Erdogans kulturrevolution starter i skolen

Sultanen har sat sig tungt på skolebænken. I de seneste dage er 15.200 ansatte blevet suspenderet i Tyrkiets uddannelsesministerium, mens 1.577 dekaner og institutledere på landets universiteter står til at blive fyret.

Yderligere 21.000 privatlærere har fået inddraget deres tilladelse til at undervise, og alle offentligt ansatte har fået udrejseforbud fra Tyrkiet.

De, som er på ferie i udlandet, er beordret hjem. På sociale medier som Reddit diskuterer gymnasielærere, om de tør rejse tilbage til Tyrkiet. Hvad er det, de vender hjem til? Hvordan vil styret reagere, hvis de ikke vender hjem?

Udrensningen er ifølge præsident Recep Tayyip Erdogan en reaktion på det mislykkede militærkup natten til lørdag den 16. juli.

Ifølge regeringen var kuppet iværksat af den eksilerede leder af Hizmet-friskolebevægelsen, Fetullah Gülen. Erdogan og Gülen var nære allierede indtil 2013, da en magtkamp brød ud.

»Vi vil grave dem [Gülen-bevægelsen] op ved rødderne, således at ingen hemmelig terrororganisation igen vil have den frækhed at forråde vores velsignede folk,« sagde premiereminister Binali Yildirim om lærerfyringerne tirsdag ifølge Reuters.

Klapjagten på lærerne er en umiddelbar konsekvens af magtkampen med Gülen, men skal ses i et større perspektiv. Udrensningen rammer nemlig både gülenister og sekulære lærere, der intet har at gøre med bevægelsen.

Den er kulminationen på den aggressive uddannelsespolitik, som traditionelt har været en del af Tyrkiets politiske historie og har været et omdrejningspunkt for Erdogan og hans parti, AKP, især siden valget i 2011.

Det forklarer Hetav Rojan, Tyrkiet-kender og tidligere mellemøstredaktør for Ræson.

»Præsident Erdogan har i sin regeringstid målrettet reformeret det tyrkiske skolesystem for at give mere plads til islam. Vi snakker nitty gritty stuff som at give kommunalstøtte til koranskoler, ændre i pensum og iværksætte sunni-læsninger af Koranen. Samtidig allierede han sig med Gülenbevægelsen, som gennem deres skolesystem havde et stærkt græsrodsnetværk og let adgang til mobilisering af folket,« siger Rojan.

Oh, store Atatürk

Dermed gør Erdogan præcis det, han så det kemalistiske militær gøre ved hvert eneste militærkup under hans opvækst. Erdogan omdanner nu skolerne efter sit hoved for at indoktrinere befolkningen og rekruttere nye vælgere.

Det forklarer Isik Tuzun, chef for Education Reform Initiative (ERI), en uafhængig tænketank, der monitorerer det tyrkiske uddannelsessystem:

»Uddannelse i Tyrkiet har altid været underlagt indoktrinering. Ideologierne ændrer sig måske, men hver eneste regering har brugt uddannelsessystemet til at udbrede sin egen ideologi. AKP er ikke unikke i det henseende, sådan har det altid været,« siger hun over en telefon fra Istanbul.

Eller som en ung pakistansk kvindelig journalist engang fortalte Sadi Tekelioglu, redaktør for den tyrkisksprogede danske avis Kusey:

»Når du får fat i barnet, får du fat i familien. Når du får fat i familien, får du fat i gaden. Når du har fat i gaden, får du fat i samfundet. Og så har du magten.«

At uddannelsespolitikken har været et omdrejningspunkt for alle politiske bevægelser i Tyrkiet siden statsdannelsen i 1923, mærkede Sadi Tekelioglu på egen krop, da han gik i 4. klasse og fik Tyrkiets landsfader, Kemal Atatürk, til at græde. Tekelioglu er i dag 56 år gammel, men det stikker stadig i maven, når han tænker på oplevelsen:

»Det var i 1971. Vores lærer kaldte mig op til tavlen, foran alle de andre elever, og stillede mig et spørgsmål. Jeg kan ikke huske, hvad det var, men jeg kunne ikke svare. Over tavlen hang portrættet af Atatürk, som det gør i alle tyrkiske klasseværelser, også i dag. Min lærer pegede op og sagde: ’Kig på Atatürk. Kan du se, hvor ked af det han bliver, fordi du ikke kan svare?’ Det var ydmygende,« husker Tekelioglu.

Heltedyrkelsen af Kemal Atatürk var på sit institutionelle højdepunkt i 1971. Den tyrkiske hær havde netop gennemført sit andet militærkup for at sikre, at demokratiet holdt sig inden for linjerne af Kemal Atatürks sekulære vision for Tyrkiet, den såkaldte ’kemalisme’.

Landet blev kastet ud i tre års blodig undtagelsestilstand, hvor militæret slog hårdt ned på religiøse og marxistiske bevægelser. Men de farlige tanker skulle kvæles fra barnsben. Derfor blev uddannelsessystemet reformeret, blandt andet blev mange af de muslimske Imam Hatip skoler tvangslukket.

De Imam Hatip-skoler, som forblev åbne, fik indskrænket pensum og mistede deres status som adgangsgivende til universiteterne, hvorfra Tyrkiets politiske og administrative elite blev rekrutteret.

Militærets ideologiske påvirkning fortsatte i 1972, hvor den daglige ed, alle skoleelever skulle afgive, blev skrevet om for at hylde landsfaderen:

»Oh, store Atatürk, som har skabt vores liv i dag; på vejen du har lagt, i landet du har skabt, jeg sværger at gå uophørligt mod det mål, du har sat.«

Det gjorde enormt indtryk på skolebarnet Sadi Tekelioglu:

»Vi fik indoktrineret, at Atatürk havde smidt fjenderne ud og skabt dette smukke land – nu skulle vi beskytte det og forsvare hans idéer, uanset hvad. Lærerne var 100 pct. hengivne til projektet, og vi satte ikke spørgsmålstegn ved den ideologiske påvirkning. Jeg elskede jo mit land,« husker han.

Andre tyrkere led under militærets ’autoritære sekularisme’. Når en ung tyrker med politiske ambitioner i 1973 fik sin eksamen fra Imam Hatip-gymnasiet, var det diplom, han fik, pludselig ikke det papir værd, det var trykt på, som en konsekvens af skolereformen. Oplevelsen må have gjort dybt indtryk på den 19-årige student Recep Tayyip Erdogan.

Da Erdogan og AKP vandt valget i 2002, gik der omkring 65.000 elever på de muslimske Imam Hatip-skoler i Tyrkiet ifølge Newsweek. I 2014 var det vokset til næsten en million børn mellem 10 og 18 år, svarende til 9 pct. af alle skoleelever i Tyrkiet.

Den markante stigning er sket ved at reformere gymnasier og mellemskoler, så de frivilligt eller ved tvang omdannes til Imam Hatip-skoler, hvor op mod en tredjedel af undervisningen er dedikeret sunni-islamiske studier.

Hvad er nationen?

Udviklingen har mødt voldsom kritik fra både sekulære og religiøse minoriteter i Tyrkiet, herunder kurdere, alevitter og andre islamiske trosretninger end sunni-islam.

To gange har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol dømt imod Tyrkiet i sager, hvor religiøse mindretal er blevet tvunget til at deltage i sunni-islamisk religionsundervisning.

AKP-støtter betragter Erdogan som bannerfører for en frihedskamp for de muslimer, der i årtier blev undertrykt af militærets autoritære sekularisme. Det forklarer A.Kadir Yildirim, der forsker i demokrati og religion i Tyrkiet ved Rice University i USA:

»I 1990’erne blev Imam Hatip-studerende åbenlyst diskrimineret imod, blandt andet ved at deres karaktergennemsnit blev devalueret i forhold til studerende fra ikke-muslimske skoler. Dermed var det meget svært for dem at få adgang til de mest eftertragtede uddannelser. Diskriminationen er vendt på hovedet nu, hvor AKP bruger Imam Hatip-skolerne som deres primære rekrutteringsværktøj til poster i bureaukratiet.«

En anden politisk mærkesag for Erdogan var tørklædeforbuddet på universiteterne, et produkt af Atatürks kemalisme og nedfældet i grundloven, som AKP efter mange politiske tovtrækkerier fik ophævet i 2008. Sidenhen har piger ned til 10 år fået tilladelse til at bære tørklæder i skolen.

Men måske mest sigende af alt blev den føromtalte studenter-ed – det daglige holdepunkt for alle skoleelever siden 1933 – afskaffet forrige år. Det var et historisk vendepunkt for Tyrkiet, mener Hetav Rojan:

»Det er et enormt symbolpolitisk initiativ at fjerne eden, som mange herboende tyrkere og kurdere, der gik i tyrkisk skole for 50 år siden, kan huske fra hjertet. Det er for mig den mest afslørende handling, der viser, hvordan AKP er inde og strømline pensum, skolebøger, ja, snart sagt alting i skolegangen, for at påvirke de tyrkiske børn.«

»AKP gør det, fordi skolesystemet er enhver nations narrativ. Det er måden, du husker og genfortolker landets historie. I mange år var skolesystemet det sekulære bolværk for kemalisterne, sidenhen fik Gülenbevægelsen skabt en stærk rekrutteringsbase deri. Det er Erdogans to stærkeste fjendebilleder lige nu, og derfor har det været så vigtigt for ham at tage kontrollen i uddannelsessektoren,« siger Hetav Rojan.

Det synes i dag klart, at islamiseringen af skolerne frem til 2013 var et parløb mellem Erdogan og Fetullah Gülen for at knække kemalisternes indflydelse.

I kølvandet på kupforsøget er det mere uvist, hvorvidt Erdogan vil tage kontrol med de 10 militærskoler i Tyrkiet, som anses for at være kemalisternes kulturelle højborg, og som i 100 år har opdraget landets militærchefer og kupmagere.

»Skolerne har været et bolværk mod religion i militæret, den vel nok sidste institution i Tyrkiet, det foreløbig ikke er lykkedes AKP at penetrere. Men med massefyringerne i militæret de seneste dage tvivler jeg på, de går fri, « siger A.Kadir Yildirim.

Et andet spørgsmål er, hvorfor Gülen og Erdogan i sin tid brød alliancen, men det medførte et øjeblikkeligt skifte i uddannelsespolitikken.

Siden 2013 har AKP aggressivt tvangsnationaliseret hundredvis af de private gülenskoler rundt om i landet, som indtil da havde været AKP’s vigtigste rekrutteringsværktøj til embedsværket. Hundredvis af kritiske lærere blev fængslet, hvis de kritiserede den uddannelsespolitiske strategi, hvilket har mødt kritik fra Human Rights Watch:

»Præsident Erdogans ondskabsfulde kampagne mod akademikere er en del af hans ønske om at forbyde, straffe og lukke munden på alle kritiske stemmer i Tyrkiet,« sagde menneskeretsorganisationens Emma Sinclair-Webb, senior-researcher i Tyrkiet tilbage i marts måned.

Børnene taber

Længe inden kupforsøget var der altså udbrudt krig mellem AKP og Gülenbevægelsen. Det forklarede den tyrkiske journalist Nedim Sener, da Information besøgte Istanbul sidste år:

»Vi er midt i en meget passioneret krig, en voldelig tid. Det er som et ægtepar, der bliver skilt, men det er ikke en krig, der kan hjælpe demokratiet. Det er en kamp til døden, og til sidst vil den ene af de to grupper stå tilbage som sejrherre,« fortalte han dengang.

En kamp, Erdogan nu ser ud til at have vundet.

Fra sit kontor i Karaköy, Istanbul, ønsker Isik Tuzun ikke at kommentere den aktuelle udvikling med lærerfyringer og udrejseforbud i det tyrkiske uddannelsessystem. Men hun bemærker, at det er blevet sværere for Education Reform Initiative at agere vagthund i uddannelsespolitiske spørgsmål, især siden 2011.

»Specielt hvad angår religionsstudier, er det blevet et meget mere kompliceret spørgsmål. Det er en af de udfordringer, vi har som organisation. Vi promoverer et børne-centreret udgangspunkt for læring, men når det gælder religion eller tosprogethed i uddannelsesregi, er det blevet så politiseret, at du ikke kan diskutere det fra et pædagogisk udgangspunkt. Ud fra hvad børn oplever og har brug for. Det er svært bare at forske i det,« siger hun.

I Europa er det kommet bag på mange eksperter, at den tidligere så EU-positive Erdogan har skubbet så hårdt på for en islamisering af skolesystemet, at det er på kanten af menneskerettighederne. Alt for længe har Europa været optaget af at diskutere, hvorvidt Erdogans islamisering er oprigtig, mener Hetav Rojan.

»Nogle forskere vil gerne motivgranske, om Erdogans islamisering er oprigtig eller et udtryk for populisme. Men det kan vi jo ikke vide. Det vigtige er, at Erdogan bruger religionen og det gejstlige apparat politisk, at der sker en politisering af det religiøse for at øge hans magt. Det er langtfra unormalt, men det er en pointe, der skal slås fast med syvtommersøm i Danmark, fordi det er så fjernt for os, hvor effektivt religion kan mobilisere en befolkning,« siger han.

Endnu hænger portrættet af Kemal Atatürk i alle landets klasseværelser. Men hvis det står til AKP, bliver det Recep Tayyip Erdogans tankegods, fremtidens tyrkere skoles i, mener Sadi Tekelioglu:

»Hvis du kan beholde magten i 10 år, kan du opdrage en generation til at tænke som dig. Det lyder grotesk, jeg ved det. Men sådan tænker man i Tyrkiet.«