Læsetid: 3 min.

Britisk rapport om Irakkrigen er et spejl på Danmark

Chilcot-rapportens kritik af Storbritannien og Tony Blair kan på mange måder bruges som et spejl for Danmark i forhold til krigen i Irak og Anders Fogh Rasmussens ageren
7. juli 2016

Chilcot-rapporten leverede onsdag en gennemhaglende kritik af den tidligere britiske premierminister Tony Blair.

Statsminister ved Danmarks indtræden i krigen, Anders Fogh Rasmussen, er ikke nævnt ved navn i rapporten, men bliver omtalt som ’den danske statsminister’ flere steder i forbindelse med, at Blair er ude at søge støtte til projekter i Irak.

Det er især korrespondancer op til parlamentsgodkendelsen, der har fået opmærksomhed efter fremlæggelsen (se dagens bagsideleder, red.). Blandt andet Tony Blairs brev til George W. Bush fra juli 2002, hvor han skriver, at han er med Bush »lige meget hvad«.

Det lyder som en ubetinget musketered om at gå med amerikanerne ind i Irak. Anders Fogh Rasmussen havde selv givet en lignende tilkendegivelse over for amerikanerne i marts 2002, hvor han sagde, at han »utvivlsomt ville yde sin støtte« til en krig i Irak, som Politiken afslørede i fjor.

Dertil kommer, at Information helt tilbage i 2005 skrev, at folkeretseksperter så et parallelt forløb mellem Storbritannien og Danmarks indtræden i krigen.

Læs også: Beretning om en intervention der gik 'grueligt galt'

Dengang sagde forsker ved Aarhus Universitet, Tonny Brems Knudsen, at »de danske og de britiske argumenter for, at det var lovligt at gå i krig, ligner hinanden som to dråber vand«.

Det var i forbindelse med et hemmeligt notat, lækket fra den britiske statsadvokat, der satte spørgsmålstegn ved krigens lovlighed, og de argumenter, som de allierede, inklusive Danmark, brugte som belæg for at gå i krig.

Lovligheden har Chilcot rapporten ikke sat spørgsmålstegn ved, men argumenterne for at gå i krig, er blevet noget nær sønderskudt: »En militær aktion var på ingen måde sidste mulighed,« sagde Sir John Chilcot ved fremlæggelsen af rapporten.

Inde i rapporten blev Blairs argumenter for krig kaldt for »aldeles utilstrækkelige«. Med »de to dråber vand« in mente, er spørgsmålet, hvordan Chilcot-rapportens meget hårde kritik af Blair, falder af på Fogh.

Læs også: En nøje planlagt, helt uforberedt krig

»Der vil givetvis komme en ny runde af kritik af Foghs ageren i den fase,« siger Ole Wæver, professor i International Politik fra Københavns Universitet. »Der er oplagte paralleller mellem Blair og Fogh – statsledere, der beslutter sig personligt for, at det rigtige er at gå med i krigen sammen med Bush, hvorefter man så håndterede efterretningsoplysninger, folkeret og andre hensyn ud fra denne allerede trufne beslutning.«

Wæver håber dog på, at man ikke får et overdrevent fokus på Fogh som person, der her hjemme vil føre til en fortsættelse af den mærkelige zigzagkurs, der har omhandlet Irakkommision eller ej, erfaringsopsamlinger, og andre redegørelsestiltag.

Britiske forskelle

»Briterne har vovet at konfrontere flere spørgsmål end danske politikere,« siger Wæver.

»Man har i London været villig til at udøve selvkritik på en måde, vi godt kan være misundelige over.«

Men i modsætningen til den nedlagte Irak-kommission i Danmark, har den britiske Chilcot-rapport ikke været lige så villig til at placere et juridisk ansvar blandt politikerne.

Således minder den mere om, den nye ’historiske redegørelse af Danmarks krigsdeltagelse de seneste årtier’, der blev til i en aftale mellem blå blok og Alternativet i maj, som et plaster på Irak-kommissionssåret.

Den fungerer heller ikke, som et oplæg til at retsforfølge enkelte politikere, men er et forsøg på at finde ud af, hvordan vi kom frem til at træffe de beslutninger, der endte med at sende danske tropper til Irak og Afghanistan.

»Derfor vil den bedste reaktion i Danmark på den britiske rapport være at tydeliggøre over for de uafhængige eksperter, der skal skrive den danske rapport, at det er spørgsmål a la de britiske, vi forventer at få svar på,« siger Ole Wæver.

Det danske forskerfold bag redegørelsen får to år til at gøre deres arbejde. Briterne endte med at bruge syv, om end de oprindeligt også havde fået to år.

Læs også: Briterne fejlvurderede og underspillede, hvor dårligt det gik i Basra

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det ender sq nok med, at i takt med at de fleste ansvarlige for Irak-krigen omsider erkender, at de har lavet lort i den, så står Anders Fogh som den sidste mohikaner, og fastholder, at der er ikke noget at komme efter. Og det bliver så hans politiske eftermæle: dumstædig, skråsikker, ufejlbarlig, pletfri.

Mogens Lykketofts ord til Foghs 50-års dag får hermed en stedse mere ildevarslende betydning:
"Du er det eneste menneske, jeg kender, der kan spise et rundstykke, uden at krumme".
Fane'me uhyggeligt, du!

Erik Karlsen, Jørgen Steen Andersen og Kirsten Lindemark anbefalede denne kommentar
Henning Egholk

Godt at UK fik sin kritiske rapport! Jeg ser stadigvæk et billede af Anders Fogh og George Bush i en golfvogn i Texas. Det siger simpelthen alt.

Jørgen Steen Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Christian Lucas

Det ligner meget AFRs forløb omend Blair formåede at fremstå mindre jublende i sin støtte til Cheney og Bush. Personligt mener jeg at Venstre mere eller mindre smadrer sin politiske fremtid ved at modsætte en fuld dansk redegørelse over hele Irak invasionen. Men det ender nok med at Fogh glider af og slikker sol på Brbados.

Ivan Breinholt Leth

Det ser ud til, at Chilcot-rapporten er i stand til at tørre størstedelen af ansvaret af på en enkelt person: Tony Blair. I Danmark er det en bredere kreds af politikere, som er ansvarlige for denne forbrydelse. Kan det tænkes, at det er grunden til, at vi tilsyneladende ikke får en lignende undersøgelse i Danmark?