Læsetid: 2 min.

Storbritannien får kvindelig premierminister

Feltet af kandidater i det britiske konservative partis formandsvalg er blevet indskrænket til to – Theresa May og Andrea Leadsom
Den britiske indenrigsminister, Theresa May, blev modtaget med klapsalver uden for Parlamentet efter afstemningen, der sikrede hende en af de to pladser i opløbet om at blive Storbritanniens næste premierminister.

JONATHAN BRADY

9. juli 2016

Briterne – og resten af Europa – må vente helt til den 9. september, før de får at vide, hvem der bliver leder af landets konservative parti og dermed Storbritanniens næste premierminister og Brexit-forhandler.

Men i denne uge blev det dog klart, at premierministeren for første gang siden Margaret Thatchers afgang i 1990 vil være en kvinde, efter at kandidatfeltet blev reduceret til blot to.

Efter anden afstemningsrunde blandt partiets parlamentarikere blev justitsminister Michael Gove nemlig elimineret – godt en uge efter at han overraskende trak sin støtte fra Leave-frontmanden og tidligere borgmester i London Boris Johnson for i stedet at tilbyde sig selv.

Den handling fik imidlertid mange på Brexit-fløjen i partiet til i stedet at bakke op om den relativt nye parlamentariker og Leave- fortaler, energiminister Andrea Lead- som.

Den anden kandidat i slutrunden er den garvede indenrigsminister Theresa May, der vandt med 199 stemmer imod Leadsoms 84 og Goves 46.

Favoritten May

Frem til september vil de to kvinder turnere rundt til landets konservative partiforeninger, hvorefter de cirka 150.000 partimedlemmer skal vælge, hvem de ønsker skal have nøglerne til Downing Street 10.

Theresa May er favorit, men Lead-soms hold tror på, at energiministeren kan indhente May. Leadsom er et friskt ansigt og imponerede mange under EU-valgkampen.

May støttede tilmed Remain-kampagnen – modsat 58 procent af de konservative vælgere – omend hun holdt ekstrem lav profil. Der er dog en del af partiets medlemmer, der mener, at kun en premierminister fra Leave-siden kan forhandle Brexit igennem.

Partimedlemmerne er tilmed ikke repræsentative sammenlignet med den øvrige befolkning. 60 procent er mænd, og gennemsnitsalderen er 59 år.

Denne gruppe stemte i særlig høj grad for Brexit den 23. juni og kan desuden tænkes at lade sig overbevise af Leadsoms holdning til rævejagt – hvor hun ønsker en omstødelse af forbuddet – og hendes udtalelser om, at ægteskab ikke burde være blevet tilbudt homoseksuelle par.

Tilmed har Leadsom sikret sig Boris Johnsons opbakning. Der er enighed blandt iagttagere om, at han spillede en afgørende rolle for at sikre Leave-resultatet. Derfor er der nu ingen, der – som forud for EU-afstemningen – tør sige ’aldrig’ omkring Leadsoms chancer for at blive premierminister.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Rent principielt burde den nye premiereminister være fra Leave-siden - altså Andrea Leadsom.

Vores danske statsskik, hvor statsminister og regeringer forsætter efter tabte EU folkeafstemninger, er en uskik. Desværre går denne uskik helt tilbage til Poul Schlüter over Poul Nyrup og frem til Lars Løkke - og det bliver det bestemt ikke bedre af.

Søren S. Andersen

Det hører måske med i billedet, at kun 138 konservative parlamentsmedlemmer støttede leave og 185 støttede Brexit.

Men om ikke andet kan vi da glæde os over, at det bliver en kvinde, der bliver den nye premierminister, så der bliver rettet op på kønsbalancen i britisk politik. De gode tider fra Thatcher-æraen er dermed vendt tilbage. Kvinder er jo altid så dygtige, varme og sociale. Tænk bare på Margaret Thatchers berømte ord "There is no such thing as society."

Torben Lindegaard

@Søren S. Andersen

"Kvinder er jo altid så dygtige, varme og sociale"

Ja - tak skal du ellers have!!

Andrea Leadsom stemte imod homoægteskaber og vil genindføre rævejagt i Storbritannien.

Der kan siges ikke så lidt imod hende; men principielt bør de konservative vælge en person fra Leave-fløjen til leder. Men selvfølgelig skal de jo også kunne holde vedkommende leder ud i det daglige arbejde..........