Kommentar
Læsetid: 3 min.

Postkort fra en flygtning

Udland
26. juli 2016
Postkort fra dagens avis

Jeg hedder Adnan Baloot, jeg er syrer og stammer fra byen Homs. Jeg er flygtning på fjerde år. Jeg er far til fem børn. Jeg bor i Arab Ajam-lejren, der ligger i Baalbek i det østlige Libanon tæt på Syrien.

De kalder mig shaweesh. Det er et job, der er opstået i lejrene af ren og skær nødvendighed. Et job, som skyldtes manglende tilgængelige tjenester.

At vi ikke får hjælp nok, endda langtfra hvad vi basalt behøver. Ikke alene har vi ikke det mest nødvendige, vi oplever også jævnligt en umenneskelig behandling fra libaneserne.

Hver dag kommer der stadig flere syrere til i lejren, mennesker, der flygter fra død og ødelæggelse. Det er derfor, vi har brug for at sikre ordentlig organisation i lejren, så folk kan fortsætte med at bo og arbejde her.

Vi har måttet skabe et helt lille samfund her for at overleve. Jeg er ansvarlig for at organisere og lede vores lille samfund her. Det kalder vi shaweesh.

Jeg fører tilsyn med, organiserer og repræsenterer lejrens bygge- og landarbejdere. Hver dag leder jeg efter arbejde til folk i lejrene, både ved at rejse rundt i Libanon og møde repræsentanter for dem, der søger arbejdskraft. Jeg får ingen løn, men får en lille provision af de jobordninger, jeg formidler.

På den måde får jeg kun noget ud af det, hvis jeg kan sørge for at andre får noget ud af det. Jeg døjer med den bitterlige kulde om vinteren og den brændende hede om sommeren, når jeg tager rundt for at lede efter arbejde. Det kan være svært at finde.

Nogle udnytter vores desperate behov for at finde arbejde. De penge, vi bliver tilbudt, er usle beløb. Men vi lader os udbytte og undertrykke, fordi vi ikke har andet valg, ellers ville vi sulte. Når jeg vender tilbage fra min daglige søgning, gør jeg mit bedste for at beskæftige mig med de generelle problemer i lejren og til at udbedre det, som det er muligt.

Folk sætter deres lid til mig. Jeg taler med EU og med velgørende organisationer, men vores forhold her er fortsat elendige.

Vejenes støvende eller mudrede hjulspor, og vores telte er ikke robuste nok. Hvis det regner kraftigt, bliver de oversvømmede, fordi de ligger lavt i terrænet. Og stormer det, kan de blive revet op af vinden eller falder sammen over vores hoveder.

Det er sommer nu og støvet hænger så tykt i luften, at det er vanskeligt at trække vejret. Varmen betyder, at vandforsyningen bliver utilstrækkelig. Det betyder igen, at de sanitære forhold bliver dårlige, og sygdomme lettere spreder sig i lejren.

Jeg forsøger ikke at miste håbet trods manglende hjælp og konstante bekymringer. Vi mangler mad, medicin, og alle de ting, som vi har brug for for at opleve menneskelig værdighed. Men vi har da stadig håbet.

Vi håber, at det, der sker nu, er et mareridt, som en dag vil ende. Indtil da må vi bare prøve at leve vores liv.

Hver aften mødes vi udenfor, fordi vores telte føles klaustrofobiske og kvælende.

Med teltbeboere fra alle afkroge af Syrien er lejren et mikrokosmos af vores hjemland. Vi ser vores elendighed i øjnene over en kop, griner og fortæller historier og erindringer om bedre tider. Vi forsøger at trøste hinanden, når tårerne presser sig på ved mindet om Syrien, vores hjem, vores kære, vores familier og venner ... Vi lever dér hver dag i ånden.

Vi drømmer om at vende tilbage, og det er alene dét, der forhindrer os i at blive skøre.

Når jeg ligger i min seng, spørger jeg mig selv, hvorfra det syriske folk får sin styrke, og hvordan de kan smile. Jeg smiler for at holde mine egne tårer tilbage og falder så i søvn for at samle kræfter til at klare næste dag, der vil blive som de foregående.

Måske lyder det kedeligt, når jeg fortæller om mine dage. Jeg håber, at jeres liv er mere interessant. Men jeg ønsker ikke nogen medlidenhed. Og jeg ved godt, at verden ikke er interesseret i at høre om os flygtninge, vores lidelser og vores døde.

Adnan Baloot, Baalbek, Libanon

Fortalt til Lelas Hatahet. Information bringer hver dag den kommende tid et postkort fra en flygtning ude i verden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mads Kølbæk

:(