Læsetid: 4 min.

Chilcot-rapporten får ikke blå blok til at genåbne Irak- og Afghanistan-kommission

På trods af Chilcot-rapportens hårde kritik af den britiske Irak-indsats afviser blå blok at genåbne den danske Irak- og Afghanistan-kommission
7. juli 2016

Chilcot-rapporten om den britiske rolle i Irak-krigen trak ved gårsdagens offentliggørelse store overskrifter i verdenspressen.

Ud over at konkludere, at Storbritannien invaderede Irak på et fejlagtigt grundlag, retter rapporten en hård kritik af det meste af den britiske indsats i Irak.

Briterne var uforberedte, underbemandede, og de ledende militære lag undervurderede konstant de mange tegn på, at sikkerhedssituationen blev forværret i det britiske ansvarsområde centreret omkring millionbyen Basra i det sydøstlige Irak.

Men selv om også det sydøstlige Irak var centrum for hovedparten af den danske Irakindsats, og selv om danskerne arbejdede tæt sammen med briterne, ser blå blok ingen grund til genåbne den Irak-Afghanistan-kommission, der havde til formål endevende krigsindsatsen i de to lande.

Kommissionen blev nedlagt, efter blå bloks valgsejr sidste år, og i stedet har regeringen igangsat en mere historisk udredning af Danmarks militære engagement i Kosovo, Afghanistan og Irak.

»Vi synes ikke, der er behov for at genåbne kommissionen,« siger Torsten Schack Pedersen, der er medlem af Forsvarsudvalget for Venstre. Han mener, at alle de relevante aspekter af den danske indsats i Irak »allerede er undersøgt«.

»Jeg mener grundlæggende, at der har været stort fokus på forløbet. Og det vil der også være fremover. Forskere vil jo stadig kunne undersøge sagen, og nu kommer der en historisk redegørelse, som vil føre til debat. Og oppositionen har i det daglige parlamentariske arbejde været gode til at spørge ind til forskellige aspekter af indsatsen i Irak. Så jeg ser ikke noget behov for yderligere undersøgelser,« siger Torsten Schack Pedersen.

Det gør til gengæld forsvarsordfører for Socialdemokraterne, Henrik Dam Kristensen.

»At regeringen har nedlagt Irak- og Afghanistan-kommissionen efterlader en masse ubesvarede spørgsmål. Nu er vi overladt til at gætte på, hvorvidt de kritikpunkter, som Chilcot-rapporten rejser af den britiske indsats, kan overføres til den danske indsats, fordi vi jo arbejdede så tæt sammen i Basra,« siger Henrik Dam Kristensen.

Personforfølgelse

Henrik Dam Kristensen mener langtfra, at den historiske redegørelse om den danske krigsindsats i Kosovo, Afghanistan og Irak vil være grundig nok til at afdække, om danskerne begik de samme fejl, som briterne begik i Irak.

»Når vi ikke undersøger det til bunds, ved vi ikke, om vores indsats i Basra var bedre eller dårligere end briternes,« siger Henrik Dam Kristensen.

Det argument preller af på Torsten Schack Pedersen, der ser Irak- og Afghanistan-kommissionen som politisk drilleri iværksat af den tidligere regering.

»Vi synes, det er fint nok med en historisk udredning af de seneste krige, men vi var fra starten modstandere af en kommission, der så åbenbart havde sigte mod at forfølge navngivne politikere,« siger Torsten Schack Pedersen

– Ser du også Chilcot-rapporten som et udtryk for et ønske om personforfølgelse?

»Hvad de beslutter i Storbritannien, må de jo selv om. Indtil videre har jeg nået at hæfte mig ved, at rapporten mener, at der også var andre muligheder end det rent militære indgreb i 2003. Men det er en relativt spekulativ tilgang, synes jeg. For man ved jo ikke, hvad der var sket, hvis man havde have gjort tingene anderledes.«

For ofrenes skyld

– Men det, rapporten kritiserer, er jo, at man gik i krig, inden man havde udtømt forhandlingsmulighederne.

»Men det er jo en politisk diskussion, om man ville acceptere, at Irak sad FN’s resolutioner overhørig og ikke rettede sig efter Sikkerhedsrådets klare meldinger,« siger Torsten Schack Pedersen.

Henrik Dam Kristensen afviser, at hans ønske om at få kommissionen genåbnet bunder i et ønske om personforfølgelse.

»Jeg er ikke efter nogen. Men når et samfund går i krig, så er det efterfølgende også vigtigt med en ordentlig undersøgelse af, hvad der skete. Særligt har de folk, der har været udsendt, og som har bragt ofre, behov for en evaluering,« siger Henrik Dam Kristensen.

Politiseret rapport

Heller ikke Dansk Folkeparti ser nogen grund til at genåbne Irak- og Afghanistan-kommissionen i lyset af Chilcot-rapportens kritik.

»Det er jeg helt overbevist om, at vi ikke skal, for kommissionen var en meget dårlig idé fra begyndelsen,« siger Marie Krarup, der er forsvarsordfører i Dansk Folkeparti. Hun afviser at Chilcot-rapportens hårde kritik giver behov for en mere tilbundsgående undersøgelse af også den danske indsats.

»Irak- og Afghanistan-kommissionen var jo ikke en tilbundsgående undersøgelse. Det var en politiseret undersøgelse, der skulle finde et juridisk ansvar, hvor der ikke var noget. Og alt det vrøvl om, at krigen var ulovlig – det er jo grotesk. Det betyder ikke, at jeg ikke mener, der er behov for, at Forsvaret laver interne undersøgelser af deres indsats. Men det ved jeg, at man allerede har gjort,« siger Marie Krarup og tilføjer:

»Chilcot-rapporten virker som en politisk undersøgelse, og det har Storbritannien jo lov til at lave. Men herhjemme er der ingen tvivl om, at grundlaget for krigen var i orden. Så kan man diskutere forskellige dele af udførelsen, men grundlaget er jo en politisk diskussion, som det ikke vil ændre noget at have en kommission til at undersøge. Alle vil alligevel bare sige det samme, som de hele tiden har sagt,« siger Marie Krarup.

Henrik Dam Kristensen ærgrer sig over, at Danmark nu går glip af en undersøgelse, der er lige så grundig som den britiske.

»Det må give en mærkelig og ufuldendt følelse for de danskere, der var udstationeret i Irak. Samtidig får den danske offentlighed ikke en ordentlig diskussion af krigsindsatsen. I stedet får briterne nu den brede og kvalificerede debat, som vores regering forhindrer os i at få herhjemme,« siger Henrik Dam Kristensen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Johnny Werngreen

Der findes næppe ord, der kan beskrive omfanget at dobbeltmoral og hykleri hos de mennesker, der vil investere i koldkrigsforskning, men ikke i varmkrigsforskning. Det bliver i stigende omfang vanskeligere at lade tvivlen komme Fogh og hans håndgangne mænd til gode.

Bill Atkins, Hans Larsen, Ebbe Overbye, Colin Bradley, Stig Bøg, Kirsten Lindemark, Tue Romanow og Vibeke Hansen anbefalede denne kommentar
Colin Bradley

»Chilcot-rapporten virker som en politisk undersøgelse, og det har Storbritannien jo lov til at lave. Men herhjemme er der ingen tvivl om, at grundlaget for krigen var i orden. Så kan man diskutere forskellige dele af udførelsen, men grundlaget er jo en politisk diskussion, som det ikke vil ændre noget at have en kommission til at undersøge. Alle vil alligevel bare sige det samme, som de hele tiden har sagt,« siger Marie Krarup.

Sandheden i denne sag er pinligt simpel. Den Texas cowboy som blev præsident, George W. Bush ønskede for sig selv et eftermæle, som den handlekraftig korsfærer, frelser af de vestlige lande og forkæmper for de deres værdier. Før han blev præsident var han guvernør for Texas hvor verdensrekord for over 200 henrettelser i en guvernør periode blev sat, og han sanktionerede ikke en eneste benådning. Det siger alt om hvad det var for en type af mand amerikanerne valgte til præsident i 2001.

Allerede 3 dage efter 9/11 i 2001 sendte Blair en memo til Bush hvori der blev refereret til 'behovet for "measures .... to control biological, chemical and other weapons of mass destruction" - omend Iraq ikke blev nævnt ved nævn, og sensibel menneske i over 50 år har ønsket kontrol med disse våben hvilket altid har været afvist af netop UK og USA. Irak blev den dog nævnt en måned senere. Bushs korrespondance er ikke registreret i Chilcot rapporten men det er klart fra Blairs svare at Bush sved af den blodig tude terrorist angrebet på WTC gav ham, og var i fuld gang med at planlægge sit hævn.

Blair gør det korrekte ved at råde til besindighed men at det blot er tom ord sikrer han Bush ved den inkriminerende "I will be with you, whatever... " Kom juli 2002 er der ikke længere et spørgsmål om der skal foretages regimeskift i Iraq men kun hvordan det skal ske. Blair forstår hvad Bush måske ikke gør, eller ikke vil forstå - at FN hverken ville eller kunne sanktionere invasion med regimeskift til formål. De er nødt til at koge en eller anden suppe sammen, som hedder at Saddam er en umiddelbar trussel mod verdens fred. Men Bush er ligeglad og har været det fra starten. Han er større end FN og når han ville krig så bliver der krig.

Korrespondancen mellem de to viser klart Blair for den krybende sykofant han i virkeligheden er, og hvad der kommer til at ske når FN afviser grundlaget for krigen er for længst blevet aftalt mellem de to. Blair vil tvinge britiske deltagelse i Bushes krig igennem den britiske parliament udenom FN. Videre korrespondance viser med al tydelighed, at mass ødelæggelses våbens narrativ hele tiden bare har været påskud for missionen om at lære araberne hvad der sker hvis man bringer terrorismen til US fastland.

Der er absolut ingen grund til at betvivle at Danmarks Irak kommission ville have fundet frem til et forløb absolut parallelt med den britiske. Det er ren gylp Krarup kommer med når hun proklamerer at "herhjemme er der ingen tvivl om, at grundlaget for krigen var i orden." Grundlaget var ikke en sk_d mere i orden i DK end noget som helst andet sted i koalitionens verden. Men hun har selvfølgelig ret i at uanset Kommissionens konklusion ville Fogh, Stig Møller et al. holde krampagtigt fast i deres narrativ. At komme med en undskyldning for 150.000 uskyldig civil død er næsten det samme som at erkende sig medskyldig i århundredets suverænt værste terror forbrydelse.

Selvfølgelig er øvelsen politisk, selvom det meste ønskeligt ville være at det var juridisk. Men vestlige ledere begår ikke krigsforbrydelser, og alt international jura er indrettet derefter. Kun Bosniske, Serbiske, Afrikansk, Mellemøstlige, Indonesiske og Sydamerikansk ledere kan blive dømt for krigsforbrydelser. Men det politiske er alligevel vigtigt. Der er næsten ikke en skygge af tvivl længere tilbage, at havde Bush, Blair og Fogh været ledere i disse dele af verden, og havde gjort noget lignende det de faktisk gjorde, ville de blive ivrigt forfulgt af den indignerede vestlig verdens juridisk apparater. De kommer til at slippe for deres straffe - ingen tvivl om det. Men de må ikke slippe for den dårlige smag i munden og pressens og befolkningens foragtsomme blikke og bemærkninger resten af deres liv.

Blå blok vil ikke kaste smuds på deres helt, der efter krigsindsatsen først blev chef i NATO og nu er avanceret til oligark-rådgiver i Ukraine.