Nyhed
Læsetid: 2 min.

Kina frygter Havretskommissionens afgørelse

Den 16. juli ventes FN’s Havretskommission at erklære Kinas krav på dele af Det Sydkinesiske Hav for ugyldigt
Udland
2. juli 2016

Beijing raser over Filippinerne, to uger før FN’s Havretskommission i Haag forventes at dømme til Manilas fordel i grænsestriden mellem de to lande. Folkets Dagblad skriver, at Kina er i stand til at fjerne det filippinske fartøj, der har permanent placering på en af de omstridte atoller i Det Sydkinesiske Hav.

Kina har gentagne gange krævet fartøjet fjernet, efter at den filippinske flåde i 1999 forankrede det ved atollen Thomas eller Ren’ai:

»Kina er fuldt ud i stand til at slæbe det fartøj, der sidder fast, væk,« skriver avisen, »men af hensyn til stabiliteten i Det Sydkinesiske Hav viser Kina god vilje og tålmodighed og har altid vist stor beherskelse.«

Mere forsonlig tone

Dagen efter var retorikken dog mere afdæmpet i den engelske version af det ellers stærkt nationalistiske kinesiske tidsskrift Global Times. Med henvisning til unavngivne eksperter skrev avisen, at »hverken Kina eller Filippinerne kan holde til de anseelige udgifter ved en voldelig konfrontation«.

I 2013 søgte Filippinerne hjælp ved Havretskommissionen i Haag for ved en voldgift at erklære det kinesiske krav til området ugyldigt i henhold til FN’s Havretskonvention, som begge lande har underskrevet.

Beijing har boykottet retssagen ved at nægte at anerkende dens legitimitet. I stedet opfordrer Kina til, at de territoriale stridigheder skal løses på diplomatisk vis.

Kinas udenrigsministerium anklagede tidligere på måneden Filippinerne for at ignorere det kinesiske tilbud om at løse konflikten gennem bilaterale forhandlinger.

Ifølge den officielle kinesiske udtalelse aftalte de to lande i 1995 at løse striden i Det Sydkinesiske Hav »på en fredelig og venskabelig måde«, skriver Reuters.

Frygter præcedens

Ud over Filippinerne har Kina også territoriale stridigheder med Vietnam, Malaysia, Brunei og Taiwan i Det Sydkinesiske Hav, der forventes at have store olie- og naturgasreserver.

Især striden mellem Vietnam og Kina om retten til området omkring øen Woody eller Yongxing, der er en del af øgruppen Paracellerne, har flere gange fået bølgerne til at gå højt.

I denne uge besøgte den øverste ansvarlige for udenrigsanliggender i Kinas statsråd, Yang Jiechi, Vietnam. Besøget havde formentlig til hensigt at undgå, at Vietnam bliver inspireret af Filippinerne, hvis domsafgørelsen falder ud til Filippinernes fordel i næste uge, skriver magasinet The Diplomats redaktør, Ankit Panda.

På kinesiske landkort er Kinas territorium markeret med den såkaldte nistregslinje. Området dækker næsten hele Det Sydkinesiske hav ned til Malaysias nordkyst.

Det er især øgrupperne Spratley-øerne, Paracellerne og Scarborough Rev, der er omdrejningspunkt for stridighederne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Kina kan ikke blive dømt, når Kina ikke deltager i sagen. Havretskommissionen har ingen håndhævelsesmuligheder. Der kunne være tale om voldgift, men det kræver begges deltagelse, og er udenretligt. De skulle nok starte bilateralt med diplomatisk forhandling, og så evt. få evt. knaster ryddet af vejen ved begge to at bede Haag-domstolen om en kendelse.

Ps.: Hvorfor findes Tyrkiet slet ikke på jeres verdenskort?