Læsetid: 5 min.

’Men han græd ikke’

Billedet af femårige Omran Daqneesh fra Aleppo er gået verden rundt – Information har talt med fotografen Mustafa Al-Sarout, der var der, da de fandt ham i ruinerne fra et bombeangreb
Billedet af femårige Omran Daqneesh fra Aleppo er gået verden rundt – Information har talt med fotografen Mustafa Al-Sarout, der var der, da de fandt ham i ruinerne fra et bombeangreb

Mustafa Al-Sarout

20. august 2016

»I det øjeblik, jeg så Omran, kunne jeg ikke længere tænke på min egen frygt. Tårerne løb mig ned ad kinderne. Jeg har sat masser af død, masser af ofre i Aleppo. Men med Omran var det noget helt særligt.«

Mustafa Al-Sarout, 24 år, er fotojournalist, og arbejder på mediecenteret AMC, der har til huse i Aleppo.

Han er manden, der har taget det nu ikoniske fotografi af den fireårige Omran Daqneesh, kort efter at han blev reddet ud af murbrokkerne i sit hjem i Aleppo. Og kort efter at hans hus blev smadret ved et missilangreb udført af kampfly fra det russiske luftvåben.

Læs også: Billedsprog: Børn, der vågner

Siden regimets belejring af Aleppo for to uger siden blev brudt af Den Frie Syriske Hær med deraf følgende tab af kontrol over flere dele af byen, har det syriske regime og dets russiske og iranske allierede rettet en massiv angrebskampagne mod byen og dens tilbageværende civile, blandt dem også Omran og hans familie

Information har over Skype talt med Al-Sarout, der stadig opholder sig i Aleppo – hans fotografi går i mellemtiden fortsat verden rundt som et isnende uhyggeligt symbol på de børn, der bukker under i Syriens borgerkrig. I dette interview giver han en detaljeret forklaring på, hvad det skete den nat, det meget voldsomme missilangreb fandt sted.

– Kan du fortælle mig, hvordan du arbejder som fotojournalist?

»Vores vigtigste opgave er at dokumentere de krigsforbrydelser, som begås af det syriske regime og dets militser. Vi bruger både kamera og indhenter udtalelser for folk, når vi følges rundt med ’de hvide hjelme’ (Aleppos civilforsvar, red.). Vi rapporterer de kendsgerninger, vi finder frem til og håber på, at vi kan fortælle verden, hvad der foregår og bidrage til at finde en løsning, så krigsherrerne i Syrien og deres krigsforbrydelser kan stoppe.«

– Kan du fortælle os, hvad du gjorde, lige før du tog dit foto af Omran.

»Jeg sad på mit kontor i Aleppos mediecenter og gjorde mit kamera klar til at tage flere billeder, da jeg hørte eksplosionerne. Det var kl. 19.45 onsdag aften. Det næste, jeg hørte via min walkie-talkie, var ’de hvide hjelme’, der bad om hjælp og fortalte, at en Sukhoi 24 havde beskudt en bygning i Al-Katerge-gaden i den østlige del af Aleppo.«

»Jeg greb min walkie-talkie og mit lille Sony-kamera og kørte hen til den udbombede bygning. Jeg var bange, for det var farligt. Der var stadig kampfly i luften over mig, kunne jeg høre. Da jeg ankom, blev jeg rystet over de enorme ødelæggelser på bygningerne. Hvordan skulle jeg kunne tage foto nok til at dokumentere alt det?«

– Hvad ser du, da du ankommer?

»Jeg ser to fireetagers bygninger, der er styrtet sammen. Jeg ser forvildede mennesker, der løber rundt på gaden i chok og i frygt for, at der kommer flere luftangreb. Jeg hører ’de hvide hjelme’ give ordre til hinanden tilbyder min hjælp. ’En familie ligger under murbrokkerne’, er der nogen, der siger. Vi prøver, om vi kan redde dem ud. Men bygningen er helt knust, så først vil det ikke lykkes. Så prøver vi at grave os ind fra resterne af naboens lejlighed. Vi river en væg ned, og så kommer vi igennem. Den første, vi redder ud og op, er drengen Omran.

– Hvordan er hans tilstand, da I redder ham ud af murbrokkerne?

»Han var alvorligt medtaget. Han var helt alene, i chok og dækket af blod og støv. Han så sig omkring, som om han ledte efter nogen fra sin familie, men der var ingen.«

– Kan du beskrive dine følelser, da du ser ham?

»Det er svært for mig. Jeg var selv i chok. Det mindede mig om for to år siden, da jeg mistede min mor under et andet luftangreb. Dengang følte jeg mig ensom og chokeret. Som Omram må have følt det.«

– Hvor lang tid tager det at redde ham ud af ruinerne?

»Der er vel gået en halv time siden angrebet. Først får vi Omran op og siden resten af hans familie: hans treårige bror, en 12-årig søster og forældrene«

– Fortæl mig om det øjeblik, hvor du tager dit foto.

»Da jeg tager billedet, er jeg bange for, at der kommer et nyt luftangreb. Flyene bomber ofte det samme sted igen og igen, som om de også vil ramme de mennesker, der samler sig for at redde folk under ruinerne. Men jeg så noget i Omrans øjne, jeg har aldrig set noget så skræmt før. Jeg føler mig så trist til mode – også ved tanken om, at det ikke er sikkert, at resten af hans familie overlever.«

Omran ser sig omkring. Han leder efter nogen, han kender. Så tager han sig til hovedet med sin ene hånd, og han ser blod, som om han aldrig havde set det før. Men han græder ikke. Han tørrer bare sin hånd af på ambulancens stol. Det påvirkede mig dybt. Det var, som om at være i et mareridt, jeg bare ønskede at vågne op fra.«

– Var dette angreb et eksempel på, hvordan hverdagen er i Aleppo lige nu?

»Ja, vi ser den slags angreb hver dag. Det russiske luftvåben og det syriske regime angriber os hver dag. Lige for tiden er der omkring 40 angreb om dagen, og de bruger alle slags våben: artilleri, bomber, missiler. Hver dag dræber de omkring 50 personer, og Omans historie er tusinder af børns historie. Nogle mister livet, andre mister deres forældre eller søskende. Bombeangrebene mod Aleppo er helvede på jord. Vi lever i en storm af angreb, og alt brænder rundt om os her. Vi må regne med, hver dag, at denne dag kan blive vores sidste. Det er uvirkeligt som i en film, men sådan er livet i Aleppo lige nu.«

– Hvad sker der herefter?

»Da Omran er lagt på en båre i ambulancen, finder de straks efter hans bror, og der er glæde over, at der også er andre fra familien, der har overlevet. ’De hvide hjelme’ lukker ambulancedøren og kører afsted til hospitalet. Der går nogle minutter yderligere, og så finder de resten af hans familie. De er også fulde af blod og støv, men til alt held i live. Jeg bliver virkelig glad for at se dem, for jeg frygtede, at Omran aldrig skulle gense sin familie – at han havde mistet dem alle.«

Daham Alasaad er syrisk freelancejournalist, bosat i Danmark.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eigil Thomassen

Ifølge folketinget og hovedparten af den danske befolkning er der een eneste løsning på problemerne, nemlig flere soldater og flere bomber.