplotter og afværget et betydeligt antal angreb« – herunder, lod han forstå, angreb, der kunne have været sat ind under afviklingen af slutrunden i Europamesterskabet i fodbold.
Han afviste at forholde sig til den kritik, som oppositionspolitikere har rejst af sikkerhedsindsatsen og appellerede til, at de tragiske hændelser i Nice må kalde på national enhed frem for på forsøg på at score politiske points.
»Terroristerne forsøger at splitte os,« sagde han. »Men hvis vi lader os splitte, hjælper vi dem bare med at nå deres mål.«
© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
De 3 store angreb i Frankrig er sket med ca 9 måneders mellemrum.
Hvis man naivt fremskriver det vil næste store angreb komme i April 2017, dvs midt under valgkampen
Man mindes det gamle kinesiske** ordsprog:
"may you live in interesting times"
**At det så nok hverken er gammelt eller kinesisk er en anden sag, it ought to be...