Baggrund
Læsetid: 7 min.

Bølge af migranter søger nye veje til Amerika

Cubanske migranter søger i stort tal mod USA af frygt for, at deres særlige adgang til opholdstilladelse snart bliver begrænset. Flere latinamerikanske lande har lukket grænserne i, og nu tester migranterne det ellers åbne Ecuadors tolerance
Cubanske kvinder i Ecuador, der mødes og er frustrerede, mens de venter på en afgørelse. Enten bliver de sendt tilbage til Cuba – og efterfølgende straf. Eller også er de heldige og får lov at rejse nordpå og krydse grænsen til USA.

Roberto Spinosa

Udland
2. august 2016

Tre grupper på i alt 121 cubanere er netop blevet udvist fra Ecuador, noget som kritiseres af menneskerettighedsorganisationer, der mener landet ikke respekterer migranternes rettigheder.

En af Cubas udvandrere er Deyanira Romero Ballester, der forlod sit hjemland for at tage til Ecuador. Hun kan huske den præcise dato, den 5. maj 2015. Drømmen var et bedre liv med familien, der allerede var i landet.

I Cuba tjente hun 20 dollar om måneden trods en universitetsgrad. Det og så manglen på ytringsfrihed, internet, mad og tøj fik hende til at rejse. Hun er indlogeret på hostel Arco del Sol i centrum af Ecuadors hovedstad, Quito, sammen med en gruppe af sine landsmænd.

Sidste år forlod omkring 45.000 cubanere deres hjemland. Efter Obama genoptog forbindelserne til Cuba, er der startet en bølge af cubanske migranter, som frygter, at adgangen til USA snart bliver begrænset. Det er den største antal cubanske migranter siden 1980.

Læs også: Tilfældighedernes spil i USA’s immigrantjungle

Som det eneste folk fra Latinamerika kan cubanere få opholdstilladelse i USA, når de betræder amerikansk jord.

For få måneder siden opstod der problemer i Costa Rica og Panama, hvor tusindvis af migranter var strandet. Løsningen blev at flyve cubanerne til det nordlige Mexico, så de kunne krydse grænsen til USA til fods.

Efter grænserne blev lukket i Costa Rica og Panama, har tusindvis været i Ecuador. I 2008 fik Ecuador ny grundlov, der ophævede visumpligten for alle nationaliteter. Det gjorde Ecuador til det eneste land i Latinamerika, som cubanere kunne komme til uden visum.

Alene sidste år kom 16.000 cubanere til landet, som første stop på den farlige vej over landjorden mod nord, den nye rute for at nå USA.

Lukket luftbro

Deyanira Ballesters datter er revisor, men arbejder i Ecuador som frisør 14 timer om dagen. Imens passer Deyanira Ballester de to børnebørn på henholdsvis ét og fire.

Familien havde først tænkt sig at blive i Ecuador, fortæller hun. Men den økonomiske krise i landet og den voksende modstand mod cubanere, gjorde det svært, så de ændrede planer.

De ville til USA. Med to børn ville de ikke risikere den farlige vej til lands, så Deyanira Ballester var blandt de første til at protestere foran den mexikanske ambassade i Quito i juni. Målet var et humanitært visum og en luftbro til det nordlige Mexico, som det tidligere på året skete i Costa Rica og Panama, hvor tusindvis af cubanere var i samme situation.

Fra det nordlige Mexico skulle de til fods krydse grænsen til USA, hvor cubanere får visum, når de sætter foden på amerikansk jord.

Men den mexicanske regering sagde stop. Den 20. juni kom svaret: Der ville ikke komme en luftbro til Mexico fra Quito.

Deyanira Ballesters søn, Yassiel, arbejdede i Ecuador, men i december udløb hans kontrakt og dermed også opholdstilladelse.

Samtidig ændredes tilstanden i Ecuador. En voldsom økonomisk krise betød mangel på arbejdspladser, og nu var cubanerne ikke så velkomne mere. Det betød stigende modstand i befolkningen mod cubanere og ændringer i visumpolitikken – nu skulle cubanerne have visum for at komme hertil.

Ifølge Ecuadors grundlov hedder det, at enhver borger i verden bør have fri bevægelighed. En paragraf cubanerne henviser til, når de vil have landets hjælp til at komme til Mexico og derfra videre til USA.

Deyanira Ballesters søn blev i Ecuador illegalt, for han havde ikke råd til papirerne. Ligesom 16.000 andre cubanere sidste år, ifølge myndighedernes skøn.

Snydt

I juni vokser gruppen af cubanere foran den mexicanske ambassade i Quito til flere hundrede personer. Efter lidt over en uge, griber politiet ind og tvinger cubanerne til at gøre ophold i en af byens parker, Carolina-parken. E

fter nogen tid flyttes gruppen til den anden park El Arbolito, hvor de bliver installeret i telte. Og det bliver begyndelsen til enden på Yassiels ophold i Ecuador.

Det starter med en høring, der skal afklare hans status i landet. Derefter, i nattens mulm og mørke, sætter hundrevis politibetjente og militærfolk ind bevæbnede til tænderne, fortæller Deyanira Ballester:

»Militæret snød dem. De fik af vide, at de skulle til et hotel, hvor de kunne sove behageligt og få et bad. Men planen var en anden. De blev kørt direkte i lufthavnen. Jeg har hørt, at de blev slået,« siger hun og græder. Kritikken om vold mod cubanerne gentages af migranternes advokater.

Familien fik ikke resultatet fra høringen, før Yassiel Ballester blev udvist, fortæller Deyanira Ballester og viser papiret med resultatet af sønnens høring. »KRÆVER IKKE UDVISNING« står skrevet med stort i en del af teksten.

Papirerne blev udleveret efter, at Yassiel sammen med 28 andre cubanere havde forladt ecuadoriansk jord i et militærfly mod Cuba.

Situationen gentog sig få dage efter, da en anden gruppe cubanske migranter blev fløjet til Havana. Og en tredje gruppe kom afsted og antallet af udviste cubanere kom op på 121.

Læs også: Møde ved hegnet

Behandlingen af de cubanske migranter har ført til kritik fra menneskerettighedsorganisationer. José Miguel Vivanco, direktør for Americas-afdelingen i Human Rights Watch, udtrykker bekymring for det ecuadorianske politis behandling af cubanerne:

»I henhold til folkeretten er den ecuadorianske regering grundlæggende forpligtet til at overholde princippet om ikke at tvangshjemsende en flygtning til et sted, hvor hans eller hendes liv eller frihed ville være truet,« udtaler José Miguel Vivanco i en pressemeddelse.

Ecuadors præsident, Rafael Correa, er en del af gruppen af venstreorienterede latinamerikanske præsidenter – sammen med blandt andre Cubas Raúl Castro.

Men 2016 er valgår i Ecuador, så udvisningen af cubanerne kan også ses som en måde at score billige point hos en cubanerkristisk ecuadoriansk befolkning.

Ecuadors præsident, Rafael Correa, afviser, at cubanernes rettigheder ikke blev respekteret i forbindelse med udvisningerne:

»Her er alle velkomne, som ønsker at leve i dette vidunderlige land. Her vi tror på menneskelig mobilitet, men vi vil ikke være hjemsted for menneskehandel,« sagde præsident Rafael Correa blandt andet i en af sine ugentlige deklarationer til befolkningen.

En kvinde kommer ind

Deyanira Ballester er bekymret over situationen i Ecuador:

»Vi vil gerne til Alaska. Hvor som helst. Vi vil bare ikke blive her eller tilbage til Cuba. Jeg var ikke politisk forfulgt, før alt det her i Ecuador. Nu er jeg,« siger hun med bekymret mine.

Mens vi taler med Deyanira Ballester, kommer en kvinde grædende ind ad døren. Hun fortæller, at hun lige har talt i telefon med sin datter i Cuba:

»Min nevø er blevet fængslet og står til fire år, fordi han har demonstreret i Cuba, mod det der sker med os i Ecuador.« Kvinden er meget nervøs og oprørt, og vil ikke sige sit navn eller fortælle mere.

Generalsekretær i UNASUR (sammenslutning af 12 sydamerikanske lande), Ernesto Samper, kommenterer situationen med cubanerne således:

»Ecuador er et af de mest generøse lande i regionen i forhold til at modtage flygtninge og migranter. Men jeg kan godt forstå, at det er svært med migranter i øjeblikket med den økonomiske krise landet befinder sig i,« udtaler han. Tilbage på Arco del Sol møder vi Graciela Mares, der fortæller, at hun kom til Ecuador på et turistvisum for fem år siden. Hun søgte efter et bedre liv end dét, hun kunne få i Cuba.

Hun begynder at snakke om Cuba med de omkringsiddende.

»Jeg kan godt lide mit land, bare ikke systemet. Der er gode ting som uddannelsessystemet, sundhedssystemet og den lave kriminalitet. Hun har både en uddannelse som psykiater og revisor. I Ecuador arbejdede hun som opvasker, indtil hun mistede sit arbejde.

»Fordi jeg er cubaner,« siger hun.

Men der er mange problemer i Cuba: »Der er ingen mad. Og man må ikke kritisere systemet. Hvem vil tilbage til elendighed og politisk forfølgelse,« siger Graciela Mares.

I Cuba har hun to børn og en mand, »men han har nok fundet en anden« siger hun og forsøger at grine.

Hun har mistet muligheden for at tage tilbage til Cuba, fordi hun har været væk i mere end to år, så hun kunne ikke udvises. Og hun har ingen papirer i Ecuador, hvor hun heller ikke føler sig velkommen som cubaner. Nu vil hun gerne til et tredje land.

Ahmed Correa er advokat i Quito og specialiseret i migration med fokus på cubanere. Han fortæller, at de cubanske migranters situation går mange år tilbage:

»Problemet er, at situationen med de cubanske migranter nu er synlig. Det her er sket hele tiden, men det nye er, at folk går på gaden og gør opmærksom på det,« siger han.

Hvad venter fremtiden for de mange cubanere i Ecuador, der drømmer om et liv i USA?

»Vi beder til Gud om, at nogen vil hjælpe os. Men det ser sort ud. Hvad skal vi her? Vi drømmer om at komme på et fly til USA. Vi vil bare arbejde, så vi kan sende penge hjem til familien. Og kunne tale frit. Vi vil bare leve som alle andre,« siger Deyanira Ballester.

Heller ikke Graciela Mares er forhåbningsfuld:

»Jeg ved ikke, hvad der sker i morgen. Måske skal jeg sove i parken?«

Mange andre cubanere fortæller, at de har besluttet at tage den risikofyldte vej gennem Colombia, Panama og resten af Mellemamerika i håbet om at krydse grænsen til USA.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Bækgaard

det kan da ikke passe at folk flygter fra et socialistisk paradis som Cuba? Hvad kan der dog være galt, er det menneskene eller er det landet der fejler?