Læsetid: 4 min.

IMF: Vi fejlede i den græske krise

I en ny rapport fra Den Internationale Valutafond, IMF’s egen vagthund, kastes der ualmindeligt hård kritik efter fondens ageren før, under og efter gældskrisen i Grækenland
Pensionister i kø for at hæve deres penge udenfor den græske nationalbank. Det var ikke uforudsigeligt, at IMFs hjælpepakker og krav ikke ville have en gavnlig effekt på den græske økonomi, konkluderer rapport.

Petros Giannakouris

30. juli 2016

En forudsigelig katastrofe under den nuværende eurostruktur. Omtrent sådan beskriver Den Internationale Valutafond den græske gældskrise og sin egen ageren i den. Fondens egen vagthund, IEO, har i en mere end fyldig redegørelse vurderet, hvordan IMF handlede under den europæiske gældskrise, og dommen er ikke positiv.

»IMF forudså i store træk de rigtige risici, men forudså ikke risikoens omfang, som senere blev altafgørende,« står der i forordet til den 650 siders rapport. Hvis IMF havde handlet på de forudsete risici, kunne der være blevet dæmmet op for gældskrisen, og Grækenlands økonomi ville ikke være 22 procent mindre, end den var i 2010. Rapporten koncentrerer sig primært om, hvad IMF rent faktisk gjorde under gældskrisen.

Forhastet reaktion

I januar 2010 satte EU sig for at regne på Grækenlands budgetunderskud, og de kom frem til, at det godt og vel var ni procent større, end hvad grækerne selv var kommet frem til: Gældskrisen var begyndt. IMF trådte hurtigt til og åbnede op for deres nødfonde til grækerne. Ifølge rapporten blev det gjort forhastet og uden om den normale kommandovej. Meget unormalt var det, at Grækenland ikke blev stillet et modkrav om at restrukturere sin gæld til gengæld for de store lån, på trods af at IMF’s egen vurdering var, at den græske gældssituation var uholdbar – og dermed umulig at betale tilbage. IMF’s forhastede beslutning blev i høj grad truffet ud af frygt for, hvad der kunne ske med de andre sårbare euroøkonomier, hvis det gik helt galt i Grækenland. Hele beslutningsprocessen drejer sig især om, at IMF skulle have inkluderet sin bestyrelse i beslutningerne:

»En tidlig og aktiv bestyrelse havde måske ikke truffet en anden beslutning, men det ville have forstærket beslutningens legitimitet.«

Læs også: Valutafonden, gå hjem

Da IMF besluttede sig for at komme grækerne til undsætning, faldt deres interesser sammen med Den Europæiske Centralbank og EU-Kommissionen – i fællesskab stiftede de det, der senere blev kendt som trojkaen, der den 2. maj 2010 udbetalte sin første hjælpepakke til Grækenland. Valutafonden havde ikke forestillet sig at komme i en situation, hvor man skulle træde til for at redde en europæisk stat; derfor lå der ingen køreklar plan; derfor endte man i trojkaen, og »dermed mistede IMF sin karakteristiske smidighed som krisemanager.«

I trojkaen var det EU-Kommissionen, der forhandlede med grækerne, hvilket ifølge rapporten kan have påvirket IMF-personalet i en politisk retning. IMF er svoren apolitisk.

IMF var overoptimistiske i forhold til grækernes evne til at forhindre en økonomisk nedtur med hjælp fra trojkaens lånepakker. Overoptimismen stammede fra en tro på, at kolde kontanter kombineret med kolde brusebade og massive offentlige besparelser, ville katapultere grækerne tilbage til prækriseforhold i løbet af fem år. IMF havde fra den asiatiske finanskrise i 90’erne lært, at offentlige spareprogrammer skulle prioriteres, ellers ville de komme til at modvirke hinanden. Det fortalte man ikke grækerne, hvilket betød, at der dukkede flere strukturelle problemer op i takt med, at hjælpepakkerne blev åbnet. IMF anbefalede grækerne en lang række af strukturelle reformer af blandt andet arbejdsmarkedet, som dog »ikke kom til at virke så godt som ventet,« hedder det i rapporten. Man forsøgte sig med, hvad der kaldes ’indenrigsdevaluerings’. Som euroland havde Grækenland ikke mulighed for at devaluere sin valuta mod andre landes. Så planen med den ’indenrigske devaluering’ var, at man pressede lønninger ned i Grækenland, så købekraften blev mindre, varerne faldt i pris, osv. osv. Men den metode mindskede også beskatningsgrundlaget og dermed regeringens mulighed for at møde forfaldsdatoer hos kreditorerne.

»Inkonsistensen mellem at forsøge at genvinde konkurrenceevne og samtidig reducere gæld til BNP, viste sig at være et fundamentalt problem«, konstateres det i rapporten.

IMF har flere gange offentligt anerkendt, at dens besparelsespolitik i Grækenland skadede mere, end den gavnede grækerne. I rapporten hedder det, at »[besparelserne] endte som en stor byrde for regeringen.« Når IMF ikke skrev mere om offentligt forbrug i deres manualer til Grækenland, var det blandt andet fordi, at de drastisk havde undervurderet, hvor meget godt offentlige penge kunne gøre for den græske økonomi. For hver euro, den græske regering brugte, skabte det 2,5 euros vækst i økonomien. Men den effekt var naturligvis dobbeltrettet: Det vil sige, at for hver euro regeringen trak ud i forbindelse med sparekravene, mistede man 2,5 euros vækst.

Svar på tiltale

Christine Lagarde, direktør i IMF, afviser de store konklusioner fra rapporten. I en pressemeddelelse fredag, kalder hun IMF’s rolle i gældskrisen for en »kvalificeret succes.« Bagtæppet for deres ukonventionelle og hastige indgriben i Grækenland var, at et græsk sammenbrud ville smitte af på de andre eurolande:

»Grækenland var det land, hvor man oplevede størst modstand fra egeninteressenter, implementeringsbesvær og gentagne politiske kriser.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

GAB ...650 siders snak om hvordan det græske folk bliver snydt og ikke snydt af EU, IMF, ECB, oa. nu de sidder i gældsfælden. Ikke et ord om hvordan gældsfælden blev sat op. Hvorfor var der ingen banktilsyn der reagerede. Hvor var European Banking Authority og hvordan har EU sikret sig at banksterne ikke gør det igen. Har EU opstillet skrappere regler for revision af bankernes regnskaber. Kan en bank bruge et revisionsselskab, der har banken som hovedkunde...osv?

Morten Lind, Torben Jørgensen, Bjarne Andersen, Flemming Berger, Randi Christiansen, Kim Houmøller, Anne Eriksen, Ivan Breinholt Leth og Tue Romanow anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Hvorfor var der ingen der reagerede? Fordi det så ud som om, at den græske gæld var bæredygtig. Før 2010 var renten på gælden sunket til næsten 3% (tysk niveau), mens den nationale indkomst viste en årlig stigning på 8%. 3% pga. stigende priser og 5% pga. stigende produktivitet. Dertil kommer, at den herskende ideologi påstod (og påstår stadigvæk!), at markeder altid tenderer mod balance, hvilket i realiteten er det samme som at påstå, at økonomiske kriser ikke eksisterer. (De hører historien til.) Da krisen så alligevel kom, faldt væksten i den græske nationalindkomst til nul - og senere under nul. Indtægterne fra turismen faldt, indkomster fra eksporten faldt og indkomster som stammede fra gældsfinancieret import faldt. Det eneste Grækenland kunne gøre, var at forsøge at låne penge hos investorer, som var villige til at købe højrisiko obligationer til over 10% i rente. Og så rullede lavinen.
Måske mangler der et kapitel i IMF's rapport, som påpeger, at alle parter dyrkede en ideologi, som ingen forbindelse har til virkeligheden i en kapitalistisk økonomi? Neoliberalismen.
"If the finance ministers had wanted to get a clearer picture of the situation, they could have seen Ireland's extravagant behaviour with its banks, Spain's equally extravagant behaviour with mortgage lending, Greece's dissimulation of its real statistics. But they turned a blind eye. That is why I have always considered, since the beginning of the crisis, that the Eurogroup was morally and politically responsible for the crisis and that it should have reacted as early as 2008 to rectify its mistakes." (Jacques Delors)
Forhenværende synes ofte at besidde et vist klarsyn, som de ikke har, når de sidder med ansvaret.

Torben Jørgensen, Stig Bøg, Flemming Berger, Randi Christiansen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Søren Johannesen

IMFs indsats virkede præcis efter hensigten!
1: Manipuler grækerne til at optage så stor lån at de bliver næsten umulige at tilbagebetale
2: lad grækerne bruge pengene på lige dele korruption og unødvendigheder
3: den uundgåelige misligholdelse af rente og afdragsbetalinger sætter ind, som planlagt
4: tving grækerne til at privatisere alt som kan privatiseres, til udvalgte selskaber naturligvis
5: ellers trues der med bankerot, udstødelse og skærsilden

IMFs piratmetoder, som de har brugt mod 3.verdens lande i årevis, kom til Europa, måske de bare teste metoden på et let offer, for at tilpasse og fin tune metoden ....

Men Spotlyset er på IMF nu og der er ingen vej tilbage til de gode gamle Plyndre & Hærge dage

Morten Lind, Torben Jørgensen, Ivan Breinholt Leth, kjeld jensen, Thomas Petersen, Mads Berg, Bjarne Andersen, Anne Eriksen, Flemming Berger, Hans Larsen, Carsten Svendsen, Randi Christiansen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Grækenland skulle være have stoppet betalingerne.
Bankerot er hvad det er.

Morten Lind, Randi Christiansen og Søren Johannesen anbefalede denne kommentar

Sjovt, som der hele tiden lader til en at være klar diskrepans mellem, hvad IMF's egne eksperter mener, og hvad ledelsen med neoliberalismens ypperstepræstinde, Christine Lagarde, mener om IMF's virke.

Det er ikke længe siden, samme ekspertgruppe udgav en anden stor og grundigt researchet rapport om austerity-politikken, som EU var ene om at føre, og som fik det resultat, at vækstraterne styrtdykkede, og EU-landene blev kastet ud i massearbejdsløshed, som i særlig grad gik ude over de unge.

Lande som Spanien, Grækenland og Portugal oplevede pludselige de højeste procentdele af ungdomsarbejdsløshed siden før Den Store Depression.

Gruppen anbefaler beskatning på jord og boliger og sænkning af skat på arbejde i bunden, hvor størstedelen af pengene bruges på livsforlængende ting såsom mad, drikke og tøj på kroppen og ikke i toppen, hvor der er tendens til pengene enten gemmes væk på bankkonti - mange af dem i skattely - eller investeres i værdipapirer administreret af hedgefonds.

Men eksperternes anbefalinger falder for døve øren i IMf's ledelse, der fuldkommen afviser, at deres austerity-strategi og anbefalinger af uændret skat på arbejde, særligt i bunden, skulle have været anden end en bragende succes.

Hvorfor mon?

Kan det tænkes at have noget at gøre med, at de store europæiske banker, særligt de tyske, har særdeles meget at skulle have sagt i IMF's ledelse, og som er dem, der har tjent allermest på de store kriser, som EU-landene har været igennem?

Eller det faktum, at USA elsker, når EU står svagt overfor et USA, som får styrket deres handelsbalance betydeligt i samhandlen med EU under den nuværende situation.

Uanset hvad den præcise årsag er, og den er formentligt flerdelt, så har IMF med Christine Lagarde i spidsen igen demonstreret med al (u)ønskelig tydelighed, hvem organisationen tjener.

Søren Johannesen, Torben Jørgensen, Bill Atkins, Stig Bøg, Thomas Petersen og Nikolaj Svennevig anbefalede denne kommentar

Habermas i Politiken: Når man kigger tilbage, er det også Tyskland, der har nydt godt af den europæiske valutaunion – ikke mindst under eurokrisen. Og da den tyske regering siden 2010 har domineret Det Europæiske Råd med sine ordoliberalistiske argumenter for at føre sparepolitik over for Frankrig og Sydeuropa, har det været nemt for Angela Merkel og Wolgang Schäuble at optræde for den hjemlige offentlighed som de sande forsvarere af den europæiske ide. Det er et meget nationalt syn på tingene, men regeringen behøver ikke frygte, at den uafhængige tyske presse skal oplyse befolkningen om de gode grunde, der findes til, at man i andre medlemslande ser helt anderledes på situationen«.
Beskylder De pressen for at være ukritisk over for regeringen?
»Mit perspektiv er den deltagende avislæsers, og jeg spørger mig selv, om Merkels bedøvelsespolitik mon kunne have sænket sig som en dyne over landet, hvis ikke pressen i et eller andet omfang havde været villig til at tilpasse sig. Den tankemæssige horisont skrumper, når der ikke tænkes mere i alternativer«.

Søren Johannesen, Ole Henriksen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Stig Bøg, spændende betragtninger fra Habermas, specialt vedrørende tysk hævdelse af tyske nationalinteresser i EU-samarbejdet.

Det undrer mig dog, at han giver pressen skylden for oppositionel passivitet, og ikke politikerne. Habermas har nok svært ved at se i øjnene, at demokratiet valser i røven af pengemagten.

Bill,
Die Linkes Sahra Wagenknecht har i tide og utide gjort opmærksom på den håbløse tyske politik især på tv efter 22.00. Men de store tyske medier har ligget under for Merkel og Schäuble og den tyske regering førte og fører neoliberal politik. Først sammen med socialdemokratiet, så de Liberale og siden med socialdemokratiet.
Peer Steinbrück SPD og Merkel var ud og forsikre, at pengene var i bankerne.
Tyskland havde så i andet kvartal af 2009 oplevet en vækst på 0,3 pct., imponerende fremgang i en recessionsramt verden.