Læsetid: 6 min.

FARC var det liv, hun valgte

Krig, sårede og døde har fyldt det meste af guerillasoldaten Yurisara Garcías 30 år i oprørsgruppen FARC. Nu betyder de fremskredne fredsforhandlinger med den colombianske regering, at det civile liv venter lige om hjørnet – og et gensyn med den søn, hun sidst så som nyfødt for 26 år siden
’Det er svært at sige, om jeg har slået ihjel. Jeg har været med i mange kampe, og i kamp skyder man. Men man ved ikke, om ens kugler har slået nogen ihjel ,’ siger Yurisara García, guerillasoldat i FARC.

Lise Josefsen Hermann

28. juli 2016

»Der er ingen, der kan lide krigen. Vi kom herind, fordi det var nødvendigt. Det er hårdt at se en såret kammerat eller en død, der falder ved siden af én. Nu er familien ikke den derude, som man efterlod. Nu er familien herinde.«

45-årige Yurisara García har været guerrillera hos FARC det meste af sit liv. Vi møder hende i en lejr dybt inde i junglen, hvor hun sammen med knap 120 andre soldater har holdt til siden december. Hun kom med i oprørsgruppen som blot 15-årig. Og efter fire år blev hun for alvor tvunget til at tage stilling til, hvem hun var, da hendes p-piller svigtede, og hun blev gravid.

»Man vælger, om man vil være familiemor eller guerillasoldat. Jeg valgte at være guerrillera,« siger Yurisara García.

Hun afleverede sin nyfødte søn hos sin søster og har ikke set ham siden.

Samme år var hun med i det, der kaldes Slaget om Taraza, hvor der døde mange på begge sider.

»Mit guerillaliv har mest været militære aktiviteter med sårede og døde.«

Med våbenhvile og fredsaftale mellem FARC og den colombianske regering skal hun til at vænne sig til et andet liv.

Yurisara García ligner en hvilken som helst anden colombiansk kvinde med selvsikre øjne. Hun er en del af ledelsen af den mobile enhed Front 57, som opererer i delstaten Chocó, der grænser op til Panama. En fattig, underudviklet region, hvor der bor en stor andel af indianske folk og afro-colombianere.

Yurisara er kun hendes kaldenavn i FARC. Den rigtige identitet holder hun for sig selv. Hun kommer fra landsbyen Vehachí i delstaten Antioquia. De var seks søstre i familien. Ud over husligt arbejde vaskede pigerne efter guld i floden og fik på den måde råd til toiletsager og undertøj. Familien dyrkede bananer, maniok-rod, majs og kaffe. Der var ikke nogen skole i landsbyen, da Yurisara García kom i skolealderen. Men to år senere sendte en onkel hende til storbyen Medellin for at gå i skole.

»Min mor ville have, vi skulle gå i skole, men jeg kedede mig,« fortæller Yurisara García, som stoppede i skolen efter fjerde klasse.

En kamp

Guerillaen begyndte at komme i landsbyen. De holdt møder og foredrag.

»De fortalte, at de kæmpede for en forandring, hvor der var lige rettigheder. Mange af mine venner var med i guerillaen. Vi drømte også om at komme med, så vi ikke bare skulle kæmpe for os selv, men for mange mennesker. Det var det, der kaldte os til at blive en del af guerilla-kampen. Til sidst besluttede jeg at søge om optagelse. De sagde, at jeg måtte vente, for jeg var ikke fyldt 15.«

Endelig oprandt dagen, den 3. maj 1986.

»Det var hårdt for min mor. Hun græd og ville ikke have, jeg tog afsted. Min far sagde: ’Jeg ved, at ens børn ikke bliver ved siden af deres forældre hele livet. Hvis du vil afsted, kan jeg ikke sige nej.’«

»De første dage var hårde. Jeg var vant til at være hjemme og tog aldrig nogen steder alene. Alting var anderledes. Sengen, maden, marcherne, at vænne sig til disciplinen. At leve som en militærperson, hvor alt er baseret på ordrer, og man skal bede om tilladelse til alt. I lang tid vidste jeg ikke noget om min familie. Efterhånden forstår man, at det har med deres sikkerhed at gøre, og man undgår at ringe. Regeringen har altid forfulgt vores familier.«

Gennem årene har FARC været med i adskillige fredsforhandlinger med forskellige regeringer. Men de gik i vasken. I 2012 så det ud til at være anderledes. FARC og den colombianske regering indledte fredsforhandlinger, som bragte parterne tættere på en fredsaftale end nogensinde. Yurisara blev sendt til Havana i Cuba, hvor hun var med til forhandlingerne i et år.

»Det var underligt at være sammen med folk fra oligarkiet i Colombia. Dem, vi altid har været imod. Det, der gjorde størst indtryk, var at sidde til bords med fjenden og drikke kaffe med militærfolk.«

»Det er jo folk, der har ledet operationer imod os. Men man lærer at have sin fjende ved siden af sig, at tale med ham og ikke bare være i konfrontation. Det er nødvendigt, og man vænner sig til det.«

Et arbejde

Yurisara har altid været i ledelsen af kommandoer, der har kæmpet direkte mod »fjenden«, som hun kalder den colombianske hær.

»Det var mit arbejde. Når man får en opgave, handler det om at bekæmpe fjenden. Man lærer at forsvare sig med våben, og man lærer andre at gøre det samme. Det er svært at sige, om jeg har slået ihjel. Jeg har været med i mange kampe, og i kamp skyder man. Men man ved ikke, om ens kugler har slået nogen ihjel.«

Fredsforhandlingerne ser nu ud til at lykkes efter 52 års konflikt. I juni indgik FARC og den colombianske regering en historisk våbenhvile, og Colombias forfatningsdomstol har afgjort, at den kommende fredsaftale skal sendes til folkeafstemning senere i år.

»Vi vil fortsætte sammen, skabe et parti og kæmpe uden våben og uniformer og respektere loven. Vi vil kæmpe for et andet Colombia. Det vil blive hårdere, for uden våben bliver vi ligeværdige, og det er ordene, der tæller. Vi taler meget om ikke at gå hver til sit, og så slutter det der, som regeringen tror. Jeg ser ikke mig selv alene, men ved siden af mine kammerater.«

En drøm

FARC sættes ofte i forbindelse med narkokriminalitet og erkender også selv sammenkædningen – i hvert fald til en vis grad. Et vigtigt punkt i forhold til fredsforhandlingerne er, hvad de omkring 7-8.000 guerilla-soldater skal leve af bagefter.

Yurisara håber, som der er lagt op til i fredsforhandlingerne, at der kommer produktive projekter, hvor FARC-medlemmer kan lære nye ting, som de kan leve af.

»Vi kan ikke bare komme ud i det civile liv med armene over kors og vente på, at alting kommer til os. Her er mange, der ikke kan læse og skrive. Jeg er vild med at studere, men jeg har ikke haft de muligheder. Min guerrillera-tankegang har altid været at fortsætte i landsbyerne og hjælpe med projekter. Jeg vil følges med mit folk. Jeg kan ikke se mig selv på en anden måde end i det parti, vi vil bygge op.«

Guerillasoldaten fæstner sig ved fattigdommen i Chocó:

»Det er trist at se, at folk stadig lever sådan. Uden sundhedsklinikker, sanitære forhold eller rindende vand. Man kan se bitterheden i folks ansigter på grund af volden, de har lidt under.

Her er underernærede børn, og man ser ikke nogen fremtid for dem. Indtil tingene ændrer sig, fortsætter vi med at kæmpe. Nu må vi se, hvor vi når til. Fred handler ikke bare om, at vi nedlægger våbnene. Fred er, når alles rettigheder respekteres, når der er frihed, når vi har ret til skolegang, arbejde og sundhed. For hvis ikke det ændres, kan vi nedlægge våbnene, men der vil ikke være fred.«

Hun har aldrig fortrudt at være med i »organisationen«, som hun kalder FARC. Men der er flere hårde øjeblikke end gode. Hun ville gerne have studeret mere, så hun kunne hjælpe mere og lære fra sig.

»Det er det, der bliver tilbage af én. Men det var det liv, jeg valgte. Og nu er jeg professionel i organisationen.«

Når fredsaftalen kommer, betyder det, at guerillasoldaterne kan se deres familie igen. Yurisara kan se sin søn.

»Min søster er mor til ham nu. Jeg har talt med ham i telefonen, men aldrig set ham. Han er 26 år. Jeg vil gerne fortælle ham, hvorfor jeg ikke kunne være sammen med ham. Give ham en forklaring. Vi er alle i samme båd og har efterladt vores kære for at være her. Det er ikke alle, der er lige så heldige som mig at være 30 år herinde uden at blive dræbt. Mange ved ikke, hvad der skete med deres guerilla-familiemedlemmer. Det her er en stor mulighed. Det vil være som en drøm.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • frederik schou
  • Holger Madsen
  • Palle Yndal-Olsen
frederik schou, Holger Madsen og Palle Yndal-Olsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu