Interview
Læsetid: 9 min.

Hele stedet er sat op til at gøre folk skøre, få dem til at begå selvmord eller tage hjem

Tracey Donahue var lærer for asylbørn, der levede i konstant frygt for seksuelle overgreb på øen Nauru, som Australien betaler for at tage sig af asylansøgere. Efter den seneste læk om overgreb og selvskade på børn tør hun for første gang stå frem med navn og fortælle om forholdene
Der findes praktisk talt ingen nyere fotos af forholdene på Nauru hos de store fotobureauer. Her ses Tracey Donahue på Nauru, mens hun arbejdede som lærer for asylbørnene. Privatfoto.

Der findes praktisk talt ingen nyere fotos af forholdene på Nauru hos de store fotobureauer. Her ses Tracey Donahue på Nauru, mens hun arbejdede som lærer for asylbørnene. Privatfoto.

Udland
18. august 2016

Selv om 43-årige Tracey Donahue fra Australien har undervist hårdtprøvede flygtninge det meste af sin karriere, fik hun et chok, da hun første gang satte fødderne på flygtningeøen Nauru.

»Jeg kunne ikke have forberedt mig på det. Nauru er ekstremt varmt, der er vagter og ekssoldater overalt, og der var mug i teltene,« siger hun om det den australske ølejr, hvor hun arbejdede som lærer i 18 måneder.

Nauru tjente godt på at udvinde og eksportere fosfat indtil årtusindskiftet, men efter kilderne tørrede ud, er øen nu kendetegnet ved hvide kalksten, støv, og et stort underskud i statskassen.

Det bliver dækket af de penge, Australien betaler Nauru for at huse bådankomne asylansøgere, bedre kendt som ’den australske model,’ hvor Australien outsourcer ansvaret for asylansøgere til Nauru og Papua Ny Guinea.

Tracey Donahues historier om traumatiserede børn og unge, der har oplevet seksuelle overgreb, drukket blegemiddel og fortsat lever i konstant frygt, stemmer overens med de voldsomme historier i de 2.000 lækkede indberetninger, som The Guardian offentliggjorde i sidste uge.

Som Information beskrev i mandags, har den australske integrationsminister, Peter Dutton, kaldt kritikken efter lækken for en »hype« og anklaget asylansøgerne for at opdigte falske anklager for at komme til Australien.

Flere står frem efter læk

Siden Tracey Donahue stoppede på øen i november sidste år, har hun forgæves forsøgt at få et turistvisum, så hun kan komme tilbage og besøge sine tidligere elever.

Information har set den mail, hvor hun uden begrundelse får afslag, som »ikke kan appelleres«, selvom hun har medsendt alle de dokumenter, som ambassaden på Nauru har bedt om.

Selv tror hun, at afvisningen skyldes hendes tidligere ansættelse hos Save the Children, der stod for skolen. Siden skolens kontrakt udløb, har hun forsøgt at hjælpe børnene med at få medicin og undervisningsmateriale.

Hun har talt med flere medier, men dette interview med Information er første gang, hun vover at stå frem med navn, for ifølge den såkaldte Border Force Act fra sidste år kan det betragtes som kriminelt og koste en fængselsdom på to år, hvis »betroede personer« som læger, lærere og embedsmænd udtaler sig om ’beskyttet information’ i de australske ølejre.

»Jeg har afvejet de forskellige risici. De har prøvet at skræmme os, men så mange har åbnet munden nu efter de her læk. Så vi satser på, at antallet af fagfolk, der står frem, skaber en sikkerhed.«

Skolen var et fristed for flygtningene, erindrer Tracey Donahue: »Der var stabile mure, aircondition og sikkerhed.«

Hun underviste børn og teenagere, og selvom det er over et halvt år siden, går der ikke en dag, hvor hun ikke har kontakt med børnene, der nu er blevet ældre, og kun har fået det værre. De kommunikerer via forskellige chatmedier, selvom børnene egentlig ikke har adgang til computere i centrene.

»De er blevet en skal af sig selv, og det er endnu værre nu, fordi skolen kunne beskytte den eneste positive del af deres liv. Nu går de i lokale skoler på Nauru, og mange af dem bliver væk, fordi de er bange for mobning eller vold. Jeg har lige tale med en pige, der er 18 år nu. Hun fortalte mig, at hun føler, der sidder en stor mand oven på hende, og at hun knækker mere og mere, fordi hun ikke kan holde til vægten.«

Sagen kort: Asylcentre på Nauru

Østaten Nauru huser omkring 466 asylansøgere i australske centre samt omkring 800 flygtninge i lokalsamfundet.

Amnesty International og FN har gentagne gange kritiseret forholdene i centrene som værende i strid med menneskerettighederne

The Guardian bragte i sidste uge en læk med 2.000 indberetninger om overgreb og selvskade på børn i de australske asylcentre på øen.

Den militante arbejdsplads

På korte, uskarpe videoer kan man på nettet finde billeder af teltlejrene på Nauru, der til forveksling ligner flygtningelejren i Thisted, men med flere hegn og bevæbnede vagter. Tracey Donahue skulle have sikkerhedsbevis med over alt på øen, og hun kalder stemningen på stedet for militant.

»Det var kvælende, og man skulle være forsigtig med, hvem man talte med. Man kunne meget let miste jobbet, hvilket mange gjorde.«

Rammerne i lejren var ifølge hende skabt til at skabe mistillid.

»Det er sat op for at få dem til at føle sig som fanger, og vagterne til at føle sig som fængselsvagter.«

Hun beskriver særligt stemningen de sidste måneder som ufri og trykket. Efter en lokal journalist fra Nauru ekstraordinært havde fået lov til at komme ind i lejren, og der dagen efter var en historie i The Guardian, kom politiet til skolens kontorer med en ransagningskendelse og gennemrodede alt, fortæller hun:

»De sagde ikke noget om hvorfor, men de tog alt – USB-stik, computere, og smartphones. Jeg gemte min i min BH. Det var jo den eneste livlinje hjem til min familie. Mange fik ikke deres smartphones igen.«

Hele stedet er sat op til at gøre folk skøre, få dem til at begå selvmord eller tage hjem

Tracey Donahue, tidligere lærer på Nauru

Der var én computer i hvert klasselokale, men børnene havde ikke tilladelse til at bruge dem, og både Facebook, Youtube og Skype var forbudt i undervisningen.

Lærerne kunne miste deres job, hvis de lod børnene bruge computerne, men Tracey Donahue gjorde det alligevel et par gange.

Hun husker særligt et eksempel efter jordskælvet i Nepal i 2015, hvor en af drengene ikke anede, om hans familie var i live. Hun fik de andre elever til at stå vagt i døren, mens hans fik lov at bruge Facebook.

I 2014 fik børnene lov til at have Nokia-telefoner. Men da de begyndte at få flygtningestatus og bevæge sig friere rundt sidste år, fandt de en måde at skaffe smartphones på.

»Hvis de bliver fanget med en smartphone, bliver den konfiskeret,« fortæller Tracey Donahue.

Fanget i frygt

Tracey Donahue var udstationeret på Nauru i tre uger ad gangen med tre uger tilbage i Australien mellem hvert ophold. I løbet af sin tid på øen så hun langsomt børnene få det værre.

»De knækkede ét efter ét. Jeg husker særligt en pige, der var meget udadvendt og nærmest vibrerende i starten. Med tiden sad hun bare krøllet sammen bag i klasselokalet og græd stille hele dagen. Hun kunne ikke tale.«

En anden af hendes elever på 16 år var ekstremt bange for at blive udsat for seksuelle overgreb.

»Vagten fortalte hende, at når hun fik flygtningestatus, skulle hun bo med ham og have børn. Det var meget normalt for vagterne at sige den slags til de unge singlekvinder og -piger.«

Pigen talte om at begå selvmord, fortæller Tracey Donahue, men om det var derfor hun en dag drak blegemiddel, ved hun ikke med sikkerhed.

»Hun sagde til mig på et tidspunkt, at den eneste måde at slippe ud, var at blive gravid eller begå selvmord.«

Tracey Donahue skrev en indberetning. En af de mange, der nu ligger på The Guardians hjemmeside. Efter pigen drak blegemiddel, kunne hun ikke spise eller drikke og blev overført til et hospital i Australien. Tracey Donahue har ikke hørt noget fra hende siden.

Læs også: Flygtninge fanget midt i ingenting

Omkring halvdelen af vagterne i centrene er fra Australien, mens den anden halvdel er fra Nauru. Der er tre lejre med asylansøgere på øen, og siden oktober sidste år har de været åbne, så asylansøgerne kan gå frit rundt på øen, så længe de melder sig på bestemte tidspunkter.

Mange tør dog ikke bevæge sig ud, fortæller Tracey Donahue, fordi Nauru på mange måder er en dysfunktionel østat med store økonomiske og retsstatslige problemer.

»Det er jo en fuldstændig homogen kultur med mindre end 10.000 mennesker, et udviklingsland, hvor de har problemer med at tage sig af deres egen befolkning.«

Af samme årsag kan man læse på hjemmesiden for New Zealands udenrigsministerium, at de har sat en midlertidig stopper for humanitær bistand til Nauru på grund af bekymringer om demokratiet og retssikkerheden i landet.

Derfor tror Tracey Donahue heller ikke på, at flere midler til Nauru kan løse problemerne.

»Det vil aldrig blive sikkert. Det var altid meningen, at Nauru skulle være midlertidigt. Den eneste gode løsning ville være, at Nauru-konstruktionen brydes ned,« mener hun.

Overgreb og tvang

Ifølge Tracey Donahue er mange af særligt de uledsagede mindreårige blevet angrebet eller sendt på hospitalet efter at have vovet sig ud uden for centrene.

En af de mange historier, hun fortæller, har tidligere været i medierne. Den handler om en iransk kvinde, der var uden for centret for at besøge en veninde i maj sidste år.

»Hun blev fundet nøgen med mærker på ryggen og blod over det hele. Politiet kørte hende tilbage, men klokken var over otte, hvor de skal melde sig, så de tog hende ind på en station, hvor hun blev afhørt i flere timer.«

Den iranske kvinde blev fastholdt på Nauru fire-fem måneder efter episoden, hvor hun prøvede at begå selvmord flere gange. Alligevel blev hun ikke flyttet, før hun oplevede nyresvigt og skulle indlægges.

»Hun var fuldstændig traumatiseret,« husker Tracey Donahue.

De skadelige forhold på Nauru er blevet undersøgt af en regeringsnedsat, uafhængig gruppe i den såkaldte Moss-rapport fra 2015.

Rapporten konkluderede, at kvinder var blevet voldtaget, at andre var tvunget til at vise deres kroppe for at komme i bad, og at seksuelle overgreb generelt var underrapporterede.

En af de mange anbefalinger i rapporten var, at der bør være flere kvindelige vagter på Nauru. Og selvom Tracey Donahue var venner med nogle vagter, måtte hun indberette andre. For selvom skolen var vagtfri zone, med mindre nogen havde ’selvmordstjans’ og fulgte børnene rundt konstant, så hun vagter smide børn til jorden og true med at slå dem ihjel.

»De blev ikke fyret, men bare forflyttet,« husker hun.

Tracey Donahue oplevede, at lærerne på skolen under Save the Children blev set som en slags problemskabere. Ni ansatte blev på et tidspunkt afskediget efter pres fra regeringen, efter en sikkerhedsrapport påstod, at de opildnede til protester og sendte fortrolige oplysninger ud fra øen.

Men i den omtalte Moss-rapport blev det konkluderet, at der ikke var nogen substantielle informationer, der bakkede anklagerne, om at lærerne skulle have opmuntret til protester eller selvskade, op. Der er nu en retssag i gang om afskedigelserne.

Tracey Donahue tror, at det var en af årsagerne til, at organisationens kontrakt ikke blev fornyet, og at hun nu ikke kan besøge Nauru.

»De kan ikke komme ud, og vi kan ikke komme ind.«

Tracey Donahue kalder anklager om, at advokater eller lærere direkte skulle opfordre til selvskade for »fuldstændig langt ude«. I forhold til Moss-rapportens konklusioner om, at seksuelle overgreb er underrapporterede, fortæller hun, at hendes elever hverken stolede på politiet eller myndighederne.

»Nogle af de elever, jeg ved, oplevede seksuelle overgreb, brød sammen i tårer, da undersøgelserne var i gang. Men de er bange for, at de ikke får flygtningestatus, hvis de anmelder det.«

Både FN og Amnesty International har i flere år kritiseret forholdene i lejrene for at bryde med centrale menneskerettigheder og opfordret den australske regering til at lukke lejrene på Nauru og øen Manus.

Tracey Donahue indrømmer, at hun er træt. At den daglige kontakt og de utallige forsøg på at råbe politikerne op tærer på hendes kræfter ved siden af familien og arbejdet.

»Jeg vil bare have, at det skal slutte. Både for dem og mig, for det gør ondt hver dag at tænke på, men det stopper ikke, før de er væk derfra. For det knækker deres liv.«

Ligesom flere af de kilder, Information har talt med til artikler om Australien, er Tracey Donahue slet ikke i tvivl om, at de usikre forhold er en bevidst afskrækkelsestaktik fra regeringens side.

»Hele stedet er sat op til at gøre folk skøre, få dem til at begå selvmord eller tage hjem.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Andersen

Det er chokerende læsning. Men pragtfuld at det kommer frem fordi, før bliver det ikke bedre. Tracey Donahue, Du er er en helt i mine øjne.

Elisabeth Andersen, Britta Hansen, Ib Christensen og peter fonnesbech anbefalede denne kommentar
Martin Madsen

Støjberg og Co's våde drøm...

Elisabeth Andersen, Hans Larsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Henning Lögun

@Martin Madsen

Yep. En finanskrise mere og så skal du bare se hvad de er i stand til.