Læsetid: 5 min.

At gå i krig er let – at komme ud er tungt

Chilcot-rapporten påpeger: Storbritannien og dets forbundsfæller havde ikke gjort sig klart, hvordan de ville vinde krigen i Irak. Dermed begik de en fejl så gammel som historien. En fejl, som blandt andre Danmark stadig begår
Tyske tropper på vej mod fronten uden for Paris, mens det endnu gik godt for tyskerne under Første Verdenskrig. Senere vendte krigslykken, da tyskerne ikke havde en realistisk plan for krigens fortsættelse.

Ullstein Bild

8. juli 2016

Landets leder ville i krig, men havde ikke gjort sig klart, hvordan man skulle vinde den. Det er en af de hårde konklusioner i den britiske Chilcot-rapport om krigsførelsen i Irak og det ansvar, der påhviler den daværende britiske premierminister.

Rapporten påpeger, at Tony Blair brugte megen energi på at gennemtrumfe en beslutning om at indlede en krig mod Iraks diktator Saddam Hussein.

Men advarsler om alt det, der kunne gå galt, når krigen først var i gang, var ikke noget, der fik Blair til grundige overvejelser og forberedelser.

Den samme kritik er i USA og Danmark politisk blevet rettet mod Blairs forbundsfæller, den daværende amerikanske præsident, George W. Bush, og Danmarks daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen: Iveren efter krigen var langt større end omtanken med krigsførelsen.

Irak-krigens første fase forløb fremragende. Saddam Hussein blev løbet over ende og tog flugten. Men hvad så? På amerikansk foranledning blev det besluttet at opløse og hjemsende den irakiske hær og samtidig forbyde det regerende Baath-parti og afskedige dets embedsmænd.

Dermed var en modstand mod invasionen forsynet med både våbentrænede mænd og erfarne administratorer. Personer fra disse kredse udgør den dag i dag rygraden i ekstremist-bevægelsen Islamisk Stat (IS).

Klassisk fejl

Fejlen med at gå overilet i krig – uden både plan A og B for sejren – er så gammel som historien. År 500 før vor tidsregning pønsede Lydiens Kong Krøsus på at gå i leding mod perserne. For at være på den sikre side spurgte Krøsus forinden oraklet i Delfi, hvad der ville ske.

Oraklet svarede, at hvis Krøsus gik i krig mod Persien, ville et stort rige gå under. Krøsus gik i krig, og et stort rige gik under. Men det viste sig at være hans eget. Krøsus var uden planer, der kunne føre til et andet udfald.

Mere tæt på nutiden er Første Verdenskrig. Efter snigmordet på Det Østrig-Ungarske Kejserriges tronfølger, Franz Ferdinand, i juni 1914 sendte kejserriget et ultimatum til det formodede medskyldige land, Serbien, hvor der stilledes så vidtgående krav, at det betød, at Serbien skulle opgive sin nationale suverænitet.

Læs også: Chilcot-rapporten får ikke blå blok til at genåbne kommission

Det ville serberne – forudsigeligt – ikke. Hvorpå Østrig-Ungarn måtte gå i krig. Uden klare forestillinger om, hvordan krigen skulle føres, når udviklingen – som forventeligt – også trak Rusland, Frankrig og siden Storbritannien ind på Serbiens side. Krigen blev enden på Kejserriget Østrig-Ungarn, hvorimod Serbien består den dag i dag.

Op til samme Første Verdenskrig havde Kejserriget Tyskland en brillant plan for, hvorledes det først ville løbe Frankrig over ende og dernæst vende sig med al sin kraft mod Frankrigs allierede, det langsomt mobiliserende Rusland.

Tyskland rykkede med bram og brask ind i Frankrig, blandt andet gennem Belgien, hvad der – forventeligt, men overraskende for Tyskland – fik Storbritannien til at erklære Tyskland krig.

Dernæst vandt Rusland – overraskende for Tyskland – nogle indledende sejre på østfronten. Det nødvendiggjorde, at Tyskland til fronten mod Rusland måtte overføre tropper fra sin sejrrige fremmarch gennem Frankrig.

Blottet flanke

Denne overførsel af tropper fra vest til øst svækkede Tysklands fremstød gennem Frankrig så meget, at Tyskland ikke havde mandskab til at svinge fra nord ned mod Paris både på byens østlige og vestlige side.

Det var ellers den grandiose plan, opkaldt efter sin udtænker, general von Schlieffen. Nu måtte tyskerne nøjes med at svinge øst om Paris. Det gjorde det muligt for den franske og britiske hær at omgruppere omkring Paris og angribe tyskerne i flanken.

Resultatet blev det tyske nederlag ved det første slag ved floden Marne i september 1914. Nederlaget blev vendepunktet. For nok kom krigen til at vare yderligere fire år i blodmættede skyttegrave, men Tyskland havde ikke længere slagkraftige planer, ej heller ressourcer, til at påtvinge sine modstandere et nederlag.

Og da slet ikke efter, at tyskerne ved deres uindskrænkede ubådskrig og alliancetilbud til Mexico i 1917 skubbede USA over på sine modstanderes side.

Tættere op imod vor tid kan Hitlers 1941-overfald på Sovjet-unionen og hans krigserklæring samme år mod USA ses som udslag af en krigsiver, der ikke havde tænkt mulige scenarier igennem. Ej heller overvejet, hvor ressourcerig en fjendekoalition, der blev fremkaldt.

Vietnam-uklarhed

En uklarhed over krigens endemål og de til rådighed stående midler kom også til at præge USA’s krigsførelse i Vietnam 1963-75. Hvis USA kæmpede mod de kommunistiske kræfter i Syd- og Nordvietnam for at sikre Sydvietnam et demokratisk styre, var det et afgørende problem, at der ikke var nogen demokratisk kraft til at styre landet.

Hvis USA kæmpede krigen for at erobre Nordvietnam, var det alt for højt et spil, der kunne udløse militær konflikt med Kina og Sovjetunionen. USA prøvede politisk og militært at føre en mellemkurs, der ikke fandtes. Resultatet blev et amerikansk nederlag – trods al våbenmagten.

Sørgeligt ironisk står krigen i dag, hvor regionalstrategiske hensyn – der også fandtes forud for krigen – har gjort USA og det forenede Vietnam til de facto forbundsfæller over for et ekspansivt Kina.

Som eksempel på manglende omtanke ved krigsindledning kan også nævnes Sovjetunionens 1979-invasion af Afghanistan, en militær selvudmattelse, der blev indledningen på Sovjetunionens opløsning.

Også herhjemme

Særligt foruroligende er, at den samme fejl – manglende omtanke ved krigsindledning – gentages i nutiden, også af vort eget land.

Da Folketinget i april i år ved-tog en yderligere dansk militær indsats mod IS i Irak og Syrien, prægede det debatten, at der er uklarhed om, hvem den danske indsats skal ydes til gavn for.

Tilhængerne af krigsindsatsen nægtede sågar at sætte navne på de grupper, som Danmark skal alliere sig med. Altså: en krig, som man ikke ved, hvem man fører for!

En advarende røst var under debatten SF’s tidligere udenrigsminister Holger K. Nielsen. Han erklærede om den uklare politiske og militære situation i området: »Fra Vestens side kan vi i bedste fald ikke gøre noget. I værste fald kan vi gøre alt værre.«

Holger K. Nielsen pegede også på, at militær succes mod IS i Syrien vil »styrke præsident Assad, som er årsag til alt det her, da han slog det demokratiske oprør ned i 2011«.

Ud fra fortidens erfaringer er der ikke meget, der tyder på, at en ny vestlig indsats på Iraks og Syriens slagmarker vil føre til ønskværdige resultater.

Til gengæld kan det tænkeligt afstedkomme endnu et antal kommissioner, der får til opgave at kortlægge de vildfarelser, der gik forud for krigen.

Læs også: Briterne fejlvurderede og underspillede, hvor dårligt det gik i Basra

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørgen Steen Andersen
Jørgen Steen Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Den største, mest skandaløse og uartige mangel på forberedelse var dog, at man på intet tidspunkt gjorde sig klart, hvordan man skulle modtage og hjælpe de hjemvendte soldater. Det burde man have haft på plads, før man overhovedet overvejede at gå i krig.

Michael Kongstad Nielsen

For briterne var Irakkrigen endda en reprise. De vidste hvordan det ville ende, for de havde prøvet det før. I 1920 blev Mesopotamien engelsk mandat under Folkeforbundet (læs - engelsk koloni), men befolkningens indbyrdes religiøse uforsonlighed og modvilje mod fremmed overherredømme, voldte englænderne stadige kvaler. De måtte holde en hær på 100.000 mand i landet, de valgte en konge (Emir Feisul) og indsatte en regering, men den engelske overkommissær Percy Cox der bestemte. Kurderne og de arabiske uafhængighedsbevægelser var krigeriske, og englænderne måtte herske mod folkestemningen. Mandatperioden lagde grunden til Ba'ath-partiet, der overtog ledelsen af Irak i 1968, fra 1979 med Saddam Hussein som leder og Adnan Al-Wali som hans højre hånd. Nedkæmpelsen af Saddam-Hussein-regimet i 2003 lagde grunden til Islamisk Stat. Nedkæmpelsen af ...

Mads Berg, Jørgen Steen Andersen, Flemming Berger og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Anne Eriksen

Steffen Gliese,
På hvilket tidspunkt i historien har man haft tanke for det?
Det ville også have været formålstjenligt med en forberedelse af hvad, man skulle sætte i stedet for hæren og Baath partiet/ regeringen?

Kan man trække en parallel til nuværende IS-krig?

Herman Hansen

...Når magt eliten synes "Så, nu er det tid til en krig" udstyrer de unge i socialgruppe 4 og 5 med et gevær og sender dem afsted.

Mads Berg, Keld Sandkvist, Jørgen Steen Andersen, Flemming Berger og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Herman Hansen, heldigvis er der en tendens til at unge mennesker idag ikke er helt så villige til at lade sig slå ihjel som tidligere, så nye strategier udforskes af eliten...

Herman Hansen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Herman Hansen

...Og vi, som ikke tilhører den såkaldte "elite", gør det endog helt frivilligt. Hvilket er både tragisk og uendelig komisk på en og samme tid.

Vores militære historie bliver en forlængelse af tyskernes.
Militæret var deltagende i mordet på op mod en million civile. Og det bare i Irak.
I Afghanistan har besættelsen ført til en 35 dobling af Taliban medlemmer. Ifølge soldaterne selv er det stort set lokale bønder de myrder. Det er bare folk som vil hævne de mord på familiemedlemmer, inklusive børn, som militæret har udført i søgen efter eventyr.
På tide at tage ansvar for egne handlinger hos dem der udfører myrderierne.
Det hele kunne ikke gennemføres uden dem