Nyhed
Læsetid: 2 min.

Islamisk Stat taber terræn i Libyen

Libyske regeringsstyrker har erobret de militante islamisters hovedkvarter i havnebyen Sirte og flere andre IS-områder
Foto
Udland
13. august 2016

Indtil for få dage siden blafrede Islamisk Stats sorte flag stadig på taget af det enorme Ouagadougou Konferencecenter i den libyske havneby Sirte. Men torsdag var det slut, og nyhedsbureauerne kunne vise billeder af libyske regeringsstyrker på pladsen foran centret, der det seneste år har fungeret som Islamisk Stats hovedkvarter i det nordafrikanske land.

Regeringsstyrkerne, der tilhører den FN-støttede samlingsregering har i ugevis forsøgt at erobre konferencecentret, men har været ude af stand til at trænge igennem de tykke betonmure eller nedkæmpe IS’s snigskytter i den enorme bygning, der stammer fra Gaddafis tid. Det lykkedes nu bl.a. takket være amerikansk luftstøtte.

USA begyndte at bombe den islamistiske milits den 1. august på anmodning fra den libyske samlingsregering. Angrebene udføres af droner og kampfly, baseret på krigsskibet USS Wasp i Middelhavet og har været afgørende for erobringen af Sirte. Ifølge Pentagon har USA gennemført 28 angreb i og omkring Sirte siden 1. august og bl.a. ramt Islamisk Stats køretøjer, kampvogne og kampstillinger.

Trods den amerikanske luftstøtte har erobringen af Sirte kostet de libyske styrker dyrt. Ifølge visen The Nation har mindst 300 libyske soldater mistet livet og 1.500 er blevet såret, siden kampen mod Islamisk Stat begyndte den 12. maj i år.

Ud over Sirte, hvor der fortsat er enkelte lommer af IS-modstand, har bevægelsen også mistet terræn i Benghazi, hvor general Khalifa Haftar, der leder en armé tilhørende Libyens rivaliserende regering i Tobruk, de seneste dage har haft succes. Tobruk-parlamentet mangler fortsat at anerkende den FN-støttede samlingsregering i Tripoli, men deltager ikke desto mindre i kampen mod IS. At den militante islamistiske bevægelse skal bekæmpes er noget af det eneste, de to politiske grupperinger er enige om.

6.000 IS-krigere

Tidligere på året vurderede USA, at IS tæller omkring 6.000 mand i Libyen, som helt givet vil forsøge at etablere baser andre steder i det store og tyndt befolkede land.

Generalløjtnant Sean MacFarland, der leder USA’s operationer mod IS, advarer om, at det er sandsynligt at IS fremover vil opføre sig mere som en guerillagruppe i Libyen, men ifølge The Nation siger han også, at IS efter nederlaget i Sirte ikke længere er i stand til at kontrollere landområder i Libyen.

En af ting, der adskiller Islamisk Stat fra andre militante islamister er deres insisteren på at oprette et såkaldt kalifat i områder under deres kontrol. Tabet af Sirte og andre byer samt landområder i Libyen er derfor ikke bare et militært nederlag. Det er også et alvorligt psykologisk slag for bevægelsen, vurderer The Nation, der er baseret i De Forenede Arabiske Emirater (UAE).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ud over luftangrebene er der også amerikanske styrker på landjorden i Libyen:

https://www.washingtonpost.com/news/checkpoint/wp/2016/08/09/u-s-special...