Læsetid: 4 min.

Lappeløsning på italiensk bankkrise

Kort inden offentliggørelsen af de seneste stresstest fra European Banking Authority blev en bankkrise i Italien tilsyneladende afværget, da Den Europæiske Centralbank fredag godkendte en redningsplan for Banca Monte dei Paschi di Siena
Bankdirektør Fabrizio Viola har ligesom den øvrige MPS-ledelse været i pressens søgelys på grund af anklager om, at store tab er blevet holdt skjult for den italienske nationalbank og børstilsyn.

Antonio Calanni

1. august 2016

I årevis har verdens ældste pengeinstitut, Banca Monte dei Paschi di Siena S.p.A. (MPS), været i pressens søgelys.

En undersøgelseskommission nedsat af regionalforsamlingen i Toscana har anslået, at MPS i løbet af de seneste 20 år har lidt tab for 50 mia. euro, især som følge af lokalpolitikeres misbrug af deres indflydelse på banken via Fondazione Monte dei Paschi.

I 2013 kom ledelsen under anklage for at have skjult store tab for den italienske nationalbank og børstilsyn. Den vedvarende krise har kun forværret problemerne, og siden årsskiftet har MPS-aktien mistet tre fjerdedele af sin værdi.

Fredag gav Den Europæiske Centralbank så grønt lys for en redningsplan, som medfører, at investeringsbankerne Mediobanca og JP Morgan står i spidsen for en kapitalindsprøjtning på fem mia. euro i den italienske bank, mens investeringsfonden Atlante skal overtage dårlige lån for omkring 10 mia. euro.

Meddelelsen kom få timer inden resultaterne af European Banking Authoritys simulation af de mulige følger af faldende produktivitet, faldende boligpriser og andre krisevariabler på 51 europæiske storbankers kapitalbeholdning, som først forelå efter lukketid på børsen i New York.

MPS klarede den såkaldte stresstest dårligst af alle. Men med redningsplanen og positive resultater for de fire øvrige testede italienske banker ser en genopblussen af den europæiske bankkrise og en politisk krise i Italien ud til at være afværget, i hvert fald foreløbig.

Læs også: Italiens bankkrise udfordrer EU's regler

Ministerpræsident Matteo Renzi havde også garanteret, at MPS’ kunder ikke ville miste penge:

»Situationen omkring MPS har udkrystalliseret sig i en debat om byrdedeling eller med andre ord om, hvorvidt nogle kreditorer, navnlig de små, skal lide tab som et led i styrkelsen af bankens kapitalgrundlag,« skriver Nicolas Véron fra tænketanken Petersen Institute for International Economics og fortsætter:

»Sådanne pålagte tab, også kaldet bail-in, kan retfærdiggøres på flere måder. Offentlig sikring af bankkunder med bail-out, når en bank går fallit, forvrider konkurrencen mellem banker fra forskellige EU-lande. Det er en kontroversiel brug af offentlige midler, det giver bankerne forkerte incitamenter og medfører den onde cirkel mellem banker og nationalstater, som satte selve eurozonens integritet på en hård prøve i 2011-12.«

Systemisk svækkelse

Med redningen af MPS har den italienske regering undgået, at aktionærer, indehavere af såkaldt underordinerede obligationer og almindelige småsparere lider tab.

Atlante-fonden, som blev oprettet i april med kapital fra en række private bankfonde og pensionsselskaber, men også fra den statskontrollerede Cassa Depositi e Prestiti S.p.A., skal dog udvides for at kunne opsluge de dårlige lån fra MPS.

Dermed bidrager staten til bankens redning, men uden at overtræde EU’s regler mod bail-outs, der blev indført i 2014.

Redningsplanen medfører desuden, at den italienske finanssektor påtager sig en stor del af ansvaret for situationen i MPS for at undgå systemiske risici i tilfælde af et krak.

Men dermed risikerer den sunde del af det italienske banksystem også at blive svækket, advarer økonomen Marcello Esposito fra Università Cattaneo di Castellanza i en artikel på økonomisitet lavoce.info:

»De tab, som den sunde del pålægges, begynder at være betydelige,« skriver Esposito og forudser, at de italienske bankers beholdning af dårlige lån for 360 mia. euro vil kræve flere kapitalindsprøjtninger. I sidste ende risikerer almindelige borgere at komme til at betale for Renzis garantier til bankkunderne i form af lavere pensionsudbetalinger, vurderer Esposito.

Læs også: Den næste europæiske bankkrise er på vej

De italienske bankers situation er blevet gradvist værre under eurokrisen. For det første var Italien i recession længe inden de andre EU-lande, hvor krisen typisk indtraf umiddelbart efter et langt opsving.

For det andet blev der i modsætning til i andre EU-lande ikke skudt offentlige midler i banksektoren i 2011-12, især på grund af Italiens allerede dengang store og stadig stigende statsgæld, som nu udgør 133 procent af bruttonationalproduktet.

Desuden ejes en usædvanlig stor del af statsgælden af bankerne og de bankkunder, som har investeret i underordnede obligationer.

De er behæftet med betydelige risici, men er indtil for få år siden blevet solgt til almindelige bankkunder:

»De skulle aldrig have været solgt som almindelige, sikre investeringsprodukter,« mener Nicolas Véron og tilføjer, at det derfor »kan være svært at finde den rette balance mellem bail-in og bail-out« i Italiens tilfælde.

Uholdbar balance

Bankerne spiller en central rolle i italiensk politik, fordi de fordeler en statsgæld, som er unaturligt høj i forhold til landets økonomi, der dog er eurozonens tredjestørste. Som følge af udbredt skatteunddragelse må bankerne og velhavende italienere låne staten penge.

Det har gjort omfanget af den italienske statsgæld til det største i EU. En tredjedel af de underordnede obligationer, som bankerne har udstedt, ejes af individuelle investorer, hvilket er en væsentligt større andel end i andre EU-lande.

Det skyldes også skattefradrag, der blev brugt som incitament til salget af disse papirer frem til 2011:

»Bankernes beslutning om at investere massivt i deres eget lands statsgæld var i vid udstrækning rationel og ofte den eneste mulighed. Og bankernes opkøb har givetvis bremset de mest dramatiske fald, da krisen var på sit højeste,« vurderer Giorgio Barba Navaretti, økonomiprofessor ved universitet i Milano, men tilføjer, at det »på længere sigt er en uholdbar balance, at skrøbelige banker støtter en svag stat og omvendt«.

På kort sigt ville de politiske omkostninger ved at lade almindelige bankkunder og aktionærer betale for en kapitalindsprøjtning i MPS være uoverskuelige for Renzi:

»Takket være Atlantes indgreb er der fundet en systemisk og definitiv løsning,« hævder Renzi i et interview med La Repubblica.

Men således kan kompromiset mellem bankerne og staten om håndteringen af følgerne af de manglende skatteindtægter fortsætte, takket være EU-Kommissionens fleksible fortolkning af reglerne om statsstøtte til bankerne:

»Kendsgerningen er, at EU har foretrukket at give de enkelte lande ansvar for restruktureringsprocessen: På denne måde kommer man plastre på de alvorligste sår, men det grundlæggende problem består i al sin alvor og bliver pr. definition alvorligere og mere kronisk med tiden,« skriver den italienske industrisammenslutning Confindustrias avis Il Sole 24 Ore, som mener, at EU må tage bedre hånd om bankerne, fordi markedets usynlige hånd »famler i mørket«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer