Baggrund
Læsetid: 5 min.

Stort set alle flygtninge og immigranter, der bliver reddet, tager direkte tilbage for at prøve igen

Den ene dag var den tunesiske kystby Zarzis et slags turistparadis, den næste det sted, hvor havarerede immigrantbåde fra Libyen og druknede skyllede i land. Og pludselig var de igen væk. Strømmen af immigranter er svær at forudse, og Libyens kaos giver dårlige muligheder for at planlægge et beredskab
Fadi el Khatib (th. på det store billede) fra Læger uden Grænser mener, at flygtningeruterne har ændret sig. Redningsudstyret skal derfor tjekkes. Fotos: Tobias Havmand
Udland
4. juli 2016

Souvenirhandleren træder kort ud i middagssolen, da tre firkantede russere i surfertøj med kasketter og solbriller vandrer forbi hans butik.

Han tager den ene i armen og fortæller hurtigt og hektisk om vidunderne indenfor.

»Kum, kum,« vrænger russerne af hans accent, men trisser alligevel efter ham indenfor for at kigge på broderede kjortler, vandpiber og lertøj i skyggen.

Temperaturen svinger omkring de 50 grader, og det er uudholdeligt. En slags mild sandstorm har hvirvlet byen ind i en tåge af gråhvidt fint sand, og det føles, som om man ikke trækker luft ned i lungerne, men en slags stillestående hed røg.

Rundt på gaderne har ramadanen lagt byen øde og lukket de fleste butikker, og det virker selvmorderisk at bevæge sig uden for nogle af byens ressorts med airconditionerede hotelværelser og semikølige swimmingpools.

På byens ikke så glamourøse strandboulevard er der også tomt med store sanddynger blæst op på vejbanen af en ihærdig, men ikke ret kølende pålandsvind, mens et skilt viser vej mod en ’resto-grill’ med det profetiske navn ’Lampedusa’.

I byens industrihavn er de fleste fiskerbåde på havet, og mandskabet i dem, der er tilbage, har klogelig taget plads på måtter under et stort halvtag, mens de venter på, at mørket skal falde på med lidt lavere temperaturer og mad og drikke. En af dem viser med en pind ud på jorden, hvor de fisker.

»Her er Libyen,« forklarer han og tegner en streg på asfalten, og tegner derefter halvbugten op mod Tunesien og derefter en cirkel.

»Her fisker vi,« siger han og peger op mod den libyske grænse. Han nikker til spørgsmålet om, de nogensinde støder på immigranter.

»Det sker. I går fandt vi tre lig i vandet. I aften når vi sejler ud, hvem ved. Det er noget man ser,« siger han og ryster på hovedet til spørgsmålet, om de har fortalt det til nogen.

»Nej, vi er ikke interesseret i at have noget med politiet at gøre,« siger han afvisende. »Vi passer bare vores arbejde.«

Redningsudstyret på bådene skal tjekkes

Redningsudstyret på bådene skal tjekkes

Tobias Havmand

Der er mange triste historier

Immigranter er ikke et ukendt fænomen i den tunesiske resortby Zarzis, men indtil for nylig kom de hovedsaligt vandrende fra syd over land og i begrænset omfang. Det ændrede sig imidlertid sidste år, da demografien af lokale og de især russiske turister, der kommer trods terroranslag og sociale uroligheder i turistlandet, blev suppleret med et væld af immigranter fra især resten af Afrika såvel som flygtninge fra Syrien og Irak.

En række af de mindre sødygtige både, der forsøger at krydse Middelhavet med op til flere hundrede immigranter om bord, begyndte at skylle i land på turistbyens fine sandstrande, tvunget ind af strømforhold, der placerede bådene i resortbyen. Med strømmen kom også ligene fra de både, der ikke nåede i land. I løbet af få måneder samlede lokale myndigheder knap 50 lig op fra strandene omkring byen.

»I 2014 kom der næsten ingen både, så lige pludselig begyndte de at myldre ind, og det var en stor udfordring,« fortæller Saleh Sobeh, leder af UNHCR’s lokale afdeling.

»Vi havde aldrig troet, at vi skulle arbejde med redning her. Organisationerne her er ikke indrettet til at håndtere den slags problemer. En af vores største udfordringer er at finde ud af at håndtere det praktisk, hvordan vi kan redde dem, hvad vi gør med ligene, når de kommer, hvordan vi brænder dem, hvordan vi finder ud af, hvor folk kommer fra, og hvordan vi kan sende dem tilbage,« forklarer han.

»Vi prøver at gøre det så godt, som vi kan, men det er svært at arbejde med folk med en svær fortid og ingen fremtid. Der er mange triste historier, men stort set alle, der bliver reddet, tager direkte tilbage for at prøve igen. De bliver her ikke, og vi kan jo ikke fængsle dem,« fortæller han om rejsen tilbage over den libyske grænse omkring 100 kilometer mod sydøst, hvor et forsøg fra Islamisk Stat på at erobre grænsebyen Ben Guerderne ellers har skærpet grænsekontrollen.

»For at være helt ærlig, forstår vi ikke dynamikkerne. Vi forstår ikke, hvordan smuglerne arbejder, hvordan den mafia, der styrer strømmen, fungerer,« konstaterer han.

Det er en uvished, der også manifesterer sig i den nuværende situation. For netop som en lang række organisationer havde indrettet sig i byen for at kunne tage imod bådimmigranterne, de lokale fiskere var blevet trænet i at spotte bådene, advisere kystvagten og tage immigranter op, og byen havde tilpasset sig det nye mønster, forsvandt bådene igen. Med det forøgede antal flygtninge rapporteret i Libyen var forventet en stigning i antallet af både, når sæsonen startede i marts. Indtil videre er der imidlertid ikke kommet en eneste, kun to lig, der for nylig skyllede op på stranden.

Tobias Havmand

Saleh Sobeh trækker på skuldrene adspurgt om en forklaring: »Jeg tror, den øgede patruljering af flådefartøjer fra Europa betyder noget.«

Et par hundrede meter derfra har Fadi el Khatib fra Læger uden Grænser en anden forklaring. Udenfor ngo’ens villa er mandskabet ved at prøve deres redningsudstyr af. En kæmpe blå pude fyldes op med luft fra en maskine, mens andet redningsudstyr rangeres ud fra skure.

»Vi er nødt til at være parate, for vi ved aldrig, hvornår der kommer en båd, og fra den ene dag til den anden kan strømmen skifte og hundredvis af immigranter ankomme lige pludselig,« forklarer han.

Men han har en forklaring på den lige nu forsvundne strøm.

»Vores rapporter indikerer, at ruterne har ændret sig,« forklarer han.

»Sidste år var Suwara, lige ved den tunesiske grænse, et af de vigtigste udskibningssteder i Libyen, hvis ikke det vigtigste, og derfra landede de her,« forklarer han. »Så sank en båd lige uden for byen, og måske 100 lig skyllede op på stranden. Det var alligevel for meget for byens indbyggere, så de tvang byens myndigheder til at skride ind,« forklarer han.

»Samtidig bombede amerikanske fly Islamisk Stat i nabobyen Sabrata (omkring 70 kilometer længere mod øst, nær Tripoli, red.). Libya Dawn, der dengang kontrollerede Tripoli, prøvede efterfølgende forgæves at erobre byen, og i dag styres den af en række militser, der kæmper om magten. Det er optimale betingelser for menneskesmuglerne, der netop arbejder i det kaos og fravær af autoritet. De arbejder, hvor der ikke er kontrol, ikke er regering, ikke er en hær,« forklarer den lokale MsF-leder, der ligesom andre (inklusive Information) kæmper med overhovedet at få adgang til Libyen.

»Det har nok ikke hjulpet på immigranternes chance for at overleve,« siger han. »Jo mere, de tvinges ud de steder, hvor der ikke er nogen myndigheder, der har kontrol, desto dårligere er deres chancer også for, at der kommer nogen og redder dem (flere libyske byer har faktisk en fungerende kystvagt, red.),« konstaterer han. »Samtidig er de også længere fra et land og en kystby som vores, der kan redde dem,« konstaterer han og tilføjer:

»Vi ved aldrig, hvornår det skifter igen, så gode er efterretningerne inde fra Libyen ikke. Vi er nødt til hele tiden at være parate«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her