Læsetid: 6 min.

Chilcot-rapporten er beretningen om en intervention som gik ’grueligt galt’

Chilcot-rapporten sætter ikke spørgsmålstegn ved Tony Blairs tro på, at Iraks Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben. Men den konkluderer, at Blairs rådgivning, politiske stil og forsøg på at påvirke USA førte til krig, inden alle fredelige forsøg på afvæbning var udtømt
I går blev den britiske rapport om krigen i Irak fremlagt. Den kommer med en lang række alvorlige anklager mod daværende premierminister Tony Blair. Her er han i Basra i Irak, hvor briterne – blandt andet med støtte fra danske tropper – opererede.

Kirsty Wigglesworth

7. juli 2016

Invasionen af Irak i 2003 har i årevis været stort set det eneste, tidligere premierminister Tony Blair er blevet husket for i Storbritannien. Det i en grad, hvor man skulle tro, at der ikke havde været andre involveret i beslutningen.

Kun hans ansigt og navn – stavet Bliar – prydede i går demonstranternes skilte foran Queen Elizabeth II Centret, hvor formand Sir John Chilcot offentliggjorde konklusionerne på syv års undersøgelse af krigsgrundlaget og -planlægningen.

Hans rapport slår fast, at opfattelsen af, at Blair alene førte landet i krig, ikke er helt hen i vejret. For nok var der enkelte andre nøglespillere både op til, under og efter invasionen, men at alle trådene – fra hver eneste kritisable beslutning – fører tilbage til Tony Blair.

Hans såkaldte sofa-regeringsstil – hvor kun ganske få nøgleministre og -rådgivere var involveret i beslutningerne – betød, at landets strategi på en række områder blev vedtaget af ganske få mennesker.

Læs også: Briterne fejlvurderede og underspillede, hvor dårligt det gik i Basra

Det gjaldt for eksempel briternes forhold til den krigsopsatte amerikanske præsident, George W. Bush, overvejelserne om krigens lovlighed og truslen fra Irak, og så gjaldt det planlægningen af den militære invasion og efterkrigstiden. Alt dette blev vedtaget af ganske få mennesker – og på kritiske punkter kun af Blair selv – uden kritisk dialog, modspil og overvejelser af alternativer.

Konsekvensen blev katastrofal, konkluderede John Chilcot under sin præsentation foran et publikum af pårørende og journalister.

»Regeringen opnåede ikke dens udtalte mål,« konkluderede John Chilcot.

Tværtimod kaldte han hele sagaen for »en beretning om en intervention, som gik grueligt galt, med konsekvenser den dag i dag«.

Blairs støtte

Tony Blairs personlige rolle begyndte kort efter terrorangrebene mod USA i september 2001. Chilcot-rapporten opremser en hel række beslutninger, som premierministeren traf alene eller sammen med få nøgleministre uden nogen diskussion i regeringen som helhed eller i mindre grupper af ministre.

Blandt eksemplerne nævnes en beslutning i december 2001, hvor Tony Blair uden konsultation tilbyder »at arbejde med præsident Bush på en strategi i forhold til at håndtere Irak«.

I februar 2002 ændrer regeringen – igen uden diskussion – holdning til truslen fra Iraks diktator Saddam Hussein, der nu som »en trussel, der bør håndteres«.

Og i juli samme år giver Blair et skriftligt løfte til Bush, hvori han lover, at han er på Bushs side »lige meget hvad«. Dette fremhæver Chilcot som et eksempel på en korrespondance, som ikke blev set af andre end Blairs folk i Downing Street.

Læs også: En nøje planlagt, helt uforberedt krig

»Mens notatet var stemplet ’personligt’ repræsenterede det en vidtrækkende udtalelse om den britiske regerings ståsted af premierministeren til USA’s præsident.

Udenrigs- og forsvarsministerierne burde bestemt have haft mulighed for at kommentere på udkastet på forhånd,« skriver Chilcot i rapporten.

Generelt noterer han, at »de fleste beslutninger om Irak forud for konflikten blev truffet enten bilateralt mellem Blair og den relevante minister eller i møder mellem Blair, (udenrigsminister Jack) Straw og (forsvarsminister Jeoff) Hoon« sammen med embedsmænd fra Blairs kontor og chefer fra efterretningstjenesten og militæret.

»Nogle gange blev der taget referat, andre gange ikke.«

FN-vejen

Chilcot-holdet skriver, at Blairs strategi i forhold til Bush handlede om at lovliggøre krigen og opnå en afvæbning af Irak, som Blair – anerkender de – oprigtigt anså som en trussel.

Problemet var imidlertid, at hvor det nok i første omgang lykkedes Blair at overtale Bush til at gå FN-vejen – hvor et enigt sikkerhedsråd vedtog resolution 1441, der gav Irak en sidste chance for at lade sig afvæbne – så stod det hurtigt klart, at Bush ikke troede på strategien.

Blair fik ham overtalt til at forsøge at få endnu en FN-resolution, men i slutningen af 2002 står det klart, at Blair må træffe en beslutning om, hvorvidt Storbritannien vil gå hele vejen sammen med USA.

Først da beder han statsadvokat Peter Goldsmith om at vurdere lovligheden af at gå i krig alene på basis af resolution 1441. Goldsmith får ifølge Chilcot specifikt at vide, at hans »holdning til lovligheden af resolution 1441 (…) ikke skal deles med ministerkolleger« uden Blairs godkendelse.

Goldsmith nåede frem til den konklusion, at »en rimelig sag« kunne opstilles for, at 1441 var nok til at autorisere invasion, men kun »hvis der er stærke faktuelle årsager, der konkluderer, at Irak ikke lever op til den sidste chance (for afvæbning) i resolution 1441«. Han tilføjede desuden, at han ikke kunne være helt sikker på, at en domstol ville være enig i hans fortolkning.

Alle disse tvivl blev aldrig diskuteret med den fulde regering. Tilmed var det specifikt Tony Blair, der i et brev til Goldsmith den 15. marts 2003 – på opfordring – bekræfter, at »det er premierministerens utvetydige holdning, at Irak har overtrådt« 1441.

Kun efter at have modtaget denne bekræftelse, vil Goldsmith give grønt lys for militær indgriben. Men – påpeger Chilcot – »det er uklart, hvilket specifikt grundlag Blair bygger sit synspunkt på«.

»Blair bad hverken om eller modtog velovervejet rådgivning i forhold til beviserne, som han byggede sin ’utvetydige holdning’ på,« konkluderer Chilcot, der tilføjer, at andre ministre burde have været involveret i denne vurdering; f.eks. i et »krigskabinet«.

Den øvrige regering, der stemte om krigsdeltagelse den 18. marts 2003, blev ikke – og burde være blevet – »gjort opmærksom på den juridiske usikkerhed«.

Mens Chilcot ikke tager stilling til krigens lovlighed, så finder han beslutningsprocessen omkring krigens lovlighed »langtfra tilfredsstillende«.

Efterretningsrådgivning

Tony Blair bliver imidlertid frikendt for ét anklagepunkt, som dele af offentligheden længe har beskyldt ham for: Nemlig for bevidst at have løjet om truslen fra Saddam Hussein og for at have misbrugt efterretningstjenesternes rapporter.

Chilcot skriver direkte, at han »ikke sætter spørgsmålstegn ved Blairs tro på, at efterretningstjenesterne havde fundet beviser for, at Saddam Hussein var fortsat med at producere »kemiske og biologiske våben«.

Tværtimod mener Chilcot, at efterretningstjenesternes fælleskomite (JIC) burde have gjort det klart for Blair, at der var betydelig tvivl om Iraks våbenprogram. Præcis det modsatte hævdede Blair imidlertid i forordet til den nu berømte ’dodgy dossier’ fra september 2002.

»JIC burde selv have gjort dette klart, fordi det havde taget ejerskab for rapporten, hvis hensigt var at informere en yderst kontroversiel politisk debat,« skriver Chilcot.

Det skete imidlertid ikke med den konsekvens, at »Iraks kapacitet (…) blev præsenteret med en sikkerhed, der ikke var berettiget«.

For de mange pårørende, der var mødt op i går, var det dog svar omkring planlægningen af besættelsen af Irak, som kostede flere end 200 britiske soldater og civile livet, der var det centrale.

Deres klapsalver efter John Chilcots fremlægning tydede på, at de ikke var skuffede over hans konklusion. Planlægningen var – sagde Chilcot – »fuldstændig utilstrækkelig«.

Blair har tidligere forklaret den mangelfulde planlægning med, at problemerne, der opstod i Irak, var langt værre end forventet. Chilcot-panelet accepterer dog ikke den forklaring.

»Vi er ikke enige i, at bagklogskab er nødvendigt. Risikoen for interne stridigheder i Irak, aktiv iransk forfølgelse af egne interesser, regional ustabilitet og al-Qaeda-aktivitet i Irak var alt sammen eksplicit identificeret før invasionen,« konkluderer Chilcot.

Blair kritiseres også direkte for »ikke at etablere ministeriel opsyn med den britiske planlægning og forberedelse«, hvilket fik alvorlige konsekvenser.

Tager fuldt ansvar

Efter invasionen, hvor briterne fik ansvar for fire provinser i det sydøstlige Irak, blev der desuden aldrig afsat nok ressourcer, og reelt havde landet »ikke ressourcer« til både at være til stede i Afghanistan og Irak.

»Størrelsen af den britiske indsats i Irak efter krigen matchede aldrig udfordringens størrelse,« konkluderede Chilcot.

Én konsekvens var, at den britiske hær i 2007 måtte indgå en aftale med militsgrupper i Basra, fordi den ikke formåede at sætte en stopper for militsens fortsatte angreb.

»Det var ydmygende,« sagde Chilcot og konkluderede, at »den britiske militære rolle i Irak sluttede meget langt fra succes«.

For de pårørende var undersøgelsespanelets hovedkonklusion måske den værst tænkelige:

»Komiteens enstemmige vurdering er, at militær indgriben i Irak måske kunne være blevet nødvendig på et tidspunkt. Men i marts 2003 var der ingen nært forestående trussel fra Saddam Hussein.«

Hvis Tony Blair før rapporten i offentligheden var synonym med Storbritanniens deltagelse i Irak, kan han nu være sikker på, at denne konklusion også vil være at læse i fremtidens historiebøger.

Selv sagde Blair i går, at han tager fuldt ansvar for beslutningen om at vælte Saddam Hussein, men at Chilcot-rapporten også afliver »beskyldninger om ond tro, løgne og bedrag«.

Læs også: Britisk rapport er et spejl på Danmark

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mads Berg
Mads Berg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ivan Breinholt Leth

Skabelsen af en fejlslagen stat og en invasion, som ikke havde noget som helst sikkerhedsmæssigt eller politisk formål andet end at støtte amerikansk opvisning i militær overlegenhed, så verden kunne bevare ilusionen om det amerikanske imperiums totale overmagt, og derpå en folkeafstemning som i værste fald kan føre til kongerigets opløsning - er det de sidste krampetrækninger fra det største og mest grusomme imperium som verden nogensinde har set? Et imperium hvor solen aldrig gik ned, og hvor respekt for andre mennesker kun gjaldt de få udvalgte, ser nu ud til at være på vej til selv at gå ned og isolere sig selv i en ligegyldig afkrog af verden med en dekadent overklasse som er henvist til at leve af finansiel spekulation, hvidvaskning af kriminelle penge, vanvittige diktaturstaters og terrorganisationers oliepenge samt penge som er tyvstjålet fra forarmede befolkninger andre steder i verden, således at deres dødssyge overklasse kan forsøge at opretholde illusionen om en storhed, som resten af verden ler ad..
Alle imperier synker i grus før eler senere, og alle imperiers overklasser klamrer sig til det sidste til deres syge drømme om forgangen storhed. Som da det romerske aristokrati lukkede sig selv inde bag deres latifundiers tykke mure, hvor de hengav sig til sang og musik, tortur af slaver, druk og perverse selskabslege, mens imperiet forfaldt udenfor. Ingen overklasse i alle de imperier, som verden endnu har set har nogensinde bekymret sig det mindste om, hvad man evt. kunne lære af historien. Det de har til fælles synes at være en enestående evne til at fortrænge virkeligheden.
"Historien gentager sig selv. Først som tragedie - sidenhen som farce." (Karl Marx)

Flemming Berger, Jens Wolff, Benny Larsen, Jens Kofoed, Karsten Aaen, Torben Jørgensen og Mads Berg anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Dog Scipio, der førte den tredje krig mod Kartago I 146 f.jf. har fortrudt på stedet, han citerede en græsk digt, og da han blev spurgt hvorfor han gjorde det , sagde han fordi det samme kan ske for Rom. Dengang Romerske leder deltager og fører selv krig. Scipio han var consul, og det er en høj udmærkelse for Romer.

Johnny Werngreen

Det er vel også beretningen om, hvor forsigtig man skal være, når man placerer megen magt hos de perspektivsvage - G. Bush - de enøjede - Blair - og de opportunistiske - Fogh.

Blot ved at google lidt i seriøse og veldokumenterede organisationers hjemmesider, får man en uhyggelig opfattelse af, hvad disse vestelige forbryder-politikere har på samvittigheden.

Omkostningerne for det irakiske folk inkluderer:
- Højt antal civile tab, måske helt op i mod 942.636 dræbte.
- Mellem 695.000 og 728.000 dræbte irakiske soldater. Heraf var mange også ofre i sagen.
- 4,2 millioner irakere har fortsat status som flygtninge
- Ødelæggelse og nedbrydning af infrastruktur.
- Tab af suverænitet (ejendomsret) til de irakiske naturressourcer, herunder olie.
- Langtrækkende økonomiske effekter af instabilitet og det ikke-fungerende samfund.

Anklager mod koalitionsstyrkerne om brud på krigens love:
- At starte en krig uden godkendelse fra FNs sikkerhedsråd er et brud på folkeretten. Det anses som den alvorligste krigsforbrydelse. Bl.a. har FNs daværende generalsekretær – der ingen juridiske kompetencer har, men er uddannet økonom – betegnet krigen som ulovlig.
- Tortur af fanger i Abu Ghraib-fængslet.
- Den kontroversielle brug af ammunition med hvid fosfor, blandt andet i Slaget om Fallujah.
- Det påståede mord på 24 civile i byen Haditha.
- Det påståede mord på 11 civile i Ishaqi.
- Drab på en ubevæbnet pensioneret politimand i byen Hamdania.
- Kidnapning og mord på en irakisk mand ved navn Hashim Ibrahim Awad.
- Gruppevoldtægt og mord på en 14-årig pige og mord på hendes familie i Mhmudiyah.
- Den påståede bombning af op mod 45 civile under et bryllup i Mukadareeb.
- Tortur af fanger sendt til Guantanamo Bay fangelejren ifølge tre mistænkte al Qaida-medlemmer, der er kommet med beskyldningerne overfor Amnesty International.

Omkostninger i penge:
- Pr. 31. marts 2006 er over 1.481 milliarder danske kroner bevilget af den amerikanske kongres til krigen.
- Ifølge daværende forsvarsminister Søren Gade (V) har Danmarks deltagelse i krigen og den efterfølgende genopbygning kostet 2 milliarder kroner.
- Det er ikke kendt, hvor mange penge der er blevet brugt af de andre medlemmer af koalitionen, specielt Storbritannien, men USA's andel af omkostningerne regnes for at være langt den største.
- Lige siden begyndelse af krigen har George W. Bush ikke inkluderet omkostningen af Irakkrigen og efterfølgende besættelse i det regulære forsvarsbudget. I stedet har han anmeldt nødbudgetregninger til kongressen for at dække de estimerede omkostninger af Irakkrigen og besættelsen.

Ivan Breinholt Leth, Karsten Aaen og Bo Carlsen anbefalede denne kommentar

Iflg. FN-fredsmægler, Staffan de Mistura, FN-våbeninspektør og officer Hans Martin Blix, fredsforskningsinstituttet Sipri samt en lang række andre, der har fulgt Mellemøsten ganske tæt, er der direkte årsagsvirkninger fra Iraq-krigen og over til nutidens makabre tistande tilstande i Syrien, Iraq, Afghanistan, Parkistan, Libyen med mere.

George W. Bush, Tony Blair, Anders Fogh Rasmussen og andre totalt ansvarsløse og inkompetente personer har simpelt hen fået "ånden ud af flasken", som ikke mere lader sig styre.

Derfor må vi se til, at personer som f.eks. Ungarns Ministerpräsident, Viktor Orbán, Slovakiets premierminister, Robert Fico, der nu er formand for EU, samt andre højre-nationalistiske populister ikke får for meget magt. For hvis de blot kan komme til at forårsage halvdelen af det, de siger, de vil, kan de sætte hele Europa i brand. Og især hvis de får hjælp af deres store beundre og ven, Vladimir Vladimirovitj Putin.

Det er foruroligende, at Blair og hans kumpaner ikke bliver tiltalt ved en krigsforbryderdomstol.

Flemming Berger, Poul Brunhøj, Benny Larsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Herman Hansen

Som kompensation for nedlæggelse af Irak-kommissionen har Venstre sidste efterår oprettet Tibet-kommissionen - Afledning og røgslør når det er bedst.

...Venstre tager ansvar. Ha ha ha