Interview
Læsetid: 6 min.

Irak har brug for nye magthavere

Med udsigten til en endelig generobring af Mosul – Islamisk Stats sidste bastion i Irak – efterspørger irakerne en ny social kontrakt. Irak har brug for nye, uselviske politikere, siger landets tidligere ambassadør i Washington til Information. Spørgsmålet er, om Irak har de ledere, der skal til for at samle nationen, eller om der er brug for at hente hjælp udefra
I midten af juli samledes en folkemængde på Tahrirpladsen i Bagdad og viftede med det irakiske flag, mens de demonstrerede for reformer og mod korruption i regeringen. Ifølge en af Iraks mest anerkendte analytikere er der bred utilfredshed med regeringen blandt irakerne.

I midten af juli samledes en folkemængde på Tahrirpladsen i Bagdad og viftede med det irakiske flag, mens de demonstrerede for reformer og mod korruption i regeringen. Ifølge en af Iraks mest anerkendte analytikere er der bred utilfredshed med regeringen blandt irakerne.

Hadi Mizban

Udland
29. august 2016

Iraks tidligere ambassadør i Washington, Lukman Faily, er ikke typen, der lægger fingrene imellem. Irakerne har brug for mænd som Bismarck, Franklin og Ghandi, siger han. Typer, som kan opbygge et nyt irakisk samfund fra bunden, når krigen er ovre.

»Vi har brug for uselviske mænd og kvinder, som kan se udover deres egen næsetip. Vi har brug for visionære mænd, som tænker mindre på sig selv og mere på nationen og de kommende generationer,« siger den tidligere ambassadør.

Med udsigten til en snarlig generobring af Islamisk Stats sidste bastion i Irak, Mosul, efterspørger irakerne en ny orden. Mange irakere mener, at den nuværende har fejlet totalt.

Lukman Faily, en kurdisk shiamuslim, som indtil forrige måned var Iraks ambassadør i USA, er en af dem, som udtrykker skuffelse.

I mere 20 år op til den amerikanskledede invasion i 2003 boede Faily i Storbritannien, hvor han varetog flere forskellige lederstillinger i internationale it-virksomheder, herunder Hewlett-Packard.

Foto: Karim Kadim/AP Photo
Efter invasionen flyttede Faily tilbage til Irak for at genopbygge hjemlandet. Hans første opgave som embedsmand var at skabe bedre arbejdsvilkår for Iraks ikkestatslige organisationer. Senere i 2010 blev han udnævnt som Iraks ambassadør i Japan, indtil han blev forflyttet til Washington i 2013.

Men i juli i år valgte Faily at trække sig som ambassadør. Genopbygningen af det nye Irak har slet ikke levet op til forventningerne. De nuværende politiske eliter har splittet landet, siger han over telefonen fra Washington, D.C.

»Splittelse er blevet rodfæstet i vores dna. Man skal være kurder, sunni eller shia for at sidde på den ene eller den anden position i staten. Dette fører automatisk til, at de politiske grupperinger kun kæmper for deres egne interesser i stedet for at kæmpe for nationen som helhed. Det er uholdbart. Det er den forkerte måde at opbygge en stat på,« siger Faily.

Brug for ny social kontrakt

Da amerikanerne invaderede Irak i 2003, var det ikke blot den irakiske stat, som blev opløst, siger den tidligere ambassadør.

Hele det irakiske samfunds grundlæggende forståelse af tilværelsen blev væltet omkuld. De regel- og normsæt, som irakerne tidligere indordnede sig efter, blev omstyrtet i det øjeblik, Saddam Husseins statue blev væltet i det centrale Bagdad.

»Under Saddam Husseins regime var tilværelsen nem at forholde sig til. Han var landets øverste autoritet, landsfaderen, der bestemte det hele, og alle irakere skulle bare adlyde ham. Sådan var det bare under Saddams politistat, ingen stillede spørgsmål. Efter invasionen i 2003 havde irakerne brug for at definere en ny social kontrakt mellem staten og borgerne. Problemet er, at vi endnu ikke har ikke defineret den,« siger Faily.

Siden fjernelsen af Saddam Hussein fra magten har Irak befundet sig i en form for autoritetskrise.

Den tidligere diktator havde enevældigt formet landets identitet gennem en hel generation. En realitet, som irakerne var blevet vant til.

Foto: Hadi Mizban/ AP Photo

Men pludselig blev Saddam Hussein trukket op af et hul i jorden, gennemtjekket for lus for åben skærm og erstattet med korrupte politikere, som hver især havde sin egen opfattelse af Iraks identitet.

»Regimeskiftet havde en voldsom psykologisk effekt på hele det irakiske samfund. Man kan sige, at irakerne mistede orienteringssansen efter 2003. Et forhold, som ikke har ændret sig lige siden. I dag forstår hverken autoriteterne eller borgerne deres rolle i det nuværende Irak. Vi har brug for en ny samfundspagt,« kommer det fra den tidligere ambassadør.

En ny ’samfundspagt’ bliver tiltrængt, når den militære indsats mod Islamisk Stat er ovre. En af de grundlæggende årsager til ustabiliteten i Irak er striden mellem landets sunnitter, shiamuslimer og kurdere om statens strukturer og landets identitet.

Hvis ikke irakerne formår at finde nye grundpiller, som samfundet kan hvile på, kan den nuværende militære indsats mod Islamisk Stat vise sig at være ligegyldig i sidste ende. Konflikterne vil fortsætte, og i værste fald kan det betyde enden på Irak.

»Vi er nået til et punkt, hvor vi er hinsides politik. Vi bør ikke længere tale om, hvorvidt man er sunni, shia, kurder eller noget fjerde. Det handler om Iraks eksistens. Irakerne er nødt til at genforhandle den måde, hvorpå samfundet skal organiseres,« siger Faily.

Samlende figurer savnes

Om Irak kan finde de mænd og kvinder, der skal til for at genopbygge en ny orden, når krigen er ovre, er langt fra sikkert. Lukman Faily har ikke lyst til at kommentere på spørgsmålet.

Men ifølge Ibrahim al-Mousawi, en tidligere irakisk embedsmand, som Information har talt med, ser det nuværende politiske landskab i Irak noget grumset ud; sunnimuslimerne kan ikke enes om, hvem der skal repræsentere dem, kurderne drømmer om løsrivelse, og shiamuslimerne er splittet i flere uforsonlige lejre.

»Når jeg kigger på det politiske landskab i Irak, er det svært at pege på, hvem der skal føre landet videre efter krigen. Vi har ingen visionære ledere, som kan tænke langsigtet. Alle forfølger deres egne snævre interesser,« siger al-Mousawi.

Ibrahim al-Mousawi bor i dag i hovedstaden Bagdad, men han er oprindeligt fra den hellige shiamuslimske by Karbala. Da han var yngre læste han på de religiøse seminarer. I dag er han stadig i daglig kontakt med nogle af den hellige bys præster. Ibrahim al-Mousawi påpeger, at selv Iraks ellers respekterede præsteskab står svækket i dag.

»Historisk set har Iraks religiøse institutioner ofte dækket ind, når staten og magthaverne har svigtet. Det shiamuslimske præsteskab har flere gange spillet en konstruktiv rolle, når situationen har været kritisk. Men selv storayatollah Ali al-Sistani har mistet lidt af sin hellige aura på det seneste. Mange mener, at han blander sig for meget i politik,« siger al-Mousawi.

Præsteskabets prominente rolle i Irak er ikke til at overse. I 2003 opfordrede præsteskabet irakerne til at gå ind i politik i stedet for at bekæmpe den amerikanskledede besættelse. Ayatollaherne ville undgå blodsudgydelser. Under den sekteriske borgerkrig i 00’erne faciliterede præsteskabet flere våbenhviler mellem stridende parter.

I 2014 erklærede storayatollah Ali al-Sistani, at det var en pligt for irakerne at bekæmpe Islamisk Stat. En erklæring, som mobiliserede hundredetusinder af mænd og reddede Irak fra kollaps. Og hen over 2015 har præsteskabet været konsistent i sin kritik af magthavernes korrupte praksisser.

»Men i dag er der mange irakiske debattører og politikere, som mener, at præsteskabet bør holde sig fra politik og i stedet fokusere på religiøse anliggender,« siger al-Mousawi.

Argumentet er, at præsteskabets rolle i politik komplicerer det politiske arbejde. Præsteskabets erklæringer og udtalelser (mis)bruges af forskellige politiske fraktioner til at underminere rivaler, og det er urimeligt, mener præsteskabets kritikere.

»Ayatollahernes styrke i Irak har altid hvilet på, at de fremstod som neutrale aktører under politiske kriser. Hvis ayatollaherne involverer sig i dagligdags politik, som de jo har gjort i den seneste tid, mister folket respekt for dem. De seneste kriser i Irak har ødelagt ayatollahernes omdømme. Præsteskabet har ikke helt den samme gennemslagskraft som tidligere,« mener al-Mousawi.

Udenlandsk hjælp er tiltrængt

Mange irakiske debattører og analytikere peger på, at den udenlandske indblanding er en af de største årsager til, at irakerne har svært ved at enes. Lande som Tyrkiet, Iran og USA kæmper alle sammen om mere indflydelse ved at støtte forskellige politiske fraktioner i Irak. Denne kamp forhindrer konsensus blandt irakerne.

»De eksterne aktører er delvis skyld i Iraks politiske fragmentering. De er med til at bevare Irak splittet politisk, socialt og økonomisk. Eksterne magters politiske, økonomiske og sikkerhedspolitiske uenigheder har en afsmittende effekt på Irak internt,« siger Samir Obaid, en af Iraks mest anerkendte analytikere.

De storpolitiske aktører i regionen er nødt til at spille en mere konstruktiv rolle, når krigen er ovre, mener analytikeren. Kun via et bredt regionalt og internationalt samarbejde kan Irak stabiliseres. Og det første skridt bør være at tvinge Iraks magthavere til at danne en overgangsregering.

»Blandt irakere er der et udbredt ønske om at afvikle det nuværende regime, indtil en ny demokratisk valgt forsamling kan tiltræde og overtage regeringsmagten. Det mener jeg faktisk også er en ideel løsning situationen taget i betragtning,« siger Obaid.

Overgangsregeringens vigtigste opgave bør først og fremmest være at omformulere de vage og selvmodsigende punkter i den irakiske forfatning.

Det gælder især de punkter, som berører føderalismen, forholdet mellem føderal- og centralregering, Iraks identitet, og ressource- og magtfordeling.

»Iraks forfatning er fyldt med lureminer og fælder, som gør systemet dysfunktionelt. USA, Iran, Tyrkiet og resten af det internationale samfund bør derfor opfordre eller endda tvinge Iraks magthavere til at adressere forfatningsspørgsmålet ved hjælp af en midlertidig overgangsregering. Løsningen på Iraks kroniske kriser og konflikter ligger ikke i Bagdad, men i Washington, Teheran og Ankara. I Bagdad vil magthaverne til enhver tid prøve at flygte fra regningen,« siger Obaid.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Og husk det meget væsentlige at beskytte og fremme vestens økonomiske interesser.

Saddam Hussein var givetvis en grum diktator, der ikke var USA's kop te. Men siden USA greb ind og indrettede Irak efter egne ønsker og indsatte egne ledere er situationen i landet da kun blevet værre.
Ville vi have haft problemerne med IS uden USA og den villige koalitions handlinger?

Jakob Trägårdh

Jeg vil gerne anbefale at man bruger en times tid på at høre Lukman Faily uddybe sit syn på USAs og Iraks relation (her: https://www.c-span.org/video/?410432-1/iraqi-ambassador-lukman-faily-del...). Om man så er helt i enig med ham (?), så giver han i hvert fald et virkeligt godt indtryk—han virker som en meget dygtig, fokuseret top-diplomat, en besindig, klog og visionær mand, som man klart øjner en stor fremtidig karriere for og som indgyder én et håb for Iraks fremtid. Tak til Information for at henlede min opmærksomhed hen på Lukman Faily.

Jakob Trägårdh

Jeg kan ikke finde ‘noget‘ på, hvad han konkret tager sig til nu? Her er et clou: "Although I decided to leave the Iraqi Foreign Service, however I will keep trying, in my small way, to be another small bridge linking both countries and cultures. We need the US support and expertize but we also need to stay on the track on developing a strategic and long-term sustainable beneficial relationship between the two countries." (http://www.iraq-businessnews.com/.../iraqs-ambassador-to.../). Jeg gætter på, at han er ved at blive kørt i stilling til en eller anden større post i Irak—måske noget med efterspillet til det forestående opgør med ISIS i Mosul?

Jakob Trägårdh

En søgning på ham på det irakisk/kurdiske medie Rudaw giver 0 opslag. På iraqnews.com giver samme 3 opslag (http://www.iraqinews.com/?s=Lukman+Faily). På The Hill (USA) giver samme 7 opslag (http://thehill.com/search/site/Lukman%20Faily)

Jakob Trägårdh

Lukman Faily er kurder, men ikke-sekterisk, ikke-etnisk, pro-irakisk, pro-US). Så er han en skygge-Irak/US-hvad, der pt. holder en forlænget sommerferie?

På farsnews (Iran) kan man se (her: http://en.farsnews.com/newstext.aspx?nn=13930411000655), at han også repræsenterer et pro-Iran/-Rusland Irak, i hvert fald med hensyn til indkøb af jagerfly i 2014:
"Iraq would be willing to buy arms from Iran, even though purchases from Tehran are prohibited under international sanctions, Faily told an audience at the Carnegie Endowment for International Peace, Los Angeles Times reported.

"We will do that ... if we can't get cooperation elsewhere," he said.

The militant group's advance has sharpened a dispute between Washington and Baghdad over the US supply of arms to Iraq. The administration has been selling Iraq missiles, fighter jets and helicopters, but its supply has not been as large, or as fast-moving, as Iraq would like.

The United States is supplying Iraq with F-16 fighter jets and Apache helicopters, but they will not arrive until fall, and the Iraqi pilots will need to be trained.

On Sunday, Russia delivered 12 fighter jets to Baghdad, a move that illustrated Iraq's willingness to turn elsewhere."

... men artiklen på farsnews er fra før 14. aug. 2014, hvor den tidl. premier-minister Al-Maliki under tvang afgav sin post til nuværende PM, Haider Al-Abadi. ... Så måske tilhører/støtter Faily den tidligere regeringsleder i Irak, under hvem han i 2013 blev udsendt som ambassadør til USA?

Jakob Trägårdh

Lukman Faily er kurder, men ikke-sekterisk, ikke-etnisk, pro-irakisk, pro-US). Så er han en skygge-Irak/US-hvad, der pt. holder en forlænget sommerferie?

På farsnews (Iran) kan man se (her: http://en.farsnews.com/newstext.aspx?nn=13930411000655), at han også repræsenterer et pro-Iran/-Rusland Irak, i hvert fald med hensyn til indkøb af jagerfly i 2014:
"Iraq would be willing to buy arms from Iran, even though purchases from Tehran are prohibited under international sanctions, Faily told an audience at the Carnegie Endowment for International Peace, Los Angeles Times reported.
"We will do that ... if we can’t get cooperation elsewhere," he said.
The militant group’s advance has sharpened a dispute between Washington and Baghdad over the US supply of arms to Iraq. The administration has been selling Iraq missiles, fighter jets and helicopters, but its supply has not been as large, or as fast-moving, as Iraq would like.
The United States is supplying Iraq with F-16 fighter jets and Apache helicopters, but they will not arrive until fall, and the Iraqi pilots will need to be trained.
On Sunday, Russia delivered 12 fighter jets to Baghdad, a move that illustrated Iraq’s willingness to turn elsewhere."

... men artiklen på farsnews er fra før 14. aug. 2014, hvor den tidl. premier-minister Al-Maliki under tvang afgav sin post til nuværende PM, Haider Al-Abadi. ... Så måske tilhører/støtter Faily den tidligere regeringsleder i Irak, under hvem han i 2013 blev udsendt som ambassadør til USA?... og så kan det jo godt blive en lang sommerferie, med mindre Al-Abadi pludselig ikke længere var PM i Irak?

Michael Kongstad Nielsen

Hvad med at sigte mod at opdele Irak i 3 stater. Det skulle det have været allerede efter Første Verdenskrig, men fordi englænderne satte sig på det, blev det til ét land. Hvis de regionale nabo--stormagter ikke kan behandle spørgsmålet sammen med Irak, kunne der indkaldes til en FN-konference, der kunne fremlægge et forslag til deling - lidt ligesom Palæstina i sin tid.

Jakob Trägårdh

Michael Kongstad Nielsen
Det er ikke et synspunkt Faily abonnerer på, men det er der andre der gør, især med henblik på, at de føderale stater, hver især ville så svage, at de ikke ville være i stand til at have en selvstændig politik, men ville være underlagt større regionale og globale staters vilje.

Michael Kongstad Nielsen

Jakob Trägårdh,
Jeg tænker, at hvis en sådan tanke skulle have en gang på jord, så skulle den udspringe af lokale kræfter helt nede på gulvet, bevægelser, foreninger, partier, med ledere som har de i artiklen efterlyste egenskaber, og det skulle dyrkes gennem lang tid, men man kan ligeså godt komme igang,
Det største problem er Tyrkiet, tror jeg. De vil ikke acceptere et selvstændigt Kurdistan. Men hvis løsningen ses i sammenhæng med en løsning i Syrien, kunne det måske blive spiseligt.

Jakob Trägårdh

Michael Kongstad Nielsen
Tyrkiet har en fælles sag med Iran ang. kurderne og ønsker ikke et Kurdistan. Det gør heller ikke hverken Syrien eller Irak. Kurdernes sag er slået tilbage til start. Og eftersom USAs politik har slået fejl pga. Ruslands, Irans/Hezbollahs intervention, hvad er så de nye muligheder for USA nu, hvor der opstår en make-shift alliance mellem Tyrkiet, Rusland, Iran og Syrien? Faily er måske atlanticist? Pro-US Irak? Måske er Al-Abadis regering i fare? Irak ser svagest ud lige nu. Som du skriver: " ... lokale kræfter helt nede på gulvet, bevægelser, foreninger, partier, med ledere som har de i artiklen efterlyste egenskaber, og det skulle dyrkes gennem lang tid, men man kan ligeså godt komme igang" det er også, hvad Faily snakker om i den video (c-span.org), jeg har henvist til lidt oppe i tråden og som er optaget i et atlanticist-forum.