Læsetid: 3 min.

Digitale grupper smækker døren i protest mod EU-aftale

Store digitale organisationer har meldt sig ud af EU’s Internet Forum i protest mod dets samarbejde med IT-giganter som Facebook. Organisationer, der ellers er kendt for at holde sig tæt på EU-systemet
10. august 2016

Organisationen European Digital Rights har sammen med Acces Now meldt sig ud af EU’s Internet Forum, der i 2015 blev oprettet for at bekæmpe hate speech og terroristisk propaganda online. De har forladt gruppen i protest mod det ’adfærdskodeks’, som EU-Kommissionen har lavet med Facebook, Twitter, Google og Microsoft om at slå hårdt ned på ’ulovlig hadtale’ på internettet. De kritiserer aftalen for at være blevet hastet igennem og for at privatisere censur.

Faktisk går de så langt som til at sige, at aftalen er i strid med EU’s eget Charter for Menneskerettigheder.

»Som én, der har brugt syv år på at opmuntre offentligheden til at debattere private virksomheders rolle som flaskehalse i kontrollen af vores ytringsfrihed, forstår jeg virkelig ikke, hvorfor det her ikke skaber mere debat,« siger Joe McNamee, der er administrerende direktør for European Digital Rights (EDRi). De repræsenterer 30 organisationer i EU, der arbejder med privatliv, overvågning og copyright online og er normalt fast inventar i diskussionerne, når digital politik er på bordet i Bruxelles.

Lovens lange online-arm

Information beskrev i går, hvordan aftalen om en Code of Conduct har givet anledning til kritik fra flere danske organisationer for at give store, amerikanske virksomheder som Facebook ansvaret for kontrollen med ulovlig hadtale på internettet. Det er også baggrunden for Joe McNamees kritik.

»Hvis et opslag bryder loven, så lader vi nu Facebook tage sig af det i stedet for at undersøge det nærmere. Facebook sletter det, hvis det bryder deres retningslinjer, og så hører de nationale myndigheder ikke nødvendigvis mere om det. Det betyder i princippet, at personen kan gå fri til at bryde loven igen,« lyder kritikken.

Anders Kjærulff, vært på Aflyttet på Radio24 syv, har fulgt EU’s samarbejde med de store virksomheder tæt, og han er overrasket over, at European Digital Rights har smækket med døren.

»De har altid været relativt pro-EU. De er lidt ligesom Forbrugerrådet Tænk; nogen, man altid skal høre i de her sager.«

Selv siger Joe McNamee, at European Digital Rights hverken ser EU som godt eller skidt. De har for eksempel støttet et forslag om databeskyttelse og kæmper generelt for en bedre implementering af EU’s regler for netneutralitet.

Omverdenen kigger med

Joe McNamee forstår godt, at EU-Kommissionen efter flere terrorangreb i Europa forsøger at dæmme op for radikalisering. Men det gik for stærkt, da EU-Kommissionen i marts meldte ud, at nu skulle der være en aftale på plads i løbet af få måneder – og den så lå færdig den 31. maj.

»Der er stor forskel på at samarbejde med virksomhederne som en sidestrategi og så at satse på det som det eneste svar. Lige nu har de ikke andre planer. De siger groft sagt: ’Der er farligt indhold fra terrorister på internettet. Og vi har fået virksomhederne til at tage sig af det’,« siger Joe McNamee.

Men aftaleteksten burde beskrive konkret, hvordan ’ulovlig hadtale’ skal fortolkes.

» Der står bare, at Facebook skal tjekke opslag ud fra deres egne retningslinjer, hvilket er præcis det samme, som de hele tiden har gjort.«

Aftalen har fået hård kritik, også fra Europa-Parlamentet, hvor den liberale Marietje Schaake fra Holland kalder det et dårligt eksempel for EU’s nabolande. Hvis Tyrkiet eller Rusland havde lavet en aftale med Facebook om at fjerne ekstremistiske og hadefulde ytringer, ville debatten formentlig have være en anden, påpeger hun:

»EU-Kommissionens handlinger bliver fulgt tæt af omverdenen, som kommer til at ville have lignende aftaler,« lyder det fra Marietje Schaake.

Som svar på EDRi’s udmeldelse siger en talsperson fra EU-Kommissionen, at de er ærgerlige over beslutningen.

»Vi har indledt en diskussion, som de har været en del af. De skulle være blevet og taget del i den i stedet for at melde sig ud,« lyder det fra talspersonen i Bruxelles. der påpeger, at der er en dialog i gang mellem EU og de protesterende organisationer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Munk Molke Rediin

Denne sag er et godt eksempel på den afstand der stille og roligt er ved at indfinde sig mellem EU og virkeligheden. Mere og mere lovgivning laves hen over hovedet på både befolkning og nationale parlamenter, i samarbejde med et snævert udvalg af NGO'er og big business. Vi opdager det først når det rammer os og vi slås med undren. Og skepsis.

Morten Balling

Måske skulle vi bare lukke det lorte-internet og gå tilbage til disketter og Qic-80 bånd. Så kan staten bruge internettet til at chikanere borgerne digitalt, og borgerne kan have alt det sjove for sig selv. Mon ikke der på et tidspunkt kommer en modreaktion mod nettet blandt en yngre generation, når de opdager at livet er mere end Instagram og Facebook.