Læsetid: 5 min.

’Det må være sådan at være i krig’

Lektor ved Center for Mellemøststudier ved Syddansk Universitet Mehmet Ümit Necef var i Istanbul under kupforsøget fredag aften. Han var på ferie og sad på en bar. Men så gik kupforsøget i gang. Her fortæller han, hvad han oplevede i timerne efter
Lektor ved Center for Mellemøststudier ved Syddansk Universitet Mehmet Ümit Necef var i Istanbul under kupforsøget fredag aften. Han var på ferie og sad på en bar. Men så gik kupforsøget i gang. Her fortæller han, hvad han oplevede i timerne efter

Selcuk Samiloglu

17. juli 2016

Jeg er på ferie i Istanbul. Fredag aften var jeg ligesom mange andre tyrkere ude i byen. Det er meget normalt i Tyrkiet, at man i weekenden går ud for at spise på restaurant eller drikke og more sig.

Jeg havde været på en bar sammen med en ven, men klokken halv tolv besluttede vi os for at forlade baren, så vi kunne nå den sidste bus hjem. De holder op med at køre klokken 12. Vi kom hen til busstoppestedet og stillede os for at vente, men der kom ikke nogen busser. Så spurgte jeg en mand, om han også ventede på en bus, men det gjorde han ikke. 

’Har du ikke hørt det?’ spurgte han. 

Jeg spurgte, hvad han mente, og han fortalte, at der ikke ville komme nogen busser. Der var et kupforsøg i gang. Først troede jeg, at lavede sjov med mig, men så åbnede med det samme sin iPhone og viste mig overskrifterne: Kupforsøg. 

Jeg var i chok. Vi gik så tilbage til baren, og der var lyset blevet tændt, og folk stod rundt om fjernsynet. Det gik for alvor op for os, hvad der var i gang. 

Vi blev lidt på baren, men gik så ud på gaden for at tage en taxa hjem i stedet. Vi fik fat i en, men på et tidspunkt skulle vi over en bro for at komme fra den sydlige del af byen, hvor vi var, til den nordlige, hvor vi bor. Der stod 300-400 mennesker, som forsøgte at komme hjem over broen, men den var lukket.

Chaufføren sagde, at han enten kunne køre os tilbage, eller sætte os af, så vi valgte at stå af. Vi gik op på broen, men pludselig begyndte de at bruge tåregas mod os, så vi begyndte at flygte.  Alle løb. Jeg kunne mærke irritationen i min næse og mine øjne.

Da vi var kommet lidt væk, fandt vi en bro, som er bygget til metroen, og vi besluttede os for at gå over. Der var ret stille på vejen hjem. Et stykke tid gik vi sammen med en mand på min egen alder. Han var pro Erdogan.

Jeg var uenig med ham om mange ting, men han sagde også nogle fornuftige ting, blandt andet at det var et anslag mod demokratiet. At det er alle borgeres pligt at demonstrere. Nok er nok. Vi tyrkere har haft nok af militærkup og hængninger. 

Da vi kom hjem, tændte jeg for fjernsynet. De sendte live. På det tidspunkt var klokken vel omkring tre om natten. Jeg skiftede lidt mellem kanalerne og kunne se, at der var mange tyrkere på gaden for at protestere og for at stoppe tankene. Det er nyt.

Jeg har i mit liv oplevet fire kup og tænkte den aften: Nok er nok. Tyrkerne er trætte af militærkup og militærets indblanden i tyrkisk politik.

Jeg betragter mig selv om liberal demokrat og er uenig med de religiøse om mange ting. Men vi er enige om én ting: Ingen skal blande sig i demokratiske processer. Hvis en person er folkevalgt, så uanset om man kan lide ham eller ej, skal man vælte ham gennem et valg. Vi gider ikke have nogle officerer, der blander sig i politik og hænger ministre eller vælter regeringer. 

På et tidspunkt kunne jeg høre lyden af en helikopter og gik hen til vinduet, hvor jeg kunne se den cirkulere over bygningen. Jeg bor på fjerde sal. Jeg stod og kiggede lidt, og så begyndte jeg også at kunne høre militærfly, og så maskingeværer. 

Det var svært at finde ud af, hvad der foregik, men bagefter gik det op for mig - det har jeg hørt i fjernsynet - at der var to områder i byen, hvor der var modstand. Det ene er 500 meter fra, hvor jeg bor, og det andet omkring en kilometer. Der var nogle træfninger. Kupmagerne havde besat nogle bygningerne, og regeringstropperne forsøgte at erobre dem tilbage. 

Jeg bor i en relativt snæver gade højt oppe. Den gade er stille. Men jeg kan høre det tydeligt fra de andre gade. Det må være sådan at være i krig. Det var ligesom i en krigsfilm. Jeg spurgte mig selv: Er det en dårlig krigsfilm? 

Jeg arbejder som lektor ved Center for Mellemøststudier ved Syddansk Universitet og følger med i tyrkisk politik. I tyrkisk politik opererede analytikere - herunder mig selv - slet ikke med den mulighed, at der kunne komme et kup.

Man talte om, hvor Tyrkiet bevægede sig hen, om regeringen og PKK ville forhandle, om Erdogan ville opbløde sin politik og så videre. Jeg tror ikke, en eneste havde tænkt på muligheden for, at nogen i militæret ville ty til et militært kup.

Derfor var det uvirkeligt for mig. Det var out of my horizon. Og det var også uden for mine analytikervenners horisont. Jeg var jo kommet til Istanbul for at være på ferie. 

Omkring klokken fire begyndte lydene at tage af. Så jeg gik i seng. Men jeg kunne ikke sove, så på et tidspunkt stod jeg op igen og tændte for fjernsynet. På den ene kanal sagde speakeren, at CNN Türk var blevet besat at kupmagerne, og at de havde stoppet udsendelserne.

Jeg skyndte mig at skifte til CNN Türk, og der var et helt tomt studie, men man kunne høre lyden af håndgemæng og skænderi. Det var som et teater. Så kom en ung mand i starten af 20erne ind og tog mikrofonen, men han kunne ikke få den til at virke. 

Efter en halv eller en hel time kom politiet. Så sendte de nyheder igen. 

På det tidspunkt orkede jeg ikke mere. Jeg tror klokken var fem. Mine niecer og nevøer havde ringet til mig og spurgt, om jeg var i live og i sikkerhed, så jeg svarede dem. Så gik jeg i seng. Siden da har jeg tænkt over, hvilken betydning det her kan have for Tyrkiets fremtid.

Fortalt til Otto Lerche Kristiansen

Læs også: Erdogan overlever kupforsøg

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu