Baggrund
Læsetid: 8 min.

Flygtninge fanget midt i ingenting

En lejr på en fjerntliggende ø i Stillehavet er blevet holdeplads for Australiens dårlige samvittighed og dets asylansøgere. Flygtningene vil ikke være i lejrene på Nauru, men er tvunget til det. På Nauru vil man ikke have dem, men ser ingen anden udvej
Hundrevis af flygtninge lever i lejre på f.eks. Nauru midt i Stillehavet, fordi Australien vil undgå, at de kommer til fastlandet og søger asyl.

Hundrevis af flygtninge lever i lejre på f.eks. Nauru midt i Stillehavet, fordi Australien vil undgå, at de kommer til fastlandet og søger asyl.

Vlad Sokhin

Udland
21. juli 2016

Oppefra ligner Nauru paradis på jord. En ø på størrelse med Anholt placeret midt i Stillehavet med alt, der hører sig til af palmer og koraller.

Men der kommer ingen gode nyheder fra Nauru. I stedet flyder der en lind strøm af historier om overgreb, selvmord, psykisk sygdom og brudte rettigheder fra øen. Alle med ophav i Naurus flygtningelejr.

For to måneder siden satte Omid Masoumali ild til sig selv. Han havde overhældt sigs selv med benzin, og et par gnister antændte den 23-årige iraner.

Masoumalis sidste ord, »jeg kan ikke klare det her mere,« blev hørt af hans medbeboere i lejren og den besøgende FN-delegation, der kiggede på fra den anden side af hegnet.

Beboerne fik kastet et tæppe over Masoumali, så flammerne blev slukket og hans skrig dæmpet. Masoumali døde to dage senere på et hospital i Brisbane. Han efterlod sig en kone og to børn i lejren på Nauru.

Masoumalis død var ikke det første selvmord blandt flygtningene på Nauru. I en rapport fra UNHCR er forholdene blevet beskrevet som inhumane, straffelejrlignende og skadelige for den menneskelige psyke. Alligevel er udsigten til forbedring ringe. Flygtningene er Naurus økonomiske livslinje, og Nauru er flygtningenes livslinje.

Højt at flyve

Historien om flygtningene er trist. Historien om Nauru er næsten værre. Nauru havde i begyndelsen af 1970’erne verdens højeste BNP pr. capita. Det siger måske ikke så meget, når der er tale om 10.000 indbyggere, men en præstation var det alligevel for en lille østat i Stillehavet.

Rigdommen var skabt på formlen: fuglelort + tid. Eller mere kemisk præcist: fosfat – og den fineste af slagsen.

Fosfaten i Naurus undergrund blev først opdaget af australske geologer i slutningen af det 19. århundrede. Herefter blev det hentet op fra undergrunden og solgt af forskellige firmaer under forskellige flag, australske, britiske, tyske og japanske, indtil Nauru blev en selvstændig republik i 1970, hvorefter de købte rettighederne til deres egen undergrund tilbage.

De næste 30 år tjente landet gennemsnitligt mellem 100 og 120 millioner australske dollar (ca. en halv mia. kr.) om året på at hente fosfat op og eksportere det. Det betød en formue på over en milliard australske dollar, da alt var godt – og de penge blev til tider investeret fornuftigt – med afkast på op til 14 procent om året.

Men Naurus mirakel fortsatte ikke ind i det nye årtusinde, for udvindingen udpinte øens undergrund, og i dag er det meste af øens inderste en ufrugtbar, ubeboelig bunke grå sten.

Da journalisten Jack Hit besøgte øen i 2003, beskrev han Naurus indland som følger: »[Det var] noget af det mest skræmmende, jeg nogensinde har set. Hele Nauru var plukket ren helt ned til øens skelet. Et skræmmende landskab af udgravede kanaler i et hvidt kalkstenslandskab.«

Fosfatreserverne var tørlagte omkring årtusindeskiftet, og i kombination med uregelmæssigheder i øens formuefond er Nauru i dag rykket ned som nummer 85 målt på indbyggernes gennemsnitlige indkomst. Efter øens to banker gik konkurs i 2004, har dens økonomi været papirbaseret, hvilket betyder, at der jævnligt flyves pengesedler ind fra Australien for at holde samfundet kørende.

Skal man træde yderligere i Naurus miserable situation, kan det nævnes, at det er landet med den gennemsnitligt højeste BMI i verden – 94 procent af indbyggerne (ikke flygtningene) er overvægtige eller fede. Cirka samme procentsats er arbejdsløse.

Da CNN besøgte øen i 2011, berettede de, at et salathoved kostede omkring 100 kroner, og at al mad blev friturestegt for at gøre op med den manglende smag af friskhed.

Et århundredes minedrift har smadret jorden, så ingenting kan gro. Og størstedelen af fiskearealerne er blevet solgt for at købe mad. Naurus import løber op i omkring 150 millioner dollar om året. Eksport; knap 50 millioner. Der er et hul, der skal dækkes, og det bliver det med flygtninge.

’Tampa-affæren’

Flygtningene bliver aldrig øens redning, men i dag er det de 1.200 (UNHCR tal) flygtninge i Naurus lejre, der holder øen oppe økonomisk. Australien betaler omkring 30 millioner dollar for at sende deres flygtninge dertil – det tal bestrides dog af flere.

Det er svært at regne sig endeligt frem til, hvad flygtningene koster, fordi øerne bliver betalt gennem bistand og ’sikkerhedsbidrag’, og UNHCR’s eneste bud går på, at lejrene på Nauru koster mere årligt end deres organisation i hele Sydøstasien.

Lejrene på Nauru, Manus og Papua New Guinea blev åbnet i begyndelsen af 00’erne, nogenlunde samtidig med at fosfaten var ved at være væk. Langt væk fra øen i Stillehavet var det affæren med det norske transportskib MV Tampa og en gruppe bådflygtninge, der startede Naurus forretning.

I 2001 samlede MV Tampa over 400 afghanske bådflygtninge op i strædet mellem Indonesien og Australien. Nordmændene forventede, at de kunne aflevere de nødstedte afghanere på australsk grund, men Australien takkede nej. Da MV Tampa begyndte at sejle mod Indonesien, »kom fem aggressive mænd op på dækket og forlangte at blive sejlet til Australien.

De havde alligevel ikke noget at miste«, har MV Tampas kaptajn, Rinnan, fortalt i et interview til The Observer. Til sidst erklærede Rinnan en nødsituation og sejlede, på trods af Canberras formaninger, ind i australsk farvand. Her blev skibet bordet af australske specialstyrker.

I den efterfølgende uge opstod der en diplomatisk krise mellem de to lande på hver sin side af kloden – med MV Tampa i midten.

Tampa-affæren førte til, at den australske regering lavede The Pacific Solution, som i al sin enkelhed gik ud på at ekskludere en masse australske øer fra territoriet, således at det ikke var muligt at søge asyl der, og man i stedet for at transportere asylansøgere til det australske fastland kunne flyve dem til fjerntliggende stillehavsøer – såsom Nauru.

Politisk pres

Lejrene var aldrig ment som et permanent opholdssted for de mange mennesker. Og de blev da også lukket i 2008, da en ny regering kom til magten i Australien.

I 2012 blev de genåbnet, fordi flygtningestrømmen igen tog til, og på sin vis er debatten om lejrene på Nauru »symptomatiske« på Australiens asyldebat, mener Sara Davies, der er professor i statskundskab ved Griffith University i Brisbane.

»Flygtninge, især dem som ankommer pr. båd, er i over 30 år blevet brugt af røde og blå regeringer til at manipulere folket til at tro, at man vil beskytte grænserne, fordi man går op i nationens sikkerhed.«

Flere gange har premierministerkandidater forsøgt at arbejde hen i mod en mere åbenhjertig politik, men det har for det meste været for en meget kort stund.

Heller ikke i den netop overståede valgkamp har lejrene på Nauru været et vægtet område: »Flygtninge, migranter og asylansøgere har været oppe og vende i valgkampen, men lejren på Nauru er for konkret til, at man kan føre værdipolitik over den,« siger Davies.

Primært fordi der ikke er bred opbakning hos de australske politikere til at finde en alternativ løsning. Ligesom i andre vestlige lande er flygtninge- og migrantdebatten i stedet blevet brugt af borgerlige politikere til at få fat i de klassiske venstrefløjsvælgere – ved at insistere på en ’fornuftens politik’, måske bedst eksemplificeret ved premierminister Malcolm Turnbulls reaktion på Omid Masoumalis død i april: »Vi har ikke råd til at lade empati for mennesker i desperate omstændigheder forstyrre vores dømmekraft.«

Ved det netop overståede valg genvandt Turnbull posten som premierminister. Hvilken del af den australske flygtninge- og migrantpolitik, der virker, er svært at vurdere. The Pacific Solution har ikke klaret det alene. Men politikken kan godt have haft en effekt på at holde antallet af bådflygtninge nede i 00’erne, siger Sara Davies.

I 2010 steg antallet af bådflygtninge drastisk, og som beskrevet ovenfor blev lejrene på Nauru åbnet igen to år senere. Imidlertid blev der også implementeret anden politik for at holde bådene tilbage, bl.a. Operation Sovereign Borders, hvor militæret overtog kontrollen med grænserne og begyndte at sejle flygtningenes både tilbage til Indonesien.

Siden 2014 er antallet af flygtninge, der kommer til landet, faldet med over 90 procent. Alt i alt har kun 28 både forsøgt sig med at krydse strædet. »For nu, ja, så har det virket,« siger Davies.

Problemet for Australien er, at de gerne vil have en plads i FN’s Menneskerettighedsråd, samtidig med at alverdens ngo’er og FN selv kritiserer landet for deres håndtering af flygtninge.

»Det ser ud til, at der er en klippefast tro på, at det ikke vil skade landets ansøgning,« siger Davies. Derfor preller kritikken fra diverse ngo’er også af. Heriblandt Amnesty Internationals, hvor Kate Schuetze er researcher og politisk rådgiver på Stillehavsområdet.

Facebook

Det virker som en petitesse, når Amnesty International kritiserer lukningen af Facebook på Nauru i deres landeanalyse – inden de kommer til den kæmpe bunke af sager fra lejrene. Men facebookforbuddet hænger også sammen med asylansøgerne, for det er et forsøg på at forhindre deres kontakt til omverdenen, mener Amnesty. Det sociale medie er nemlig en af deres få muligheder, de har for at kommunikere med folk uden for lejrene.

Kate Schuetze har forgæves forsøgt at få lov til at komme til Nauru i snart to år: »Hvis de svarer, hvilket de sjældent gør, er det undvigende a la ’det ikke er et godt tidspunkt lige nu’,« siger hun.

Prisen for et journalistvisum til øen er steget fra 200 til 8.000 australske dollar. Det betyder, at historien om Omid Masoumali og lignende skæbner sjældent når den brede offentlighed. »Et par medarbejdere fra lejrene har forsøgt at råbe folk op, men hvis de bliver opdaget, kan de få op til to års fængsel.

« Men deres vidneudsagn – og andres – betyder, er Schuetze er i stand til at konkludere, at »forholdene for flygtningene er aldeles forfærdelige. Vi har kortlagt et bredt udsnit af psykiske sygdomme blandt beboerne i lejrene.«

Kate Schuetze har dog stadig et håb om, at en lukning af lejrene kan blive en realitet på et tidspunkt – blandt andet fordi hun i befolkningen ser flere grupperinger, der protesterer mod lejrene, i takt med at historier som Masoumalis kommer ud til offentligheden. Og fordi nabolandet Papua New Guinea har erklæret deres lejre for grundlovsstridige.

Naurus regering har ikke svaret på vores henvendelse om et interview.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Erik Karlsen

"Problemet for Australien er, at de gerne vil have en plads i FN’s Menneskerettighedsråd"

Jamen, det skulle da vel ikke være noget problem. Australien skal bare indføre en politik som i Saudi-Arabien.... :-(

Henrik Bjerre

@Erik Karlsen

Jeg synes også Saudi-Arabien er rædselsfuldt - men har det fint med USA. Men det er jo i grunden hyklerisk - hvis det er baseret på dødsstraffen. Begge lande praktiserer den - at den saudiske tradition så siger offentlig halshugning og udstilling af den forkortede krop - og den amerikanske dødelig indsprøjtning - der ofte er pinefuld - er vel detaljer?

Jeg ville dog aldrig sætte mine ben i Saudiarabien - eller lave forretninger med dem.

Pointen er at Saudi er medlem af menneskerettighedsrådet, men Australien er ikke.

Erik Karlsen

Henrik,
retten til liv er godt nok den vigtigste menneskeret overhovedet, men det behøver jo ikke være hyklerisk, for i USA har kvinder plus diverse minoriteter trods alt en hel del flere rettigheder end i Saudi-Arabien.

Kaj,
det var også grunden til min sarkastiske bemærkning ;-)