Interview
Læsetid: 9 min.

Hjemme hos ’den ene procent’

Begrebet ’den ene procent’ har slået rod i debatten om ulighed. Men hvem er de? Danske Heidi Staun Saga har i sine 32 år i USA både været hovedrig, hjemmegående og husvild. Nu er hun tilbage i New York og har giftet sig med en gammel ven, der er blevet rig på Wall Street
Begrebet ’den ene procent’ har slået rod i debatten om ulighed. Men hvem er de? Danske Heidi Staun Saga har i sine 32 år i USA både været hovedrig, hjemmegående og husvild. Nu er hun tilbage i New York og har giftet sig med en gammel ven, der er blevet rig på Wall Street

Malene Lauritsen

Udland
4. august 2016

Placeringen kunne næppe være mere prominent.

Nygifte Heidi Staun Saga og Peter Lusk bor i en lejlighed på Lombardy Hotel på hjørnet af 57. gade og Park Avenue, blot to karreer fra Trump Tower på 5th Avenue. Central Park er 10 minutters gang væk, så når danskfødte Heidi skal gå tur med sine fem hunde, er der ikke langt til de nærmeste træer.

Det var på en af disse daglige ture, at hun for nylig stødte ind i en midaldrende kvinde fra Brooklyn.

»Hun stod med sin hund foran Humane Society – en institution, hvor man afliver dyr – og røg en cigaret. Hendes mand havde sendt hende derhen med besked om at få den aflivet, fordi hunden haltede på bagbenene,« husker Heidi Saga.

Nogle minutter senere havde dyret skiftet ejer og Heidi Saga tilføjet en femte hund til sit slæng.

»Alle mine hunde er adopterede,« siger hun og smiler.

Heidi Staun Saga tilhører en befolkningsgruppe, som de seneste år har fået mere opmærksomhed, end de sædvanligvis bryder sig om.

Siden Occupy Wall Street-bevægelsen vandt frem i 2011 med sloganet »Vi er de 99 pct.«, har fokus i stigende grad rettet sig mod den ene procent, der ifølge aktivisterne tegner sig for en uforholdsmæssig stor andel af penge og politisk indflydelse i samfundet.

Siden kom økonomen Thomas Piketty, der i sin bog Kapitalen i det 21. århundrede påviste, at uligheden i verden blot bliver større og større, i takt med at indkomst og kapital akkumuleres hos stadigt færre mennesker.

På globalt plan ejer den rigeste procent af verdens befolkning mere end resten af verden tilsammen.

Men den ene procent omtales langt mere i medierne, end de selv optræder. Derfor har Information i en ny serie sat sig for at portrættere, hvem de er, og hvad der optager dem.

Værdig behandling

Brooklyn-kvinden med den haltende hund kom givetvis fra en lavere social stand, mener Heidi Staun Saga.

Hendes familie havde nok ikke råd til at bruge 120 dollar på at få hundens bagben røntgenfotograferet. I stedet skulle den aflives til en billig pris.

Nu ligger den på tæppet i Peter og Heidis lejlighed. Hver gang der bliver talt til den, suger den opmærksomheden til sig. Det er en weimaraner. Heidi har døbt den Schwinn Triumph efter en knallertmodel fra 1950’erne.

De fire andre hunde er også adopterede. Der er en sanktbernhardshund. Den hedder minsandten Bernie. Så er der schæferhunden Mercy, tidligere narkohund fra Texas, og bichon havanais-hunden hedder F.U. (Fuck You – med adresse til Heidis eksmand).

Dværgpinscheren bliver kaldt Twiggy Moss efter fotomodellerne Twiggy og Kate Moss. Hertil kommer de to fugle, Sunny og Haka.

Hjemme hos Heidi og Peter bliver dyr behandlet værdigt. Sådan er det ikke i alle familier, mener de.

»Den her kvinde fra Brooklyn, hun var vist nok sygeplejerske, hun skaffer sig en hund og så har hun ikke nok penge til dyrlægen. Nogle folk af lavere stand har råd til at fodre deres hund. Hvis de kun har ét job, er der tid til at gå tur med den. Det kan endda være, de har en have at lufte den i og en hundelem. Men der er nogen, der end ikke har råd til en hundelem,« forklarer hun.

Moralen er ifølge Heidi, at folk må undlade at påtage sig et ansvar, hvis de ikke kan håndtere det.

Danish butter cookie

Heidi Saga og Peter Lusk blev gift for godt og vel et år siden, men de mødte oprindeligt hinanden for mere end 30 år siden.

Hun kom til USA i 1984 som 18-årig og skulle efter planen være guvernante hos skuespillerfamilien Douglas (Kirk og Michael).

I stedet blev hun sendt videre til Eileen Fords fotomodelagentur, hvor Renée Toft Simonsen dengang var en kendt dansk fotomodel. Seks år senere, i 1990, startede Heidi et design- og byggefirma i New York med sin første mand, designeren Jack Snyder.

Mercy hedder den tidligere narkohund fra Texas, som har fået pladsen på passagersædet i Heidi Staun Sagas cabriolet.

Mercy hedder den tidligere narkohund fra Texas, som har fået pladsen på passagersædet i Heidi Staun Sagas cabriolet.

Malene Lauritsen

Snart købte og istandsatte de villaen Chateau Sans Souci på 1.400 m² i velhaverbyen New Rochelle nord for Manhattan, ud mod Long Island Sound. De havde rengøringspersonale, barnepiger til deres tre børn, der gik i privatskole, og en stribe ansatte i designfirmaet.

Peter Lusk har derimod gjort karriere på Wall Street. I 1980’erne drev han et lille investeringsfirma med en studiekammerat fra Harvard Business School.

Så i 1992 lagde han og en partner 4 mio. dollar i en spekulationsfond (hedge fund), der i 2000 var vokset til en værdi af 3,5 mia. dollar i kraft af indskud fra nye investorer og årlige overskud. De to partnere levede af et driftsgebyr på 2 pct. af indskydernes investering og tog 20 pct. af det årlige overskud hjem.

I en alder af 67 flyttede Peter i 2005 ind i en hotellejlighed i Lombardy Hotel på 57. gade i Manhattan efter at være blevet separeret fra sin første kone. Nu bor han i lejligheden sammen med Heidi og tre af hendes fem børn.

Peter er i dag 78 år, Heidi 50. De traf hinanden første gang i 1984-85 hos fælles bekendte i New York.

»Jeg husker tydeligt denne her 18-årige danske butter cookie. Hun gjorde indtryk,« siger Peter Lusk, mens vi sidder om familiens spisebord og sludrer en sen eftermiddag.

Heidi Saga tilføjer straks, at det ville have været upassende for en pige på 18 at komme sammen med en mand i slutningen af 40’erne.

»En pige på 18 har jo ikke levet længe nok til at træffe vigtige beslutninger, det gør hende alt for afhængig af en ældre mand, men nu er jeg 50 og har levet et langt og godt liv. Så aldersforskellen er helt okay,« siger hun.

Stressende hverdag

Heidi Saga og Peter Lusk traf hinanden på ny til en mindehøjtidelighed i New York i 2014 til ære for den berømte plastikkirurg Thomas Reese, der i 1985 opererede unge Heidis næseryg.

Det var Reese-familien, der på anbefaling af grevinde Anne Dorte af Rosenborg havde sat Heidi i forbindelse med Douglas-klanen.

Sommetider kan Heidi Sagas nye liv i hotellejligheden på 57. dage og Park Avenue ifølge hendes eget udsagn være ret stressende. Tidligere i år kom hun f.eks. på kant med hoteladministrationen om rengøringspersonalet.

»Det er jo i princippet et hotel, så vi har stuepiger hver dag til at gøre rent, rede senge og skifte håndklæder. Men sidste jul fik vi pludselig at vide af administrationen, at begge stuepiger skulle på juleferie, og det var jo ikke smart, når jeg skulle holde dansk jul for min og Peters familie,« fortæller Heidi.

Peter ejer lejligheden og betaler ca. 10.000 dollar (65.000 kroner) om måneden i servicegebyr til hotellet. Daglig rengøring af boligen er inkluderet i prisen. Heidi måtte selv klare at gøre rent under jul og nytår, lave mad og opvarte familie og gæster.

Efter nytår vendte de to stuepiger tilbage, men klagede nu over, at hundene og cigaretrøg gav dem hoste.

»Jeg sagde til administrationen: Den ene af stuepigerne har selv en hund, og den anden ryger ude på vores balkon. Jeg tror, de er allergiske over for arbejde. De er jo kun vant til at støve af, skifte lagener og toiletpapir i de andre hotellejligheder. Hos os har de langt mere arbejde. Her roder det.«

Hendes mand står også med nogle udfordringer. Peter er trods sin alder og en nylig hjerteoperation nødt til at fortsætte sit arbejde i finansverden.

»Jeg kan ikke bare stå af; jeg har oparbejdet en vis levestandard og pengene skal hele tiden flyde ind,« siger han og sammenligner sin situation med Donald Trumps.

»Du ved, Donald Trump har vænnet sig til at flyve rundt i en Boeing 747, men han kunne sagtens klare sig med et mindre passagerfly. Så der skal tjenes mange penge ind for at holde det gående.«

Heidi afbryder ham: »Men du er af en finansekspert blevet kaldt en velstående mand i 70’erne.«

Peter returnerer et beskedent smil.

Op og ned

Ligesom de fleste andre investeringsrådgivere på Wall Street har heldet tilsmilet ham i ny og næ; andre gange er det gået galt. Det er i øvrigt sådan livet på Wall Street beskrives i Brad Pitts nylige film, The Big Short, bemærker Peter Lusk.

Under finanskrisen i 2008 gik det da også galt. Peter og en partner havde planlagt at rejse 250 mio. dollar på en alternativ børs i London til at starte en investeringsfond. Men lanceringen af fonden faldt uheldigvis på samme dag som børskrakket i 2008, den 16. september.

»Folk var ikke interesserede i at købe vores aktier. Jeg tabte flere millioner dollar på det,« fortæller Peter Lusk.

I dag tjener han de fleste penge på en investering i et firma, der har udviklet patent på en substans, der reducerer kulkraftværkers udledning af svovl, bly og arsenik samt en mindre mængde CO2.

Men det kan kun betale sig for kulkraftværker at anvende den forureningsdæmpende substans på grund af skattelettelser vedtaget af Kongressen.

»Loven udløber i 2022, så hvis Kongressen ikke fornyer den, vil min indtægt tørre ud, og ærligt talt ved man aldrig, om denne Kongres vil handle rationelt. Og det er ikke alene Kongressen, der svigter os. Der er ikke noget i forbundsstaten, der fungerer,« understreger Peter.

Heidi har også haft opture og nedture. Hendes første mand blev efter hendes mening for begærlig.

»Han ville have butlere og bygge et fitnesscenter og en biograf i villaen. Jeg ville bruge pladsen og pengene til velgørende formål, seminarer, fundraising, osv.«

Det endte med, at Heidi Saga tog et sabbatår med parrets tre børn i Florida, hvor hun købte en 65 fod lystyacht med fire soveværelser og sejlede rundt i Key West og til sidst endte i St. Petersburg på Floridas nordvestkyst. Her blev børnene sendt på privatskole. Båden fungerede som deres hjem.

Efter skilsmissen flyttede hun med sine tre døtre til Los Angeles for at gifte sig med Steven List, manuskriptforfatter og surfer. De fik to døtre, men blev separeret for nogle år siden. Nu er Heidi og eksmanden involveret i et kompliceret juridisk opgør om forældreretten til deres to døtre Beau og Evita.

Til Afrika

Efter mange år som hjemmegående husmor i Californien anede Heidi Saga ikke sit levende råd.

»Hvad fa’n skulle jeg gøre? Hvordan hele mig selv og mine børn? Jeg måtte finde styrken og en eller anden genial idé. Jeg tænkte: Hvis jeg tager tilbage til Afrika, hvor jeg tilbragte nogen tid, da jeg var 19, ville det inspirere mig. Så kunne jeg tage støvler på og marchere igen og blive denne her superheltinde, jeg altid har brug for at være.«

Hun rejste til Kenya og arbejdede på et børnehjem i to uger for en amerikansk organisation, der oprindeligt blev grundlagt af hendes protektor, plastikkirurgen Thomas Rees.

Ved siden af arbejdede hun med at starte ngo’en Clits4Cows.

»Planen er at belønne forældre, der undlader at omskære deres døtre, med en ko om året. Vi skal komme hvert år med en sygeplejerske, der tjekker, at pigernes klitoris og kønslæber stadig er, som Gud skabte dem,« fortæller Heidi Saga.

Det var i Afrika, hun traf beslutningen om at genskabe sit gamle liv i New York.

»Jeg ville ikke længere gå rundt i bare tæer i en hippieby i Californien. Jeg skulle tilbage til den virkelige verden, tilbage til New York.«

I New York har hun masser af kontakter og håber at starte et nyt firma. Og ved et pure sammentræf mødte hun lige efter sin ankomst sin tredje mand, Peter Lusk. Det skete ved mindehøjtideligheden for Thomas Rees.

Foreløbig har Heidi Saga givet sig i kast med at lave videofilm for ældre rige mennesker, der ønsker at efterlade de næste generationer en dokumentarisk skildring af deres liv fortalt med deres egne ord. Lige nu er der to kunder i butikken.

Parret planlægger at sælge lejligheden i Hotel Lombardy og købe en større lejlighed på Upper East Side med udsigt til East River. Der skal være plads til hendes tre døtre. Den ældste, Soleil, er for nylig vendt hjem til USA efter et års ophold i Danmark.

Som i så mange andre amerikanske hjem følger Heidi og Peter tæt dette års præsidentvalgkamp. Ingen af dem kan fordrage Hillary Clinton.

»Men Trump er ikke løsningen, selv om jeg nu godt kan lide hans holdning til IS. Vi skal holde op med at gå på listefødder. En forbryder er en forbryder,« siger Heidi, der også kan lide Trumps forslag om at straffe virksomheder, der vil flytte stillinger til Kina.

Peter Lusk anerkender, at Trump ikke ligefrem har et ukompliceret forhold til bankfolk på Wall Street.

»Men de kender ham, fordi de har lånt ham penge gennem årene. Jeg tror ikke, de vil prøve at stoppe ham. De er bange for, at han tager hævn, hvis han ender i Det Hvide Hus.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er jo som taget ud af et satireprogram på DR2 ... Rystende med sådan et menneskesyn. Forfærdelig kvinde. Hvor må det være synd for hende at hun aldrig rigtig har prøvet at lave noget selv. I virkeligheden ærgerligt at hun aldrig rigtig har levet selv - kun har hun levet, i kraft af at andre har forsørget hende ... Jeg har lyst til at skrive nogle forfærdelige bandeord om hende!

Karsten Aaen, kjeld jensen, Charlotte Harder, Liliane Murray, Herman Hansen og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Morten Balling

En (finans)mand som hedder Peter Lusk og en hund som hedder Fuck You, med reference til eksmanden. ATS kunne ikke have gjort det bedre! :)

Niels-Simon Larsen, Flemming Berger, Karsten Aaen, kjeld jensen, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek, Charlotte Harder, Jan Birkholm, Bo Carlsen, Carsten Mortensen, Liliane Murray, Torben Skov og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

Eneste jeg tænker, som artiklen vist ikke nævner - har hun hjælp til at tage sig af de hunde? For det er da fuldtidsarbejde, hvis man bor i en lejlighed i en storby. Render hun selv rundt med "doggybags" og fjerner 5 store hundes efterladenskaber?

Karsten Aaen, Morten Lange og Liliane Murray anbefalede denne kommentar
Jørn Andersen

Det er søreme ikke nemt at være rig heller , de har deres problemer sic.

Herman Hansen

...Et spildt og meningsløst liv på "overførelsesindkomst" på første klasse. Det giver ingen mening. Slet ingen mening.

Morten Balling,

For de tobenedes vedkommende var det Saga, Lusk, List og Snyder... :-)

Niels-Simon Larsen, Torben Bruhn Andersen, kjeld jensen, Lise Lotte Rahbek, Charlotte Harder, Morten Balling, olivier goulin, Liliane Murray og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Velkommen til det sejrende, fredelige og frihedselskende DEMOKRATISKE "Trump USA". DK vil som sædvanlig som den 52'nde stat adlyde ordrer a la "Le Grand Danoise".

Jørn Andersen, Hans Larsen og Liliane Murray anbefalede denne kommentar

Hendes nuværende mand hedder Lusk – og hendes første mand hed Snyder.

Hans Jørn Storgaard Andersen, Steffen Gliese og Bo Carlsen anbefalede denne kommentar
Liliane Murray

Familien havde vist nok ikke råd til at få hunden røntgen fotograferet?

Hvorfor gætte? Hvorfor ikke spørge? Og hvis man er i hendes situation, og 'tror' det er grunden, så ikke hjælpe kvinden i stedet for a 'tage' hunden fra hende? Og hun mener sig velgørende?
Men det er nok kun velgørenhed iblandt sine egne, hun tænker på, føj for den lede, hun burde komme ud i et aktiviringsjob en tid, så hun kunne få et realistisk billede af verden, jeg vil ikke bande, men må sige hun bekræfter en hel den 'fordomme', føj for den lede!

I øvrigt er både navnene Lusk og F.U. vel meget passende i denne sammenhæng.

Michael Andersen

Snyder, List og Lust. Mon hendes fjerde ægtemand kommer til at hedde Golddigger?

Liliane Murray

Gud hvor jeg håber at et menneske så fjernet fra realiteterne, om livet og verden, læser med her, for at forstå hvor virkelighedsfjern hun er, og hvor foragtet hun er blandt os 99%.
Hvis du læser med her Heidi, og gerne vil have lidt respekt, så tag skeen i den anden hånd, tag elevatoren ned i stueetagen og og gå en tur blandt virkelige mennesker, i det virkelige liv, og hvis du gerne vil betragtes som velgørende, så er det helt andre ting der skal til, end at 'adoptere' andre 'fattige' menneskers hunde, fordi de ikke har råd. Skam dig!

Liliane Murray

@Michael Andersen,

Det er ikke muligt, golddigger er vist fruens eget mellemnavn.

En smule interessant er det dog, Bill Atkins, at 'bankieren' føler sig svigtet af politikerne, og at verden generelt er af lave, fordi de ikke giver ham en livslang garanti, bl.a. i form af særlige skattelettelser, for en månedlig millionindkomst.

Carsten Mortensen

Det eneste interessante er artiklens mulige potentiale for at åbne folks øjne.
Skubbe til et oprør.

Hans Jensen, i mine øjne er mandens synspunkter meget menneskelige idet, langt de fleste vil have "livslang garanti".

For mig er problemet at vores indsigt i livet ikke omfatter alternativet til den personlige løsning nemlig: kollektiv garanti.

Den privatkapitalistiske løsning er alt for kostbar - ustruktureret og planløs - til, at vi snart 8 mia. jordboer alle kan sikres en "livslang garanti".

Ivan Breinholt Leth, Flemming Berger og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar
Aksel Gasbjerg

Synes at Information hellere skulle lave en serie om de 99 procent.

Hvordan er løn, sygesikring, dagpenge, husleje, skole, uddannelser, dagpleje, ældreforsorg, antal fængslede, raceproblemer, våbenproblemer, narkotika, forurening, arbejdsmiljø, demokrati, madkuponer osv i Guds eget land, som vi med stigende privatiseringer, dereguleringer, TTIP og den globale, neoliberale økonomi bevæger os stærkt hen imod.

Flemming Berger, Torben Bruhn Andersen, Anne Eriksen og Jens Erik Starup anbefalede denne kommentar
Liliane Murray

@Aksel Gasbjerg,

Det gør Information allerede, det er de 99%, 99% af Informations artikler handler om, nej jeg synes det er fint, at lade den ene procent udstille sig selv som det de er. Snyltere og og parasitter, der mæsker sig på andres bekostning.
Vi har brug for kontrasten til at forstå, hvor slemt det står til, jeg håber flere af disse virkelighedsfjerne, får lov til at udgyde deres ævl, så forhåbentlig flere højreorienterede kan få et indblik i hvad det er de støtter.

Jørn Andersen, Benny Larsen, Karsten Aaen, Janus Agerbo, Charlotte Harder og Jens Kofoed anbefalede denne kommentar

Jeg har et oprigtigt spørgsmål til økonomisk kloge. Hvis vi siger at det er rigtigt og det tror jeg at nogle hundrede ejer lige så meget som resten af kloden til sammen, hvad vil der så rent teknisk ske hvis man tog deres penge fra dem?
Jeg mener det virker jo ikke realistisk at man kan tilføre 99.99 % dobbelt så meget værdi. De værdier kan jo ikke være lige så grundlæggende som den resterende halvdel som allerede ligger hos de 99.99 %.

Altså jeg tror da på at vi alle kunne få mere værdi ved at tage pengene fra de hyperrige, men det bliver vel de facto ikke i nærheden af hvad disse værdier var da de lå hos de 0.1 hyperrige? Man kan jo ikke med rimelighed forestille sig at vi alle sammen kunne fordoble vores økonomiske formåen. Der må være noget med ressourceknaphed som ikke spiller ind på samme måde når pengene ligger hos de hyperrige.

Jeg er oprigtig nysgerrig, for sådan ved første øjekast tænker man da, "lad os plyndre de hyperrige", men i virkelighedens verden vil det vel ikke rigtig batte, for værdierne vil vel smuldre/inflationere, etc?

Bill Atkins, Javist er det menneskeligt at ville føle sig tryg mht. de basale behov, men det er en bestemt slags 'menneskelighed' at føle sig *entitled* til en månedshyre i milliondollar-klassen. Som Mr. Lusk udtrykker det, når man har vænnet sig til en privat Boeing 747, er det umådelig svært at gå tilbage til noget mindre:

»Jeg kan ikke bare stå af; jeg har oparbejdet en vis levestandard og pengene skal hele tiden flyde ind,« siger han og sammenligner sin situation med Donald Trumps.

»Du ved, Donald Trump har vænnet sig til at flyve rundt i en Boeing 747, men han kunne sagtens klare sig med et mindre passagerfly. Så der skal tjenes mange penge ind for at holde det gående.«

Det er politisk garanti ikke bare for penge, men for obskønt mange penge, så man ikke behøver dele sin 747 med nogen, Lusk mener bør være en selvfølge for folk i hans klasse. Jeg ved ikke, hvor menneskeligt det i virkeligheden er, men det er afslørende.

Bill Atkins, Jørn Andersen, Karsten Aaen og Liliane Murray anbefalede denne kommentar

Her den med den politiske garanti. Når Lusk siger en irrationel Congress har svigtet 'os', mener han nok ikke ham og stuepigerne:

Men det kan kun betale sig for kulkraftværker at anvende den forureningsdæmpende substans på grund af skattelettelser vedtaget af Kongressen.
»Loven udløber i 2022, så hvis Kongressen ikke fornyer den, vil min indtægt tørre ud, og ærligt talt ved man aldrig, om denne Kongres vil handle rationelt. Og det er ikke alene Kongressen, der svigter os. Der er ikke noget i forbundsstaten, der fungerer,« understreger Peter.

Bill Atkins, Karsten Aaen og Liliane Murray anbefalede denne kommentar
Liliane Murray

@ Anders Hede,

Hvis man endelig fik taget sig sammen og fjernede den amoralsk tilegnede rigdom fra de superrige, skulle det selvfølgelig bruges til at skabe større lighed i verden, hvilket med næsten 100% sikkerhed, ville betyde at hverken du eller jeg ville se en indkomst stigning, idéen ville være at stille verdens fattigste bedre. Og dem hører vi nok ikke til.

Kan du støtte den idé?

@sagtens. Jeg har rigeligt.

Men hvor meget vil det i virkeligheden give. Det er det jeg er nysgerrig efter. Man kunne jo i teorien gøre alle afrikanere til dansk middelklass med et snuptag hvis man tog de allerrigestes penge, men kun i teorien, for i praksis er de rigestes værdier vel slet ikke tilnærmelses det samme værd hvis de blev spredt ud. Der er jo ikke tilnærmelses de ressourcer tilgængelig som den ekstra købekraft ville efterspørge. Forstår du mit spørgsmål? :)

Hvad ville der mon rent konkret ske udover at de allerrgeste blev almindelige mennesker. Hvor meget er deres fuldkommen enorme værdi (de de 1-300 ultra ultra rige)reelt værd hvis den ikke sad på få hænder men på hundrede millione hænder. Det havde været fdt hvis man i virkelighe kunne gøre afrikanerne rige, men i praksis tror jeg desværre ikke det vil betyde mere end en brøkdel i forhold til den værdi det er i de allerrigeste hænder. Simpelthen fordi ressoucerne slet slet ikke er der til den købekraft, og så ende de vel med en stor inflation?

Hans Aagaard, Morten Pedersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Liliane Murray

Ja, jeg forstår godt dit spørgsmål.

Hvis de 65 rigeste i verden, ville donere 25% af deres årlige indkomst (ikke formuer), til de 1,5 milliarder fattigste, kunne man mere end fordoble disse fattiges indkomst, så meget ville det betyde.

Men lige så vigtigt er det, at alle resten af os, forstår at det er nødvendigt at vi sætter vores forbrug ned for at give plads til et øget forbrug blandt verdens fattigste, og det er nok der det kommer til at knibe, for er vi villige til det? Mange er nok ikke, med mindre de med en eller anden form for mekanimer tvinges til det.

Men det er alfa og omega at vi netop sætter vores forbrug og forventninger ned. Så andre og flere kan få et værdigt liv.

Tja, er det mere seværdigt, hvis man er dygtig til at rende rundt efter en bold og scorer mange millioner på det? Så der er underholdning i fjerneren, mens man parkerer i sofaen med ugens billigste sodavand og knas?
Heidi har da oplevet noget på vejen - ikke bare siddet og røget i sofaen. Dog betænkeligt, når man kan ende med kræft, spørgsmålet er om de er bedre til at kurere den slags i USA end her.

Mennesker, der er gode ved dyr kan ikke være helt tabt.
Til gengæld er denne "svaghed" for Trumps ideer ikke tegn på noget positivt.

Hans Aagaard, Jørn Andersen og Hans Jørn Storgaard Andersen anbefalede denne kommentar

Anders Hede, det er kun i LA og Venstres - og Socialdemokratiets nu om dage - karikerede verden, at omfordeling bogstaveligt talt foregår ved at muntre mænd iført grønt tøj og flitsbue plyndrer de riges banbokse og kaste pengene ud over de fattige fra en helikopter. Der vil selvfølgelig være diverse programmer som omlægger hele denne struktur gradvis.

Et sådant program kunne fx hedde 'skat'. Jeg tror, det var Oxfam, der beregnede, at hvis man blot kunne skrabe de skattepenge ind, som der for nuværende bliver unddraget i skattely, kunne man redde fire millioner børns liv om året. Sundhed og godt miljø er eksempler på 'varer', som ikke bliver knappe, blot fordi folk får bedre råd til dem.

Carsten Mortensen, Lise Lotte Rahbek og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Anders Hede, det er jo et virkelig interessant spørgsmål, for reelt er disse summer kun noget værd i kraft af den magt, de fører med sig - bl.a. magten til at prioritere produktionen i verden, så den i mindre grad kommer de dårligst stillede til gode og mere de velhavende og deres særinteresser.

Hans Aagaard, Lise Lotte Rahbek, Flemming Berger og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Hvis jeg skal være 'hudløst ærlig' og det skal man jo en gang i mellem, så finder jeg ikke ovenstående interview i dagbladet Information (hvor Danmarks bedste hoveder etc.....) med udlandsdanskeren Heidi Staun Saga fra New York mere relevant, interessant eller læseværdigt end et interview med brystbomben Linse Kessler fra Islands Brygge i ugebladet Se & Hor, som man kan læse gratis under tørrehjelmen hos sin damefrisør i udkants-danmark, når man trænger til en slapper fra beskæftigelsen med tidens mere dystre emner.

Nu jeg tænker over det, syn's jeg faktisk Linse K er både kønnere at se på og sødere, sjovere og klogere at høre på og om end Mrs. Saga fra New York, men sådan er vi jo så forskellige ;o)

Jørn Andersen, Flemming Berger og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Liliane Murray

@ Anne Eriksen,

Hvis man bor i en luksuslejlighed, har tyende til at gå tur med hundene, til at bade og made hundede, og betalte trænere til at fornøje og aktivere hundene når behovet er der.
Nogen til at holde rent i huset, så der ikke er hundehår i sofaen, osv.

Er det at være særligt god ved dyr, eller er det at skabe et image?

Tro mig jeg kender størrelser som hende, meget indgående fra min egen involvering med dyr, og især fra Brasilien, og 'kærligheden' til dyret kan somme tider ligge på et meget lille sted.

Skulle hun selv passe dyrene, så fik de meget snart en enkeltbillet et andet sted hen, ligesom hendes velgørenhedarbejde på et børnehjem i Afrika, kun holdt i 2 uger. Det mindede sikkert lidt for meget om et rigtigt arbejde.

Carsten Mortensen, Jørn Andersen, Benny Larsen, odd bjertnes, Steffen Gliese og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Søren Johannesen

Prøv at forestille jer hvor mange "almindelige" mennesker der skal til for at den ene procent kan opretholde deres "priviligerede" livsstil. Spørgsmålet melder sig, hvorfor er det, at "vi" stiltiende accepterer at give vores tid og energi til dette usunde projekt, for det hele kræver vores alles accept ... i en eller anden udstrækning. (Jeg er klar over, at de fleste i dette forum har trukket deres accept tilbage, men det efterlader stadig hovedparten af verdens befolkning)

En endnu sjovere øvelse er at forestille sig en verden hvor alle mennesker har alle de penge de har brug for? Det kræver en del vedholdenhed og mod at tænke alle tankerækkerne til ende ..... og kan være en ganske afslørende øvelse.

Det er nemt at føle sig overlegen, havd end årsagen måtte være, viden, penge, status ... det kan være noget sværere at betragte alle andre som ligeværdige med ret til et frit liv præcis som en selv

Daniel Joelsen

Der er INTET i denne familie, som ikke også kan genfindes i mange andre indtægtsklasser. Overvejelser, risiko, bekymring, realisering, vemod, empati eller mangel på samme - jeg selv hushjælp. Pengene giver dog en unik mulighed for at udleve ønsker. Jeg harmes heller ikke ved at læse artiklen, men syntes tværtimod at Heidi bruger tid og penge på at udføre ting, jeg selv kunne være stolt af.
Mindre økonomisk ulighed er jeg ikke modstander af, men det kan næppe bebrejdes familien.

Hans Aagaard, Anne Eriksen og Hans Jørn Storgaard Andersen anbefalede denne kommentar
Hans Jørn Storgaard Andersen

Penge er ikke alt :-)
Men de er gode at have.

Vi bor i et lille land med høje skatter og afgifter.
Vær glad for det. Så længe det varer ...

Det store land langt borte er anderledes omvendt, men tiltrækker vel de eventyrlystne?
Så mottoet bør vel være, Tab og vind med samme sind!

PS! Det med misundelse over andres penge, det er værre ...

"Pengene giver dog en unik mulighed for at udleve ønsker."

Ja, eller som de udtrykker det i The Expendables: "Being wealthy is very good. It allows people to be the real asswipes nature intended them to be."

Carsten Mortensen, Liliane Murray, Søren Johannesen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Ovenstående interview finder jeg ganske interessant, især fordi det jo viser helt klart, hvordan den ene procent ekstremt superrige tænker om dette og hint; sigende er især Heidi Sagas holdning til damen med hunden, hvor hun ikke har råd til at lade hunden røntgenfotografere. I stedet for at blive forarget! over, at det koster mere at røntgenfotografere hunden end det koster at lade hunden aflive, så gør hun lige præcist det som alle (ekstremt) superrige gør, siger, at 'hvis man ikke har råd til at have ansvar for en hund, så skal man lade være'. Uden at tænke over at der måske kan være en grund til, at man ikke kan hunden mere - enten på grund af (alt for høje) dyrlægeregninger eller på grund af at man ikke har råd til mad til hunden mm.

Vi kender det faktisk også lidt herhjemmefra, hvor især Liberal Alliance, med Joakim B. Olsen i spidsen, faktisk har sagt det samme om fattige mennesker, der både tillod sig at ryge og have hund.
De skulle skille sig af med hunden, skulle de - fordi de ikke penge nok til den, derfor burde de ikke have ansvar for en hund.

Mange af jer aner ikke, hvordan den ene procent lever, ser det ud til; en tilnærmelse til sandheden er den, at de lever ganske anderledes end os - lever i mentale luftslotte, højt hævet over os andre, præcis som adelen i 1700-tallet gjorde. Her, hvor der er OL i Brasilien lige om lidt, så faldt jeg over den her udsendelse, sent på DR 3 kl. 20.00 i mandags den 1.08.2016 om Sydamerikas slumprinsesser. Her er et citat fra foromtalen:

"Brasilien er det en tradition, at piger bliver fejret med en stor fest, når de fylder 15 år - et debutante ball. Velstillede brasilianske forældre spenderer gerne 900.000 kroner på sådan en fest."
kilde: https://www.dr.dk/tv/oversigt

Nu så jeg lidt af udsendelsen (cirka 5-10 minutter). Journalisten i udsendelsen talte med to piger, der boede i et luksuriøst mondænt overdådigt hjem; de havde en tjenestepige til at gøre rent, en tjenestepige til at lave mad, de havde 3-4 tv-stuer alene, en kæmpe dagligstue mm. Bare for at fortælle jer lidt om, hvor den ene rige procent lever. De lever simpelthen i et andet mentalt luftlag end vi såkaldt almindelige mennesker gør. De fatter simpelthen ikke, hvordan vi lever vores almindelige liv....i USA, i Tyskland, i Danmark, i Spanien, i Japan, i Rusland, Kina eller i visse lande i Afrika.

Carsten Mortensen, Liliane Murray, Jørn Andersen, Lise Lotte Rahbek og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Er det ikke lige meget, hvor meget den ene procent opfatter?
Fordi, de er rige, skal de så stå til regnskab for de 99% (medmindre de har stjålet pengene, men skatteskjul m.m. trives i høj grad alle steder, så sandelig også i vores lille smørhul)

Ideen med at alle (globalt) skulle have til dagen og vejen dur heller ikke - i hvert fald ikke med den grad af beherskelse af vores gener, vi besidder på nuværende tidspunkt.
Det er spildt energi - det man kan gøre - er at beherske sit eget liv i forhold til de normer, man finder rigtige i dagligdagen.
Hvis alle ville gøre det, så kunne det være at verden blev ændret!

Hans Aagaard og Hans Jørn Storgaard Andersen anbefalede denne kommentar
Flemming Berger

Så vidt jeg kan læse mig til,tager samtlige kommentatorer artiklen alvorligt jeg havde imidlertid svært ved at frigøre mig fra den tanke,at endelig havde Informations USA korrespondent produceret en artikel,der havde en humoristisk/satirisk indfaldsvinkel.
Kan jeg virkelig have taget helt fejl!?

Jakob Bonde, Ivan Breinholt Leth, Hans Jensen og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar

Alvorligt og alvorligt. Jeg havde et indlæg om den kendsgerning at 65 familier hersker over 50% af al jord, skov, minedrift, transport, fabrikker, og virksomheder, og at det er dette økonomiske diktatur, der er det interessante, og ikke en tilfældig bankier i USA. At jeg så netop ikke tog artiklen alvorligt gjorde at jeg fik slettet den kommentar.

Men som sagt: det er jo ikke disse personagers liv og livssyn der interessant, men deres udnyttelse at det tåbelige system vi kalder privatkapitalismen.

Karsten Aaen, Flemming Berger, Anne Eriksen og Liliane Murray anbefalede denne kommentar

»Jeg kan ikke bare stå af; jeg har oparbejdet en vis levestandard og pengene skal hele tiden flyde ind,«
Udsagnet er jo ikke væsensforskelligt fra hvad man kan høre fra arbejderorganisationers medlemmer, men jo Lusk, det kan du - i højere grad end overenskomstansatte endda, men ikke så længe du ikke gør det. Du fortsætter med at spille bankier-tips for millioner og er naturligvis så nødt til at skrabe penge ind til nye lodder.
Afvænning lykkes når motivationen er stærk nok. Kan du ikke på nuværende tidspunkt leve resten af dit liv af 60 år i din branche, så er du IKKE nogen succes, men et banalt skaffedyr, ligegyldigt hvad konen synes hun har hørt bankrådgiveren hælde dig i ørerne. Men det er et vanskeligt miljø at blive motiveret i, og hende der hjælper ikke.

Morten Hansen
Liliane Murray

@ Bill Atkins,

Ditto

Steffen Gliese

Folk håber naivt og sentimentalt fast i en idé om samfund, der lader mennesker hæve sig op i hierarkier, hvis de opfører sig, som de, der er øverst i hierarkiet, ønsker. Det er ikke nødvendigt længere at fordele verdens goder ud fra den slags patriarkalske forestillinger om "far først."
På den ene side er verdens forbrug for stort, på den anden side er der et reelt fordelingsproblem - også i prioriteringen af det, der produceres, som i høj grad er for de mest velhavende på bekostning af masserne på en lang række markedslogiske måder, f.eks. prisdannelsen.

Liliane Murray

Jeg kan se at 'misundelseskortet' er blevet smidt på bordet. Jeg indrømmer det blankt, jeg er misundelig, dødsens misundelig. Jeg er misundelig på vegne af jordens fattige, der går sultne i seng hver aften, jeg er misundelig på vegne af den enlige mor der må arbejde i 2 job, for at holde margarinen på brødet, jeg er misundelig på vegne, af det unge menneske der grundet profitoptimering ikke længere er i stand til at finde fodfæste på arbejdsmarkedet og i livet, jeg er misundelig på vegne af ensomme fru Hansen der måtte lade hunden aflive fordi hun ikke længere kunne finde de fornødne resurcer til at betale hundens mad med, jeg kunne blive ved. Skammer i jer ikke over at bruge et så beskidt trick, som at trække 'misundelseskortet'?

Grethe Preisler, Sven Elming, Bill Atkins, Anne Schøtt og Morten Balling anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Lykken er ikke gods eller guld, og misundelse en grim ting, Liliane Murray. Især når man lever af andre folks penge.

Eliten alias 'andre folk' der tjener så fedt på ikke at tage sig noget nyttigt til, at de må emigrere til mildere himmelstrøg og deponere deres surt sammensparede gevinster i pyramidespillet i pengetanke i skattely for at kunne bruge en smule af dem på privat godgørenhed mod hjemløse hunde og andre levende væsener, ingen uden de bekymrer sig om, har mange sorger, som vi fattigrøve, der lever af 'andre folks penge', er forskånet for.

Liliane Murray

@ Grethe Preisler,

Hvem er det lige du mener, der lever af andre folks penge? Jeg ved ikke af at der er andre der skal have penge op af lommen, for at betale for overførselsindkomster, men kender godt denne vildfarelse.

Grethe Preisler

@Liliane Murray,

Det er f.eks. folk som de socialdemokrater, SF'ere og Radikale, der nåede at få røven og tegnebogen med sig ud af festlokalet, før ballet i den borgerlige var slut, og dørene blev smækket i for flere aspiranter til medlemsskab af iværksætter-lauget (også kaldet prækariatet).

Liliane Murray

Tak for det Grethe, jeg er vist lidt træt i dag, for jeg kunne ikke helt finde ud af hvad du mente.