Læsetid: 4 min.

Britisk rapport om Irakkrigen kan åbne for en retssag mod Tony Blair

Selv om Chilcot-undersøgelsen ikke tager stilling til, om Storbritanniens beslutning om at gå i krig mod Irak var lovlig, kan den alligevel indgå i Den Internationale Straffedomstols forundersøgelser af mulige krigsforbrydelser
8. juli 2016

Sir John Chilcots undersøgelse har, som han selv gør opmærksom på, ikke »taget stilling til, hvorvidt den militære aktion [i Irak] var lovlig«. Det spørgsmål, siger han, kan kun en domstol afgøre. Følgelig kommer Chilcot-rapporten heller ikke ind på spørgsmålet om, hvorvidt det er muligt at retsforfølge Tony Blair eller andre.

Chilcot konstaterer dog i sin rapport, at de omstændigheder, hvorunder Blairs regering besluttede, at der var hjemmel til militær aktion, »langtfra var tilfredsstillende«.

Rapporten finder det kritisabelt, at den daværende rigsadvokat, Lord Goldsmith, justitsministeren, ikke blev afkrævet en officiel skriftlig rådgivning til den britiske regering, da han den 17. marts 2003 skulle forklare det juridiske grundlag, på hvilket denne kunne indlede militære aktioner.

Goldsmith gav i stedet ministrene en mundtlig redegørelse. Angiveligt bygger denne dog på et skriftligt svar på en parlamentarisk forespørgsel, som ministrene fik mulighed for at se, før diskussionen fortsatte.

Rapportens femte kapitel – på næsten 170 sider – er viet en detaljeret analyse af Goldsmiths juridiske rådgivning, og hvordan den udviklede sig over tid. Chilcot konkluderer, at regeringen ikke blev vildledt af sin rigsadvokat den 17. marts.

Men han noterer også, at ministrene på dette tidspunkt blev bedt om at bekræfte beslutningen om, at den diplomatiske proces nu var tilendebragt, og at tiden dermed var inde til at bede parlamentet om at godkende den militære aktion.

»I betragtning af den alvorlige situation,« hedder det i rapporten, »skulle regeringen have været gjort bedre bekendt med de juridiske usikkerhedsmomenter.«

Rapporten påpeger, at ingen minister spurgte Goldsmith, hvorfor han nu ikke længere gav det råd, han havde givet ti dage tidligere – at den sikreste juridiske fremgangsmåde var at gå efter at få en ny FN-resolution.

»Der var ikke nogen større lyst til at sætte spørgsmålstegn ved Lord Goldsmiths rådgivning, og der udspillede sig ikke nogen indgående drøftelse af de juridiske overvejelser,« konstaterer Chilcot.

Goldsmith skulle have været afkrævet en forklaring på, hvordan man kunne konkludere, at Irak endegyldigt havde afvist at leve op til FN-resolution 1441’s pålæg om at tage imod våbeninspektører.

Ikke med tilbagevirkende kraft

Med offentliggørelsen af Chilcot-rapporten vil der næppe blive sat en stopper for opfordringerne til at retsforfølge Blair og andre ved Den Internationale Straffedomstol (ICC).

For mere end et årti siden forklarede den daværende ICC-anklager, Luis Moreno-Ocampo, at han havde mandat til at undersøge hændelser, der var foregået under Irak-krigen, »men ikke til at tage stilling til, hvorvidt beslutningen om at engagere sig i en væbnet konflikt var lovlig«.

Siden da er ’aggression’ blevet medtaget i ICC’s statutter. Bestemmelsen har dog endnu aldrig været aktiveret og kan ikke gøres gældende med tilbagevirkende kraft. Derfor er der ikke nogen udsigt til, at nogen vil kunne blive sigtet for ’aggression’ som følge af Irak-krigen.

Læs også: Briterne fejlvurderede og underspillede, hvor dårligt det gik i Basra

ICC har imidlertid også jurisdiktion over folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser begået af britiske statsborgere efter juni 2002. Den nuværende anklager, Fatou Bensouda, bebudede i 2014, at hun ville genåbne en ’forundersøgelse’ af påstande om, at britiske regeringsembedsmænd var ansvarlige for »krigsforbrydelser, der involverede systematiske overgreb mod fanger i Irak fra 2003 til 2008«.

I hendes seneste udtalelse herom fra november sidste år sagde Bensouda, at hun i vurderingen af, »om de påståede forbrydelser falder inden for domstolens kompetence, og om de er begået i større skala eller i henhold til en plan eller politik« ville inddrage resultaterne fra den relevante undersøgelse foretaget af de britiske myndigheder.

Har ikke udelukket noget

En forundersøgelse er ikke det samme som en undersøgelse. Dens formål er at afgøre, om der skal indledes en undersøgelse. ICC’s anklager har sagt, at hun vil lade Chilcot-rapportens indsigter indgå i grundlaget for afgørelsen af, om der skal indledes en formel undersøgelse.

Bensouda siger, at det ikke er korrekt, når hun i avisen Sunday Telegraph citeres for, at hun har »udelukket at stille Blair for retten for krigsforbrydelser«.

Bensouda har løbende holdt sig underrettet om udviklingen i de undersøgelser, der gennemføres af IHAT, Iraks historiske undersøgelseshold. IHAT har næsten 150 medarbejdere, herunder Royal Navy-politifolk og civile efterforskere. Undersøgelsesholdets arbejde har ikke ført til nogen retssager endnu, men anklagerne overvejer dog tiltalerejsning mod to soldater.

Ved udgangen af ​​maj 2016 havde IHAT registreret 3.363 påstande om potentiel kriminel adfærd. Efter at have frasorteret sager, hvor et strafferetsligt ansvar ikke kunne gøres gældende, ser IHAT nu nærmere på 325 påstande om ulovlige drab og 1.343 påstande om overgreb. Tallene henviser til påståede ofre.

Af disse 1.668 påstande er undersøgelser af 72 tilfælde af påstået ulovlige drab og 18 tilfælde af påståede overgreb afsluttet eller tæt på at være afsluttet. IHAT oplyser, at påstanden om kriminel adfærd ikke har kunnet underbygges i de 70 ud af disse 72 tilfælde.

En enkelt sag om påstået ulovligt drab er overgivet til den militære anklagemyndighed, hvis chef, Andrew Cayley, dog oplyser, at man ikke skønner at have tilstrækkelige beviser til at rejse en sag. En anden sag er henvist til det britiske flyvevåben for yderligere efterforskning.

Joshua Rozenberg er jurist, journalist og retsanalytiker for The Guardian

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Colin Bradley

Når man kan bevise at en statsminister bevidst har løjet eller skjult dele af sandheden overfor sin parlament, sit folk og verden, mhp at drage sit land i krig, og krigens direkte og indirekte konsekvenser er 150.000 uskyldig civile død, skulle det være muligt at retsforfølge den statsminister for forbrydelse mod menneskeheden.

Det er ekstremt suspekt at Goldsmith - blot ti dage inden krigens start - ændrer sin vurdering fuldt 180° til at det pludseligt skulle være lovligt ihht resolution 1441 at starte en invasion af Irak uden videre godkendelse fra FN Sikkerhedsrådet. Det skulle være mærkeligt at han helt af sig selv uden varsel finder på en sådan U drejning uden at der er blevet lagt pres på fra højeste sted. Det er yderste utroværdigt.

Ligesom det er utroværdigt at de vestlige ledere skulle have handlet i "god tro" ift at mene at Saddam stadigt rådede over masseødelæggelsesvåben og var en umiddelbar trussel - eller kunne om kort tid blive det - til verdensfred. Enten løj de om hvad de reelt vidste og ikke vidste om sagen, eller havde de bestilt løgnene til at se ud som om de kom fra adskillige efterretningstjenester, eller også var både de og deres efterretningstjenester inkompetent i en sådan grad at det alligevel må betegnes som kriminelt at tage beslutninger om krig på baggrund af en så himmelråbende inkompetence.

Det er også løgn når Per Stig Møller for gud ved hvilke gang repeterer det gamle bræk om at:

"Vi anfører ikke masseødelæggelsesvåben som begrundelse for at gå ind i Irak, men at Sikkerhedsrådet var blevet ignoreret utallige gange siden 1991 af Saddam Hussein"

Det er løgn trods at det var det, der formelt blev skrevet ned i Folketinget, som officiel baggrund for Danmarks deltagelse men det var ikke dette argument de brugte til at overvinde befolkningens modstand mod krigen og det må være det der er det vigtigste i et demokrati. Det ville have været utilstrækkeligt hvis de reelt havde brugt dette argument om Saddam Husseins ignorering af FNs resolution 678, for FNs Sikkerhedsråd må kun godkende invasion af et land såfremt der er tilstrækkelig bevis for at landet udgør en umiddelbar fare til verdensfred. Det var der ikke på daværende tidspunkt og det vidste politikerne godt.