Læsetid 3.6171428571429 min.

Er belejringen af Aleppo begyndelsen til enden på oprøret?

Aleppo er under belejring fra den syriske regeringshær, der har omringet og afskåret den eneste vej ind til de oppositionskontrollerede områder og intensiverer bombardementet af den ødelagte by. Samtidig falder oprørernes internationale støtter langsomt fra, og evnen til at organisere et modangreb findes ikke længere hos regimets modstandere. ’Hvis regimet erobrer Aleppo, er der ingen tvivl om styrets overlevelse,’ konstaterer analytiker
Det syriske styre kontrollerer nu den vigtigste vej ind og ud af Aleppo og afskærer dermed oprørerne og familier, der stadig bor der, fra det livsvigtige opland og strømmen af friske forsyninger fra Tyrkiet.

Det syriske styre kontrollerer nu den vigtigste vej ind og ud af Aleppo og afskærer dermed oprørerne og familier, der stadig bor der, fra det livsvigtige opland og strømmen af friske forsyninger fra Tyrkiet.

Alexander Kots
28. juli 2016
Delt 113 gange

For knap to uger siden skete det endelig. I over et år havde styrker fra det syriske regime kæmpet sig frem gennem landsbyer og industrikvarterer i storbyen Aleppos opland, og gang på gang havde statskontrollerede syriske medier erklæret en forestående sejr over »udenlandskstøttede terrorister« i det, der for ikke så mange år siden var Syriens største by. Blot for efterfølgende at kunne notere sig tilbageslag og tab af nyvundet terræn.

Men i midten af denne måned lykkedes det den syriske regeringshær, støttet af blandt andet libanesiske Hizbollah-støtter og russisk luftstøtte, at erobre et undseeligt stykke asfalt med det neutrale navn Castello-vejen og dermed i praksis stramme en løkke rundt om de oprørskontrollerede dele af Aleppo og afskære dem fra det livsvigtige opland og strømmen af friske forsyninger fra Tyrkiet.

I Aleppo føltes konsekvensen omgående. En stribe af intensiverede luftangreb på hospitaler og klinikker ødelagde store dele af storbyens allerede sønderbombede sundhedssystem, mens fødevarepriserne skød i vejret på byens markeder.

Alt bliver dyrere

»Vi var ikke parate til en belejring. De sagde pludselig, at Castello-vejen var blokeret. Ingen kan komme ind eller ud af byen. Jeg har prøvet hele morgenen at købe et kilo tomater uden held. Jeg har ledt alle vegne, men jeg kan stadig ikke finde noget. Jeg har en familie på seks. Det er ikke til at bære. Min kone og jeg kan udholde sult, men hvordan skal min søn overleve dette?« sagde en Aleppo-borger til mediet AL-Monitor.

Det er en situation, der har skabt angst for en ny humanitær katastrofe, hvor verden tidligere har set konsekvenserne af det syriske styres taktik om at belejre og udsulte kvarterer og byer, allerværst i den palæstinensiske Yarmouk-flygtningelejr, hvor styrets belejring og udsultning resulterede i decideret hungersnød og folk, der var nødt til at spise græs og rotter. Så slemt frygter en af de oppositionsaktivister, der løbende har været med til at bringe nødhjælp ind til Aleppo, imidlertid ikke, at det bliver.

»Der er stadig måder at bringe mad og andre varer ind til Aleppo. Det betyder, at man ikke kan bringe større konvojer ind, og at der må findes andre alternative ruter ind. Det er dyrere, sværere, mere risikabelt og indebærer mere bestikkelse og større tab, og det er ikke noget, store internationale donorer tør at involvere sig i,« fortæller ’Alpha’, som ikke ønsker sit navn frem, men bl.a. rådgiver en række internationale organisationer i deres arbejde i Syrien.

Læs også: Mellemøsten skulle have fået demokrati, men fik kaos og ødelæggelse

»Det betyder først og fremmest, at mad og andre varer bliver meget dyrere, og at fattige får det væsentlig sværere, men næppe en decideret hungersnød, eller at enormt mange flere vil flygte ... for hvor skulle de finde noget bedre? – de får alligevel ikke lov til at krydse den tyrkiske grænse,« vurderer han.

Til gengæld vurderer han også i lighed med mange andre iagttagere af den syriske borgerkrig, at de syriske oprørere, der stadig kontrollerer store dele af Nordsyrien, næppe vil være i stand til at bryde det syriske regimes nye greb om Aleppo, der længe har været et symbol på de syriske modstanderes remis.

»Oprørsstyrkerne er for svage og for uorganiserede. De er i stand til at koordinere mindre angreb, men de er ikke i stand til at stable en større modoffensiv på benene,« konstaterer han.

Intet at forhandle med

Det er langt fra en fornemmelse, han er alene med. Mens det syriske fokus er skiftet fra kampen mellem regime og oprørere til kampen mod IS, er der en stigende fornemmelse af, at belejringen af Aleppo på mange måder markerer begyndelsen til enden for det syriske oprør mod styret i Damaskus.

»Jeg tror, de fleste oprørsstyrker i et stykke tid har set sig som den tabende part i slaget om Aleppo. Det har hældt den vej i et stykke tid – siden Ruslands indtræden i krigen – men det har overrasket de fleste, hvor hurtigt det er gået. Og hvis regimet indtager Aleppo, er der ingen tvivl om, at det overlever, og at det ændrer dynamikken i konflikten. Aleppo er alt for strategisk og symbolsk vigtig til, at oprørerne kan tåle at tabe der,« konstaterer Aymenn Jawad al-Tammimi, en af verdens førende analytikere af de syriske oprørsgrupper.

»Regimet vil være meget lidt interesseret i at deltage en politisk transition, hvis det kontrollerer Aleppo, hvis det da nogensinde har været det, og hvis oprørerne taber Aleppo, har de ikke rigtig noget at forhandle med,« konstaterer analytikeren, som også har svært ved at se oprørerne vende udviklingen og bryde belejringen.

»De er ganske enkelt for splittede, for atomiserede og for svage. Det vil kræve, at de får international støtte til at stoppe luftstøtten fra russerne i Aleppo, og det er der ingen tegn på, at de får.«

Hvem vil hjælpe nu?

Dén internationale støtte har længe været på retur. I næste måned rejser Tyrkiets præsident Erdogan på visit til Rusland for at tale med Vladimir Putin med det mål at normalisere de to landes relationer, og den tyrkiske ledelse har på det seneste gjort det klart, at den ønsker at normalisere forholdet til styret i Damaskus og i højere grad rette skytset mod de kurdiske styrker, som Erdogan ser som en langt større trussel end både Bashar al-Assads styre og Islamisk Stat.

Samtidig er USA og Rusland også i gang med at indgå en aftale om at koordinere deres indsats og bombeangreb mod Islamisk Stat. En aftale, der ikke direkte vedrører USA’s forhold til de syriske oprørere, men nok indikerer, hvor de ligger på prioriteringsskalaen i den amerikanske mellemøstpolitik, hvor en række skandalesager blandt oprørsstyrkerne og deres manglende evne til at isolere al-Qaeda i form af oprørsgruppen Jabhat al-Nusra også har fået USA til at nedskalere sit engagement.

»Jeg tror, at tilnærmelserne mellem Ankara og Damaskus er blevet overdrevet lidt, men der er ingen tvivl om, at Tyrkiet altid har haft en ret begrænset vilje til at engagere sig aktivt i Syrien, at man ikke ønsker for alvor at udfordre Rusland, og at fokusset er ved at skifte og engagementet aftagende,« siger Aymenn al-Tammimi.

»Samtidig er ideen om, at man kan isolere Jabhat al-Nusra fra resten af oprørerne ved bare at støtte andre nok lidt naiv. Det er meget svært at underminere al-Nusra,« konstaterer analytikeren, som har svært ved at se nogle af oppositionens traditionelle støtter udefra engagere sig i et forsøg på at forsvare eller generobre tabte dele af Aleppo.

Tilbage til nulpunktet

De dystre udsigter betyder imidlertid ikke nødvendigvis, at krigen haster mod en afgørelse. Dels fordi præsident Assad trods de nylige fremskridt heller ikke er så stærk endnu, som den svenske Syrien-analytiker Aron Lund for nylig konstaterede i en debat i forum af tænketanken Century Foundation:

»Assad er klart den, der står bedst til at erobre kontrol, men det er til dels, fordi hans rivaler har sat et så lavt niveau. Han har opbrugt det meste af den økonomiske og menneskelige kapital, han havde, hans hær er i stigende grad overladt til sekteriske elementer, og de fleste syrere uden for regeringskontrollerede områder synes at hade ham. Det ville være vanskeligt for ham at kontrollere bare halvdelen af det Syrien, han i dag kontrollerer, hvis Iran og Rusland fortrak sig igen, mens oprørere stadig var aktive,« konstaterer han.

En anden årsag er ifølge Aymenn al- Tammimi imidlertid også, at overgivelse ganske enkelt ikke er attraktivt nok for de tilbageværende oprørsgrupper, også selv om en sejr synes stadig mere umulig. Blandt andet derfor tror han ikke på, at Aleppo vil falde før om seks til 12 måneder.

»Det bedste, man kan håbe på, er en række lokale fredsaftaler. Men de foregår stort set på regimets præmisser. Der er ingen kompromiser eller indrømmelser overhovedet. Og hvor attraktivt er det at være helt tilbage til nulpunktet efter godt fem års krig?«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Bill Atkins

Jeg synes ikke artiklen giver et overskueligt billede af situationen. Aktørerne er: al Nusra, al Qaeda, Free Syrian Army, Islamisk Stat, Syrian Army, Rusland, USA, og en mere diffus betegnelse: Oprørerne.

Og så er den en anonym aktør - "man" - som har givet millitær støtte, men ikke rigtig har kunnet finde ud af dét, og som nu fralægger sig ethvert ansvar:

»Samtidig er ideen om, at man kan isolere Jabhat al-Nusra fra resten af oprørerne ved bare at støtte andre nok lidt naiv ...hvor en række skandalesager blandt oprørsstyrkerne og deres manglende evne til at isolere al-Qaeda i form af oprørsgruppen Jabhat al-Nusra.

Hvem er mon "man"?

Flemming Berger, Henrik L Nielsen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Touhami Bennour
Touhami Bennour

"Man" er det Tyrkiet" som fralægger sig nu ethvert ansvar?
Jeg synes krigen I syrien er blevet en slags magt kamp mellem, supermater, og det er bedst at den støpper. Men er Syrien den samme?

Brugerbillede for Carsten Straarup
Carsten Straarup

Helt afgørende har naturligvis russisk indgriben været, uden den ville dette Assad-come-back aldrig have været muligt.

Brugerbillede for Peter Bækgaard
Peter Bækgaard

Man forsømte at støtte FSA dengang de kunne have væltet Assad, men det er prisen for regeringer der ikke tør, og befolkninger der tror at krig kan føres uden tab af soldater og civile. Nu har vores fokus flyttet sig til andre emner og områder, så Putins lille krig kan endnu et sted få det ønskede resultat " at bevare russiske militære og økonomiske interesser i Syrien", end of story, og måske også enden på flygtningestrømmen...
Næste skridt er vel udrensninger iblandt Assadstyrets modstandere - noget som vi sikkert ser i medierne en uges tid indtil næste omgang af Paradise Hotel starter.

Brugerbillede for Lars Hansen

Men IS som den største "alternative" aktør i Syrien, er det klart, at Assad i stadig stigende grad kommer til at fremstå som det mindst ringe alternativ for Europa og USA.

Brugerbillede for Touhami Bennour
Touhami Bennour

"Ikke kun Assad men Putin med for det er ham der bestemmer, kan fremstå som det mindst ringe alternative for Europa ogUSA",. Det er absurd!

Brugerbillede for Henrik L Nielsen
Henrik L Nielsen

Uanset hvad man mener om Assad, så vil han sandsynligvis kunne være bedre til at knuses ISIS i Syrien, hvis han ikke samtidig skal bekæmpe andre. Og da ISIS er værre internationalt, så er det nok en kamel de vestlige magter gerne sluger.

Brugerbillede for Bill Atkins

Vi må nok konstatere at Irans shia-muslimer har vundet kampen Irak, levanten og sunnitrekanten, og er nået ud til Middelhavet og Hezbollah. Spørgsmålet er hvor stort pres Assad får lov at lægge på de grupper primært sunnier, der har støttet borgerkrigen imod ham.

Brugerbillede for Lars Hansen

Præcis Henrik Nielsen. Syrien er også et godt eksempel på, at svage stater kan føre til endnu større problemer med overholdelse af menneskerettighederne og endnu flere flygtninge end stærke stater. Hvilket vi nok bliver nødt til at tænke lidt mere over i Vesten, næste gang vi jubler over, at nogen er i gang med at vælte en diktator og dermed nedbryde en "stærk" stat. Med ½ million døde og 3-4 millioner flygtninge fra Syrien forekommer manglen på demokrati under Assad efterhånden som et meget lille problem relativt set.

Brugerbillede for Touhami Bennour
Touhami Bennour

Bill Atkins
Du taler I en anden verden. Irak var ført tilbage I stenaldren af Bush og Ramsfeld, det sagde Ramsfeld at det var meningen at føre Irak tilbage í Sten alder. Så Iran har gjort ikke noget som helst. Iran er ikke helt Shia der er også sunnier er Iran, mange. Og Shia de gør kun 10% af alle muslimer. hvis man se bort fra Olie. Den virkelig sejr herre der er Putin. Du vil ikke anerkende ,. det er ellers meget nemt .

Brugerbillede for Bill Atkins

Leksikalt

De fleste iranere er muslimer. 89 % tilhører den shiamuslimske retning indenfor islam, der også er den officielle statsreligion. Omkring 10 % af befolkningen tilhører den sunnimuslimske retning,

Tyrkiet of Saudi Arabien er sunni.

Brugerbillede for Bill Atkins

Som jeg forstår den religiøse sunni-shia uoverensstemmelse, så er det en strid om profetens skæg, mens det er de magtpolitiske, altså elitens interesser, der afgør sidevalg i den ulykkelige strid i Mellemøsten.

Brugerbillede for Touhami Bennour
Touhami Bennour

Det er faktisk en strid om profeten, om han er gudssøn eller bare et dødelig mennesker og var heldig at være valgt "bland mange andre mennesker" til at sprede budskabet eller coranen.over mennesker. Der er overhoved ikke andet en strid om mohammed er, det har sammme hellig bog"Coran" og holder de same hellig dage, "mohammed fødseldag. Ramadan. og pilgrims pligt osv, Faktisk er Shia set udfra modern syspunkt er raktionaire fordi tillægger Mohamed noget helligt mens sunniter mener Mohamed han er bare et dødelig menneske; og det blev sagt allerede da han døde, hvor folk ville ikke tro om mehamed er død. derfra started striden allerede.

Brugerbillede for Touhami Bennour
Touhami Bennour

Og jeg mener desuden Mohamed aædrig har nævnt nogen som fader, ikke engang Gud, Jeg tror sunnier har stor respect I Mohamed fordi han var I stand at gengive guds orde uden forfalskning, uden modification eller perversion. En gang begik han en fejl. Det var det Salmann Ruchdi talte om "de sataniske vers" men Mohamed har opdaget det og han har rettet det. For sunnier var Mohamed en mand man skal stræbe at efterligne.