Læsetid: 8 min.

Øget risiko for radikalisering blandt flygtninge i Tyrkiet

Eksperter advarer om en øget fare for radikalisering blandt syriske flygtninge i Tyrkiet. Stabiliteten i landet vakler, mens en generation af børn og unge står til at blive tabt på gulvet. ’Hvert syrisk barn, som vi ikke får i skole, er en risiko for Tyrkiet og resten af verden,’ siger lederen af det tyrkiske katastrofeministerium
En 10-årig syrisk flygtning fra Aleppo arbejder med andre syrere i en tøjfabrik i Gaziantep i det sydøstlige Tyrkiet. Kun 30 procent af landets syriske flygtningebørn går i skole.

Lefteris Pitarakis

25. juli 2016

De bor i flygtningelejre eller slumkvarterer tæt på grænsen mellem Tyrkiet og deres hjemland Syrien. Deres juridiske rettigheder er i bedste fald teoretiske, og deres muligheder for at påbegynde en uddannelse er stærkt begrænsede. Sådan er virkeligheden for en stor del af de op mod tre millioner syriske flygtninge i Tyrkiet.

Og de usikre fremtidsudsigter og den manglende stabilitet efter det mislykkede kupforsøg kan være med til at drive de mest sårbare flygtninge i armene på militante politiske og religiøse grupper, advarer flere eksperter: »Rigtig mange syrere har mistet flere års skolegang og kommer formentlig aldrig tilbage i skole. De står i en frustreret og håbløs situation, og det er den næste mellemøstlige generation, vi taber her,« siger Shelly Culbertson, som er politisk analytiker hos den indflydelsesrige tænketank Rand Corporation.

Tænketanken har undersøgt radikalisering blandt flygtningegrupper fra 1970’erne og frem og konkluderer på den baggrund, at det internationale samfund og modtagerlandenes villighed til at give flygtninge juridiske rettigheder og mulighed for arbejde og uddannelse er den mest effektive måde at modvirke radikalisering på.

Rekrutterer ned til 15-årsalderen

De militante grupper går primært efter at tiltrække unge mellem 15 og 24 år, og derfor er uddannelsesmuligheder en af de faktorer, som både Rand Corporation og UNICEF tillægger størst betydning for at forhindre radikalisering. Hos UNICEF advarer man også om risikoen for en tabt generation af børn og unge, der er særligt sårbare over for udnyttelse og radikalisering. Generalsekretær for UNICEF Danmark Steen M. Andersen peger på manglende fremtidsudsigter og psykiske skader som årsager, der kan skubbe den unge generation i armene på militante grupperinger.

»Disse børn er vokset op med vold. Mange har set lemlæstede kammerater eller familiemedlemmer, og nogle vænner sig til, at man løser konflikter med vold. De er ofte traumatiserede og har svært ved at se nogen form for fremtid. Det er sårbare børn, der kan være til fals for en seng at sove i og en sag at tro på,« siger Steen M. Andersen, der kan se paralleller i vestafrikanske lande, hvor det er bevægelser som Boko Haram, der trækker i de afmægtige børn og unge, mens det i Tyrkiet er Islamisk Stat, Jabhat al-Nusra og andre militante islamist-grupper.

Indsatsen skal fastholdes

Risikoen for radikalisering blandt trængte flygtninge er blot endnu en af de udfordringer, som Tyrkiet står over for midt i det politiske kaos efter det fejlslagne kup mod præsident Recep Tayyip Erdogan.

»Selv om det sjældent sker, er Tyrkiet et særligt tilfælde, simpelthen fordi det er her, de fleste flygtninge er, og fordi sprogbarriererne er større end i Libanon, hvor de får undervisning på arabisk,« siger Shelly Culbertson.

Den rapport, som Rand Corporation har lavet, undersøger radikalisering blandt flygtningegrupper i lande som Kenya, Iran, Pakistan og Jordan. Og den fandt, at eksempelvis flere somaliske flygtninge blev radikaliseret i Yemen end i Kenya, fordi de der var udsat for diskrimination. Det skete til trods for, at jobmulighederne for somaliere faktisk var bedre i Yemen.

I rapporten skriver Rand Corporation, at der er grund til at være »forsigtigt optimistisk« over det internationale samfunds reaktion på den nuværende krig i Syrien, men at det er nødvendigt at tilføre flere midler og at fastholde indsatsen i mange år endnu.

Også Tyrkiet har anerkendt vigtigheden af ikke at tabe en hel generation på gulvet, og målsætningen er derfor at sikre skolegang for alle syriske børn og unge i landet.

Lederen af det tyrkiske katastrofe- og nødhjælpsministerium, Fuat Oktay, bad til en konference i Washington den 30. maj de internationale organisationer om hjælp til at udbrede skolegang med følgende udtalelse: »Hvert syrisk barn, som vi ikke får i skole, er en risiko for Tyrkiet og resten af verden.«

Men der er store huller i det sociale sikkerhedsnet, og i øjeblikket er det kun 30 procent af de syriske børn, der går i skole, og børnearbejde er vidt udbredt blandt flygtningene.

90 pct. uden for lejrene

EU har lovet at støtte Tyrkiet med over 45 milliarder kroner, men Tyrkiet kæmper stadigvæk med at håndtere de mange mennesker, hvoraf mere end halvdelen er børn. Langt de fleste lever i den sydøstlige del af landet ved grænsen til Syrien, hvor blot 10 procent er indkvarteret i lejre, mens resten er mere eller mindre overladt til, hvad de selv kan finde.

Ifølge Basak Kale, der er adjunkt ved Center for European Studies på Middle East Technical University, har Tyrkiets ’åben dør’-politik slået fejl, efter at regeringen i 2011 åbnede grænsen for syriske flygtninge.

»Tyrkiet sagde i 2011, at grænsen var 100.000 flygtninge, og de blev ved med at gentage dette tal, men i dag er der tre millioner. Den tyrkiske infrastruktur er simpelthen ikke gearet til det,« fortæller Kale, der ligesom Shelly Culbertson advarer om risikoen for radikalisering, hvis ikke der bliver taget hånd om de mange flygtninge.

»Vi har allerede et enormt problem i Jordan og Libanon, og hvis vi ikke håndterer det faktum, at flere står uden fremtidshåb eller mulighed for at vende hjem, kommer vi til at se flere radikaliserede grupper. Vi har millioner af mennesker uden håb, og vi kommer til at stå med det her i flere årtier.«

Nej til at naturalisere

Flygtninge i Tyrkiet har indtil videre kun haft begrænset mulighed for at integrere sig i samfundet. Nogle uger før weekendens voldsomme uroligheder i forbindelse med militærkuppet i de tyrkiske storbyer, åbnede præsident Erdoğan dog muligheden for, at syriske flygtninge ikke blot vil kunne få flere rettigheder, men endda i fremtiden vil kunne blive fuldgyldige tyrkiske statsborgere.

»Vi ser jer som brødre og søstre – I er ikke langt fra jeres hjemland, men kun fra jeres hjem og jeres land. Tyrkiet er også jeres hjemland«, sagde han ifølge Middle East Online om syrere i Tyrkiet under en tale i den sydtyrkiske by Kilis.

Ordene fra præsident Erdoğan faldt dog ikke i god jord hos mange tyrkere, og på Twitter trendede hashtagget #ÜlkemdeSuriyeliİstemiyorum (jeg vil ikke have syrere i mit land, red.) kort efter. Flere brugere skrev »ja til at hjælpe, nej til at naturalisere,« mens andre tog flygtningene i forsvar.

Twitterdebatten er en del af en generelt stigende skepsis i befolkningen over for de mange flygtninge. En spørgeskemaundersøgelse foretaget i år af Kadir Has Universitet viser, at 60 procent af tyrkerne enten er utilfredse eller meget utilfredse med syrernes tilstedeværelse i Tyrkiet, og 30 procent vil lukke grænserne helt og sende flygtninge tilbage.

Dogus Simsek er post.doc. ved Koc Universitets Center for Migrationsforskning i Istanbul og har forsket i tyrkernes modtagelse af de mange flygtninge. Hun mener, den stigende modvilje skyldes, at almindelige tyrkere føler sig økonomisk pressede i et i forvejen presset land.

»Argumenterne er, at staten hjælper syrerne, men hvorfor hjælper den ikke os? Derudover frygter tyrkere stigende kriminalitet og er trætte af, at syrerne arbejder længere og til lavere løn,« siger Simsek. I de tyrkiske yderområder rapporteres det, at syriske flygtninge ofte arbejder for helt ned til en tiendedel af den normale løn.

De syriske flygtninge har ikke flygtningestatus i Tyrkiet, der har et geografisk forbehold til Genève-konventionen og dermed kun er forpligtet til at anerkende personer på flugt fra Europa. Men den usikre status er ifølge Steen M. Andersen fra UNICEF med til at skabe en endnu mere uholdbar situation.

»Det øger risikoen for radikalisering, hvis man ikke føler sig velkommen, og heller ikke aner, om man risikerer at blive sendt hjem igen. Der var ingen i Jordan eller Libanon, der for to år siden talte om at flytte sig fra nærområderne, fordi de håbede at komme hjem. Men når man stadig sidder der efter flere år, og stadig ikke oplever en positiv udvikling, vælger de i højere grad at flygte fra håbløsheden eller gå ind i en fraktion for at bekæmpe det, der gør, at de sidder i den her håbløse situation.«

Oplagt bytte eller kanonføde

Ifølge FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) er flygtninge i gennemsnit i eksil fra deres hjem i 17 år, hvor de har brug for hjælp og assistance. Derfor mener også Martin Lemberg-Pedersen, der er assisterende professor på Global Refugee Studies ved Aalborg Universitet, at det er uholdbart at så mange flygtninge bliver stuvet sammen i nærområderne over længere tid.

»Det er en veldokumenteret risiko, at når man som nu inddæmmer flygtningestrømme i nærområderne, giver det brændstof til konflikten. Simpelthen fordi så mange unge mænd ender i en så desperat situation, at de er et oplagt bytte for den lange række af fundamentalistiske militser, der har brug for kanonføde,« forklarer Lemberg-Pedersen, der peger på tvangsrekruttering som en væsentlig del af den konfliktfyldte udvikling:

»Tvangsrekruttering er én af de største bevæggrunde for, at unge i første omgang flygter fra Syrien. Manglen på struktur i modtagerlandene gør så, at både statslige og ikke statslige militser kan udnytte de unges desperate situation og tvangsrekruttere dem « siger Martin Lemberg-Pedersen, der understreger, at flygtninge i Tyrkiet også bliver brugt som brikker i krige pr. stedfortræder som en del af et storpolitisk spil.

I Tyrkiet fremhæver Lemberg-Pedersen, hvordan den tyrkiske regering har samarbejdet med både Islamisk Stat og andre militante grupper i forsøget på dels at imødegå den russiske tilstedeværelse i Syrien og dels at inddæmme det kurdiske PKK i det østlige Tyrkiet.

IS skal besejres hurtigt

Hos Venstre anerkender udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen, at der er en risiko ved at samle de mange flygtninge i nærområderne til Syrien.

»Hvis vi ikke gør noget nu, står vi med en stor gruppe mennesker, der enten vender sig mod radikaliserede grupper som eneste alternativ, eller simpelthen mangler hjælp til at overleve. Derfor er Danmark også i front med økonomisk hjælp til nærområderne,« siger ordføreren.

Derudover håber Michael Aastrup på en militær og politisk løsning i de konfliktfyldte områder i Syrien og Irak.

»Vi giver al den støtte, der overhovedet skal til. Men vi skal have løst konflikten. Vi taler om så mange millioner mennesker, som vi skal have skabt en varig fremtid for. Jeg har ikke noget scenarie, der hedder, at vi ikke vinder den her krig meget hurtigt, fordi det ville være uoverskueligt, hvis ikke vi gør det,« understreger Michael Aastrup.

Shelly Culbertson fra Rand Corporation er netop hjemvendt fra Jordan og Tyrkiet, og hun har en noget mere dyster tilgang til fremtidsudsigterne:

»Indtil videre har det internationale samfunds svar på krisen været humanitær hjælp. Mad og vand. Og det er netop kortsigtet, for vi står efter fem et halvt år med en langtrukken krise, og selv hvis der sluttes fred i morgen, vil det tage mange år, før nogen kan vende tilbage. Skoler og hospitaler er ødelagte, og nye, sekteriske brydninger er blusset op med udsigt til problemer i mange år frem. Så længe vi tænker på syrere i nærområderne som noget midlertidigt, hvor de bor isoleret i lejre og ikke reelt integreres, sætter vi os op til at fejle på en hel generations vegne. Og så er der netop risiko for radikalisering,« siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pia Qu
Pia Qu anbefalede denne artikel

Kommentarer

Faktaresistente politikere har glemt alt om hvordan Taleban opstod: I de flygtningelejre i Pakistan, hvor fordrevne afghanere havde opholdt sig i årevis, også uden fremtidsudsigter af nogen art.
Hvis man fortsat satser på nærområderne som løsningen, så vil om få år stå med problemer, der langt overgår det Taleban har formået. Og da nærområderne ligger en de tættere på Europa, så.....
Lign. art. som denne kunne skrives om forholdene i både Libanon og Jordan. Heller ikke her er der ret mange syriske flygtninge, der har en chance for et hæderligt liv.
Endnu er der i EU-landene en vis villighed til at donere begrænsede midler til nærområderne, men trækker Syriens-konflikten ud, hvad så? Vil donormidlerne blive nedtrappet? Styrkes Frontex, og/eller sættes NATO til at bevogte grænserne i Middelhavsområdet? Og fremturer Erdogan som han er godt i gang med, så ryger EU's flygtningeaftale med ham på gulvet - og så er EU atter på skideren.

Enhver venstremand der tager sig selv alvorligt bør læse Michael Aastrup Jensens selvmodsigende input til situationen nærmere. Michael Aastrup Jensen er et forvrøvlet fjols, der stiller uforberedt op til hvad som helst, men det er ikke det der bør få klokkerne til at ringe i venstrehovederne. Det er derimod den kendsgerning at Venstre ikke har den mindste smule fornuft at bidrage med, i en situation hvor Venstre har været drivkraft for Danmarks udenrigspolitik på området. Skræmmende provinsielt.