Analyse
Læsetid: 5 min.

Manden og sagen er væk – frygten er der stadig

UKIP er blevet beskrevet som et enmands- og enkeltsags-parti. Nu er manden – Nigel Farage – gået, og sagen – exit fra EU – vundet. Så er dette enden på UKIP? Næppe
Nigel Farage vil ikke sætte navn på, hvem der skal afløse ham som partiformand for UKIP. Farage fortsætter selv som leder af UKIP i Europa-Parlamentet.

ANDREW TESTA

Udland
5. juli 2016

De fleste ønsker at slutte deres karriere på toppen, men de færreste formår at stoppe helt så meget på toppen som Nigel Farage, den karismatiske formand for UK Independence Party (UKIP), som trådte tilbage i går, ti dage efter at det stod klart, at hans livs kampagne – imod alle odds – havde været succesfuld.

Siden han i 1993 meldte sig ud af John Majors konservative parti på grund af partiets EU-politik og i stedet stiftede UKIP, har han kæmpet for britisk udmeldelse af EU. I forrige uge lykkedes det ham at opnå målet med 17,5 mio. vælgeres hjælp.

Spørgsmålet, som dominerede debatten i det britiske i går, var, om Farages parti vil overleve dels sin egen succes, dels formandens afgang?

Læs også: Nigel Farage trækker sig som formand for Ukip

Der er ingen tvivl om, at Farages afgang markerer afslutningen på en æra for UKIP. En æra, hvor partiet gradvist har udviklet sig fra at være et lille yderliggående parti, hvis medlemmer premierminister David Cameron engang stemplede som »skøre kugler, tosser og skabsracister«, til at blive en seriøs spiller på den britiske og europæiske politiske scene.

Ved europaparlamentsvalget i 2014 chokerede partiet ved at vinde flest stemmer i Storbritannien – foran både Labour og de konservative – og ved sidste års britiske parlamentsvalg fik det 3,9 mio. stemmer – en fremgang fra 3,1 til 12,6 pct. af stemmerne i forhold til valget fem år før. På trods af, at Farage selv ikke kom i parlamentet, og på trods af at de mange stemmer kun blev vekslet til ét mandat på grund af landets valgsystem, sagde det ikke så lidt om, hvor langt partiet var kommet.

Det var da også på grund af dets trussel mod de konservative – hvorfra to EU-skeptiske parlamentarikere forud for sidste års valg hoppede af til UKIP – at David Cameron overhovedet lovede en folkeafstemning om EU, hvis de konservative vel at mærke vandt flertal ved valget, hvilket de overraskende gjorde.

Valget afslørede dog, at UKIP nok havde haft en vis succes med at stjæle vælgere på den yderste højrefløj, men at det i høj grad også var en trussel mod Labour. Godt nok formåede partiet ikke at tage nogle mandater i Labours kredse, men de halede langt mere end forventet ind på de normalt så sikre Labour-kandidater særligt i Nordengland.

Ved folkeafstemningen i forrige uge var det også i høj grad Labour-vælgere i Nordengland og Wales, der var med til at sikre Leave-siden sejren. Og det er netop i disse områder, at et UKIP uden Nigel Farage har en fremtid.

Migration og identitet

Under valgkampen blev det tydeligt, at det ikke var EU-samarbejdet som sådan, mange almindelige mennesker havde et problem med. Det var den fri bevægelighed, som har resulteret i, at 2,1 mio. EU-borgere i dag arbejder i landet.

I traditionelle arbejderklasseområder – de samme områder, som har modtaget flest asylansøgere fra andre dele af verden – har de udefrakommende skabt pres på sociale servicer som skoler, læger og boliger, og samtidig har den hastige forandring af disse samfund skabt utryghed. Ifølge UKIP-forskere som Matthew Goodwin og Robert Ford fra universiteter i Kent og Manchester handler det for mange lige så meget om identitet og politikerlede som ressourcer.

Brexit-afstemningen blev til dels et protestvalg mod eliterne; dels et konkret valg imod immigration.

At det lykkedes de 52 procent at give eliten en lussing og samtidig at sikre landets exit fra en organisation, der står fast på fri bevægelighed, vil dog næppe betyde, at UKIP ikke længere har noget at kæmpe for, som vil være attraktivt for en stor gruppe britiske vælgere.

Fremtiden ligger nordpå

For det første vil UKIP – såvel som de øvrige Leave-organisationer – i mange år fremover have en rolle at spille i forhold til at stille den siddende regering til ansvar under Brexit-forhandlingerne med EU.

Der er ingen tvivl om, at et flertal af Westminster-politikerne meget gerne ser, at landet fastholder så fuld en adgang til EU’s indre marked som muligt af hensyn til landets økonomi. UKIP – som hele tiden har sagt, at det gerne fraskriver sig denne adgang, så længe der bliver sat en stopper for den fri bevægelighed – vil få nok at gøre med at sikre, at parlamentet implementerer det, partiet ser som ’folkets vilje’.

Denne magtkamp mellem UKIP og særligt Labour vil næppe svække partiet. I Nordengland har mange Labour-vælgere stemt med UKIP ved denne afstemning, men har aldrig før svigtet Labour ved et parlamentsvalg. Labour har længe frygtet, at folkeafstemningen skulle resultere i et mere permanent skifte fra partiet til UKIP, sådan som det skete i Skotland, hvor millioner af Labour-vælgere skiftede til det skotske nationalistparti SNP efter uafhængighedsafstemningen.

Selv om Labour i Nordengland fortsat har temmelig massive forspring i mange kredse, har partiet bestemt grund til at være nervøst. I de kommende år vil disse Leave-vælgere sandsynligvis se et Labour-parti i Westminster argumentere for så tæt et forhold til EU som muligt og så åbne grænser som muligt – det er og har hele tiden været partiets politik. Samtidig vil Labour-vælgerne se UKIP som partiet, der kæmper for at føre deres valg ud i virkeligheden.

Hvem bliver leder?

De, der håber, at Farages afgang vil forhindre dette scenarie, vil sandsynligvis blive skuffede. Partiet er nemlig ikke længere et enmands-parti. I de seneste år har navne som næstformand Paul Nuttall og immigrationstalsmand Steven Woolfe, begge medlemmer af Europa-Parlamentet for det nordvestlige England, bidt sig fast.

De to bibringer partiet noget, som selv den tidligere bankmand Farage ikke kunne levere. De kommer fra – og er valgt i – hhv. Liverpool-forstaden Bootle og Manchester-forstaden Moss Side – en klar fordel, eftersom partiet utvivlsomt vil fortsætte arbejdet med at gøre indhug blandt vælgerne i Nordengland. Med hensyn til identitetsspørgsmålet kan fodboldfan og Hillsborough-overlever Paul Nuttalls krav om forbud mod burkaer og beskyttelse af den britiske pubkultur tænkes at falde i god jord.

Meget afhænger af, hvordan den kommende konservative regering håndterer Brexit-forhandlingerne, og hvordan Labour – sandsynligvis under en ny formand – formår at række ud til arbejderklassevælgerne, men der er noget, der tyder på, at der vil være masser af utilfredshed, politikerlede og frygt, som UKIP kan leve højt på i de kommende år.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Det vil ikke overleve, og politikken i England vil fremover ikke være én, han bryder sig om. Det er Labours momentum, i morgen kommer den endelige chance til at gøre op med den historiske fejltagelse og skandale, der var New Labour.

Michael Kongstad Nielsen

Hvad sker i morgen, Steffen?

Finn Thøgersen

Michael Kongstad Nielsen,

Skal vi regne med at Steffen tror og håber at Corbins stormtropper vil følge det slogan de for nyligt viste frem da de optrådte i ens t-shirts (uniformering?) med følgende logo:

Eradicate the Right-wing Blairite Vermin

Jeg er mere tilbøjelig til at tro at borgerkrigen i Labour vil fortsætte mindst året ud, og formodentligt til efter et tabt valg (hvad der nu kommer først).