Læsetid: 5 min.

Er vi ved at ødelægge fredens infrastruktur?

Siden Anden Verdenskrig har verden opbygget en diplomatisk infrastruktur, som ofte får æren for, at vi hidtil har levet i den fredeligste epoke i menneskehedens historie. Men udviklingen er ved at vende. Over hele Europa beskærer landene sine udenrigstjenester – også Danmark – og eksperter frygter, at vi ved at ødelægge infrastrukturen for fred
Et vidt forgrenet netværk af diplomater og udenrigstjenester, stærke internationale institutioner og et beredskab til konfliktnedtrapning har ifølge fredsforskere været med til at sikre, at perioden fra 1945 til 2011 har været en af de fredeligste perioder i menneskehedens historie. Nu beskærer mange lande deres udenrigstjenester, og det kan svække ’infrastrukturen for fred’. Arkiv

DMITRY ASTAKHOV

28. juli 2016

Fra 1945 til 2011 blev verden et mere fredeligt sted at leve. Andelen af mennesker, som omkom i voldelige konflikter, faldt dramatisk, viser historiske opgørelser fra Center for Freds- og Konfliktstudier på Uppsala Universitet. De senere år har menneskeheden ligefrem levet i det, krigsstatistikere kalder ’den lange fred’ – den mest fredelige epoke i vores 200.000 år lange historie.

Fredsforskere har hidtil givet en stor del af æren for den uhørt fredelige periode til den såkaldte »infrastruktur for fred«, som det globale samfund har opbygget siden afslutningen på Anden Verdenskrig: det vidt forgrenede netværk af diplomater og udenrigstjenester, stærke internationale institutioner og et beredskab til konfliktnedtrapning.

Men måske er fredens infrastruktur ved at blive ødelagt, for over hele Europa er udenrigstjenesterne blevet beskåret de senere år.

Det britiske udenrigsministerium har mistet 30 pct. af sit budget siden 2010, Italien har i samme periode barberet sin udenrigstjeneste med 13 pct., Spanien har fjernet 61 pct. af sit ministeries finansiering fra 2011 til 2016, og Frankrig lægger ligeledes op til at spare frem mod 2017.

Også Danmark skærer ned på diplomatiet: Fra 2000 til 2019 vil den danske udenrigstjeneste være beskåret med en tredjedel, hedder det i ambassadør Peter Taksøe-Jensens udenrigspolitiske udredning, som udkom for få måneder siden.

Selv om det kan være svært at sammenligne budgetter på tværs af landegrænser, er den generelle tendens klar, mener programdirektør i den australske tænketank Lowy Institute Alex Oliver, som netop har kortlagt klodens diplomatiske infrastruktur:

»Generelt kan man sige, at udenrigsministerier i Vesten har fået beskåret deres budgetter under nedskæringspolitikken efter finanskrisen siden 2009-10,« skriver hun i en kommentar til Information.

Ole Wæver, som er professor i International Politik på Københavns Universitet, genkender billedet. Tiden, hvor udenrigstjenesterne nød en privilegeret særstatus, som sikrede dem imod nedskæringer, er forbi.

»I dag er den offentlige sektor generelt underlagt forventninger om, at man skal redegøre for hver eneste krone – det er en generel international tendens,« siger han.

Holland har reduceret antallet af diplomater med 10 pct. de seneste fem år, og Grækenland har skåret en sjettedel af sit udenrigsbudget fra 2014 til 2016. I Belgien er udgifterne til udenrigsministeriet faldet med 11 pct. fra 2011 til 2016, og i Slovakiet er bevillingen faldet med 10 pct. fra 2011 til 2016.

Der er dog også væsentlige undtagelser: Sverige har fastholdt niveauet, Tyskland har i år forøget sit udenrigsbudget (hovedsageligt ved at give mere i udviklingsbistand), og USA har fra 2010 til 2016 hævet budgetrammen med en fjerdedel.

Den forkerte vej

Udenrigstjenesternes ’infrastruktur for fred’ kan sammenlignes med brandvæsnets beredskab til at bekæmpe brande, forklarer Isabel Bramsen, som skriver ph.d. om internationale konflikter på Københavns Universitet og er medforfatter til den nye bog International konfliktløsning.

»For 200 år siden var beredskabet sporadisk og langsomt; i dag har vi brandalarmer, advarselssystemer, brandbiler med udrykning og brandhaner. Man har udviklet det samme omkring internationale konflikter,« siger hun.

Infrastrukturen for fred omfatter alt fra officielle statsbesøg til konfliktløsnings-workshops mellem stridende parter i Burundi til backchannel-mægling med Taleban.

»Det er helt afgørende for at forebygge konflikter,« siger Isabel Bramsen.

Men meget peger altså på, at det går den forkerte vej.

EU bliver stadig mere fragmenteret – senest har Storbritannien stemt for at melde sig ud. Nationalisme og isolationistiske vinder frem i hele den vestlige verden – fra Donald Trump i USA til Marine Le Pen i Frankrig og Dansk Folkeparti i Danmark. Og FN er ofte handlingslammet i storpolitiske spørgsmål, fordi Sikkerhedsrådets permanente medlemmer nedlægger vetoer, ligesom den globale organisation har haft svært ved at indsamle donorpenge nok til at varetage sine opgaver.

De internationale fora for forhandlinger og diplomati er svækket, mener Ole Wæver.

»EU har indlysende problemer, NATO er stille og roligt blevet udhulet indefra, og landene er blevet mere nærige til at give til FN’s særorganisationer som WHO og FAO (FN’s fødevare- og landbrugsorganisation, red.). Vi har taget alt for meget for givet alt for længe,« siger han.

Han peger desuden på spirende handelsprotektionisme, en vigende tilslutning til folkeretten og handlingslammelsen i FN som tegn på, at de fredsskabende internationale strukturer muligvis er i opbrud.

Igennem 00’erne gik det så godt i verden, at mange lande glemte behovet for at investere i diplomati. Og da finanskrisen i 2008 ramte nationaløkonomierne, skulle der pludselig skæres i de offentlige budgetter, og her var udenrigstjenesterne et oplagt mål – det kan nemlig være svært at se resultatet af deres arbejde.

»Man hører sjældent om de konflikter, der ikke blusser op, og derfor er det svært at få penge til dem, selv om politikerne snakker meget om forebyggelse. Hvis folk ikke river hovederne af hinanden, hører man ikke så meget om det,« siger Isabel Bramsen.

Den lange fred er forbi

Den lange fred, som har hvilet over verden siden 1945, er måske forbi. Krigen i Syrien, som indtil nu har kostet over 400.000 menneskeliv og fordrevet 14 mio. mennesker fra deres hjem, har skubbet den globale dødsrate fra 0,3 dødsfald pr. 100.000 mennesker i 2011 til 1,4 i 2014. Og selv om det stadig er historisk lavt (i 1945 var tallet 22 pr. 100.000), går udviklingen den forkerte vej: Lige nu er der konflikter i Afghanistan, Irak, Yemen, Libyen og Ukraine, og borgerkrigen i verdens yngste nation, Sydsudan, ser ud til at blusse op igen.

Det er dog for tidligt at konkludere, at udviklingen skyldes en svagere infrastruktur for fred, mener Ole Wæver. Diplomati og stærke internationale institutioner er nemlig ikke det eneste, som har betydning for freden.

»Det kan vise sig at, stigningen (i antallet af krigsdrabte, red.) skyldes langtidsvirkningerne af svækkede strukturer. Men der er altså også andre langsigtede trends,« siger Ole Wæver.

Han peger på en generel forskydning i den globale magtbalance fra USA til Kina og Asien, som en væsentlig faktor, der påvirker verdensfreden, fordi der i processen kan opstå magttomrum og konflikter.

Desuden har økonomisk vækst, demokratisering og oplysning stor betydning, ligesom krigen i Syrien kan ses som efterdønningerne af Det Arabiske Forår og amerikansk ledede krige i Mellemøsten.

David Adesnik, som er policy director i den amerikanske tænketank Foreign Policy Initiative, der er startet af den berømte historiker Robert Kagan, peger på, at afskrækkelse fra atomvåben og USA’s totale overherredømme efter Murens fald har været hovedårsagen til den lange periode med fred.

»Siden 1991 har vi haft en hidtil uset æra af unipolaritet,« skriver han i en kommentar til Information. »USA’s totale dominans af konventionel krigsførelse har afskrækket mellemstatslige krige. (…) Hvis du vil vide, om freden udhules, bør man spørge, om USA stadig har viljen og evnen til at fastholde fred.«

Men man skal ikke undervurdere den diplomatiske infrastruktur for freds betydning, mener Isabel Bramsen. Hun frygter, at konsekvenserne af en svækket infrastruktur kan blive voldsomme.

»Det kan skabe flere og mere voldelige konflikter. Flere flygtningestrømme og mere usikkerhed,« siger hun. »Der vil altid være konflikter. Det handler om, hvordan vi håndterer dem bedst – og for at vi kan håndtere dem, har vi brug for stærke institutioner.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Oreskov

”USA’s totale overherredømme efter Murens fald har været hovedårsagen til den lange periode med fred” hold da kæft – hvorfor udfordre journalisten ikke denne klamme påstand? Alene i 1915 smed USA over 23144 bomber (der spredte død og ødelæggelse) over lande som: Iraq, Syria, Afghanistan, Pakistan, Yemen, and Somalia
(Se: http://consciouslifenews.com/u-s-dropped-23144-bombs-in-2015-under-comma... ) . USA har siden 2. verdenskrig myrdet et sted mellem 20 og 30 millioner mennesker i de mange krige og statskup, som US har igangsat rundt om i verden
(Se: http://www.hangthebankers.com/us-regime-killed-30-million-people-ww2/ ).
Så det med fred kan vi godt se bort fra, det er der intet nyt i, men hvorfor pressen dækker over de faktiske forhold, og bliver ved med at skjule USA's forbrydelser eller ligefrem glorificere USA – det er for uforståeligt.
I 2006 udkom en bog som sætter spørgsmål ved dagens journalistik – jeg siger ikke bogen er hele sandheden, men den skal nok tages med i en samlede overvejelse, over den megen propaganda, fordrejelse og fortielse som medierne strutter af:
”End Times: The Death of the Fourth Estate” af Alexander Cockburn.

Per Torbensen, Bill Atkins, Jakob Trägårdh og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Claus Oreskov

Europa har altid set verden i et etnocentrisk perspektiv. Når der er fred i Europa så er der fred i verden. Er der krig i Europa er det en verdenskrig!

Bill Atkins, Karsten Aaen og Liliane Murray anbefalede denne kommentar
Claus Oreskov

Artiklen giver også tid til eftertanke også for mig selvom jeg er kritisk – og det ser ud som om, det vil være en fornuftig ide af styrke diplomatiet samt udbygge dette. Vi behøver også et troværdigt civilsamfund der på det folkelige og mellemfolkelige grundlag kan arbejde for fred og åbne op for den nødvendige globale samtale. For øjeblikket findes der ingen civilsamfund i Danmark. Det som findes en lille elite, der spiller rollen som civilsamfund, og som bruges af politikerne, som en blomst i knaphullet ved festlige lejligheder!

Michael Kongstad Nielsen

Er det nu helt rigtigt? Var La Belle Epoque, den traditionelt dateres fra slutningen af den fransk-preussiske krig i 1871 til udbruddet af Første Verdenskrig i omkring 1914, ikke mere fredelig? Perioden fra II Verdenskrigs slutning og til nu er da ikke just fredelig:

Koreakrigen
Indokina af flere omgange
Indien og Pakistan
Israel- arabiske naboer
Algeriet
Afrikanske frigørelseskrige
Afghanistan af flere omgange.
Jugoslavien
Irak af flere omgange.
Adskillige afrikanske lande.

Og med hensyn til diplomatiet glemmer artiklen vist EU´s høje udenrigskommissær Federica Mogherini, og hendes repræsentationer i alle verdens lande, ved siden af de nationale tjenester, der forståeligt nok bliver skåret lidt ned, hvor der var gået for meget pindemad og cocktailparty i den.

Artiklen skønmaler, herunder perioden med kun én supermagt. Det var faktisk ikke en sund periode, Det var så usundt, at man gik i krig mod Irak uden FN-mandat.

Per Torbensen, Bill Atkins, Jakob Trägårdh og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
Liliane Murray

»USA’s totale dominans af konventionel krigsførelse har afskrækket mellemstatslige krige. (…) Hvis du vil vide, om freden udhules, bør man spørge, om USA stadig har viljen og evnen til at fastholde fred.« Er vist det der stod.

For en del år siden lavede skribenten William Blum en liste over forsøg på at nedbryde demokratisk valgte styrer:

- Attempts to overthrow more than 50 foreign governments, most of which had been democratically-elected. (* = successful ouster of a government.)

Albania 1949-53
East Germany 1950s
Iran 1953 *
Guatemala 1954 *
Costa Rica mid-1950s
Syria 1956-7
Egypt 1957
Indonesia 1957-8
British Guiana 1953-64 *
Iraq 1963 *
North Vietnam 1945-73
Cambodia 1955-70 *
Laos 1958-60 *
Ecuador 1960-63 *
Congo 1960 *
France 1965
Brazil 1962-64 *
Dominican Republic 1963 *
Cuba 1959 to present
Bolivia 1964 *
Indonesia 1965 *
Ghana 1966 *
Chile 1964-73 *
Greece 1967 *
Costa Rica 1970-71
Bolivia 1971 *
Australia 1973-75 *
Angola 1975, 1980s
Zaire 1975
Portugal 1974-76 *
Jamaica 1976-80 *
Seychelles 1979-81
Chad 1981-82 *
Grenada 1983 *
South Yemen 1982-84
Suriname 1982-84
Fiji 1987 *
Libya 1980s
Nicaragua 1981-90 *
Panama 1989 *
Bulgaria 1990 *
Albania 1991 *
Iraq 1991
Afghanistan 1980s *
Somalia 1993
Yugoslavia 1999
Ecuador 2000 *
Afghanistan 2001 *
Venezuela 2002 *
Iraq 2003 *

http://www.counterpunch.org/2009/08/06/keeping-track-of-the-empire-s-cri...

Per Torbensen, Bill Atkins, Hans Larsen, Jakob Trägårdh, Karsten Aaen, Claus Oreskov og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

For de amerikanofile iblandt os er det ikke et spørgsmål om kendsgerninger, men om følelser. John Oliver opstiller i forbindelse med det republikanske partikonvent følgende syllogisme:

Politikere kan skabe følelser
Følelser = kendsgerninger
ergo:
Politikere kan skabe kendsgerninger

- eller som han parafraserer det: Politikerne kan skabe deres egen virkelighed.

https://www.youtube.com/watch?v=zNdkrtfZP8I

Mange mennesker også her i DK føler, at amerikanerne er "the good guys", og uanset hvor mange kendsgerninger, der kommer på bordet om, at en stor del af amerikanerne faktisk er "the bad guys", ændrer det ikke disse menneskers virkelighedsopfattelse. De har for længst skabt deres egen virkelighed, som ingen kendsgerninger kan rokke ved.

Selv en imponerende opremsning af overtrædelser af al anstændighed som den, Steen Sohn præsenterer 13:25, afvises som "anti-amerikansk propaganda".

Per Torbensen, Bill Atkins, Hans Larsen og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
Claus Oreskov

Jeg har i et helt liv arbejdet med globale minoritets problematikker, og herunder situationerne for koloniserede folk. Koloniserede folk er ofte afmægtige overfor kolonimagten, og det afspejles i de ambivalente, hvis ikke ligefrem underkastelses relationer som de kommunikere gennem med samme kolonimagt. Jeg har med undren set, at danske medier og politikere, i stigende grad bruger samme former for symbolske kommunikative underkastelse overfor USA som man ellers kun finder hos koloniserede fork!

Bill Atkins, Jakob Trägårdh, Leif Høybye og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Nedskæringerne er i høj grad også et udtryk for, at landene er kommet tættere på hinanden kommunikativt, de behøver i langt mindre omfang en direkte tilstadeværelse - eller forhandlinger på embedsmandsniveau, når politikerne kan skype.

Den såkaldte »infrastruktur for fred« ...det vidt forgrenede netværk af diplomater og udenrigstjenester, stærke internationale institutioner og et beredskab til konfliktnedtrapning. ...pladder.

Der er tre aktører, USA, Rusland og Kina, der skal være sammenstød imellem før vi vil opfatte det som ufred. Men "Den varme linie" er blevet etableret (lige efter Cuba-krisen) ...og det er det. Resten af diplomatiet består af handelsattacher.

The A-bomb er the real peacemaker ...indtil den næste bliver kastet. Og det vil den blive fordi folk mere og mere får øjnene op for, at der findes andre måder at indrette økonomien på, end den Wall Street står for. Hvem havde for ti år siden regnet med at hele to anti-Wall Street bevægelser ville opstå i USA? Sanders socialistbevægelse og Trumps Tea-party bevægelse. Wall Street er klar over at folket nødvendigvis skal overbevises om, at det var nødvendigt at kaste A-bomber, og lade verden overgå i en post-fredstid med permanent krigstilstand. Hvor har jeg det fra? 1984 Orwell. Vi må være vakse ved havelågen.