Læsetid: 7 min.

Danmark i dronekrig mod Islamisk Stat: Tastaturkrigerne har taget over

Krigen mod IS er helt anderledes end nogen anden krig, Danmark har deltaget i. De danske soldater står ikke længere ansigt til ansigt med talebanere i en majsmark. De er blevet tastaturkrigere, og computerskærmen er deres kampplads
Den store Ain al-Asad-base huser bl.a. danskere, amerikanere, canadiere, italienere, letter og ikke mindst 7.000 mand fra den irakiske hær.

Charlotte Aagaard

11. juli 2016

Tre utydelige skikkelser bevæger sig i trekant-formation hen over ørkensandet. De traver roligt af sted med deres geværer over skulderen, længere og længere væk fra Ain al-Asad basen.

I 45 minutter følger kameraet dem, indtil de pludselig får øje på den blot en meter lange Puma-drone, der hænger i luften over dem.

Hurtigt fisker de geværerne frem og forsøger at skyde dronen ned. Men uden held. De sætter i løb og forsvinder ned i en udtørret flodseng, hvor de forsøger at gemme sig i det spredte buskads.

»Nu ved de, det er slut for dem. De ligger helt stille, for at vi ikke skal se dem, men de er lige dér.« Droneoperatør Morten peger på computerskærmen, hvor videoen spiller.

»Herefter overlader vi dem til amerikanerne, der har et endnu bedre kamera, som kan se alle detaljer. Da de er sikre på, at det er de rigtige folk, vi har fundet, tager de dem ud.«

Tastatur-krig

Vi befinder os på Ain al-Asad-basen i Iraks urolige Anbar-provins, og videooptagelserne er fra natten mellem den 25. og 26. marts i år, den dag hvor Morten og hans to kolleger på det danske drone-team for alvor var i krig.

Kort før midnat angreb en gruppe selvmordsbombere fra Islamisk Stat (IS) basen, hvor Morten og 130 andre danske soldater er udstationeret for at træne og rådgive de irakiske sikkerhedsstyrker i krigen mod IS.

Klokken 05.17 sprænger den ene angriber sig selv i luften på den irakiske del af basen, og klokken 06.00 lykkedes det tre andre at flygte. Det er dem, som Morten, Martin og Kasper følger på deres flugt gennem ørkenen.

Læs også: Og Danmark går i krig igen, igen, igen

Tre måneder senere får de tre danske droneoperatører den amerikanske Commanders Coin for indsatsen.

»Awesome, awesome!«, lyder rosen fra den amerikanske generalmajor Gary J. Volesky, der leder koalitionens landstyrker i Irak, ifølge Forsvarets Facebook-side. »Thank You!«, da han personligt uddeler medaljerne til det danske Puma-hold for deres helt særlige krigsindsats.

Og helt særlig er den, for krigen mod IS ligner ingen anden krig, Danmark nogensinde har deltaget i. De danske soldater i Irak og Tyrkiet møder ikke længere fjenden ansigt til ansigt, som de gjorde under Irak-krigen og i Afghanistan.

Det er slut med at slå oprørere ihjel i en majsmark eller tømme magasinet i en grøft fuld af halv- eller heldøde talebanere, som millioner så de danske soldater gøre det i filmen Armadillo. Tværtimod.

Krigen mod IS er den mest efterretningsdrevne og højteknologiske krig til dato. Her er fjernstyrede droner, efterretningsrapporter, radarovervågning og langdistancevåben hovedingredienserne. Fjenden er utydelige skikkelser på en computerskærm og blod noget, kun irakerne får på uniformen.

De andres krig

»Vi engagerer ikke Daesh (IS, red.),« forklarer Morten, mens han klikker de aftagelige vinger fast på den danske drone og gør den klar til endnu en tur over den mange kvadratkilometer store base, der huser 1.300 bl.a. danskere, amerikanere, canadiere, italienere, letter og ikke mindst 7.000 mand fra den irakiske hær.

»Det er kun irakerne og amerikanerne, der har mandat til at angribe. Hvis vi ser nogle mænd med geværer eller andet mistænkeligt, melder vi det videre til irakerne og amerikanerne, og så ordner de det.«

Tusmørket sænker sig over den hede ørkendag og de slidte hangarer – det er netop den tid på dagen, hvor IS vil forsøge at snige sig ind på basen, fortæller Morten og smækker affyrings-elastikkerne fast. Et halvt minut senere har han taget bestik af vinden og sendt det grå modelagtige fly afsted mod aftenhimlen.

Det skal ti kilometer mod nordøst for at overvåge, hvad der sker på Dulab-halvøen, hvor mellem 100 og 200 IS-krigere ifølge en dansk efterretningsofficer stadig gemmer sig i en landsby med under 1.000 indbyggere. Men først cirkler den lige et par runder omkring basen, så Martin, der har aftenens vagt, kan forsikre sig om, at alt er OK, også uden for hegnet.

Truslen i palmelunden

På videoskærmen har Morten fundet et nyt videoklip. Gemt mellem træerne i en lille palmelund, rumsterer en gravemaskine. Skovlfuld efter skovlfuld graver den sig ned i den stenede jord.

»Her er Daesh ved at grave en mortér-stilling,« fortæller Morten.

Han er sikker på, at det ikke kan være et civilt gravearbejde af en art.

»Det er tydeligt, ud fra den måde, der graves på, at det ikke er noget almindeligt hul. Hvorfor skulle nogen grave sådan et stort hul midt i en palmelund? Det giver ingen mening. Vi holdt i øvrigt øje med arbejdet i lang tid, og til sidst fulgte vi gravemaskinen tilbage til landsbyen, hen til et hus, hvor vi tidligere har konstateret IS-aktivitet. Vi alarmerede amerikanerne, og et par dage efter smed de en bombe dér.«

Læs også: Dronedrab i krigens tåge

»Der er måske nogen, der vil synes, det er en mærkelig form for krig. Men vores opgave er udelukkende at beskytte lejren her,« siger han. »Vi må kun bruge magt, hvis lejren angribes. Hvis Daesh er så langt væk, at de ikke kan nå os, eller hvis de ikke foretager sig noget truende, så har vi ikke mandat til at gribe ind.«

Flere gange i løbet af de dage, Information besøger Ain al-Asad, lyder der pludselig gentagne, tunge brag fra lejrens gun line – en række kanoner og morterer, som både bruges til at forsvare lejren, til at bombe IS-mål og til at hjælpe de irakiske sikkerhedsstyrker, hvis de kommer i problemer ude i terrænet.

Hvad der præcis skydes på og efter, ved hverken den danske styrkechef, oberstløjtnant Kenneth Strøm, eller hans efterretningsafdeling, før de daglige aftenbriefinger med amerikanerne er afholdt.

Kun irakiske kister

De danske styrkers opgave er udelukkende at træne og rådgive den irakiske hær og de irakiske politistyrker. Indirekte ildstøtte er amerikanernes gebet. Og direkte kamp er irakernes. Denne gang skal de internationale styrker i Irak ikke have tusindvis af soldater hjem i kister. Den opgave er forbeholdt de irakiske styrker.

»Irakerne sidder selv med nøglen til at løse problemet med Daesh. Det kan vi ikke gøre for dem,« siger den danske styrkechef. »Og indtil videre har jeg ikke mødt nogen, der mener det modsatte.«

Både han og den danske efterretningsofficer, der ikke ønsker sit navn frem, understreger imidlertid, at koalitionens støtte er altafgørende. Uden de mange tusinde flybombardementer af IS’ militære og civile infrastruktur, den indirekte ildstøtte fra gun lines som den på Ain al-Asad-basen og en massiv overvågnings- og efterretningsindsats ville irakerne ikke have en chance for at vinde krigen mod IS.

»Vi kan ærlig talt ikke se, at amerikanerne har brugt milliarder af dollar på at udstyre og træne den irakiske hær siden 2003,« siger den danske efterretningsofficer. »Uden den massive støtte, irakerne får fra koalitionen, ville de under ingen omstændigheder kunne klare Daesh. Vi ser jo, hvordan tre Daesh-krigere kan holde en hel bataljon på mere end 300 mand stangen en hel dag.«

Derfor er den danske træning »ret simpel«, som han udtrykker det.

»Men det er modstanderen jo også.«

F.eks. bruger begge parter den samme taktik, når de skal erobre et område.

»Irakerne halv-omringer en by, lader en bagdør stå åben, og så nærmest klemmer de modstanderen ud af området. Det betyder, at de ofte undgår direkte kamp, hvilket har den fordel, at hærens tab er begrænsede, men det er Daeshs tab desværre også. Risikoen for, at de bare dukker op igen et andet sted, er derfor meget stor,« fortæller han og forudser, at koalitionen vil være nødt til at støtte de irakiske styrke mange år fremover.

Ven eller fjende

På videoskærmen er det blevet nat, og 20-25 små prikker bevæger sig rundt i en uordentlig bunke. Dronekameraet zoomer ind på den mystiske natlige aktivitet.

Halvdelen af pletterne viser sig at være får, der roder rundt efter noget spiseligt, og resten er mennesker, der samles i nærheden af et hus. Et par stykker sætter sig ned på en kasselignende genstand, men andre går lidt planløst omkring eller samles to og to.

»Det så først mystisk ud. Om natten plejer der at være helt stille ude i landsbyerne. Men her var der pludselig en masse aktivitet. Vi troede først, det var Daesh, der stimlede sammen og forberedte et angreb. De har før optrådt som fårehyrder, og det så meget mærkeligt ud,« fortæller Morten. »Men det viste sig, at det bare var nogle hyrder, der mødtes for at hygge og spise lidt natmad.«

Morten medgiver, at det kan være svært at skelne mellem civile og fjender, men hvis han er det mindste i tvivl, beder han amerikanerne se nærmere efter.

Andre gange er skellet mellem civile og fjender imidlertid krystalklart, fortæller han. Som den dag i april, da hans Puma-hold fik øje på nogle Daesh-krigere, som tvang civile fra den lille provinsby Hiit til at tage dem med i deres biler. Den irakiske hær var i fuld gang med at indtage byen, der ligger omkring 30 km sydøst for Ain al-Asad på kanten af Eufrat-floden.

»Bilerne var fulde af kvinder og børn, som de havde taget som gidsler for at komme ud af byen. Vi kunne se, hvordan de stoppede op på landevejen og gjorde klar til at henrette dem en for en,« fortæller han.

»Vi fik hurtigt fat i amerikanerne og irakerne, som heldigvis var lige i nærheden, så de kunne gribe ind og redde de her menneskers liv. Hvis ikke vi havde opdaget, hvad der foregik, var de højst sandsynlig blevet dræbt. Sådan en dag er det rart at være droneoperatør.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Jongberg

"... for deres helt særlige krigsindsats." Whauw, medaljer for tre doede "terrorister" ... eller har jeg misforstaaet teksten ?

Sikken dog en slatten forsamling skrumpehoveder, der ikke engang er i stand til at udfylde deres flotte hjelme ... ;-)