Læsetid: 4 min.

Et helt forudsigeligt angreb

Det var en chokeret fransk befolkning, der fredag morgen vågnede op til nyhederne om 84 døde ved et attentat i Nice, men for forfatteren af en rapport om terrorforebyggelse var attentatet forudsigeligt
Fransk politiker kalder torsdagens terrorangreb i Nice for forudsigeligt, fordi han opfatter de tiltag, som præsident François Hollande og premierminister Valls atter lover, som helt utilstrækkelige.

Sasha Goldsmith

16. juli 2016

Det var med en lakonisk besked på twitter, det franske parlamentsmedlem Georges Fenech fredag kommenterede de tragiske begivenheder i Nice.

84 personer mistede livet og mange svæver stadig mellem liv og død, efter at den fransk-tunesiske 31-årige chauffør Mohamed Lahouaiej Bouhlel udførte sit attentat på selve Bastilleaftenen. Med en lejet lastbil mejede Bouhlel alle de mennesker, han formåede, ned på den berømte Promenade des Anglais i Nice, inden han blev stoppet af politiets kugler. »Forudsigelig tragedie, der må kraftigere og fornyet handling til,« twittede Fenech.

Det er en voldsom dom over den franske antiterroraktion, men den højreorienterede Georges Fenech, fra Les Republicains, tidligere UPR, er vred.

Sammen med socialisten Sébastian Pietrasanta har han i fem måneder arbejdet på en rapport om de mangler og brister i den franske antiterrorindsats, der medvirkede til omfanget af de to seneste terrorangreb i Frankrig. Fenech er vred, fordi han opfatter de tiltag, som præsident François Hollande og premierminister Valls atter lover, som helt utilstrækkelige.

Psykologiske tiltag

Hollande tonede natten mellem torsdag og fredag frem på skærmen og lovede en forlængelse af den undtagelsestilstand, som ellers skulle have været ophævet den 26. juli. Derudover fortsætter den særlige terrorovervågning ’Sentinelle’, og reservemandskab vil blive indkaldt. Sidst, men ikke mindst vil Hollande ikke lade Frankrig knægte og fastholder den militære indsats mod Islamisk Stat, blandt andet i Syrien.

For Feneck er disse tiltag rent psykologiske. Undersøgelsen af hændelserne både omkring Charlie Heb- do januar 2015 og ved musikstedet Bataclan i november i år har vist, at problemet ikke er antallet af betjente og militærpersoner, men en strukturel mangel på samarbejde mellem de mindst fem forskellige terrorbekæmpende instanser i Frankrig, som ovenikøbet ligger i indbyrdes konkurrence.

Saïd Kouachi, en af drabsmændene fra Charlie Hebdo undslap overvågning, da den gik fra parisisk politi til ’DSGI’ under indenrigsministeriet viste rapporten. De betjente, der var de første på gerningsstedet ved musikstedet Bataclan, var de eneste, der havde tilladelse til at skyde, men det var militæret, som havde våben. De havde så til gengæld ikke tilladelse til at bruge dem...

Læs også: Leder: Der spirer en forfærdelig idé i Europa, som et overvågningskamera ikke kan opfange

Fenechs vrede bliver ikke mindre af, at indenrigsminister Bernard Cazeneuve så sent som i sidste uge nægtede at tage højde for de forbedringer af det franske efterretningssystem, undersøgelseskommissionen derfor har foreslået.

»Det vil blot gøre den mille feuille (en kage i mange lag, red.) til en plum pudding, hævdede Cazaneuve ved en spørgerunde i parlamentet, en arrogance som blev påtalt både af terrorofrenes familier og fra politisk hold.

Fenech og Pietrasanta ønsker netop ikke at føje endnu et lag til kagen, gentog Fenech fredag, men vil havde de mange organisationer til at samarbejde. Til den franske nyhedskanal LCI udtrykte Fenech bitterhed over manglen på forståelse af, at terrorbekæmpelsen i Frankrig ret beset er hovedløs.

»Vi ønsker at blive hørt af regeringen, vi har indtryk af at have arbejdet til ingen nytte.«

Hovedkonklusionen på de to parlamentarikeres grundige rapport var, at der skal skabes en landsdækkende terrorbekæmpelse under én hat.

Der er endnu ingen, der ved, om Mohamed Lahouaiej Bouhlels vilde drabskørsel hen ad Promenade An- glais var en enkelt galnings værk, eller om der er tale om terror med tilknytning til IS og i så fald, hvordan forbindelsen er. Det er også uvist, om der atter har været svigt mellem forskellige dele af fransk efterretning.

Bouhlel var trods tidligere domme for vold, ikke stemplet ’S’ og dermed udsat for særlig terrorovervågning, som drabsmanden fra Charlie Heb- do, Saïd Kouachi for eksempel var det, uden at attentatet mod Charlie Hebdo af den grund blev afværget.

Om det havde været muligt at opdage den radikalisering, der førte til tragedien torsdag vil den kommende tid vise. Et andet kapitel af Fenech og Pietrasantas rapport handler om manglen på efterretning mellem det franske fængselsvæsen og de mange andre politiinstanser.

Uanset om det nu skyldes Fenech og Pietrasantas sønderlemmende rapport, eller en desperation over endnu en terror som rammer Frankrig, så ser det politiske landskab dagen oven på attentatet i Nice overhovedet ikke ud, som det gjorde efter de to forrige attentater.

Der er måske en særlig afmagtsfølelse, når man hele formiddagen på Bastilledagen har fulgt militærparade på Champs Elyssees med tusindvis af soldater og kampvogne og trikoloren på himlen fra franske Miragefly. Og så samme aften er vidne til 84 menneskers død ved brug af en simpel lastbil.

Hvor der ved de tidligere attentater i al fald midlertidigt opstod en fælles front bag den franske præsident, lyder der denne gang allerede mange kritiske røster.

Alle synes at være enige med premierminister Manuel Valls om, at kampen mod terror har lange udsigter, men hvordan kampen skal tages, er der langt fra enighed om.

Kritikken viser sig så især omkring den undtagelsestilstand, der blev lovet ophævet af Hollande i forbindelse med Bastilledagen – og så blev genindført få timer senere.

Læs også: Den onde cirkel fortsætter

Borgmesteren i Nice, Christian Estrosi, åbnede polemikken: »Hvorfor ophæver man undtagelsestilstanden til middag og genindfører den om aftenen? Det forekommer mig meget rodet.«

Fra Front Nationals side udtalte både Marion le Pen og Marine le Pen sig i hårde vendinger. Marion le Pen krævede særlige fængsler til terrorister, mens Marine le Pen mente, der decideret burde erklæres krig mod »islamisk fundamentalisme«.

Lederen af Republikanerne, Nicolas Sarkozy kræver ikke overraskende en hård linje og genindførelse af undtagelsestilstanden – hvilket er sket, mens hans konkurrent som præsidentkandidat hos republikanerne Alain Juppé overbød ved også at kræve forstærket militærindsats mod IS.

Dagen oven på attentatet i Nice, er karakteriseret ved et overbud om militær- og politimæssig indsats især fra oppositionen.

Realiteten er imidlertid, som allerede terrorrapporten viste, at både politi og militær rent konkret er ved at nå en udmattelsesgrænse. Det eneste nye bud synes at være Hollandes indkaldelse af ekstra gendarmer og politi og en rapport, ingen synes at læse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • ingemaje lange
Kurt Nielsen og ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Helle Merete Norup

Må denne dybe musik af Elgar heale vores sind mens vi mindes de mange glade mennesker i Nice, der måtte dø en meningsløs død. Hvis det skal give mening, er det for at minde os om at huske os selv ! og den store frihedselskende kultur, som vi har været så priviligerede at vokse op i. Huske os selv på at bære faklen videre til næste generationer.

Til minde om suffering people over hele jorden, og lige nu de mange ofre for Nice terroren.https://www.youtube.com/watch?v=sUgoBb8m1eE