Ny chef skal redde Verdensbanken

Verdensbanken har fået ny cheføkonom. Paul Romer, en 60 årig amerikansk økonom med et, for en økonom, farverigt CV.

»Som mange børn, der vokser op i skyggen af succesfuld far, valgte jeg at gå i en fuldstændig anden retning,« skriver Paul Romer i sin biografi på sin blog.

Ray Romer var politiker. Paul Romer læste matematikfysik og kosmologi. Kandidaten læste han i økonomi på Massachusetts Institute of Technology og Chicago Universitet.

Hvis en ‘helt konventionel økonom’ eksisterer i dag, er Romer det ikke. I 1989 udgav han arbejdspapiret ”Human Kapital og Vækst: teori og bevis”. Med det blev han den primære grundlægger af det, der senere er blevet kaldt New Growth Theory (NGT).

NGT beror på, at produktivitet kommer fra investeringer i mennesker og deres evne til at opfinde. Derfor kan økonomien i teorien vokse uendeligt, fordi menneskers fantasi er uendelig.

Romer stiller selv et lavpraktisk eksempel til rådighed på sin blog: På mange cafeer kan du i dag bruge den samme størrelse låg til din mellem og store kaffe. Førhen var det to forskellige størrelser af låg til de to forskellige størrelser af kaffe, men en lille ændring i designet af koppen gjorde, at man kunne sælge billigere kaffe til kunderne.

Caféejeren behøver kun at bestille én slags låg, og medarbejderen skal kun genopfylde én slags låg. Som Romer selv har formuleret, handler New Growth Theory om, at »ideer er vigtige for at skabe værdi«.

Akademiker

Romer har levet det meste af sit professionelle liv i forelæsningssale og på universitetskontorer – dog med et halvt årtis afstikker til det private erhvervsliv, hvor han stiftede Aplia, et onlineværktøj for studerende.

Verdensbanken, ligesom centralbanker og lignende institutioner, har en tradition for at hyre økonomer fra universitetsverdenen til de store forskningspositioner, så de kan præge organisationens forskning i en bestemt retning.

Hvis man skal vurdere Romers fremtidige præg på Verdensbankens retning ud fra hans arbejde det seneste årti, kommer Verdensbanken til at snakke om storbyer og matematik.

Storbyer, fordi han har kastet sig over dem i udviklingslande og kigget på, hvordan de kan katapultere landene ind på et højere økonomisk niveau.

Matematik, fordi han har forsøgt at kortlægge og tage et opgør med matematikkens funktion inden for økonomi. Mathiness, kalder han økonomers lemfældige omgang med matematik.

Det gør han med inspiration fra komiker og TV-vært, Stephen Colbert, der opfandt thruthiness til at beskrive amerikanske politikere og meningsdanneres omgang med sandheden.

Romers tese er, at mathiness bruges til at camouflere en politisk slagside i økonomiske rapporter og arbejdspapirer:

»Mathiness lader politik maskere som videnskab,« sagde Romer i podcasten Econtalk.

Ifølge Romer bruger økonomer symboler og tal, ligesom matematisk videnskab gør. Men i stedet for at vise sammenhænge, giver mathiness ifølge Romer mulighed for at økonomer får teori til at fremstå som empiri.

Romer og hans teori om mathiness er blevet beskyldt for at give enhver idiot belæg til at kritisere økonomers beregninger, så Romer har måttet dementere, at han skulle være ude i et antiøkonomimatematisk korstog.

»Det er et spørgsmål om at luge ud i den økonomiske videnskab. Økonomer har et fælles ansvar for at skylle mathiness ud i det åbne,« fortalte han Econtalk.

Hvis Verdensbanken kendes som kapitalismens uhyre, stammer det nok fra de structural adjustments-programmer, der blev anbefalet især Afrika i 1980’erne og 1990’erne. Lars Engberg-Pedersen, seniorforsker i udvikling ved DIIS, beskriver de økonomiske programmer som »for datiden nødvendige, men enormt hårde i de afrikanske samfund«:

»Det var en politik, der betød, at enormt mange offentligt ansatte blev fyret, og statsejede virksomheder partout blev privatiseret. Men det var også nødvendigt i et makroøkonomisk morads.«

I 00’erne var stemningen i Verdensbanken, at man var på vej til at blive overflødig. FN overtog udviklingsdiskussionen via deres 2015-mål, og hastigt voksende økonomier som Brasilien, Rusland, Indien og Kina gik sammen om deres egen BRIK-udviklingsbank.

Og i år kom så den asiatiske infrastrukturbank, AIIB, der også må anses som en konkurrent til Verdensbanken og IMF. Men Romers arbejdsplads har ikke vist sig helt overflødig endnu, siger Lars Engberg-Pedersen.

»De har stadig en rolle at spille. Men de er ude i torvene i forhold til, hvad deres rolle egentlig skal være.«

Men, tilføjer han, hvis man ikke havde en organisation som Verdensbanken, ville man nok opfinde den i dag.

Ulighed

Sammen med store dele af det økonomiske professorat er banken begyndt at bekymre sig om ulighed. Således er bankens formulering, om at indkomsten hos de 40 procent fattigste i verden skal vokse hurtigere end gennemsnittet, kommet med i FN’s 2030-mål.

»Det er et markant skifte, fordi uligheden ikke har været noget, neoliberale økonomer har interesseret sig for overhovedet, og det går i mod politiske interesser i bankens vestlige donorlande,« siger Pedersen.

Skiftet er kommet af, at banken har kunnet se en økonomisk slagside ved stigende ulighed. At ulighed hæmmer vækst, er blevet gængs viden blandt økonomer. Og i dag er Verdensbanken mere et mangehovedet uhyre end egentlig kapitalistisk. Hoveder, der ikke altid indeholder samme tanker, siger Lars Engberg-Pedersen:

»Der er en dobbelthed i Verdensbanken. På den ene side føres der en meget brutal politik i forhold til sociale spørgsmål ude i de enkelte lande, hvor man deregulerer og fyrer offentligt ansatte. På den anden side har de en overlegen forskningsdivision, der kærer sig om blødere ting og laver fremragende arbejde inden for det område.«

Dobbeltheden, eller splittelsen, ligger i, at der mangler sammenhæng mellem praktikerne på landjorden og forskningsdivisionen. Sidstnævnte har haft stor betydning, fordi resultaterne derfra er blevet implementeret i udviklingsarbejde.

»Det har sikret at fattigdom har været et centralt mål for udviklingssamarbejder,« siger Pedersen.

Verdensbankens mandat er apolitisk, men økonomi er politik, og det giver banken endnu en kval.

»De prøver at undgå at forholde sig til politik. Men man skal tage noget fra nogen, før man kan give det til andre. Banken har berøringsangst over for politik. Og det er naivt, fordi den er dødpolitisk,« siger Lars Engberg-Pedersen.

Hvis han skal se et par årtier frem, er det med en vis optimisme på bankens vegne:

»Synspunktet om, at de er blevet kørt helt ud på et sidespor, er blevet sjældnere. I det næste årti bliver Verdensbankens rolle at arbejde med de mindst udviklede lande – en gruppe, der bliver mindre og mindre. Det drejer sig i dag om cirka 30 lande. Hvorimod bankens rolle i mellemindkomstlande bliver lille. De kan levere lidt kapacitet og viden, men de lande er i høj grad selvstændige.«

Paul Romer skriver på sin blog, at han ser stillingen som cheføkonom i Verdensbanken som en mulighed for at fortsætte med at lære nye ting – ting der får konsekvenser i den virkelige verden, uden for universitetets mure.

Romer har halvanden måned endnu, før han tiltræder en stilling med konsekvenser til september.