Læsetid: 6 min.

Er belejringen af Aleppo begyndelsen til enden på oprøret?

Aleppo er under belejring fra den syriske regeringshær, der har omringet og afskåret den eneste vej ind til de oppositionskontrollerede områder og intensiverer bombardementet af den ødelagte by. Samtidig falder oprørernes internationale støtter langsomt fra, og evnen til at organisere et modangreb findes ikke længere hos regimets modstandere. ’Hvis regimet erobrer Aleppo, er der ingen tvivl om styrets overlevelse,’ konstaterer analytiker
Det syriske styre kontrollerer nu den vigtigste vej ind og ud af Aleppo og afskærer dermed oprørerne og familier, der stadig bor der, fra det livsvigtige opland og strømmen af friske forsyninger fra Tyrkiet.

Alexander Kots

28. juli 2016

For knap to uger siden skete det endelig. I over et år havde styrker fra det syriske regime kæmpet sig frem gennem landsbyer og industrikvarterer i storbyen Aleppos opland, og gang på gang havde statskontrollerede syriske medier erklæret en forestående sejr over »udenlandskstøttede terrorister« i det, der for ikke så mange år siden var Syriens største by. Blot for efterfølgende at kunne notere sig tilbageslag og tab af nyvundet terræn.

Men i midten af denne måned lykkedes det den syriske regeringshær, støttet af blandt andet libanesiske Hizbollah-støtter og russisk luftstøtte, at erobre et undseeligt stykke asfalt med det neutrale navn Castello-vejen og dermed i praksis stramme en løkke rundt om de oprørskontrollerede dele af Aleppo og afskære dem fra det livsvigtige opland og strømmen af friske forsyninger fra Tyrkiet.

I Aleppo føltes konsekvensen omgående. En stribe af intensiverede luftangreb på hospitaler og klinikker ødelagde store dele af storbyens allerede sønderbombede sundhedssystem, mens fødevarepriserne skød i vejret på byens markeder.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Se om du er enig…

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg synes ikke artiklen giver et overskueligt billede af situationen. Aktørerne er: al Nusra, al Qaeda, Free Syrian Army, Islamisk Stat, Syrian Army, Rusland, USA, og en mere diffus betegnelse: Oprørerne.

Og så er den en anonym aktør - "man" - som har givet millitær støtte, men ikke rigtig har kunnet finde ud af dét, og som nu fralægger sig ethvert ansvar:

»Samtidig er ideen om, at man kan isolere Jabhat al-Nusra fra resten af oprørerne ved bare at støtte andre nok lidt naiv ...hvor en række skandalesager blandt oprørsstyrkerne og deres manglende evne til at isolere al-Qaeda i form af oprørsgruppen Jabhat al-Nusra.

Hvem er mon "man"?

Flemming Berger, Henrik L Nielsen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

"Man" er det Tyrkiet" som fralægger sig nu ethvert ansvar?
Jeg synes krigen I syrien er blevet en slags magt kamp mellem, supermater, og det er bedst at den støpper. Men er Syrien den samme?

Carsten Straarup

Helt afgørende har naturligvis russisk indgriben været, uden den ville dette Assad-come-back aldrig have været muligt.

Peter Bækgaard

Man forsømte at støtte FSA dengang de kunne have væltet Assad, men det er prisen for regeringer der ikke tør, og befolkninger der tror at krig kan føres uden tab af soldater og civile. Nu har vores fokus flyttet sig til andre emner og områder, så Putins lille krig kan endnu et sted få det ønskede resultat " at bevare russiske militære og økonomiske interesser i Syrien", end of story, og måske også enden på flygtningestrømmen...
Næste skridt er vel udrensninger iblandt Assadstyrets modstandere - noget som vi sikkert ser i medierne en uges tid indtil næste omgang af Paradise Hotel starter.

Men IS som den største "alternative" aktør i Syrien, er det klart, at Assad i stadig stigende grad kommer til at fremstå som det mindst ringe alternativ for Europa og USA.

Touhami Bennour

"Ikke kun Assad men Putin med for det er ham der bestemmer, kan fremstå som det mindst ringe alternative for Europa ogUSA",. Det er absurd!

Henrik L Nielsen

Uanset hvad man mener om Assad, så vil han sandsynligvis kunne være bedre til at knuses ISIS i Syrien, hvis han ikke samtidig skal bekæmpe andre. Og da ISIS er værre internationalt, så er det nok en kamel de vestlige magter gerne sluger.

Vi må nok konstatere at Irans shia-muslimer har vundet kampen Irak, levanten og sunnitrekanten, og er nået ud til Middelhavet og Hezbollah. Spørgsmålet er hvor stort pres Assad får lov at lægge på de grupper primært sunnier, der har støttet borgerkrigen imod ham.

Præcis Henrik Nielsen. Syrien er også et godt eksempel på, at svage stater kan føre til endnu større problemer med overholdelse af menneskerettighederne og endnu flere flygtninge end stærke stater. Hvilket vi nok bliver nødt til at tænke lidt mere over i Vesten, næste gang vi jubler over, at nogen er i gang med at vælte en diktator og dermed nedbryde en "stærk" stat. Med ½ million døde og 3-4 millioner flygtninge fra Syrien forekommer manglen på demokrati under Assad efterhånden som et meget lille problem relativt set.

Touhami Bennour

Bill Atkins
Du taler I en anden verden. Irak var ført tilbage I stenaldren af Bush og Ramsfeld, det sagde Ramsfeld at det var meningen at føre Irak tilbage í Sten alder. Så Iran har gjort ikke noget som helst. Iran er ikke helt Shia der er også sunnier er Iran, mange. Og Shia de gør kun 10% af alle muslimer. hvis man se bort fra Olie. Den virkelig sejr herre der er Putin. Du vil ikke anerkende ,. det er ellers meget nemt .

Leksikalt

De fleste iranere er muslimer. 89 % tilhører den shiamuslimske retning indenfor islam, der også er den officielle statsreligion. Omkring 10 % af befolkningen tilhører den sunnimuslimske retning,

Tyrkiet of Saudi Arabien er sunni.

Som jeg forstår den religiøse sunni-shia uoverensstemmelse, så er det en strid om profetens skæg, mens det er de magtpolitiske, altså elitens interesser, der afgør sidevalg i den ulykkelige strid i Mellemøsten.

Touhami Bennour

Det er faktisk en strid om profeten, om han er gudssøn eller bare et dødelig mennesker og var heldig at være valgt "bland mange andre mennesker" til at sprede budskabet eller coranen.over mennesker. Der er overhoved ikke andet en strid om mohammed er, det har sammme hellig bog"Coran" og holder de same hellig dage, "mohammed fødseldag. Ramadan. og pilgrims pligt osv, Faktisk er Shia set udfra modern syspunkt er raktionaire fordi tillægger Mohamed noget helligt mens sunniter mener Mohamed han er bare et dødelig menneske; og det blev sagt allerede da han døde, hvor folk ville ikke tro om mehamed er død. derfra started striden allerede.

Touhami Bennour

Og jeg mener desuden Mohamed aædrig har nævnt nogen som fader, ikke engang Gud, Jeg tror sunnier har stor respect I Mohamed fordi han var I stand at gengive guds orde uden forfalskning, uden modification eller perversion. En gang begik han en fejl. Det var det Salmann Ruchdi talte om "de sataniske vers" men Mohamed har opdaget det og han har rettet det. For sunnier var Mohamed en mand man skal stræbe at efterligne.