Læsetid: 2 min.

Den syltede Chilcot-rapport – nu får briterne endelig svar om Irakkrigen

I morgen udkommer den længe ventede britiske kommissionsundersøgelse af Irak-krigen endelig. Spørgsmålet er, om baggrunden for den lange forsinkelse er dens eksplosive indhold, eller fordi det er lykkedes for rapportens modstandere at udvande den så meget, at det kun kan blive en skuffelse
5. juli 2016

Hele 2,6 millioner ord fordelt på 12 bind. 129 afhørte vidner og mere end 150.000 dokumenter er blevet analyseret. I morgen præsenteres den længe ventede britiske Chilcot-rapport, der undersøger den britiske deltagelse i Irak-krigen.

Blandt de forhold, som den uafhængige britiske undersøgelseskommission har skullet undersøge, er blandt andet den juridiske vejledning af regeringen, den britiske vurdering af om Irak havde masseødelæggelsesvåben, og hvordan rapporten om eksistensen af disse våben blev lavet. Derudover bliver også selve den britiske rolle i invasionen undersøgt, samt de britiske troppers handlinger under den efterfølgende besættelse af landet.

Den britiske undersøgelse er, efter Irak- og Afghanistan-kommissionen blev nedlagt af Venstre-regeringen, særligt interessant med danske øjne, fordi det kan give et indblik i nogle af de forhold, som der nu ikke bliver kastet lys over med en selvstændig dansk undersøgelse.

Det gælder særligt undersøgelsen af grundlaget for Irak-krigen, hvor Danmark støttede sig til britiske efterretninger, men også en nærmere undersøgelse af, hvad der foregik i de områder i det sydlige Irak, hvor både de britiske og danske soldater var udstationeret.

Skudt ved siden af

Det var daværende premierminister og Labour-leder Gordon Brown, der nedsatte kommissionen tilbage i 2009. Dengang vurderede han, at man regnede med, at det ville tage omkring et år at gennemføre undersøgelsen. En vurdering, der må siges at være skudt helt ved siden af.

»Det tager længere tid at færdiggøre vores rapport end nogen, mig selv inklusive, har forventet,« sagde kommissionsformand John Chilcot i 2015 ifølge The Guardian.

»Undersøgelsen har haft nogle … ganske vanskelige udvekslinger omkring offentliggørelsen af regeringsdokumenter … Jeg undervurderede den tid, vi efterfølgende ville have brug for til at analysere mere end 150.000 af dem, for bagefter at skulle konstruere en præcis fremstilling af begivenhederne,« sagde han.

De højt profilerede afhøringer af blandt andet politikere og embedsmænd blev foretaget helt tilbage i 2010, mens de kritiserede parter ifølge The Guardian er blevet forelagt rapportens kritikpunkt i løbet af intet mindre end de sidste to år.

Kommissionen har ifølge The Telegraph derudover kun haft 14 ansatte til opgaven, mens udgifterne er løbet op i lidt over 10 millioner pund. Hvad der måske lyder af meget, men til sammenligning kostede den 12-årige kommission, der undersøgte Bloody Sunday-begivenhederne i Nord- irland, hele 200 millioner pund.

At der skulle gå hele 13 år fra Irak-krigens start og syv år efter kommissionen blev nedsat, til at offentligheden nu får adgang til konklusionerne, er en af de ting, der får kritikere til at frygte en udvanding.

»På nogle måder er rapporten blevet gammel. På den ene side side har Blair allerede et forsvar ude, på den anden side er der næsten intet som Chilcot kan sige om ham, som kan skade hans omdømme yderligere,« siger Menzies Campbell, der var leder af Liberaldemokraterne fra 2006 til 2007 til The Guardian.

Om han får ret, finder offentligheden ud af onsdag morgen, når rapporten kan læses i sit fulde gigantiske omfang. Allerede i løbet af i dag forventes det dog, at nogle af konklusionerne bliver lækket.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den store norske venstrefløjsavis Klassekampen skriver i lederen i dag om rapporten:

• Da Klassekampen intervjuet Blairs tidligere spinndoktor Alastair Campbell i fjor, forsvarte han sin tidligere sjef og beslutningen om å invadere Irak, til tross for at den var basert på fabrikkert etterretning.

Campbell vedgikk samtidig at regimeskiftet som Bush og Blair ivret for, banet vei for al-Qa’ida i Irak og seinere Den islamske staten (IS) – som i helga drepte over 200 mennesker under ramadan i Bagdad.

For Blair, som har levd godt som midtøstenutsending for FN og høyt gasjert foredragsholder, vil Chilcot-rapporten i verste fall tilsmusse et allerede blodstenkt ettermæle. Det er irakerne og omverdenen som må leve med følgene av Blair og Bushs krig.

http://www.klassekampen.no/article/20160705/ARTICLE/160709986