Læsetid: 8 min.

På røven i Champagne

Området Aube i det sydlige Champagne er et af de steder i Frankrig, hvor det højreekstremistiske parti Front National har allerstørst tilslutning. Information er gået på jagt efter forklaringer på partiets store tilslutning, som selv sociologer skændes om. Første del handler om gamle mænds bitre forklaring på, hvordan en samfundsstruktur i løbet af halvtreds år er gået i opløsning
Hver onsdag formiddag tager Jaques på marked. Lige så meget for at snakke, som for at handle. Han køber altid bøf med hjem, men efter at hans kone Nadine døde for et år siden, bliver der kun købt én bøf. Det er stadig fra markedets bedste slagter, men nu ofte en hakkebøf, for det er lidt småt med pengene for eksborgmesteren.

Ulrik Hasemann

1. august 2016

Der står to gamle mænd på en solbeskinnet parkeringsplads i Aix-en-Othe. De slår ud med armene og peger på imaginære mål.

Det har ellers regnet meget de seneste uger. Det er her, Seinen har et af sine udspring, i pariserområdet har der været oversvømmelser, og også her står vandet højt i åen, der løber parallelt med pladsen.

Men nu er sommeren kommet. Solen skinner varmt ned gennem svalende træer ved siden af en politistation, man kan skimte brandstationen, og så er der de mange parkerede biler.

De to gamle herrer er Jacques Benoît og Dominique François. Jacques er 86 år gammel og tidligere borgmester i nabobyen Villemoiron-en-Othe.

Dominique er hans nabo, han er midt i halvfjerdserne og gik fallit med sin entreprenørvirksomhed for næsten tyve år siden.

Aix-en-Othe og Villemoiron ligger i et område, som kaldes ’Paye d’Othe’. Aix-en-Othe tæller 2.500 borgere og hedder selvfølgelig sådan, for at man ikke skal forveksle den med den anden ’Aix’ i Provence.

Læs også: Når eliten tager for meget af kagen, siger folket nej

Paye D’Othe er et smukt, men for de fleste temmelig ukendt område i det sydlige Champagne, der strækker sig 60 km i længden og 30 i bredden.

Et bakkelandskab med skove på toppene og bølgende marker ned mod små landsbyer. Engang blomstrede murstensfabrikker i området, det var dengang i 1700-tallet, hvor landsbyerne voksede i takt med industrialiseringen. Røde mursten, ofte med mørk glasur, skaber mønstre i husene i kombinationen med mørtel og flintesten.

Paye d'Othe er et særligt bakket område i det sydlige Champagne med skove på bakketoppene og bølgende marker ned mod små landsbyer i dalene. Hver eneste landsby har rådhus, kirke og monument for de døde fra verdenskrigene. Mens der stort set stadig er en borgmester til hver by, går en præst på omgang mellem mange kirker, hvoraf mange forfalder. Det er Jacques stolthed at han har istandsat kirken i Villemoiron-en-Othe og fik skaffet penge til et nyt tag.

Ulrik Hasemann

Paye d’Othe er så også et af de områder i Frankrig, hvor det højreekstremistiske parti Front National (FN) klarer sig allerbedst. Ved regionalvalget i 2015 stemte næsten 41 pct. på Florian Phillipot, en af frontfigurerne i FN.

Også ved departementsvalget i december 2015 klarede FN sig usædvanligt godt. Det daværende UMP, der nu hedder Republikanerne, (Les Republicain, LR) vandt ganske vist med næsten 60 pct., fordi socialisterne trak sig. Men FN fik de resterende 40 pct.

Jacques Benoît har været borgmester for nabokommunen Villemoiron-en-Othe og dens 219 sjæle, og for 10 år siden interviewede Information ham op til præsidentvalget.

Dengang var det Nicolas Sarkozy, han var bange for – Jacques foretrak Ségolène Royal som præsident, forklarede han dengang med et lille smil, han var kendt som en damernes mand.

Nu er han 86, har mistet sit livs kærlighed for to år siden og trukket sig fra borgmesterposten. Men sammen med sin ven Dominique har han insisteret på at vise rundt i Aix-en-Othe. For det var her, det startede. Ifølge dem. Nedturen altså. Og dermed FN’s fremgang.

Europas skyld

Frankrig har en administration, der mildest talt er svær at forstå. Alt efter hvordan man tæller, består administrationen af fem eller seks niveauer: Staten, regionerne, departementerne, arrondissementerne – som kun findes i storbyerne – kantonerne og kommunerne. Kommuner er der over 36.000 af.

Ulrik Hasemann

I Jacques’ hjem i Villemoiron har han for mange år siden blændet vinduerne ud mod vejen, fordi lyden af lastbiler gik ham og Nadine på nerverne. I de blændede vinduer står klovnefigurer.

»Jeg kom til at sige til mine bysbørn, at jeg elskede klovne, og lige siden har folk foræret mig dem.«

Efter Nadines død er der en del naboer, der kikker ind ved aftenstid. Den faste kerne var i en periode Jacques, Dominique og Robert – de kaldte sig de tre musketerer. Men en morgen her i foråret faldt den tidligere motorcykelbetjent Robert om i en lænestol og vågnede aldrig igen.

Så nu er det oftest Dominique og Jacques, der diskuterer stort og småt. Tv’et kører på TF 1 og giver rig lejlighed til kommentarer, også fra de andre bekendte, der lægger vejen forbi.

Der diskuteres en del politik. Alle har i forsommeren modtaget nyhedsbrevet fra kommunen, der varsler forhøjet boligskat. Det er en af de skatter, som rammer alle franskmænd – indkomstskat betales først over et vist niveau. Staten har sat tilskuddet til kommunerne ned med hele 33 pct. de seneste år.

Læs også: Politikere med pædagogisk underskud

»Skatterne stiger hele tiden, men vi får mindre og mindre ud af det, hvordan kan det passe,« klager Nicole, og de andre nikker.

Jacques.

Ulrik Hasemann

Den slags er der enighed om. At det er Europas skyld, er ingen i tvivl om. Det står da også i nyhedsbrevet, der ligger ved siden af Jacques’ medicin. Det er Europa, der kræver, at Frankrig skal spare og få sin udlandsgæld ned, hvorfor boligskatten nu må sættes op.

Hvad der sker i såvel Bruxelles som Paris, forekommer uendelig langt væk. Hvad den nye arbejdsmarkedslov går ud på, kan ingen forklare, men alle er enige om, at de mange strejker blot generer folk.

»De nytter jo ikke noget som helst,« kommenterer Dominique tørt. »Arbejdsaftaler skal diskuteres direkte i virksomheden. Jeg havde 40 ansatte, det var aldrig dem, jeg havde problemer med. Og hvis der var nogen, klarede vi dem selv.«

»Men med den nye lov vil man jo netop lægge forhandlinger ud i virksomhederne,« replicerer Nicole.

Dominique vifter forklaringen bort:

»Det kan godt være, jeg bare ikke har forstået det.«

Flygtningene

På tv kører også billeder af flygtninge i Calais og andre steder i Europa. Et af de helt store diskussionsemner over aperitiffen er, at der nu også er kommet flygtninge til Aix-en-Othe. Det er Yves Fournier, borgmesteren i Aix-en-Othe, der har inviteret dem. Fournier er socialist ligesom Hollande, og han virker mildest talt ikke populær.

»Har du hørt, hvad de så gjorde, de der flygtninge,« spørger Jacques forarget, og Dominique nikker. De to har nemlig deres faste gang i cafeen La Rennaissance inde på torvet i Aix en Othe.

»De troppede op på cafeen med deres egen flaske whisky, hvad mener du? Indehaveren måtte smide dem ud. Det kom næsten til håndgemæng.«

Den historie har de nu fortalt tre gange, den har sit eget liv her på landet.

Dominique (tv) og Jaques på hovedgaden i deres by, Villemoiron-en-Othe. Fortorvet gennem byen var Dominiques sidste opgave som entreprenør før han gik konkurs. En opgave Jaques bestilte som borgmester. 

Ulrik Hasemann

Spørger man direkte, hvem der stemmer Front National, trækker de alle på skuldrene.

»Men nogen må jo gøre det med de 40 pct.,« konstaterer Jacques.

Han er i forsigtig med, hvad han siger. Interviewet for år siden med Information førte til, at han efterfølgende blev kaldt til møde i præfekturet for at stå skoleret.

»Jeg havde jo ret i at være bange for Sarkozy,« siger han opgivende.

De to tilbageværende musketerer er ivrige efter at forklare, hvordan de små byer i området er blevet afviklet de sidste halvtreds år.

»Vi skal nok vise dig det, vi kører bare en tur.«

Læs også: Frankrig i chok over FN's regionsvalgsejr

Det er derfor, vi nu står på denne solbeskinnede parkeringsplads, sammen med Informations fotograf. Han prøver at finde ud af, hvad man kan fotografere. Det er svært, for det, de gamle herrer vil vise, kan egentlig ikke ses.

De vil vise, at en af Aix-en-Othes blomstrende industrier, en fabrik med over 100 ansatte, var placeret netop på stedet for parkeringspladsen i næsten halvandet hundrede år. Men byen var fuld af fabrikker.

»Det fik jo også en masse anden handel og vandel til at leve,« understreger Jacques.

Han og Dominique udpeger en stor villa, hvor direktøren boede. De taler næsten ømt om den gamle kapitalisme.

Det, man producerede, var bonnetteri – ordet kommer af ’bonnet’, strikhue, men nu betyder det fabrikation af strømper og undertøj.

Det var i århundreder egnens specialitet, og det var i Troyes, godt 30 km herfra, at den første fabrikation af jerseystof fandt sted i slutningen af 1700-tallet.

Siden har egnen leveret ’bonneterie’, altså undertøj til hele Frankrig. Der, hvor parkeringspladsen ligger, syede man blonder fra Calais på bomuld fra Afrika. Nu er Calais mere kendt for sine flygtninge.

I mangel på fabrik betragter vi den å, som løber gennem landsbyen. Engang strømmede vandet gennem møller og gav kraft til fabrikkerne.

Dominique peger på selve kanalsystemet, som nu fører vand ind under parkeringspladsen. Det er nemlig ham og hans firma, som byggede pladsen og kanalisationerne.

Han har bygget utallige huse i byen og også en bank, som han er særlig stolt af. Familien drev virksomheden over tre generationer, og tabet var bittert .

»Til sidst var der ikke mere arbejde, det blev overtaget af store grupper som Bouyges. De underbød os altid, så til sidst kunne vi ikke få det til at hænge sammen. Først flyttede de alle tekstilarbejdspladserne til Asien, Indien eller Marokko. Så overtog de store grupper bygningsarbejdet.«

Formiddagsgæster på Café la Rennaissance. Den ene af to caféer i Aix-en-Othe, og den bedste i følge i Jaques. 

Ulrik Hasemann

En enkelt gammel fabrik er bygget om til socialt boligbyggeri. Arkitekturen er fin, med lukkede gårdhaver under den gamle jernstruktur. Men det hele er lidt trøstesløst. En skønhedsklinik er lukket, og ingen har pillet skiltene ned.

Arbejdsløsheden

»Der er jo ikke arbejde til folk. Jeg ved simpelthen ikke, hvad de politikere har tænkt i alle de år. Det er i al fald ikke os franskmænd og vores arbejde, de har tænkt på. Industrien fik bare frit spil, de har solgt ud af Frankrig,« sukker Dominique.

Med en arbejdsløshed på 13 pct. og hele 25 pct. blandt unge under 25 er der i området mange modtagere af RSA, den franske version af kontanthjælp.

For en enlig ligger beløbet lidt under 4.000 kr. Dominique og Jacques klarer sig med deres pensioner. Dominique ejer ganske vist adskillige huse, som har været i familiens eje altid, men han har ikke økonomisk overskud til at sætte dem i stand.

Han gør, hvad han kan selv, og at han er murer efter alle kunstens regler, har kunne ses, da han i månedsvis reparerede muren omkring sit eget hus med mursten, flintesten og jord.

»Ikke skyggen af beton,« griner han.

Jacques ser tilbage på sit arbejdsliv med tilfredshed, men har ikke meget håb for andre:

»Vi var de sidste, som havde det virkelig godt, tjente godt og havde gode arbejdsvilkår. Men vi lukkede og slukkede nærmest for det hele, da vi gik på pension«.

Så blev Jacques borgmester og var det i tyve år. Faktisk var det ham, der gav Dominiques firma den sidste opgave med at skabe fortove i Villemoiron, inden fallitten.

Vi slutter rundvisningen ved Aix-en-Othes svømmebassin. Det kan blot ikke ses, for det eksisterer ikke længere. I årevis var det lukket, fordi det ikke levede op til normerne, selv om Dominique havde repareret det adskillige gange.

For fem år siden blev et storstilet projekt sat i gang for et badeland, og i den forbindelse fyldte man bassinet op med affald fra den nye byggeplads. Nu er her blot en græsplæne. Badelandet blev aldrig til noget, investoren trak sig.

Inde i det gamle badehus lyder glade børnestemmer. Her holder nu en fritidsklub til, ’L’outil en main du pays d’Othe’, hvor ældre mennesker lærer unge forskelligt håndværk.

Vi går derind. Loic og Clement på 11 viser stolte et foderbræt til egern frem, som de selv har fremstillet. En pige har skabt en imponerende kæmpefugl i origami.

Udenfor breder store plæner sig med fodboldbaner, det er onsdag eftermiddag, hvor franske børn har fri. Der er mange børn i området, så lidt fremtid må der vel være tilbage?

I Aix-en-Othes tidligere badehus underviser byens ældre børnene i forskelligt håndværk, og der er næsten lige så mange lærere som elever. En af drengene hænger hellere ude foran imens. 

Ulrik Hasemann

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Touhami Bennour

De stemmer forkert for det er rigtigt. Det er skønt I Paye d´Othe. Spørgsmålet er bare for let penge,og arbejdet er møjsommeligt. Så Løsning er tilbage til kolonier(nord afrika)det er Le Pen s drøm..

Touhami Bennour

De stemmer forkert for det er rigtigt. Det er skønt I Paye d´Othe. Spørgsmålet er bare for let penge,og arbejdet er møjsommeligt. Så Løsning er tilbage til kolonier(nord afrika)det er Le Pen s drøm..

Henrik Brøndum

Fin artikel - og alle der har læst så meget som et kapitel af Durkheim - svømmer jo helt hen over det semi-guddommelige prædikat "som selv sociologer skændes om" !

Henrik L Nielsen

Jeg kender In ælder mand ved navn Jacques fra det område. Nok næppe den samme.
Men han sagde altid, at det gær ikke noget man går på røven i Champagne når blot man stadig kan vaske røven i champagne.