Baggrund
Læsetid: 7 min.

Australien afviser overgreb på asylbørn som ’hype’

Det massive læk af indberetninger om overgreb og selvskade på børn i australske asylcentre på øen Nauru får formentlig ingen reelle politiske konsekvenser. Uddelegering af flygtningeansvar og accept af skadelige forhold er ifølge eksperter blevet ’the new normal’
Australien har en aftale med Nauru, Papua Ny Guinea og private virksomheder om at huse asylansøgere, der har forsøgt at nå til Australien med båd. Konstruktionen er kendt som ’den australske model’.

Vlad Sokhin

Udland
15. august 2016

I nogle lande ville rapporter om seksuelle overgreb på børn i statens varetægt sandsynligvis føre til krav om ministerfyringer eller i det mindste en tilbundsgående undersøgelse. Men i Australien er der opbakning til landets flygtningelinje. Regeringen fastholder, at det er den fattige østat Nauru, der står med hovedansvaret for forholdene.

»Lækket kommer ikke til at få politiske konsekvenser,« vurderer Sara Davis, der er professor i statskundskab ved Griffith University i Brisbane.

I sidste uge afslørede The Guardian 2.000 lækkede indberetninger fra det australske interneringscenter i østaten Nauru, der omhandler sexmisbrug, overgreb mod børn, selvskader og generel mistrivsel. Læger, advokater, FN og Amnesty International har råbt op om de skadelige forhold på Nauru i årevis, men det nye læk har givet kritikken fornyet styrke.

Australien har en aftale med Nauru, Papua Ny Guinea samt en række private virksomheder om at huse de asylansøgere fra blandt andet Iran, Sri Lanka, Afghanistan, Somalia og Syrien, der har forsøgt at nå Australien med båd. Konstruktionen med outsourcing og privatisering af behandlingen af asylansøgere er kendt som ’den australske model’ og bliver også nævnt som inspiration i den danske flygtningedebat.

Ministeren tager skraldet

Den australske integrationsminister, Peter Dutton, har i flere interviews forsvaret den liberalkonservative regerings politik. Han kalder sammenligninger mellem Guantánamo-basen og Nauru for en »latterlig analogi«, og i et radiointerview med 2GB lægger han vægt på, at der ikke er meget nyt under solen i The Guardians læk.

Læs også: Massive overgreb på asylansøgere i australsk ølejr

Dutton er efter interviewet blevet stærkt kritiseret af menneskerettighedsforkæmpere, fordi han i samme sætning understreger, at han under ingen omstændigheder accepterer seksuelle overgreb på børn og derefter drejer samtalen ind på et ’men’:

»Men jeg er blevet gjort opmærksom på indrapporteringer med falske anklager om seksuelle overgreb. For i sidste ende har de mennesker betalt en menneskesmugler for at komme til vores land. Nogen går så langt som til at skade sig selv i forsøget på at komme til Australien.«

Efter at have forsikret radioværten om at den australske regering samarbejder med myndighederne på Nauru om sagen, kalder han medieopmærksomheden og kritikken, der kommer fra blandt andre Save the Children og UNICEF, for en »hype«.

Læs også: Flygtninge fanget midt i ingenting

På den australske hjemmeside for Afdelingen for Immigration og Grænsekontrol (DIBP) understreges det, at antallet af indberetninger i de 8.000 lækkede dokumenter blot beviser, hvor detaljeret indrapporteringssystemet er. Hvordan alle anklager skrives ned, at mange af indrapporteringerne består af ubekræftede fakta, og at politiet i Nauru tager hånd om alt det, der er kriminelt.

Det er det centrale argument fra den australske regering – det er Nauru, der står med det primære ansvar. Derfor vil de heller ikke åbne en såkaldt Royal Kommission med særlige beføjelser for at undersøge de mange anklager.

The Guardian har i deres afsløringer fokuseret på indberetninger om frygt, overgreb og traumer, men i det omtalte interview lægger Peter Dutton vægt på bredden af indberetninger.

»Hvis børn bliver flyttet eller har problemer i skolen og ikke vil i skole, bliver det også indberettet.«

De mest belastende indberetninger kommer fra personale, der selv arbejder i lejren som sagsbehandlere, vagter, læger og lærere.

Thomas Gammeltoft-Hansen, forskningsdirektør ved Raoul Wallenberg Instituttet for Menneskerettigheder mener, det er vigtigt at få dokumenteret konsekvenserne af Australiens flygtningepolitik.

»Det er jo noget, fagfolk har vidst længe, men nu er der endelig en form for dokumentation af, præcist hvor grimme forholdene er,« siger Thomas Gammeltoft-Hansen.

Ifølge ham er accepten af konstruktioner, som den Australien har med Nauru, the new normal – en del af det, han kalder et afskrækkelsesparadigme:

»Tendensen har været klar de sidste 15 år, hvor man distancerer den uappetitlige del af problemerne og lægger ansvaret fra sig i studehandler, som vi i Europa har set det med Tyrkiet.«

Gammeltoft-Hansen sammenligner situationen med Panama-Papers og Guantánamo, hvor udviklingen med flere, store læk gør det sværere for politikerne at fastholde konstruktioner som skattely og en ’ude af øje, ude af sind’-tilgang til grænseoverskridende problemer.

»Den slags konstruktioner lever bedst i det skjulte. Derfor har den slags læk betydning for de her konstruktionernes langtidsholdbarhed.«

Professor Sara Davis er enig med Thomas Gammeltoft-Hansen i, at historier om overgreb samt massiv kritik fra menneskerettighedsorganisationer er normalen i Australien, og har været det over flere år. Det skyldes ifølge hende, at australierne ikke ser forholdene direkte, og at der i øvrigt er meget lidt oplysning.

»I de seneste tal, jeg har undersøgt, var over 60 procent af befolkningen ikke engang klar over, at asylansøgerne skal igennem mange lag af sikkerhedstjek, før de kan få asyl.«

Lukket for omverdenen

Nauru er en lille, kartoffelformet republik, der i 1970’erne og 1980’erne levede godt af at udvinde fosfat og sælge det til Australien.

I 2005 var fosfat-tiderne slut, og øen udviklede et enormt hul i statskassen, der nu er blevet lukket med penge for asylansøgere. Verdens mindste østat er nu yderst svær at besøge, og centrene nærmest umulig at indfange på billeder og video.

Kristoffer Kræn er journalist for Ritzau i Australien, og han fortæller, hvordan utallige journalister har forsøgt at komme til Nauru og beskrive situationen, men uden held.

»Det koster 8.000 dollar at ansøge om visum, og de kan ikke refunderes – pengene er tabt, hvis ansøgningen bliver afvist, og det gør den altid. Der har været et enkelt eller to hold derude, men de er blevet fulgt rundt og har ikke kunne gå rundt selv eller dokumentere, hvad der foregår.«

Amnesty International og Human Rights Watch er tidligere gået undercover på øen, men med filmforbud og strikse regler har det også for dem været svært at vise omverdenen, hvordan børnene mistrives. Nauru vedtog derudover et Facebook-forbud i 2015, som præsidenten forsvarede med, at det var for at beskytte børnene mod overgreb.

Netop manglen på levende billeder er ifølge Sara Davis en af årsagerne til, at der ikke er et reelt politisk pres for ændringer eller en såkaldt Royal Undersøgelseskommission, der er uafhængig og har særlige beføjelser i forhold til at indsamle beviser og krydsforhøre vidner.

Hun sammenligner situationen med afsløringerne af mishandling af anbragte børn i et ungdomsfængsel i staten Northern Territory i Australien. Her viste en australsk dokumentar voldsomme billeder af tæsk, samt en 14-årig bagbundet dreng i benlås, der fik tåregas og blev holdt i isolation. Stedet hedder Don Dale, og allerede 12 timer efter dokumentaren nedsatte premierminister MalcolmTurnbull en undersøgelseskommission.

»I forhold til Don Dale-sagen var det tydeligt, hvem der gjorde hvad mod drengene. Der var stærke billeder. Men fra Nauru kommer der ingen billeder,« siger Davis, der mener, den australske befolkningen har svært ved at gennemskue, hvem der har ansvaret for hvad i hele Nauru-konstruktionen.

En sådan Kommission ville ellers kunne afklare ansvarsforholdet og få afdækket sagen til bunds, mener Sara Davis.

»Det ville give sikkerhed for dem, der ellers ikke har turde udtale sig af frygt for retsforfølgelse, og give adgang til den information, der ellers er næsten umuligt at få frem,« siger hun.

Kon Karapanagiotidis er direktør i et privat center for asylansøgere i Melbourne, der hjælper omkring 3.000 asylansøgere med juridisk støtte, mad og arbejde. Han tøver ikke med at bruge ord som ’koncentrationslejr’ og ’Gulag’ om asylcentrene på Nauru, og ligesom Sara Davis tror han heller ikke på, at det massive læk får politiske konsekvenser. I hvert fald ikke lige nu.

»Alle de store partier har solgt myten om, at skal man redde flygtninge, skal de have det så dårligt på Nauru, at de aldrig kommer. Der er stadig flest stemmer i at være hård over for flygtninge.«

Bred enighed

Trods kritikken er der fortsat bred opbakning til den australske politik over for bådflygtninge i både den brede koalition af liberale og konservative, og i oppositionspartiet Labour, der selv genintroducerede offshoremodellen i sin egen regeringstid.

Labours leder Bill Shorten har efter lækket kritiseret regeringen, men vil alligevel ikke bakke om en Royal Undersøgelseskommission. I stedet presser Labour nu på for at få en uafhængig børneadvokat samt en parlamentarisk undersøgelse af offshorekonstruktionen. Det sidste får de opbakning til af De Grønne, og er lige nu kritikernes bedste chance, hvis den går igennem.

»Problemet for Labour er, at det formentlig også fandt sted under deres regeringstid. Så for stor afstandtagen kan nemt ramme dem selv,« påpeger Davis.

Den liberale parlamentariker Craig Kelly blev netop spurgt ind til forskellen på Don Dale-sagen og Nauru-lækket på Sky News, hvor han afviste behovet for en Royal Undersøgelseskommission med ordene

»Vi kan jo ikke gå rundt og have en Royal Kommission hver gang, der er et problem.«

Sara Davis forklarer, at befolkningen bakker op om mainstreampartiernes linje. Da der var valg i sommer, vandt den store centrumhøjre koalition, og Labour gik til valg med en asylpolitik efter samme grundmodel. Vælgerne gik derudover mere op i økonomi, uddannelse og miljø end flygtninge.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Philip B. Johnsen

Det racistiske hvide Australien, kender udemærket deres eget apartheid regime og den tortur der bruges professor Sara Davis og Thomas Gammeltoft-Hansen!

De hvide australiere mishandler systematisk det aboriginske mindretal fysisk, psykisk, politisk og økonomisk, men til forskel for Australiens flygtningene i koncentrationslejren, foregå denne tortur og anden mishandling af det aboriginske mindretal, de retmæssige ejere af Australien, på deres egen australske jord, af det hvide, racistiske og illegitime australske apartheid regime, det ved alle australiere.

I Australiens Nauru flygtninge og tortur koncentrationslejr, får Iraner bøde for forsøg på selvmord.
Link: http://www.mwcnews.net/news/asia-pacfic/58379-asylum-seeker-in-nauru.html

Ole Frank, Henrik L Nielsen, Søren Johannesen, Steffen Gliese og Erik Karlsen anbefalede denne kommentar
peter juhl petersen

....og dette land er DF`s store forbillede !
Og ved næste valg kommer Ny Liberale også på tinge med endnu mere rabiate holdninger !
Og LA er nu også mere en beredvillige til at gå på kompromis med dette forehavende,-bare man til gengæld får topskattelettelser ! Og Støjberg i spidsen af V !
Såhhh,- fremover vi vel ikke at tage oversøisk for at berette om lignende tilstande !

Søren Johannesen

Vi mennesker har en tendens til, meget kraftigt, at identificere os med vores historie/opvækst, hvilket resulterer i, at vi ofte ender med at genskabe selv samme historie om og om igen, fra generation til generation.

Derfor giver det desværre god mening, at et land som Australien, med deres historie, ender med at behandle de uønskede i deres samfund, med vold og eksil.

Vores hjerne er ikke særlig kompliceret, en biologisk computer i virkeligheden, som opererer med en masse "if - then" koder. Hvis man fik tæsk som barn og blev en god voksen, så må det betyde at "tæsk som barn" er en god ting ..... en misforståelse flere danske politikere tilslutter sig.

Henrik L Nielsen

Landet er institutionelt racistisk. Jeg boede der indtil 2012 og var aktiv i diverse protestbevægelser. Hvis der var aboriginals med til protester og der var anholdelser, ja så var det altid dem der blev taget først. Og ofte uden grund. Dernæst muslimer og så de hvide hvis det var rigtigt slemt.
Selv centret villawood der er i en forstad til Sydney var et forfærdeligt sted med vold og misbrug mod/af 'indsatte'. De private firmaer der stod for driften var ligeglade med de indsatte, de tænkte kun på profit.