Analyse
Læsetid: 6 min.

Dybfrossen dialog mellem Tyrkiet og Vesten

Tyrkiets NATO-medlemskab er i spil efter det fejlslagne kupforsøg mod præsident Erdogan, og EU-medlemskab udelukkes, hvis Tyrkiet genindfører dødsstraf – hvilket næppe vil ske
Mens Istanbul og Ankara er ved at vende tilbage til normale tilstande, har Tyrkiets regering suspenderet den årlige orlov for flere end tre millioner tjenestemænd landet over. Med ordren følger, at tjenestemænd, som i øjeblikket er på ferie, skal vende tilbage på arbejde hurtigst muligt, og at de har fået midlertidigt forbud mod at forlade landet.

Hussein Malla

Udland
19. juli 2016

Meldingerne fra Tyrkiet mere end tre døgn efter en gruppe officerers kupforsøg mod præsident Recep Tayyip Erdogan og hans regerende AKP-parti er, at den i forvejen elendige atmosfære mellem USA og Tyrkiet er forværret.

Årsagen: At Erdogan kræver den islamiske prædikant Fethullah Gülen, der i 16 år har levet i eksil i Pennsylvania i USA, udleveret som medskyldig i kupforsøget.

Sker det ikke, »vil det være ensbetydende med at sætte spørgsmålstegn ved vores venskab«, sagde Tyrkiets premierminister, Binali Yilderim, i går.

Hvilket af politiske iagttagere i Istanbul udlægges som, at Yilderim sætter spørgsmålstegn ved Tyrkiets NATO-medlemskab.

»Det er ikke for sjov, at han udtrykker sig på den måde,« siger en politisk redaktør på en af landets tv-kanaler til Information. »NATO-medlemskabet er i spil i de interne overvejelser i regeringen og diskuteres åbenlyst i de Erdogan-venlige medier.«

Læs også: Vil Erdogan lære af kupforsøget?

Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, afviser ikke direkte at udlevere den 75-årige Fethullah Gülen, men sagde i går på et møde med EU’s udenrigsministre i Bruxelles, at det vil forudsætte håndfaste beviser, der »kan tåle at blive gennemlyst«.

Binali Yilderims svar:

»Vi vil blive meget skuffede, hvis vores venner fortæller os, at vi skal levere beviser i en situation, hvor medlemmer af attentat-organisationen har handlet efter direktiver fra denne mand.«

Med andre ord: Den tyrkiske ledelse mener, at kupforsøget, som fandt sted fredag aften, i sig selv er dokumentation for prædikantens medskyld, og at amerikanerne presser venskabet med deres eneste muslimske NATO-partner, der er strategisk vigtig som base for den amerikanske koalitions angreb på Islamisk Stat i Syrien og Irak.

Og under de diplomatiske formuleringer ligger en antydning af, at USA var i ledtog med kupmagerne.

Tøvende støtte fra USA

Dels tog det John Kerry og præsident Barack Obama næsten tre timer at udtrykke fuld støtte til den tyrkiske regering – og som en kommentator har bemærket, var Kerrys første, umiddelbare reaktion et håb om »fortsat fred og stabilitet i Tyrkiet« – ikke et ord om fortsat demokrati.

Dels viser nærlæsning af kupmagernes erklæring på den statslige tv-kanal, TRT, straks efter iværksættelsen af kuppet fredag aften, at deres mål var at genetablere den »internationale respekt, vores regering har mistet«.

Den formulering udlægges i Ankaras politiske miljø som kritik af Erdogans tøven med at alliere sig fuldt og helt med USA-koalitionen mod Islamisk Stat.

Læs også: Dansk-tyrkisk fordømmelse

Således gik der et år, før USA fik presset igennem, at den internationale koalitions kampfly, der angriber Islamisk Stat, fik lov at anvende Incerlik-basen i det sydlige Tyrkiet.

Men det skete først efter, at USA havde leveret en modydelse, nemlig at undlade indblanding i Tyrkiets optrapning af krigen mod kurdiske separatister i PKK, der er allierede med amerikanerne i krigen mod Islamisk Stat, men som Erdogan bekriger af indenrigspolitiske årsager.

Det fejlslagne kupforsøg kan således meget vel få den geopolitiske bivirkning, at det yderligere forsurer relationerne mellem Tyrkiet og USA. Og efterhånden som detaljerne afdækkes, ser det ud, som om Fethullah Gülens bevægelse, Hizmet (At tjene), rent faktisk har haft held til at infiltrere også det tyrkiske militær.

Påstået hovedmand anholdt

Den påståede hovedmand for det fejlslagne kup, den tidligere chef for luftvåbenet, general Akin Öztürk, blev anholdt søndag, mens den anden formodede hovedmand, en tidligere juridisk rådgiver for generalstaben ved navn Muharrem Köse, fortsat menes at være på fri fod.

Andre højtstående officerer, der siges at have været indblandet i kupforsøget, er en oberst, der gjorde tjeneste som Erdogans særlige militære rådgiver, og den tyrkiske generalstabschef Hulusi Akars privatsekretær, en generalmajor – der angiveligt forsøgte at true Akar med pistol til at underskrive kupmagernes erklæring, hvilket han nægtede.

En femte prominent general, anholdt for meddelagtighed, er chefen for Incerlik-basen, hvor amerikanske (og danske) kampfly er stationeret. Han mistænkes for at have tilladt, at kampfly, der deltog i kuppet, blev tanket op i luften – og Incerlik er eneste base, der råder over den slags optankningsfly.

Det skønnes, at 600 af det tyrkiske luftvåbens cirka 1.000 jagerpiloter nu er under lås og slå. Desuden er 8.000 politifolk over hele landet enten anholdt eller suspenderet, ligesom i hvert fald 50 højtstående embedsmænd i statens administration tilbageholdes.

Læs også: Kupforsøg giver Erdogan en blankocheck?

At også et antal generaler og oberster, især i luftvåbenet, tilsyneladende har vist sig at være Hizmet-folk – hidtil har man troet, det var bureaukratiet, retsvæsenet og politiet, der var alvorligt infiltreret – skyldes, at Gülen-bevægelsens mantra har været studier: uddannelse, uddannelse, uddannelse, med en teori om, at samfundet kunne ændres indefra med rettroende på de vigtige ledelsesposter.

Hizmet-medlemmer var i kraft af deres fine eksamenspapirer til rådighed, da AKP kom til magten i 2002 med et absolut flertal, der gjorde, at partiet rent faktisk overtog statens administration.

Men da AKP’s kerne hovedsageligt bestod af mellemstore forretningsfolk – møbelfabrikanter og tæppehandlere fra Anatoliens koran-bælte – var der ikke tilstrækkeligt veluddannede til at besætte de centrale poster, der blev ledige i takt med, at den hidtidige kemalist-elite – den sekulære landsfader Kemal Atatürks arvinger – blev marginaliseret med fyresedler eller førtidspensioner.

Her var Gülen-medlemmer med deres edb-ekspertise og akademiske uddannelser til rådighed, og det samme gjorde sig efterhånden gældende i de væbnede styrker.

For eksempel blev Hizmet-folk hvervet som piloter, ved at bevægelsen også kontrollerede det hospital, der udstedte helbredsattester til ansøgerne om uddannelse til jagerpilot, og medierne kan nu berette om, hvordan sekulære ansøgere blev siet fra med falske erklæringer fra de læger – også Hizmet-folk – der udfærdigede helbredsattester.

Og som årene gik, ville Hizmet-enklaven i staten have mere magt – bl.a. forsøgte den at overtage efterretningstjenesten MIT, hvis chef var Erdogans nære ven, Hakan Fidan – og her satte partibossen for alvor hælene i. Spiontjenesten var hans domæne, og en Hizmet-udrensning blev iværksat, der nu kulminerer som – med Erdogans egne ord – »en gave fra Gud«.

Forberedt længe

Nu er spørgsmålet så, hvordan Erdogan og hans regering vil tackle den åreladning af officerer og embedsmænd, der bures inde for meddelagtighed – påstået eller reel – i kupforsøget.

Det synes evident, at en udrensning af Hizmet-folk længe har været forberedt – lister på 6.000 navne, der skulle hentes af politiet, har åbenbart ligget klar – og selv om det benægtes, har premierminister Yilderim bekræftet, at man havde en liste med navne.

Men den var ikke en arrestationsliste, men en fortegnelse over folk, der havde deltaget aktivt i tilrettelæggelse af fupretssager mod sekulære militærfolk og bureaukrater. Hvilket på det tidspunkt skete med Erdogans velsignelse.

Binali Yilderim, der for nylig blev udpeget som afløser for Ahmet Davutoglu på posten som premierminister, er da også begyndt at tale om »inklusivitet i samfundet« – altså inddragelse af andre, end AKP-partitro i styringen af det store land.

Der er brug for afløsere, og socialdemokrater, republikanere og nationalister vejrer morgenluft. Hvis AKP åbner for andre gruppers deltagelse i samfundets administration, sker det af nød – ikke på grund af en pludselig demokratisk vækkelse.

Men det vil vise sig – de næste dage og uger vil være de lange knives periode, hvilket er bekymrende også for Tyrkiets allierede og samarbejdspartnere. Som den danske udenrigsminister, Kristian Jensen, sagde, da han kommenterede forlydender om en tilbagevenden til dødsstraffen, så er der jo også en vigtig flygtningeaftale med Tyrkiet.

Og en udbredt vurdering i Ankara er, at Erdogan og konsorter lige nu istemmer ’folkekravet’ om at henrette kupmagerne, men at en tilbagevenden til dødsstraf, der blev afskaffet i 2004, næppe bliver effektueret.

Det er vigtigere for AKP at samle end at sprede, som situationen ser ud efter fredagens dramatik. Der er brug for optøning og kompromiser både nationalt og internationalt, og Erdogan er, når alt kommer til alt, handelsuddannet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Så hurtigt kan en stabil verden bringes til sammentyrtning!
Måske afspejler det først og fremmest en utidssvarende opbygning af Sikkerhedsrådet, hvor f.eks. den manglende repræsentation og Mellemøsten og Afrika er et stort problem.

Eftermiddagen 11.9. 2001. Under et møde i krisestaben bad Rumsfeld om de bedste informationer: ” Vurder om de er gode nok til at ramme Saddam Hussein samtidig. Ikke kun Osama bin Laden. Saml alt op. Det, der er relevant og det, der ikke er.” Resten er historie.
Et demokrati og en retsstat svarer med retsstatslige midler. Et kup mod en demokratisk stat er og bliver en forbrydelse og må straffes. Tilbage bliver om Tyrkiet er i stand til at handle som en retsstat. Spørgsmålet er om USA's kamp mod terror via droner er en retsstat værdig.

Som det er blevet sagt, så virkede kuppet dilettantisk, men modtrækket særdeles velgennemtænkt - og udført efter forudliggende planer.

Robert Ørsted-Jensen, Alan Strandbygaard og Torben Skov anbefalede denne kommentar