Læsetid 6 min.

Dokumentarfilm om palæstinensiske bøsser i Israel viser kampen for at være både araber, israeler og afklaret homo

Kan man gå i seng med ens politiske modstykke, og hvordan forvandles familiens skuffede forventninger til ny frihed?
Bruddet med heteronormerne har både medført accept og afvisning blandt familierne til de tre unge palæstinensisk-israelske bøsser, der ved, at de nyder større friheder end deres ligesindede på Vestbredden og i Gaza

Bruddet med heteronormerne har både medført accept og afvisning blandt familierne til de tre unge palæstinensisk-israelske bøsser, der ved, at de nyder større friheder end deres ligesindede på Vestbredden og i Gaza

Xhibition
17. august 2016

At homoer i den arabiske verden kæmper en vedholdende kamp mod diskrimination, selvhad og heteronormer er velkendt, og siden Orlando-attentaterne står det også klart, at der også temmelig langt væk fra Mellemøsten råder strenge familienormer, som gør det svært at skabe sit eget liv med familieliv og selvbestemmelse i balance.

For friheden skal tilkæmpes og indebærer masser af kompromisser og provokerer konstant et opgør med angsten for at blive udstødt af sine egne. Det var tilsyneladende også den kamp, som den 49-dobbelte drabsmand Omar Mateen udkæmpede inde i sig selv, splittet mellem hastigt indgåede ægteskaber og sine homolyster, inden han i sit vanvid blev til massemorder i en natklub i Orlando i Florida for to måneder siden.

I en natklub, hvor han selv over en årrække havde været en hyppig gæst, og hvor han flirtede og dansede med andre mænd og også af og til havde sexdates gennem appen Grindr. Familiens patriark, Omar Mateens far, Seddique Mateen, har offentligt nægtet, at sønnen var bøsse, ligesom han i en facebookvideo, han offentliggjorde efter Orlando-skyderiet, har sagt, at »homoseksuelle vil blive straffet af Gud«.

Kampen mod selvhadet og den internaliserede skyld føres også, om end på et helt andet niveau i filmportrættet af tre unge palæstinensiske mænd i deres midtyvere, Khader, Fadi og Naeem, i den israelsk-engelske dokumentarfilm Oriented. Titlen spiller både på den seksuelle orientering såvel som det at tilhøre et mindretal. Selvhadet er her transformeret til en fightende stolthed, især hos de to af dem, Khader og Fadi, der for længst er sprunget ud, mens en del af filmens drama består i at følge den mere tvivlende Naeem i at gøre det samme.

»Familien ville aldrig kunne forstå det«, siger han.

Khader er det kreative midtpunkt, der har taget initiativet til at producere en række musikvideoer, der skal vise, at homoer i Mellemøsten tør stå frem. Allerede som 15-16-årig sprang han ud over for sin familie. Hen over en årrække har han været sammen med en israelsk kæreste.

Xhibition

I seng med fjenden

De tre unge arabiske mænd bor i Jaffa i Israel, de har israelsk pas, men føler sig som palæstinensere, der er blevet plantet i både det rigtige og det forkerte land. Forkert, fordi deres splittelse består i, at de drømmer om at være borgere i et land, hvor deres baggrund ikke er med til at gøre dem suspekte. At palæstinenserne fra Vestbredden ikke har de samme privilegier som dem selv, nager dem. For de øvrige palæstinensere er de nogen, der har tilpasset sig den israelske stat.

Med deres seksualitet lever de dog i et mere rigtigt land, med mulighed for at gå i byen i homohøjborgen Tel Aviv, Mellemøstens svar på San Francisco i 1970'erne: Hedonistisk og farverig – her er Israel bedre end længselslandet Palæstina. Omend Pinkwashing-syndromet lurer: At Israel giver homoer rettigheder og bruger det som et idealiseret udstillingsvindue for samtidig at give palæstinensere få og ringe rettigheder.

De unge mænds frihed giver dem derfor også dårlig samvittighed og udløser nye indre konflikter. De længes efter en mindre streng stat, der er ligeglad med de religioner, der heller ikke lader til at være afgørende for deres eget liv. Og så har de også deres eget utopia: De tager til koncerter og fester i Amman i Jordan, hvor de føler, at de kan leve sig selv ud.

»Hvis Palæstina havde eksisteret, så ville det se sådan her ud,« lyder det fra Khader, mens han flækker i et smil og peger mod flokke af unge dansende mænd og kvinder ved en udendørskoncert.

Alligevel ved de, at fremtiden ikke kommer til at ligne fortiden. Her ligger en anden splittelse mellem fortiden og nutiden.

Farid er misundelig på sin bedstemor: Hun har stadig nøglen til det hus, hun har måttet opgive. Hun vil bare tilbage:

»Jeg ved ikke, hvad jeg selv vil,« siger han. Nøglen er symbolet på, at de gamles hjem ikke bare skal opgives.

Farid slås med, at han er ved at forbryde sig mod sine idealer – han er blevet forelsket i en zionist, der ovenikøbet også er soldat i den israelske hær. Så kan det ikke blive værre.

»Jeg har prøvet, men jeg kan ikke være sammen en jøde. Heller ikke en venstreorienteret fyr. Det går bare ikke at være sammen med en, der ikke tænker politisk som mig,« siger han til kameraet, mens virkeligheden er anderledes.

For senere bliver han forelsket i Benyamin, også en jøde. Han bekender sig til veninden Sadi:

»Sadi, jeg er ved at falde for en zionist – jeg er forelsket i fjenden!«

Hun synes, at han er forblommet:

»Livet er ikke kun en ideologi – vi lever i en fucked up verden, men det har jo ikke noget med kærlighed at gøre. Spring ud i det!« Men Fadi er i tvivl.

»Hvis det ikke går, så mister jeg både kærligheden og mine principper. Jeg vil ende med at være ingenting,« siger han og forsøger at opstille en logisk forhindring mod sin forelskelse.

Sadi slår kontra:

»Man bliver hele tiden gjort til den arabiske eller israelske fjende, det skal vi også befri os fra.«

For at sende et budskab til deres palæstinensiske lidelsesfæller laver vennerne musikvideoer med deres fælles projekt, Qambuta Productions, hvor de skildrer, at det at elske en af sit eget køn er OK og egentlig skal være en fest og ikke et sørgeoptog.

Det gjorde, at Khader blev opsøgt af en BBC-journalist, der ville have en palæstinenser med i et indslag om, hvor svært det er at være bøsse og araber. Khader afviste ham med ordene om, at han ikke var den ulykkelige og undertrykte type, som de ledte efter.

»Jeg tilhører bare en ny generation af unge palæstinensere, som du ikke har mødt før,« sagde han til kameraet.

Den engelsk-jødiske instruktør Jake Witzenfeld stødte ind i vennegruppens musikvideoer og valgte at lave dokumentarfilmen om deres aktivisme og deres liv.

Naeem Jiryes beslutter sig senere end sine venner for at springe ud over for familien – han tør heller ikke sige direkte, at han hellere vil bo i storbyen end i den landsby, han kommer fra.

Xhibition

’Bliv nu gift’

Filmen er en delvis roadmovie, hvor det går på rundtur til de tre mænds personlige konfliktzoner: Familierne ude i landsbyerne. Sygeplejeren Naeem, der ikke er sprunget ud, er færdig med sin uddannelse, og forældrene forstår slet ikke, at han ikke for længst er vendt tilbage til landsbyen igen:

»Hvorfor er det bedre at blive hos vennerne i Jaffa? Kom nu hjem, så du kan blive gift!« Naeem dukker hovedet og siger, at han føler sig mere hjemme i byen. Familien forstår ham ikke.

»Hvis han er 100 procent glad dér, hvorfor kan han så ikke være 90 procent glad her?« opsummerer faren.

Naeem bliver tavs. I en anden scene betegner han sig selv som palæstinenser, vegetar, ateist og feminist.

»Nogle gange vejer den seksuelle identitet tungere, andre gange er det det nationale«, siger han, inden han beslutter sig for, at familien skal have det at vide.

Det er anderledes med Farid, der sprang ud allerede som 16-årig. Hans familie tager ham, som han er, og den yngre og bramfrie mor ville også gerne feste mere, ligesom Farid gør det, mens den noget ældre far er mildt stemt over for, at sønnen er homo.

»Hvad der gør ham glad, gør mig glad,« lyder den aldeles afvæbnende kommentar fra den smilende mand.

Det rører vennen Khader dybt, der kan tale med sin mor, mens faren har afbrudt kontakten, fordi han ikke kan døje, at sønnen er til mænd, selv om han allerede sprang ud som 15-årig og egentlig har haft ti år til at vænne sig til tanken. Den udadvendte Khader trøstes af Fadis mor, inden han vender hjem til sin jødiske kæreste. Khader holder også foredrag om at rumme alle modsætningerne inden i sig selv. En moden jødisk mand går straks til angreb:

»Hvad vil du, skal vi have en arabisk stat, vil du opløse staten Israel?«

Khader undviger: »Jeg forstår ikke spørgsmålet, vi er borgere i samme land. Det handler om at blive respekteret for det, jeg står for.«

At Khader, Fadi og Naeem er oprørere på begge sider af den israelsk-palæstinensiske konflikt, gør deres liv til modsætninger, som de skal navigere i, siger instruktøren Jake Witzenfeld til Vice:

»De tre fyre deler en kompleks identitet: De er for meget homoer til at bo i deres hjemlandsbyer og passer ikke ind i et heteronormativt arabisk miljø. De er i konflikt med staten Israel, fordi de ikke er kede af at sige: ’ Fuck, vi er palæstinensere og ikke israelske arabere.’

De har heller ikke nemt ved at forklare deres palæstinensiske identitet til én i Gaza, da de er cappuccinodrikkende gutter, der giver den gas i Tel Aviv, og som springer i ly, når bombealarmerne lyder, mens andre palæstinensere samtidig ser deres familier blive dræbt. De føler en særlig skam over at være en slags hvide palæstinensere, noget jeg aldrig har tænkt over var muligt, indtil jeg mødte dem. Deres nationalistiske følelse, synes jeg, er helt legitim, det er bare en helt anderledes følelse end den, man ellers møder.«

'Oriented' af Jake Witzenfeld kan købes på orientedfilm.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Steffen Gliese
    Steffen Gliese
  • Brugerbillede for ingemaje lange
    ingemaje lange
Steffen Gliese og ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

" Titlen spiller både på den seksuelle orientering såvel som det at tilhøre et mindretal." Og måske en lille smule på at foregå i Orienten?

Brugerbillede for Jan Kauffmann
Jan Kauffmann

Som homoseksuel mand undre det mig, at naar der vises billeder i forb. med artikler, sa er det altid maend i kjoler og pallietter, selv i Information. Information fastholder dermed en heteronormativ opfattelse af homoseksuelle. Mon ikke Information kunne komme videre end denne 80'er fremstilling af os homoseksuelle.

Brugerbillede for Jan Kauffmann
Jan Kauffmann

Skulle jeg vende den om, og finde en mandlig heteroseksuel type som representativ for de heteroseksuelle miljo, med samme udgangspunkt som medier bruger i fremstillingen af homoseksuelle, saa skulle vi vel vise billeder af heteromaend, som den usoignerede bums paa baenken med olmave hver gang der er en artikel om heteromaend.

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Hvad er det nu for noget vås, Jan Kauffmann. Der er ingen lighed mellem frigjorte mænd i kvindetøj og udstødte mænd, der ikke bliver hjulpet tilstrækkeligt.
Særligt i et område, hvor frigørelseskampen stadig er et spørgsmål om liv og død er enhver skejen ud mere end velkommen - og modig!