Læsetid: 7 min.

Hvordan skal man lære sine børn at spare op, når de taber penge på det?

Politikerne har overladt den økonomiske politik til centralbankcheferne, hvilket har gjort de ellers anonyme embedsmænd til nogle af de mest magtfulde mennesker på kloden. Men deres beslutninger ændrer ikke kun økonomien. De ændrer, hvordan vi ser på penge
Politikerne har overladt den økonomiske politik til centralbankcheferne, hvilket har gjort de ellers anonyme embedsmænd til nogle af de mest magtfulde mennesker på kloden. Men deres beslutninger ændrer ikke kun økonomien. De ændrer, hvordan vi ser på penge

Line Høstrup/iBureauet

23. august 2016

Homo Economicus har haft et hårdt årti. Tilliden er faldet til dette sagnomspundte væsen, som man har baseret økonomisk teori på ud fra ideen om, at alle borgere er lige så kloge (og rationelle) som de klogeste økonomer.

I stedet har mere menneskelige træk som psykologi vundet indpas.

Det er ikke, fordi psykologi ikke har indgået i tidligere tiders økonomisk tænkning, det er bare et spørgsmål om, hvordan man har karakteriseret den tænkning.

Hvis man ser borgere som rationelle nyttemaksimerende individer, burde der være flere, der lånte som gale lige nu. Renterne har sjældent været lavere.

Men hvis man ser mindre teknisk på økonomi, og en smule mere organisk, så er det måske mere forståeligt, at folk ikke står i kø ved hæveautomaten:

»Man skal se finanskrisen som en gældskrise,« siger Teis Knuthsen, investeringsdirektør i Saxo Privatbank.

Læs også: Når penge ikke er nok

»En boligboble, der eksploderede og ramte to sektorer meget hårdt: Husholdninger og banker. Den ene satte sig for hårdt, og den anden finansierede det. Når de to sektorer har tabt så ekstremt mange penge, så er der et stort behov for at spare op og få nedbragt sin gæld. I sådan en situation er folk ikke interesserede i at låne, uanset hvor billigt det er. Vi efterspørger ikke de penge.«

Det er set fra borgerens synspunkt. Og bankerne er blevet pålagt mere konkrete begrænsninger. Øgede kapitalkrav betyder, at bankerne skal have flere penge på kistebunden.

Deri mener Knuthsen, at en del af forklaringen på, at centralbankernes ekspansive pengepolitik fremstår lidt impotent. Når pengepolitikken i bedste fald er slatten, kunne man rykke på det andet ben i den økonomiske politik: Finanspolitikken.

Line Høstrup/iBureauet

Politisk ansvar

Ansvarlig økonomisk politik er kontra-cyklisk: Det vil sige, at en regering sparer penge op, når det går godt; og bruger dem, når det går skidt.

Det overholdt man ikke i årene op til finanskrisen. Så i krisens efterdønninger har politikerne hverken haft vilje eller penge til ekspansiv finanspolitik. I USA gjorde man det i de første år efter finanskrisen, blandt andet ved at redde bankerne og lade understøttelserne stige i takt med at flere blev arbejdsløse.

Men derefter nåede underskuddet næsten 10 procent af BNP, og den amerikanske regering gik i gang med at skære. I forhold til den magre økonomiske vækst, USA oplever i dag, mener Knuthsen, at en del af skylden ligger i den stramme finanspolitik i de efterfølgende år.

»Mange undervurderer regeringens restriktive forbrug i årene omring 2013-2014, når man har kigget på, hvorfor væksten har været så lav i USA.«

Muligheden for ekspansiv finanspolitik blev lammet af en dysfunktionel amerikansk kongres. Republikanerne nægtede at hæve gældsloftet, og fordi den amerikanske regering kører med konstant underskud på budgetterne, var det i flere tilfælde ved at sætte regeringens institutioner i benlås.

Det skete rent faktisk i 2013, da blandt andet nationalparkerne lukkede, fordi de ikke længere fik overført penge fra Washington: Regeringen var reelt lukket ned.

Uden politisk flertal bag sig i Kongressen har præsident Obama været ude af stand til at føre lempelig finanspolitik for at løbe den amerikanske økonomi i gang.

I EU har vi en parallel til det amerikanske gældsloft, nemlig konvergenskravene. Konvergenskravene byder, at nationale regeringers gæld i forhold til BNP ikke overstiger 60 procent, og den offentlige saldo højest må have tre procent underskud. Det er der meget få af EU-landenes regeringer, der overholder.

EU’s konvergenskrav blev indført sammen med euroen som en måde at kontrollere de nationale regeringer, efter den fælles valuta var blevet indført.

Derfor er det vigtigt at få nævnt, at eurosamarbejdet alene har skabt en monetær union. Altså en ren pengepolitisk union, uden mulighed for at kontrollere finanspolitikken: Derfor opsatte man konvergenskravene, siger Bo Sandemann Rasmussen, professor i økonomi ved Aarhus Universitet.

»Da man lavede den nuværende opsætning, havde man en – velbegrundet – frygt for, at visse lande ville opbygge for stor gæld,« siger Bo Sandemann Rasmussen.

Da Grækenland kom under samme valuta som Tyskland, fik grækerne mulighed for at låne penge til næsten samme billige rente som tyskerne.

Men uden den tyske hang til kontrol med statsfinanserne. Det førte til et stort nationalt overforbrug og deraf følgende gældsætning, og hvad man senere har døbt den sydeuropæiske gældskrise.

Værst er det gået i Grækenland. Her har manglen på kapital kastet skiftende regeringer i armene på blandt andet Den Europæiske Centralbank, EU-Kommissionen og Den Internationale Valutafond, IMF, kaldet Trojkaen, der kun ville låne grækerne penge, hvis de gennemførte en hård sparepolitik.

Sparepolitikken har igen gjort det umuligt for den græske regering at bruge offentlige penge i en krisetid og derigennem løbe økonomien i gang.

I dag har selv IMF erkendt, at de omfattende besparelser nok har sat den græske økonomi endnu længere tilbage.

Men frygten var, at hvis man gav Grækenland frit spil, ville Portugal, Irland, Italien og Spanien kræve det samme. Så de lande har aldrig haft mulighed for at bruge statslige kroner på at få økonomien i sving igen via regeringsforbrug.

I Nordeuropa har det til en vis grad været muligt i visse perioder at føre ekspansiv finanspolitik, men det er ikke sket, og ved flere lejligheder har politikerne henvist til netop konvergenskravene for at retfærdiggøre besparelser.

I stedet har politikerne overladt den økonomiske politik til centralbankcheferne, hvilket har gjort dem til nogle af de mest magtfulde mennesker på kloden.

Line Høstrup/iBureauet

De magtfulde CB-chefer

Centralbankchefer som EU’s Mario Draghi, Janet Yellen i USA, Haruhiko Kuroda i Japan og Mark Carney i Storbritannien har tidligere repræsenteret kedelige institutioner, der havde til opgave at pille ved renten i ny og næ, men så ellers holde sig i baggrunden. Som The New Yorker skrev i sit portræt af Janet Yellen fra 2013:

»En centralbankchef har historisk været som en dommer: Hun har gjort det godt, hvis man ikke har lagt mærke til hende.«

Det er blandt andet derfor, at det nuværende økonomiske klima kaldes for det største eksperiment i nyere økonomisk tid, siger Henrik Jensen, økonomiprofessor ved Københavns Universitet.

»For centralbankcheferne er det en meget unormal situation. Det man laver, er i dag meget tæt på grænsen til finanspolitik – man trykker penge og opkøber værdipapirer hos private,« siger Henrik Jensen.

En beregning i Financial Times viste, at de 50 største centralbanker i verden har nedsat renten 672 gange siden 2008. Det har blandt andet ført til, at tre ud af fire statsobligationer i dag giver en rente på under 1 procent.

»I den nye litteratur kaldes det for ukonventionel pengepolitik. For det er det jo,« siger Henrik Jensen.

»Det stod ikke i centralbankchefernes jobbeskrivelse, at de skulle udføre eksperimenter af den her størrelse. De havde nok en idé om, hvad de gik ind til, men de er i dag endt i et minefelt af usikkerhed,« siger Henrik Jensen. Det åbenlyse spørgsmål her mange spalter inde i denne artikelserie er naturligvis, hvad i al verden prisen for det her eksperiment har været.

Den amerikanske, britiske og EU’s centralbank har brugt omkring fem billioner dollar, altså fem millioner millioner dollar (33 billioner kr.), hvilket er et grotesk stort tal uden nogen meningsfuld reference, hvilket igen giver mening på sin egen vis.

For de penge, centralbankerne har brugt, har de selv skabt. De er ikke taget noget sted fra, og ingen har umiddelbart mistet noget.

»Det gode ved at være centralbank er, at man selv bestemmer, hvor mange penge man trykker,« siger Henrik Jensen.

»Som det er lige nu, så tjener staten faktisk penge på pengepolitikken, fordi de får billigere lån; lavere rente på statsobligationerne. Overskuddet i centralbanken bliver sendt videre til finansministerierne – og det beløb er steget markant over de sidste fem år. Der er, hvad man med et fint gammel ord kalder for møntningsgevinsten.«

På kort sigt kan eksperimentet derfor virke ganske harmløst. Summerne er så store, at de ikke er til at forstå, og de mest tydelige tegn på pengepolitikkens effekt har været stigende aktiekurser og faldende renter (læs også seriens artikel nr. to, »Hvor Super er Mario Draghi?« den 16. august). Det er sværere at svare på, hvad eksperimentet kommer til at koste på lang sigt.

Line Høstrup/iBureauet

Fremtiden

»Man skal være opmærksom på, at renten er prisen på penge, og derfor er det en diskonteringsnøgle af fremtiden,« siger Teis Knuthsen.

Begrebet diskontering dækker over, at man bruger penge i dag, som man regner med at tjene på et senere tidspunkt. Renten er ’en diskonteringsnøgle af fremtiden’, fordi du låner penge i dag med en tro på, at du kan tilbagebetale dem i fremtiden.

»Hvis renten bliver negativ, så sender man et tydeligt signal om, at nutiden er alt, og fremtiden er intet. Det er meget svært at lære sine børn at spare op, når de bliver straffet for at gøre det. Konsekvenserne af det tror jeg ikke, vi har forstået omfanget af,« siger Teis Knuthsen.

Mængden af penge, der er blevet skabt i forbindelse med pengepolitikken, burde i teorien have en konsekvens i fremtiden. Økonomisk teori siger, at det burde skabe inflation. Spørgsmålet er, hvornår, hvor meget og hvor kontrollerbar.

»Over de seneste år har man ført en dogmatisk, snarere end pragmatisk politik, hvor den politiske ansvarlighed er aftaget noget til fordel for kortsigtede løsninger. Man har ikke fastholdt et langsigtet ansvar,« siger Knuthsen.

Dårligdommene og fordelene ved det økonomiske eksperiment afhænger af, hvem man spørger. Det er ikke muligt at vurdere, fordi man inden for økonomi ikke kan gennemføre kontrollerede forsøg på den økonomiske politik.

Vi kan blot blive bedre til at forstå, hvorfor vi er endt, hvor vi er. Først om 10-20 år kan man fælde dom over centralbankernes storhedstid.

Måske vil man fryde sig over, at dristige centralbankchefer tog det på sig at genoprette en kriseramt økonomi, når nu politikerne ikke kunne. Eller måske man vil fnyse af, at hyperinflation har skabt ny ustabilitet.

Rettelse: I artiklen ovenfor skriver vi at de fem billioner dollar, som den amerikanske, britiske og EU’s centralbank har brug på kvantitative lempelsesprogrammer svarer til 5.000 millioner. Det korrekte tal er dog 5.000 milliarder dollar. Vi beklager fejlen.
 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Poul Schou
Kurt Nielsen og Poul Schou anbefalede denne artikel

Kommentarer

Aksel Gasbjerg

Seddelpressen kører i rekordtempo. Gældstiftelse belønnes. Opsparing straffes.

Det er den nuværende opskrift på at redde kapitalismen.
Det ligner mere opskriften på et mareridt.

Morten Jespersen, Anne Eriksen, Torben Skov og Hanne Ribens anbefalede denne kommentar
Peder J. Pedersen

Hvem er bedst til at styre pengeudstedelsen; centralbankerne eller politikerne?

Det er, så vidt jeg kan forstå, politikernes mistillid til hinanden, der holder liv i myten om, at staternes centralbanker arbejder uafhængigt af det politiske system. Frygten er, at nogle politikere kan falde for fristelsen til at uddele uansvarligt store gaver til vennerne for at blive genvalgt, hvis de har adgang til seddelpressens ubegrænsede pengemængder. De borgerlige frygtede, at arbejderklassen ville blive forgyldt når venstrefløjen var ved magten og omvendt, så nøglen til pengekassen blev overdraget til en ”neutral” institution: Centralbanken. Den fik besked om at føre en penge- og rentepolitik, der kunne skabe en stabil økonomi med en jævn vækst og moderat inflation.

Neoliberalisterne fandt dog alligevel på en snedig måde, hvorpå statsmagten kunne bruges til at forgylde vennerne: Deregulering af finanssektoren. Det gik til at begynde med så godt, at store dele af centrum-venstre blev lokket med på ideen om, at ”Markedet” var selvregulerende. Det gik galt i 2007-8, hvor politikerne blev tvunget til at redde bankverdenen fra en total nedsmeltning. Krisen satte næsten økonomien i stå, men især i Europa havde man glemt, hvordan man kommer ud af en økonomisk krise. Her forsøgte man mod al sund fornuft at spare sig ud af problemerne med katastrofale følger for beskæftigelsen i mange lande.

Det går kun langsomt med at få politikerne til at indse, at der skal spenderes og investeres i realøkonomien, hvis alle borgere skal have en mulighed for en rimelig indkomst og et godt liv. Politikerne kunne give centralbankerne en ny instruks, der gik ud på, at målet for deres penge- og rentepolitik også skal være fuld beskæftigelse, og så lade dem udstede nye penge til at finansiere en progressiv arbejdsmarkeds-, uddannelses- og investeringspolitik. Det ville være en anvendelse af Quantitative Easing til gavn for hele samfundet og ikke kun den økonomiske elite.

Markedet og finansverdenen magter ikke at skabe og vedligeholde en stabil økonomi uden regulering fra det politiske system. Vælgerne må oplyses om, hvordan økonomien i virkeligheden fungerer, så de kan vælge nogle politikere, der kan se andre veje ud af økonomiske kriser end den såkaldt ”nødvendige” sparepolitik.

Ivan Breinholt Leth

"Man skal se finanskrisen som en gældskrise." Ja, hvis man ikke ønsker at forstå krisens væsen, så skal man blot undlade at spørge, hvorfor mennesker som ingen mulighed havde for at tilbagebetale gæld optog lån, og hvorfor regeringer og banker lod dem gøre det.

Ivan Breinholt Leth

"Centralbankchefer som EU’s Mario Draghi...." ECB er ikke nogen egentlig centralbank, eftersom den ikke fungerer som 'lender of last resort'. Det ville stride mod Maastricht Traktaten. Det er jo grunden til ubalancen i euro unionen.

Ivan Breinholt Leth

"Det gode ved at være centralbank er, at man selv bestemmer, hvor mange penge man trykker." Jamen, det gælder altså hverken Danmark eller eurolandende. Den græske centralbank kan jo ikke lave euros for at nedbringe sin gæld. Danmark har stort set givet afkald på at føre en selvstændig pengepolitik, fordi vi har bundet kronen til euroen. Det er pga. denne binding og pga. konvergenskravene (finanspagten), at vi skal høre på Klaus Hjort Frederiksens forslidte melodi om nødvendigheden af at spare. Med den lave inflation som DK pt. har, kunne vi finansiere en del af statens udgifter, hvis vi førte en selvstændig pengepolitik og lod nationalbanken opkøbe statsobligationer. Den danske befolkning køber tilsyneladende fuldstændig ukritisk regeringens falske klagesang om den alt for store offentlige sektor. Men sparepolitikken er en selvvalgt plage.

Jørn Andersen, Peder J. Pedersen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Den japanske centralbankchef, Haruhiko Kuroda, overvejer at sætte penge ind på borgernes private konti. Det er en gave. De skal ikke betales tilbage. Formålet er selvfølgelig at få folk til at bruge nogle penge, så man kan få gang i en smule inflation og derefter vækst. Centralbanken ved naturligvis ikke, hvad folk vil købe for pengene, men det bliver nok det næste, - en algoritme, der finder frem til, hvad folk har brug for, og så sender banken det ud med et bud. Eventuelt med fuld montering.
http://www.euroinvestor.dk/nyheder/2016/07/21/japan-jyske-centralbankche...

Søren Johannesen og Peder J. Pedersen anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

"Måske vil man fryde sig over, at dristige centralbankchefer tog det på sig at genoprette en kriseramt økonomi, når nu politikerne ikke kunne." Hvilken genopretning? Formanden for New Economic Thinking, Adair Turner, skønner at kun 15% af verdens kapital investeres i innovation og produktion. Resten cirkulerer i et lukket kredsløb, hvor penge skaber penge for den allerrigeste ene procent, mens uligheden stiger faretruende. Verdens største virksomheder (og et stigende antal mindre virksomheder) bliver mere og mere 'financialiserede' - dvs. de fungerer mere som banker og spekulanter end som fornyere og producenter. Eksempelvis har Apple fornylig entreret med Goldman Sachs og lånt $17 mia, selvom Apple har en skønnet opsparing på $200 mia og en månedlig profit på omkring $3 mia. Apple skønnes at være verdens mest profitable virksomhed. Hvorfor låne penge? Pengene skal anvendes til såkaldte share buybacks. Dvs. virksomheden opkøber sine egne aktier for at pumpe aktiekursen højere op, så man kan udbetale hurtige og store dividender til aktieejerne. Grunden til at Apple ikke anvender sine egne opsparede midler på share buybacks er, at disse midler befinder sig i øversøiske skattely, og de vil blive beskattet, hvis de føres tilbage til USA for at købe aktier. Og med den lave rente er det næsten omkostningsfrit at låne penge til at manipulere virksomhedens aktiekurs.
Apple er langt fra den eneste virksomhed, som har forvandlet sig til et spekulationsforetagende, som investerer mindre og mindre i innovation og produktion. Det er reglen snarere end undtagelsen, at virksomheder spekulerer i egne aktier o.a. Da den amerikanske regering nationaliserede GM, fandt man at 70% af den tilbageblevne kapital var anbragt i derivater.
Share buybacks er den væsentligste årsag til at produktiviteten i virksomhederne falder, samtidig med at profitterne og BNP stiger. I USA kan man simpelthen konstatere, at ligeså snart en virksomhed har entreret med en Wall St. finansbank, begynder virksomheden at spekulere i stedet for at producere. Det kan ingen nok så genial centralbankchef ændre på. Der skal genindføres reguleringer af finansektoren og forbud mod visse transaktioner fra politisk hold, før at vi kan begynde at tale om 'genopretning'. (Share buybacks var ulovligt i USA før 1982.)

Søren Johannesen, Thomas Petersen og Peder J. Pedersen anbefalede denne kommentar
Thomas Petersen

ECB er ude af kontrol:
"The ECB’s new role as “debt-buyer of first resort” raises a whole litany of concerns. Perhaps worst of all, it grants the ECB an almost god-like grip over Europe’s financial markets: According to The Journal, Citigroup figured “that bonds eligible for ECB purchases have already outperformed ineligible bonds by roughly 30% since the bond-buying program was announced in March.”

It’s Financial Darwinism writ on a heretofore unimaginable scale. Thanks to ECB intervention, Europe’s biggest companies with the strongest finances — including some that are majority state-owned such as French energy giant EDF — are gaining access to funds (many of them public) quicker, more easily, and at cheaper rates than anyone else in the market. From now on, they may even get the money in secret."

http://wolfstreet.com/2016/08/22/ecb-secretly-hands-cash-to-corporations...

Steffen Gliese

Michael Kongstad Nielsen, det synes jeg bestemt også, den danske nationalbankdirektør skulle gøre. Sådan små 20.000 ville da ikke være af vejen.

Steffen Gliese

Tak, Thomas Petersen, på den ene side kan det jo virke, som om EDB tror, at de kan trække sig selv op ved hårene; på den anden side er det jo nøjagtigt, hvad der er forskellen på private aktører, som forsøgte og bragte os tæt på totalt kollaps, og så offentlige, der ikke er markedsafhængige, men måske her tværtimod har fundet en snedig måde til at tilbageerobre den magt, der blev afgivet ved den helt igennem ubetænksomme og naive liberalisering.

@Ivan Breinholt Leth, der er nogle rene vrøvleudsagn i dit indlæg!

"virksomheden opkøber sine egne aktier for at pumpe aktiekursen højere op, så man kan udbetale hurtige og store dividender til aktieejerne" Vrøvl! Når man køber aktier op reduceres virksomhedens likviditet - dvs der er FÆRRE penge at udlodde.

"Share buybacks er den væsentligste årsag til at produktiviteten i virksomhederne falder, samtidig med at profitterne og BNP stiger". Share buybacks har ingen indflydelse på produktiviteten. Når man laver share buyback er profitten uændret - den stiger ikke, for virksomheden tjener det samme. BNP (værdien af den samlede produktion i landet) påvirkes heller ikke af share buybacks.

Desuden ville fx Apple godt kunne lade sine udenlandske datterselskaber (uanset op de er placeret i skattely eller ej) købe Apple-aktier, uden at midlerne blev beskattet i USA forinden. Den amerikanske delstat Delaware betragtes i øvrigt også som et skattely.

Det er fsv fint nok, hvis du ikke kan lide share buybacks (eller centralbankchefer), men find nogle valide argumenter imod dem (de findes i begge tilfælde!) i stedet for at henfalde til vrøvlerim!