Læsetid: 7 min.

Italiens bankkrise udfordrer EU’s regler

I kølvandet på finanskrisen postede de fleste EU-lande offentlige midler i banksektoren. Italien var en undtagelse, men nu risikerer de italienske bankers beholdning af misligholdte lån at få omfattende følger
I Milanos finanscentrum, Porta Nuova, holder man øje med efterdønningerne af briternes beslutning om at forlade EU.

I Milanos finanscentrum, Porta Nuova, holder man øje med efterdønningerne af briternes beslutning om at forlade EU.

Luca Bruno

14. juli 2016

Bomben sprang, da et brev fra Den Europæiske Centralbank (ECB) til verdens ældste pengeinstitut, Banca Monte dei Paschi di Siena S.p.A. (MPS), oprettet i 1472, forrige mandag blev offentligt kendt.

ECB indskærpede Italiens tredjestørste bank at reducere sin beholdning af dårlige lån med yderligere 10 mia. euro i løbet af de næste tre år. Det er et tegn på, at ECB skønner, at MPS har givet flere lån, som umuligt kan inddrives, end banken selv gør.

Nyheden om ECB’ mistillid til MPS’ soliditet fik straks bankens aktier, der i forvejen havde mistet tre fjerdedele af sin værdi siden årsskiftet, til at falde med yderligere 25 procent. Samtidig begyndte investorerne at flygte fra andre italienske banker.

På to uger har Italiens største bank, UniCredit, således tabt en tredjedel af sin værdi. Toneangivende medier som Financial Times, Wall Street Journal og The Economist vurderede derfor samstemmende, at EU’s skæbne efter Brexit-afstemningen afgøres i Italien:

»Europas brudflader løber gennem Italien,« hedder det i en analyse i Financial Times, »for det spørgsmål, der optager europæiske politikere, er, hvor og i hvilken grad den politiske, finansielle og økonomiske smitte fra Storbritanniens beslutning om at forlade EU vil sprede sig.«

ECB’s brev til MPS bliver set som et forvarsel om resultatet af den såkaldte stresstest af 51 europæiske pengeinstitutter, som European Banking Authority offentliggør den 29. juli.

For at afbøde det er den italienske regering indstillet på at yde bankerne hjælp til at sanere en stor del af de såkaldte Non performing loans (NPL), som på grund af den økonomiske stagnation næppe nogensinde kan inddrives.

Men efter bankkrisen, hvor en lang række europæiske lande ydede store statstilskud til bankerne, er reglerne på området blevet ændret. Et EU-direktiv foreskriver nu, at det er aktionærer, obligationsindehavere og sparere med over 100.000 euro på kontoen, der i første omgang skal redde kriseramte banker, inden statsstøtte kan komme på tale – bail in i stedet for bail out. Men det vil medføre store politiske omkostninger for Matteo Renzis regering:

»Presset fra markederne på Italiens banker vil ikke aftage, før tilliden bliver genoprettet, og det kan ikke ske uden offentlige midler. Hvis bail in-reglerne bliver anvendt for nidkært, vil sparernes vrede både skade tilliden og åbne døren til magten for MoVimento 5 Stelle, en gruppering der giver den fælles mønt skylden for Italiens økonomiske problemer,« vurderer The Economist.

Systemisk vægt

Derfor blev den italienske bankkrise også det mest omtalte emne i forbindelse med denne uges drøftelser i eurogruppen og mellem EU’s finansministre, selv om den ikke var på den officielle dagsorden ved møderne om følgerne af Brexit.

Eurogruppens leder, den hollandske finansminister Jeroen Djisselbloem, spillede, ligesom under sidste års forhandlinger med Grækenlands regering, rollen som reglernes vogter og afviste, at Italien kan få dispensation til at polstre landets banker med offentlige midler:

»Det eneste, der er vigtigt for mig, er, at vi overholder, hvad vi sammen er blevet enige om, for ellers vil alt andet blive bragt i tvivl,« sagde Djisselbloem.

»Der har altid været og vil altid være bankfolk, der siger, at vi har brug for flere offentlige penge til at skyde ny kapital i bankerne, og det er jeg meget stærkt imod, fordi det igen og igen rammer skatteyderne, og fordi det igen og igen øger statsgælden i lande, der allerede er stærkt forgældede.«

Italiens statsgæld overgås kun af Grækenlands og udgør nu 133 procent af landets bruttonationalprodukt. Det var – sammen med Berlusconi-regeringens optimistiske tro på, at krisen ville være hurtigt overstået – medvirkende til, at Italien i forbindelse med bankkrisen ikke brugte offentlige midler på at subventionere banker, mens f.eks. den tyske regering har skudt 233 mia. euro i finanssektoren.

Tværtimod har den italienske stat tjent omkring to mia. euro på at sælge obligationer, der blev indført for at rejse kapital til en række banker, bl.a. MPS.

Det reelle omfang af statsgælden i Italien, som er eurozonens tredjestørste økonomi, er meget større end i Grækenland og medfører dermed bekymringer om en langt værre systemisk dominoeffekt, hvis den økonomiske situation i landet forværres yderligere.

De italienske banker har en af de højeste andele af NPL i EU. Siden 2011 er omfanget af de dårlige lån blevet fordoblet som følge af krisen. Bankerne hævder selv at kunne inddrive 42 procent af dem, men vurderingen på finansmarkederne er, at højest 20 procent kan inddrives.

Resultatet er, at bankerne ikke kan låne penge til det kriseramte italienske erhvervsliv. Mandag advarede Den Internationale Valutafond (IMF) i sin årlige rapport om, at Italiens vej til et økonomisk opsving er fyldt med »risici«:

»Hvis risikoen for tab skulle blive til virkelighed, kan de afsmittende virkninger regionalt og globalt blive store på grund af Italiens systemiske vægt,« skriver IMF, som skønner, at den italienske økonomi først vil være tilbage på samme niveau som inden finanskrisen i 2025.

Derfor er der nu også kræfter i EU, der advokerer for, at det i Italiens tilfælde er nødvendigt at slække lidt på reglerne for at muliggøre statsstøtte til banksektoren:

»Reglerne bør anvendes intelligent,« udtaler den franske finansminister, Michel Sapin. »I dag er den italienske regering optaget af at tage de nødvendige forholdsregler for at genoprette tilliden til hele det italienske banksystem. Jeg mener, at vi har en forpligtelse til at være solidariske.«

Samtidig udtaler såvel Djisselbloem som Tysklands finansminister, Wolfgang Schäuble, at der ikke er nogen akut grund til at foregribe stresstestenes resultater:

»Ja, der er problemer med NPL i italienske banker, men det er ikke noget nyt,« siger Djisselbloem og tilføjer, at der er tid til at løse problemerne »gradvist«.

»Vi ved, hvilke regler der er for at håndtere bankernes vanskeligheder, og det er det vigtigste,« understreger Schäuble.

Renzis regering i Rom er dog opsat på at forsikre de mange tusinder italienske småsparere, som har investeret i papirer med en bare lidt højere rente end almindelige indlånskonti, om, at de ikke risikerer at lide tab. Men den målsætning står i modsætning til den tyske regerings behov for at vise, at EU har reageret på eurokrisen ved at indføre et nyt og effektivt regelsæt:

»Hvis man helt eller delvist undgår at svinge øksen over MPS’ kreditorer, vil det gøre Merkel sårbar over for angreb fra højrefløjen: Alternative für Deutschland ville beskylde kansleren for at tillade, at Italien svækker de europæiske regler, som er blevet skrevet for at beskytte tyskernes disciplin og penge,« vurderer Corriere della Sera i en analyse. »Med mindre end et år til parlamentsvalget er det ikke en pris, Merkel og Schäuble virker klar til at betale. Så er det lige meget, at en mindre stram disciplin i Europa om ikke så længe kunne hjælpe den tyske regering med at løse de voksende problemer i en række lokale sparekasser og i selveste Deutsche Bank. I dag foretrækker kansleren og hendes finansminister helt klart, at det er Renzi, der betaler de politiske følger for, at MPS’ kreditorer mister deres penge.«

Brexit og Renxit

For Renzi er sagen om MPS’ behov for en kapitalindsprøjtning ekstra penibel, fordi hans regering i forvejen er belastet af flere bankskandaler.

I januar blev de nye bail in-regler anvendt på fire trængte banker i Midt-italien, hvilket kostede deres kreditorer 2,6 mia. euro. En ældre mand begik selvmord efter at have mistet sin opsparing i en af de konkursramte banker, Banca Etruria.

Den detalje klæber til Renzi-regeringen, der selv havde været med til at vedtage bail in-direktivet, som en forbandelse. Regeringens minister for institutionelle reformer, Maria Elena Boschi, er nemlig datter af en tidligere direktør i Banca Etruria, som med fuldt overlæg har solgt risikable finansprodukter til intetanende kunder.

I mange italieneres øjne er Renzi-regeringen således begyndt at fremstå som beskyttere af finanselitens snarere end almindelige menneskers interesser. 10.500 småsparere mistede penge tidligere på året, så de og deres slægtninge stemmer næppe på Renzi næste gang.

Hvis bail in-reglerne anvendes på samme måde i forhold til MPS, vil det gå ud over omkring 60.000 småsparere. Regeringens popularitet er altså alvorligt svækket, hvilket senest blev tydeligt ved kommunalvalgene i juni, hvor Renzis parti, PD, tabte borgmesterposten i vigtige byer som Rom og Torino til protestpartiet M5S.

Det virker derfor stadig mere sandsynligt, at Renzi også risikerer at lide nederlag, når regeringens forfatningsreform til efteråret skal til folkeafstemning – ikke mindst fordi det netop er Boschi, der har til opgave at promovere reformen.

Renzi har sat sit mandat ind på en sejr ved folkeafstemningen, så et negativt resultat vil medføre politisk ustabilitet og sandsynligvis udløse et valg. Efter Brexit lurer risikoen altså for Renxit.

Det vil næppe være i EU-kommissionens interesse, hvis der i 2017 skal være valg i de tre største lande i eurozonen, Tyskland, Frankrig og Italien. Derfor argumenterer Italiens politiske og økonomiske elite for, at EU-Kommissionen, som i forhandlingerne om de italienske bankers situation er repræsenteret af den danske konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, bør udvise fleksibilitet:

»En rigid anvendelse af de nuværende regler om statsstøtte (til bankerne, red.), som ikke tager tilstrækkeligt hensyn til den finansielle skrøbelighed i hele eurozonen, kan faktisk blive detonatoren for en systemisk finanskrise,« advarer den italienske industrisammenslutnings avis, Il Sole 24 Ore.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

»En rigid anvendelse af de nuværende regler om statsstøtte (til bankerne, red.), som ikke tager tilstrækkeligt hensyn til den finansielle skrøbelighed i hele eurozonen, kan faktisk blive detonatoren for en systemisk finanskrise,« advarer den italienske industrisammenslutnings avis, Il Sole 24 Ore.

Tidligere var det Grækenland, Italien, Irland, Spanien, Portugal - PIIGS-landene - der blev spået et økonomisk kollaps, nu er det også deres banker - jeg foreslår en rokering til akronymet: GIISP-landene:

Guldprisen opgives i dollar pr. troy ounce og har i år gennemsnitlig været på 1222 dollar. Joni Teves ser prisen stige på kort sigt til 1400 dollar - i sig selv en markant stigning i forhold til de 1250, hun pegede på i april. Men med en kraftig stigning til 1369 dollar onsdag er hun næsten blevet overhalet af virkeligheden. I Bank of America Merrill Lynch ser man en endnu hurtigere og stejlere optur for guldprisen. Dagbladet Børsen

Michael Kongstad Nielsen

Jeg tror, det er centralbankernes udpumpning af penge i økonomierne, der er den egentlige fare. De gør det for at få det til at ligne vækst. Bankerne har rigelig adgang til penge i centralbankerne, og til fortsat meget lav rente. Det frister bankerne til dårlige udlån (Non performing loans (NPL)).

Men at lade skatteyderne redde de italienske banker, vil få lige den modsatte effekt for Renzi, end bail in. MoVimento 5 Stelle vil i højere grad protestere mod, at skatteydere skal redde banker, end at aktionærer og opsparere, med over 100.000 euro på kontoen, skal (bail in). Så EU direktivet er godt nok.